Kender De hr. Gaspard? – Hvad vil De ham, den rad?

Et af (før-)modernismens fundamentale værker og en af litteraturens mest forbløffende litterære præstationer er endelig kommet på dansk. Det er Nattens Gaspard af Aloysius Bertrand (1807-41). Den smalle bog har fået mulighed for at bringe et uddrag af bogen, nemlig dens lange prolog.

For at forberede læsningen er der planlagt en introduktion. Men fremfor at skrive noget, der måske eller måske rammer læseren, har Den smalle bog valgt at bringe den indsigtsfulde lektørudtalelse fra bibliotekerne, udarbejdet af Peter Holm Rasmussen i sin helhed.

Bogen er kommenteret, oversat og illustreret af Mark Holm Møller og udgivet af Forlaget Multivers (285 sider, 2022)

Lektørudtalelsen

Kort om bogen

En romantisk, gotisk klassiker med prosadigte og illustrationer, der sværmer om groteske, okkulte og lidenskabelige fantasmer. Til dystre romantikere og melankolske sjæle med sans for det poetiske og drømmende

Beskrivelse

Aloysius Bertrand (1807-1841) betragtes som prosadigtets fader i kraft af dette værk, som først blev udgivet posthumt og fik stor indflydelse på senere digtere, som fx Baudelaire og Mallarmé. Samlingen består af prosadigte i seks dele, der ledsages af oversætterens efterskrift og kommentarer. Digtene handler om okkulte hændelser og gamle alkymister, aparte karakterer og deforme figurer, middelaldertableauer, engle og naturvæsner. Digteren driver ofte ud i drømme, i naturen, i længslen efter skønhed, påvirket af måneskinnet. Flere af digtene former sig som små samtaler eller monologer. Samlingen har uddrag af Bertrands efterladte stykker og har illustrationer af Rembrandt van Rijn, Jacques Callot og Mark Holm Møller

Vurdering

En i alle aspekter fascinerende bog, som det er helt utroligt at vi nu får på dansk, og må jeg tilføje i en pragtfuld oversættelse. Bertrand er et charmerende bekendtskab. Teksterne er herligt besynderlige og udsøgte. Et virkeligt plus er noteapparatet, som er en kæmpe hjælp i afdækningen af Bertrands mange referencer i digtene

Andre bøger om samme emne

Stemningen er tæt på fx Nerval i Kimærerne og andre digte, Baudelaire i Parisisk spleen og Lautréamont i Maldorors sange. Ravel har sat musik til værket med "Gaspard de la nuit"

Aloysius Bertrand: Nattens Gaspard (1842)

PROLOG

Jeg elsker Dijon, som barnet elsker ammen, hvis mælk det diede, som poeten pigen, der indviede hans hjerte. – Barndom og poesi! Hvor den ene er forfløjen, den anden forløjen! Barndommen er en sommerfugl som skynder sig at brænde sine hvide vinger i ungdommens flammer, og poesien kan lignes med mandeltræet: Dens blomster er parfumerede og dens frugter bitre.

En dag sad jeg afsondret i Arkebusehaven – opkaldt efter det våben, der her engang så ofte genlød ved papegøjeriddernes dyster. Ubevægelig som jeg var på min bænk, kunne man have lignet mig med Bazire-bastionens statue. Dette mesterværk af figurmageren Sévallée og maleren Guillot forestillede en abbed, som sad og læste. Intet manglede i hans ornat. På afstand tog man den for en person; på nært hold så man, at det var en afstøbning.

En spadserendes hosten fordrev min sværm af dagdrømmerier. Det var en stakkels djævel, hvis ydre vidnede om lutter elendighed og lidelser. Jeg havde allerede i selvsamme have noteret mig hans luvslidte skødefrakke, som var knappet helt op til hagen, hans deforme filthat, som aldrig havde set en børste, hans hår, der var langt som en pilekrone og viltert som et krat, hans afmagrede hænder, der lignede dynger af dødningeben, hans poliske fysiognomi, lumskt og sygeligt, som endte i et trævlet nazaræer-skæg; og mine gisninger havde nådigt placeret ham blandt disse småkunstnere, spillemænd og portrætmalere, som en ustillelig sult og en uudslukkelig tørst fordømmer til at vandre verden om i Den evige Jødes fodspor.

