Elverhøj-tossens trængsler

Arne Garborg: ”Haugtussa”, Hoff & Poulsen 2022, 248 sider. Oversat og kommenteret af Niels Green-Hansen.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Haugtussa” betyder ”Elverhøj-tossen”, men denne tosse har også et rigtigt navn, nemlig Gislaug. Grunden til øgenavnet er, at Gislaug er synsk og derfor ser en masse troldtøj og djævelskab, som hun helst havde været foruden. At hun tilmed er en ung pige, der skal finde sin vej gennem livet, øger hendes udfordringer, og selvom hun har været vidne til en heksesabbat, er hun lige ved at opgive at finde sig til rette blandt mennesker og gifte sig med en elver.

”Haugtussa” blev skrevet af en af forkæmperne for nynorsk, Arne Garborg (1851-1924), og udkom i 1895 – på nynorsk/landsmål, naturligvis. I Norge er cyklussen kendt og elsket. Nu forefindes den for første gang på dansk. ”Haugtussa” er oversat og kommenteret af den danske digter Niels Green-Hansen, hvis egen produktion primært består af sang- og visetekster. Dette passer glimrende til Garborgs digte, hvoraf mange har fået melodier blandt andet komponeret af Edward Grieg.

Folketro og den svære kærlighed

Garborgs digtcyklus er ikke stramt opbygget. Der er mange ”tomme huller”, som læseren selv må fylde ud. Man formår dog alligevel ret ubesværet at følge Gislaugs genvordigheder, og har man svært ved det, kan man få god hjælp i Green-Hansens noter. Ikke alene må Gislaug slås med de overnaturlige væsner fra folketroen, der for hende er lige så virkelige som den natur, der også beskrives i digtene. Hun må også slås med kærligheden. Lykkelig er hun, da hun møder en ung mand, som ikke finder hende underlig, og som anerkender eksistensen af det, hun ser; men lykken er lunefuld, og Gislaug lader sig drage tættere og tættere på de underjordiske.

Således er ”Haugtussa” en folkelig fortælling om en forestillingsverden, der ikke lå særlig mange årtier bag Garborgs egen levetid. Der er rigeligt stof til både gys og latter i den lange cyklus, men bogen har også mindet læserne om en tid og kultur, der nok stadig har en lille plads i norsk selvforståelse.

Til heksesabbat

Bogens mest saftige del er heksesabbatafsnittet ”På Skare-Kula”. Det indledende digt har titlen ”Det vågner”. Man må uvægerligt spørge sig selv, hvad det er for et ”det”. Mange årtier inden Stephen King skrev sin gyser ”It”, havde Garborg grebet det uhyggelige ved det udefinerede. ”Det” skaber en utryghed, der snart bliver bekræftet, for alverdens troldtøj er ved at samle sig:

”Nu kommer springende troldbuk,

Svartalf og sorten dværg,

Havtrold, nøkke og voksgul gejst

Og alle, der bor i bjerg.

Med syvmileskridt er alle rejst

over fjeldet.” (s. 151).

Helt anderledes lyst og håbefuldt er det digt, der indleder afsnittet ”Høhøsten”:

”Sving leen, I karle, sving længe og støt.

Det nyslagne hø sender himmelsk og sødt

et varsel om tider, der kommer.

Der bredes en vellugt om bakke og bygd;

det virker berusende, føles så trygt:

en duft af den lyse skærsommer.” (s. 83).

Et sådant digt, hvoraf anden strofe er citeret her, har højskolesangspotentiale. Det særlige ved Garborg er, at han mestrer både det dunkle og uhyggelige og det lyse og lette. ”Haugtussa” giver adskillige eksempler på begge dele.

Gennemført udgivelse

Da visse af bogens udtryk hører den gamle, norske folketro til, har Green-Hansen forsynet bogen med en ordforklaringsliste. Han har ligeledes skrevet et kort, men informativt forord. I det hele taget er der gjort meget ud af udgivelsen, også fra forlagets side. Der er givet god plads på hver side til digtene, og bogen er i hardback-indbinding. På smudsbindet er gengivet et værk, der er malet af Arne Harborgs landsmand Edvard Munch (1863-1944). Motivet er en ung kvinde med store, skræmte øjne. Et udmærket bud på, hvordan den af syner plagede Gislaug ser ud.