Det 20. århundredes mysterier

Stravinsky (1882-1971): Symphony in C, Symphony in Three Movements, Divertimento, Greeting Prelude, Circus Polka - BBC Philharmonic, Sir Andrew Davis (Chandos)

Debussy (1862-1918): La Mer, 1st Suite for Orchestra – Les Siècles, Francois-Xavier Roth (HMM)

Schubert: Schwanengesang – Ian Bostridge, Lars Vogt (Pentatone)

Af Jakob Brønnum
Mange af de symfoniske kompositioner, der blev til i første halvdel af det 20. århundrede står i dag som rene mysterier (i mine øjne), melodiske på en moderne måde, rytmiske på en endnu mere moderne måde, med mange klanglige fornyelser i forhold til den foregående periodes store, vidunderlige, men også opsvulmede symfoniske tradition, med Mahler, Bruckner, Tjajkovskij, Brahms og Dvorak. Men alligevel umiskendeligt klassiske.

Jeg tænker bl.a. på komponister som Stravinsky og Debussy. Det ene af BBC’s fem symfoniorkestre BBC Philharmonic, dirigeret af Andrew Davis har udsendt en ualmindelig tilfredsstillende Cd med indspilninger af tre af Stravinskys centrale symfoniske værker og to mindre.

Personligt har jeg i en hel del år haft en forkærlighed for netop stramheden i værkets rytmiske anlæg og den kølige melodik i Stavinskys klassiske opbyggede Symfoni i C fra 1940. Den er komponeret til Chicago Symphony Orchestras 50 års jubilæum.

Der findes indspilninger med de vigtigste af orkesterværkerne med Stravinsky selv, udført i hans eksil i USA – og det vigtigste er jo den magiske ballet fra 1910’erne Le sacré du printemps. Af en eller anden grund er de aldrig trængt ind under huden på mig (eller jeg på dem). Jeg har aldrig helt følt, at de lever op til værkernes egen strenghed, men jeg tager formentlig fejl og ved, at jeg må prøve igen (og igen). Hvad Stravinsky angår, har Karajan og en dirigent som Colin Davis været dem, der forløser dem mest tilfredsstillende, med en form for energisk, men kølig tilbageholdenhed, der gør at værkernes farverige klangverden træder meget tydeligt frem, så nedtonet de ellers netop kan siges at være efter senromantikken, som jeg omtalte før. Værket er også efter de samme forhold temmelig kort, under en halv time, ligesom de f.eks. tidlige Beethoven Symfonier fra begyndelsen af 1800-tallet. Alle disse træk er sammenfattet i betegnelsen neoklassik om mange af de symfoniske kompositioner i 1. halvdel af det 20. århundrede.

Andrew Davis fortolkning af værkerne ligger i forlængelse af Karajan, men der er mere i det. Der er en tænksomhed i åbningen på finalesatsen i de dunkle messingblæsere, jeg ikke har hørt før. Den frenetiske rytmiske figur, som driver satsen videre efter nogle øjeblikke, er fuldstændig fri og forløst.

Værkets vigtigste motiv, den lille indledningsfigur, der minder om en variation af Beethovens berømte skæbnemotiv, overtages efterhånden af træblæserne og bliver som skæbnemotivet hos Beethoven slynget rundt i satsen i mange afskygninger. Det er virtuost komponeret. Hos Andrew Davis og BBC-filharmonikerne står det så friskt og klart som nogensinde, en kilde til megen lytteglæde fremover. Det er næsten ikke til at slippe igen.

CD’en rummer også en anden af Stravinsky få symfonier, Symfoni i tre satser og hans Divertimento, højdramatiske og langt udover, hvad Mozart brugte genren til, næsten som en serenade. 

Havets bølger

De fleste kender Debussy som den, med hvem ismen fra billedkunsten, Impressionismen, stærkest forbindes i musikken. Et hjørne af impressionismens inspirationskilder var den japanske billedkunst. Dens kølige sanselighed har inspireret Debussy mere end billedkunsterne. Det er i mange tilfælde Hokusais Fuji-billeder, man ser på omslagene til indspilningerne af Debussys orkestrale hovedværk, La Mer, Havet. 

I La Mer kan man flere steder høre reminiscenser af en japansk klangverden (det er ikke til at tage fejl af, når det er der). Værket er udkommet i en særdeles vellykket fortolkning med Francois-Xavier Roth, eller FXR som han kaldes af musikerne, og det franske kammerorkester Les Siecles. Og her er man tilbage i Normandiet, hvad angår omslagsbilledet

Op mod slutningen af den første af de tre små 10 minutter lange satser, begynder havet at gøre sig hørt for alvor – bølgegangen i FXR’s tolkning er så flot udført, at det næsten er til at blive svimmel af. I ligeså høj grad som Stravinsky på Chandos er mixet og de klanglige nuancer her en ren nydelse, hvert enkelt instrument og hver enkelt orkesterstemme får en prægnans som man ikke har været vant til generelt i de traditionelle indspilninger af de to moderne klassikere indenfor kompositionsmusikken. Der er noget uforglemmeligt stort, noget mægtigt over Le Mer i denne fortolkning.

Også her er der andre værker af komponisten på CD’en, i dette tilfælde Debussys 1. orkestersuite.

En svanesang

Tenoren Ian Bostridge har afsluttet en indspilning af Schuberts tre store sang-cykler, meget passende og desværre også alt for episk, med cyklusen Schwanengesang. Schwanengesang blev samlet og udgivet efter Schuberts død, og stykkerne er bogstaveligt talt blandt hans svanesange, hvor titlen hentyder til det fænomen at svaner ifølge folkemytologien synger inden de dør. Det episke består i at det blev den uhyre sympatiske og højt anerkendte pianist og dirigent Lars Vogt, der døde som godt 50-årig af sygdom for kort tid siden.

Den skal her ikke anmeldes, men blot omtales – med den intention at mindes Lars Vogt, der netop i de seneste har havde haft en rigtig internationalt gennembrud som chefdirigent hos Royal Northern Sinfonia i Newcastles. Blandt Vogts indspilninger og koncertopførelser med alle de største orkestre, står ikke mindst Beethovens klaverkoncerter stærkt. Hvis man hører tysk og engelsk radio, var han der hele tiden et eller andet sted. Det er forbi nu.