Vi var nu to på bænken. Min sidemand bladrede i en bog, fra hvis blade en udtørret blomst uden hans vidende undslap. Jeg samlede den op for at give ham den. Den ukendte førte den, idet han takkede mig, til sine visne læber og lagde den tilbage i den mystiske bog.

– »Denne blomst,« dristede jeg mig til at spørge ham, »er velsagtens symbolet på en eller anden skøn, svunden kærlighed? Ak ja! Vi har alle en lykkens stjernestund i fortiden, som forpurrer fremtidens fortryllelser!«

– »De er poet!« svarede han mig smilende.

Samtalens tråd var knyttet. Om hvilken ten ville den mon nu vinde sig?

– »Poet, hvis poet er at have søgt kunsten!«

– »De har søgt kunsten! Og har De fundet den?«

– »I guder! Blot den ikke er en kimære!«

– »En kimære... Også jeg har søgt den!« udbrød han med geniets begejstring og triumfens eftertryk.

Jeg bad ham oplyse mig, hvilken optiker han var sin opdagelse skyldig, eftersom kunsten for mig havde været, hvad en nål er i en høstak.

– »Jeg havde sat mig for,« sagde han, »at søge kunsten, som Rosenkreutzerne i Middelalderen søgte de vises sten; – kunsten, denne det nittende århundredes vises sten!«

»Ét spørgsmål satte først mine kundskaber på prøve. Jeg spurgte mig selv: Hvad er kunst? – Kunst er poetens videnskab. – En definition så brillant som den ædleste diamant.«

»Men hvilke er da kunstens bestanddele? – Dette andet spørgsmål tøvede jeg flere måneder med at besvare. – En aften da jeg således i dunsten fra en olielampe støvede rundt i en boghøkers bod, gravede jeg et lille bind i barokt og uforståeligt sprog frem, hvis titel prydedes af et våben med en amfistær, som udfoldede følgende to ord på en banderole: Gott – Liebe. Med nogle få skillinger var denne skat betalt. Jeg stormede op til mit kvistkammer, og her forekom det mig med ét, idet jeg forundret stavede mig frem i den gådefulde bog, ved det måneplettede vindue, at Guds finger sagte strejfede klaviaturet på altets orgel. Således løsner de summende sværmere sig af blomsternes skød, hvis læber dåner ved nattens kys. Jeg faldt hen ved vinduet og så ned. Hvilket sælsomt syn! Drømte jeg? En terrasse, som jeg aldrig før havde ænset, med lifligt duftende appelsintræer, en hvidklædt ungmø, som klimprede på harpe, en sortklædt olding, som bad på knæ! – Bogen gled mig af hænde.«

»Jeg steg ned til terrassens skikkelser. Den gamle var en præst af den reformerte tro, som havde forladt sit Thüringens kolde fædreland for vort Bourgognes tempererede eksil. Harpenisten var hans eneste barn, en blond og skrøbelig skønhed på sytten år, som var ved at sygne hen af kærlighedslængsel; og den bog der var kommet i min besiddelse var et tysk euchologion til brug for kirker af den lutherske rite, smykket med et våbenskjold tilhørende en fyrste af huset Anhalt-Köthen.«

»Ak! min herre, lad os ikke oprøre en endnu ikke henfalden aske! Elisabeth er nu blot en Beatrix svøbt i himmelblåt. Hun er død, hr., død! Og se her euchologiet, hvorpå hun gød sin blu bøn, rosen, hvorpå hun åndede sin uskyldige sjæl. – En blomst tørret ind til en knop, ligesom hende! – En lukket bog, ligesom hendes skæbne! – Velsignede relikvier som ej vil blive glemt i evigheden, med de tårer som væder dem, når ærkeenglens trompet har omstyrtet min gravsten, og jeg stormer hinsides alle verdener, frem til den fagre for endelig at tage plads ved hendes side under Guds åsyn!...«

– »Og kunsten?« spurgte jeg ham.

