Ung pige kastes for ulvene af sine forældre

Arthur Schnitzler: “Frøken Else”, Forlaget Ti vilde heste, 2022, 101 sider, oversat fra tysk af Jens Pedersen.

Af Egil Hvid-Olsen.

Arthur Schnitzler var kun seks år yngre end Sigmund Freud. Begge havde deres gang i Wien. I kortromanen ”Frøken Else” fra 1924 fornemmer man en tydelig inspiration fra psykoanalysens fader. Læseren føres gennem hele bogen af den 19-årige Elses stream-of-consciouness. Alt, hvad der udtales, er markeret med citationstegn. Al romanens øvrige tekst gengiver den unge piges tanker. Man må følge med, når Else gør et tankespring, eller når hun indforstået kommenterer personer, som læseren ikke tidligere er stødt på. Naturligvis har Schnitzler lagt fortællingen an, sådan at man hurtigt finder ud af, hvem det nu er, Else taler med, men han gør det så raffineret, at man ikke tænker over, at det er det, han gør. Resultatet er en regulær page turner, som både slipper den sorte humor fri og kritiserer den kultur, der dyrker det overfladiske. Der lurer nemlig altid noget i dybet af det menneskelige sind, som det er klogere at se i øjnene end at ignorere.

Frøken Else er en rigtig overklassepige. Forkælet, selvoptaget og kritisk overfor alle andre end sig selv. Dertil forstår man, at hun er køn. Med bluselsløs narcissisme dyrker hun sit eget spejlbillede, men andre finder hende bestemt også attraktiv.

De frække fødder

Selvom Else går i sit sidste teen-år, er hun mindst lige så selvoptaget som den gennemsnitlige teenager. Hun bliver forkælet af sine forældre, der finansierer hendes high society tilværelse. Tanken om at skulle ernære sig som eksempelvis barnepige er i Elses opfattelse mindst lige så slemt som at dø. Det er under hendes værdighed at skulle arbejde for føden.

Man kan spørge, hvilket mål hun så har i livet. Selvom hun ikke er meget for at tænke på det, er hendes mål at blive gift med en rig mand. Hun har ingen andre muligheder, for hun har brug for en mand, der kan forsørge hende. Tanken om at skulle være underlagt en mand er dog ikke attraktiv, særligt fordi hun næppe selv får lov at vælge, hvem hun vil giftes med. Else har intet imod mænd som sådan, men hvem hun skal være intim med, vil hun selv bestemme.

Østrogenerne tæsker rundt i kroppen på den unge kvinde og påvirker hendes tanker, så hun fantaserer om alle de elskere, hun skal have. Den slags forestillinger er særdeles upassende - ja, sygelige - i en kultur, hvor en kvinde end ikke må vise sine bare fødder. Men måske forholder det sig lige omvendt: At mænd bliver syge af ikke at måtte se andre utildækkede legemsdele på kvinder end ansigt og hænder. I hvert fald viser det sig i ”Frøken Else”, at den mandlige seksualdrift har svært ved at blive holdt nede; men igen foregår det i det skjulte.

Datter som lokkemad

Else udfordres, da hun, der er på hotelferie, modtager et brev fra sin mor. Det er ikke første gang, at Elses far har investeret familiens penge dårligt og har måttet tigge blandt venner for at låne penge, som alle ved, at han aldrig får betalt tilbage. Alligevel har faderen indtil videre undgået tugthuset. Men denne gang har han sværere ved at slippe ud af kniben, og derfor skriver Elses mor til datteren og opfordrer hende til at hjælpe med at skaffe den nødvendige sum.

Pludselig må denne unge og attraktive kvinde altså vove at afsløre sin skrøbelighed. Det må hun, selvom hun befinder sig i et selskab af rige mænd og kvinder, der alle som én undertrykker deres seksualdrift med et kompliceret sæt regler for god opførsel. Det er farligt farvand at navigere i, for selvom hun ved, hvem hun skal tigge om penge, ved hun ikke, hvad han kræver til gengæld, og samtidig truer skandalen, hvis noget af det forbudte eller skamfulde kommer for en dag.

Else lægger den ene plan efter den anden, men intet går, som hun havde håbet…

Humor og spænding i en gammel roman

Bogen er oversat fra tysk af Jens Pedersen, der driver mikroforlaget ”Ti vilde heste” sammen med Iben Haaest. Læsningen er ubesværet, fordi den består af en humoristisk afklædning af en samfundsklasse, der netop har det svært med det afklædte. Eftersom Schnitzler driver handlingen hastigt frem mod et uforudsigeligt klimaks, er bogen også elementært spændende. Meget mere kan man ikke forlange, og da slet ikke af en bog med små 100 år på bagen.