– »Det som i kunst er følelse var min smertelige erobring. Jeg havde elsket, jeg havde bedt. Gott – Liebe, Gud og Kærlighed! – Men det som i kunst er idé pirrede endnu min nysgerrighed. Jeg troede, at jeg ville finde kunstens slutsten i naturen; altså studerede jeg naturen.«

»Jeg forlod mit hjem ved daggry og vendte først tilbage efter mørkets frembrud. – Om eftermiddagen elskede jeg, med albuerne på brystværnet af en faldefærdig bastion, time efter time at indånde den vilde og gennemtrængende duft af levkøjen, som med sine gyldne bundter spætter efeuklædningen på Ludvig XI’s feudale og affældige citadel;* at se det rolige landskab purres af et vindpust, af en solstråle eller af en regnbyge, svalespurven og gærdernes småfugle tumle sig i den spredte grøde af skygger og lys, droslerne som er strømmet til fra bjerget for at høste vinrankerne, som er tilstrækkeligt høje og tætte til at dække selv hjorten fra fablen, ravnene slå ned i udhungrede flokke fra hvert et punkt på himlen på et hesteådsel efterladt af rakkeren** i en eller anden grønklædt lavning; at høre vaskekonerne som fordum lod deres banketræ genlyde muntert langs bredden af Suzon*** og barnet som sang en klagende melodi, idet det neden for muren drejede rebslagerens hjul. – Snart banede jeg for mine drømmerier en sti af mos og dug, af stilhed og sjælero, fjernt fra byen. Hvor ofte har jeg ikke ribbet deres stængler for røde og syrlige frugter i de afsondrede tykninger ved Ungdommens kilde og i Vor Frue af Dammens eremitage, åndernes og feernes kilde, djævlens afkrog!* Hvor ofte har jeg ikke opsamlet en forstenet konk og en fossil koral på Sankt Josephs stenede højdedrag som uvejret har furet! Hvor ofte har jeg ikke fisket krebs i Tillernes filtrede vadesteder, mellem brøndkarsen, som skærmer den glinsende salamander, og blandt åkanderne, hvis lade blomster gaber! Hvor ofte har jeg ikke beluret snogen på Saulons plørede brinker, hvor intet andet høres end blishønens monotone skræppen og lappedykkerens dystre kurren! Hvor ofte har jeg ikke med et vokslys oplyst Asnières underjordiske grotter, hvor drypstenen dvælende destillerer den evige dråbe på seklernes klepsydra! Hvor ofte har jeg ikke hylet fra tinden af Chèvremortes bratte klipper, mens diligencen møjsommeligt besteg vejen tre hundrede fod under min tågetrone! Sågar om natten, sommernætterne, balsamiske og lyse, hvor ofte har jeg ikke danset opstemt omkring som en varulv om en ild tændt i den øde og græsbegroede dal, lige indtil skovhuggerens første økseslag monne ryste egene! Ah! Min herre, hvor besnærende ensomheden er for poeten! Jeg ville have været lykkelig ved at bo i skoven, og ved ikke at gøre mere lyd af mig end fuglen, som slukker sin tørst ved kilden, end bien som sanker forråd ved hvidtjørnen og agernet, hvis styrtdyk splintrer løvdækket!...«

– »Og kunsten?« spurgte jeg ham.

– »Tålmodighed! Kunsten var endnu i sin vorden. Jeg havde studeret naturens forestilling; jeg måtte nu studere menneskets monumenter.

»Dijon har ikke alle dage adspredt sig ved sine musikelskende bysbørns divertissementer. Den har iført sig harnisken, – kronet sig med stormhatten, – svunget partisanen, – trukket sværdet, – ladt hagebøssen, – kørt kanonen i stilling på sine værn, – strejfet om med flængede faner til trommernes takt, – og som minstrelsangeren, grånet i skægget, stødte i trompeten, inden han trakterede rebeccen, ville denne stad kunne fortælle forunderlige krigsberetninger; eller snarere, – dens sammensunkne bastioner, der i en muld blandet med fortidslevn omkranser hestekastanjernes udgravede rødder, – og dens sløjfede slot, hvis bro gynger under den udasede hoppes skridt, idet gendarmen vender tilbage til kasernen, – alt vidner om et dobbelt Dijon – et vor tids Dijon, et fordums Dijon.«

»Jeg havde snart banet vejen for det 14. og 15. århundredes Dijon, om hvilken der gik en runddans af atten tårne, otte porte og fire lønporte eller porteller, – Filip den Dristiges, Johan den Uforfærdedes, Filip den Godes, Karl den Dristiges Dijon, – med dens huse af klineler med gavle spidse som narrehuer, med facader krydset i Andreaskors; med dens palæer befæstet med smalle skydeskår, med dobbelte portfløje, med hellebard-befængte indergårde; – med dens kirker, dens helligåndskirke, dens abbedier, dens munkeklostre, og disses optog af klokketårne, af spir, af fialer, der udfoldede deres gyldne og azurne vinduer som bannere, der paraderede deres underfulde relikvier, der knælede i deres martyrers dystre krypter, eller i deres havers florafulde refugium; – med Suzons strøm, hvis løb, besat med træbroer og kornmøller, skilte abbeden af Sankt Benignus’ besiddelser fra abbeden af Sankt Stefans, akkurat som en stævningsmand i parlamentet skød sin embedsstav og sit »holdt!« ind mellem de to oppustede stridsparter; – Og endelig med dens tæt befolkede forstæder, hvoraf den ene, Sankt Nikolaus, udstrakte sine tolv veje under solen, hverken mere eller mindre end som en fed, farende so sine tolv patter. – Jeg havde indgydt liv i et kadaver, og dette kadaver havde rejst sig.«

»Dijon rejser sig; rejser sig, går, iler! – Tredive sangklokker klemter gennem en ultramarin himmel, blå som den gamle Albrecht Dürer malede den. Hoben trænges ved gæstgiverierne i rue Bouchepot, i badstuerne ved Kannikkerporten, ved promenaden i rue Saint-Guillaume, ved vekselereren i rue Notre-Dame, ved våbensmedjerne i rue des Forges, ved springvandet på Cordelierspladsen, ved bageren i rue de Bèze, ved markedshallerne på Champeaux-pladsen, ved galgen på Morimont-pladsen; – borgere, adelige, bønder, marodører, præster, munke, klerke, handlende, væbnere, jøder, longobarder, pilgrimme, minnesangere, embedsmænd fra parlamentet og fra revisionskammeret, embedsmænd fra salt-beskatningen, embedsmænd fra møntvæsenet, embedsmænd fra skovvæsenet, embedsmænd fra hertugens hus; – som hujer, som pifter, som synger, som jamrer, som beder, som mukker; – i oksespand, i bærestole, til hest, på mulddyrryg, på Den Hellige Frans’ pasgænger. – Og hvordan skulle man kunne tvivle på denne genopstandelse? Se, hvor silkestandarten vajer i vinden, halvt grøn, halvt gul, brocheret med byens våbenskjold, som er rødt med grønløvede vinranker af guld.«

»Men hvad er det for en kavalkade? Det er hertugen, som skal boltre sig i jagten. Hertuginden er allerede draget i forvejen til Rouvresslottet. Hvilken storslået ekvipage og mangfoldig kortege! – Hans Højhed Hertugen sporer en gråskimmel, som skutter sig i den skarpe og stikkende morgenluft. Bag ham volterer og revolterer man hos de Rige af Châlons, de Adelige af Vienne, de Brave af Vergy, de Trofaste af Neufchâtel, de Gode Baroner af Beaufremont. – Og disse to personager som skridter i halen af geleddet? Den yngste, som udmærker sig ved sin vams i okseblodsrødt velour og en klaprende narrebriks, griner sig hæs; den ældste, stadset ud i en kappe af sort klædestof, under hvilken han bærer en svær psalter, dukker hovedet med en konfus mine: Den ene er Skøjernes konge og den anden hertugens kapellan. Narren stiller spørgsmål, som den vise ikke formår at besvare; og mens almuen råber: »Hurra!« – mens paradehestene vrinsker, – mens støverne glammer, – mens jagthornene gjalder, – passiarer disse to, – med tømmerne på nakken af deres skridtende gangere, – jovialt om den kloge kone Judit og om den gæve Makkabæer.«

»Nu blæser en herold imidlertid i signalhornet fra hertugboligens tårn. Han giver tegn til jægerne på sletten, som slipper deres falke løs. – Vejret er regnfuldt. En grålig tåge skjuler hans udsyn til det fjerne kloster i Cîteaux, hvor skovbrynet bades i marsken; mens en solstråle, – nærmere og tydeligere – udpeger Talantslottet, hvis terrasser og esplanader ligger udtakket i det fri, – hans agtværdighed Ventoux’ og hans højbårenhed Fontaines herresæder, hvis knap skimtelige vejrhaner rager op i buskadsernes grønne, – munkeklostret Sankt Maur, hvis dueslag tegner sig midt i en vrimmel af duer, – leprosariet Sankt Apollinaire, som har én eneste port og intet vindue, – kapellet Sankt Jakob af Trimolois, som kunnes lignes med en pilgrim syet til med skaller; – og neden for Dijons mure, hinsides Sankt Benignus-abbediets domæne, Chartreuseklosteret, der er hvidt som Sankt-Bruno-ordenens kutte.

»Dijons Chartreuse! Burgunderhertugernes Sankt Denis! Ak! At børn partout skal være jaloux på deres fædrene mesterværker! – Betræd nu det sted, hvor Chartreuse lå, Deres trin vil under lyngen støde mod slutsten, altertabernakler, gravmælers apsider, oratorieklinker; – sten på hvilke røgelsen har oset, voksen har brændt, hvor orgelet har summet, hvor levende hertuger har knælet, hvor døde hertuger er stedt til hvile. – O, storhedens og berømmelsens intet! Man planter flaskegræskar i Filip den Godes aske! – Intet mere af Chartreuse! – Jeg tager fejl. – Kirkeporten og klokketårnet står endnu. Det slanke og lette tårn med en tot levkøj i øret minder om en yngling, som holder en mynde i snor; den sirede port ville endnu være en juvel at hænge om halsen på en katedral. Der er desuden, – i klosterets indergård, – en gigantisk piedestal, hvis kors er væk, og omkring hvilken seks statuer af profeter er sat i nicher, – beundringsværdige i deres miserable forfatning... – Og hvad begræder de? De begræder tabet af korset, som englene atter har ført til himmels.«

»Chartreuses skæbne blev den samme som de fleste af de monumenter, der forskønnede Dijon på den tid, hvor hertugdømmet genforenedes med kongeriget. Denne by er nu blot skyggen af sig selv. Ludvig XI tilranede sig dens magt, Revolutionen halshuggede dens klokkeværker. Af syv kirker, en helligåndskirke, to abbedier og et dusin klostre har den kun tre kirker tilbage. Tre af dens porte er muret til, dens poterner er blevet revet ned, dens forstæder er blevet hærget, dens flodløb, Suzon, er styrtet i kloakkerne, dens befolkning er blevet affældig og dens adel kommet under tøflen. – Ak! Man ser tydeligt, at hertug Karl og hans riddere, der drog i kamp, – for snart fire århundreder siden,** – aldrig er vendt tilbage.«

»Og jeg selv, jeg strejfede om blandt disse ruiner som en arkæolog, der søger romerske medaljer i en fæstnings furer efter et stort skybrud. Det døde Dijon bevarer trods alt endnu noget af fordums rigdom, ligesom disse velhavende gallerhøvdinge, man begravede med et guldstykke i munden og endnu et i højre hånd.«

– »Og kunsten!?« spurgte jeg ham.

– »En dag befandt jeg mig foran Notre-Dame, optaget af at betragte Jacquemart, hans kone og hans børn, som slog til middag. – Jacquemart, hvis punktlighed, tyngde og flegma ville være emblemet på hans flamske oprindelse, selv hvis man måtte være uvidende om, at han angav timerne for Kortrijks godtfolk indtil denne bys plyndring i 1382. Gargantua borteskamoterede Paris’ klokker, Filip den Dristige Kortrijks urværk; enhver fyrste sit tilsnit. – Et latterudbrud lød deroppefra, og på et af det gotiske bygningsværks hjørner øjnede jeg en af disse monstrøse figurer, som Middelalderens skulptører har hængt ved skuldrene på katedralernes tagrender, en frygtelig figur af en fordømt, som, prisgivet til lidelsen, rakte tunge, skar tænder og vred sine hænder. – Det var den, som havde leet.«

– »De havde blår i øjnene!« udbrød jeg.

– »Hverken blår i øjnene eller halm i ørerne. – Stenfiguren havde leet, – leet med en tænderskærende, skrækindjagende, infernalsk latter, – men sarkastisk, bidende, pittoresk.«

Jeg skammede mig for min del ved så længe at have indladt mig med en monoman. Ikke desto mindre opmuntrede jeg med et smil denne kunstens rosenkorsridder til at fortsætte sin løjerlige fortælling.

– »Denne hændelse,« fortsatte han, »gav mig noget at gruble over. – Jeg sluttede, at eftersom Gud og Kærlighed var kunstens første betingelse, det, som i kunsten er følelse, – kunne Satan godt være den anden af disse betingelser, det, som i kunsten er idé. – Er det ikke også djævlen, der har bygget katedralen i Köln?«

»Således er jeg altså på jagt efter djævlen. Jeg blegner over Cornelius Agrippas magiske skrifter, og jeg skærer halsen over på min nabo skolelærerens sorte høne. – Ikke at der er mere djævel dér, end for enden af en devots rosenkrans! – Ikke desto mindre findes han; – Sankt Augustin har med sin pen vidnet om hans signalement: Dæmones sunt genere animalia, ingenio rationabilia, animo passiva, corpore aeria, tempore æterna. Det er ganske vist. Djævlen findes. Han kævler i Kabinettet, han plæderer i Paladset, han spekulerer på Børsen. Man stikker ham i vignetter, man brocherer ham i romaner, man iklæder ham drama. Man ser ham overalt, just som jeg ser Dem. Det er for bedre at kunne plukke hans skæg, at lommespejlet blev opfundet. Pulcinella fik ikke ram på denne fælles fjende. Ak! Havde han blot fået has på ham med et kølleslag!«

»Samme aften drak jeg Paracelsus’ eliksir, inden jeg skulle sove. Maveonde fik jeg, men ikke skyggen af den onde med horn og hale.«

»Endnu en skuffelse: – Et uvejr gennemblødte denne nat den gamle stad, som var krøbet sammen i sin søvn. Hvorledes det gik til, at jeg famlende flakkede om i Notre-Dames indre irgange uden at kunne se en pind, det vil en helligbrøde forklare Dem. Ser De, der er ikke den lås, hvortil en forbrydelse ikke kan skaffe nøgle. – Hør nådigst min forklaring! Jeg havde brug for en hostie og et relikvie. – Et lysskær prikkede hul i mørket. Flere kom efterhånden til syne, således at jeg snart anede en skikkelse, hvis hånd, forlænget af en lang fakkel, fordelte flammen mellem højaltrets kandelabre. Det var Jacquemart som, med vanlig uforstyrrethed under sin lue af sammenflikket jern, besørgede sin dont uden at synes at bekymre sig eller sågar bemærke dette verdslige vidnes tilstedeværelse. Jacqueline, knælende på trappen, forblev fuldkommen ubevægelig, mens regnen dryppede fra hendes blyskørt pyntet efter brabantisk mode, fra hendes blyhalskrave pibet som en knipling fra Brugge, fra hendes træansigt ferniseret som kinderne på en dukke fra Nürnberg. Jeg fremstammede et ydmygt spørgsmål om djævlen og om kunsten, da Maritornes arm afspændtes med en fjeders pludselige og brutale kraft, og ved den hundrede gange tilbagekastede larm fra den tunge hammer, hun knugede i næven, gjorde den sværm af abbeder, riddere, mæcener, som med deres gotiske mumier bebor kirkens gotiske krypter, et strømmende optog omkring alteret, som funklede af krybbespillets livlige og bevingede herligheder. Den Sorte Jomfru,* de barbariske tiders jomfru, med sin alens højde, med den skælvende krone af guldtråd, med kjolen stiv af gips og perler, den mirakuløse jomfru, foran hvilken en sølvlampe knitrer, sprang ned fra sin prædikestol som en snurretop og fór henover fliserne i en fandens fart. Hun skred frem i de dybe kirkeskibe med yndefulde og mageløse piruetter, ledsaget af en lille Sankt Johannes i voks og uld, som omfavnede en gnist og smeltede i blå og røde toner. Jacqueline bevæbnede sig med en saks for at klippe sit indsvøbte spædbarns tonsur, et vokslys oplyste dåbskapellet i det fjerne, og så...«

– »Og så?«

– »Og så vækkede solen, som skinnede gennem et glughul, spurvene, som hakkede på mine vinduesruder og klokkerne, som mumlede en vekselsang i det høje, mig. Jeg havde drømt.«

– »Og djævlen?«

– »Han findes ikke.«

– »Og kunsten?«

– »Den findes.«

– »Men hvor da?«

– »I Guds bryst!« – Og hans blik, hvori en tåre spirede frem, sondrede himlen. – »Vi, min herre, vi er intet andet end skaberens kopister. Det mest prægtige, det mest triumferende, det mest glorværdige af vore flygtige værker er aldrig andet end et uværdigt kontrafej, end et udslukt skær af det mindste af hans udødelige værker. Al originalitet er en ørneunge, som kun bryder sin skal i Sinais sublime og stormslagne egne. – Ja, min herre, jeg har længe søgt den absolutte kunst! O delirium! O dårskab! Betragt

denne pande rynket af ulykkens jernkrone! Tredive år! Og det arkanum, som jeg gennem så mange stædige nætters lukubration har søgt, for hvilket jeg har ofret ungdom, kærlighed, nydelse, lykke; dette arkanum bliver liggende, ubevægeligt og umærkeligt som en værdiløs småsten i mine illusioners aske! Intet opliver ingenlunde intetheden!«

Han rejste sig. Jeg tilkendegav min medlidenhed ved et hyklerisk og banalt suk.

– »Dette manuskript,« tilføjede han, »vil sige Dem, hvor mange instrumenter mine læber har prøvet, inden de fandt frem til det, som giver den rene og udtryksfulde tone; hvor mange pensler jeg har opslidt på lærredet, inden jeg så clairobscurens sarte morgenrøde fødes derpå. Her er optegnet forskellige fremgangsmåder, kanske nye, for harmoni og farve, det eneste resultat og den eneste godtgørelse mine lukubrationer har tilvejebragt. Læs det; De kan give mig det tilbage i morgen. Klokken kimer seks fra katedralen; slagene forjager solen, som fordufter langs disse syrener. Jeg vil trække mig tilbage for at affatte mit testamente. Godaften.«

– »Min herre!«

Forgæves! Han var borte. Jeg sad tilbage lige så fåret og forbløffet som en præsident, hvis justitssekretær netop har plukket en loppe fra hans næsetip. Manuskriptet var betitlet: Nattens Gaspard. Fantasier i Rembrandts og Callots manér.

Dagen derpå var en lørdag. Ikke en sjæl i Arkebuse; enkelte jøder fejrede sabbat. Jeg fór gennem byen og forhørte mig om hr. Gaspard hos enhver forbipasserende. Nogle svarede mig: – »Åh! De spøger!« – andre: »Ah ja, må han vride halsen om på Dem!« – og alle vendte mig straks ryggen. Jeg henvendte mig til

en vinbonde i rue Sankt Filibert, en pukkelrygget gnom af en karl, som gjorde sig bred i sin port, mens han lo hånligt ad min forlegenhed.

– »Kender De hr. Gaspard?«

– »Hvad vil De ham, den rad?«

– »Jeg vil give ham en bog tilbage, han har lånt mig.«

– »En sortebog velsagtens!«

– »Hva’beha’r! En sortebog!?... Fortæl mig, jeg beder Dem, hvor hans hjem er.«

– »Dernede, hvor det klovformede klokkehåndtag hænger.«

– »Men det hus... De viser mig til den herre biskoppen!«

– »Det er fordi, jeg lige har set den høje brunette som bleger hans messeskjorter og bladkraver gå derind.«

– »Hvad skal det sige?«

– »Det siger, at hr. Gaspard til tider majer sig ud som en ung og yndig pige for at friste gejstlige standspersoner, – et vidnesbyrd om hans eventyr med Sankt Antonius, min skytshelgen.«

– »Fri mig for Deres ondskabsfuldheder, og sig mig hvor hr. Gaspard er.«

– »Han er i helvede, for så vidt han ikke er andetsteds.«

- »Ah, nu begynder det omsider at dæmre! Hvad!? Nattens Gaspard skulle være?...«

– »Ah, ja... djævlen!«

– »Tak, min gode mand! Må han brænde i helvede, hvis det er dér Nattens Gaspard er. Hans bog trykker jeg.«

LOUIS BERTRAND

*   *   *