Ungdomsroman med sprængfarlige emner

Bente Høegh
Jord, giv mig vinger
Forlaget Læselyst 2022

Af Carina Wøhlk
Det er ikke nemt at være ung. Kroppen forandrer sig. Hormonerne bobler. Tankerne myldrer: ”Hvem er jeg?”, ”hvad skal jeg bruge mit liv på” – eller ”hvad vil det sige at være et menneske”, som det hedder i bogen Jord, giv mig vinger (se side 59).  

Romanen er skrevet af bibliotekar og forfatter Bente Høegh, der har flere udgivelser bag sig. Jord, giv mig vinger er hendes debut som ungdomsromanforfatter; en debut, hun slipper ganske godt fra. 

Bogen er velskrevet og velkomponeret. Den er inddelt i korte kapitler – de fleste med underafsnit. Det gør bogen overskuelig og let at læse. Under overskriften for hvert kapitel er en fin illustration, begået af den purunge tegner Ida Taarsted Clausen. Unge tegninger til en ung læserskare – det giver mening.

Modsætninger mødes

Bogens hovedpersoner er Rebekka fra Færøerne og Mihai fra Rumænien. De to unge mennesker, der kommer fra vidt forskellige kulturer, mødes i København og sød musik opstår. Mihai bliver fascineret af den umiddelbare og kulørte færing – hun forelsker sig hovedkulds i den eksotiske rumæner og er ikke bange for at tage initiativet til mere end venskab.  

Rebekka og Mihai står imidlertid langt fra hinanden på flere punkter. Den ene går på bibelskole – den anden læser på universitetet. Den ene serverer hvalkød – den anden er dybt optaget af klimaforandringer og indædt modstander af grindedrab. Den ene leder efter sin mission her i livet – den anden ved, hvad han vil: ”Jeg vil afskaffe korruption og ulighed i mit land. Og beskytte naturen” (se side 46). 

Tidligt i historien dukker en mørk og mystisk fremmed op, hvis duft af timian hænger i næseborene på Mihai. Læseren fornemmer, at der bygges op til et drama – et vaskeægte trekantsdrama. 

Uden at røbe for meget: Mens Rebekka er hjemme på Færøerne på juleferie, indleder Mihai et erotisk forhold til den rebelske og rastløse Silviu, der lever fra hånden og i munden.  Det får selvfølgelig konsekvenser.  

Bogens styrke er dens vilje til at adressere sprængfarlige emner. Meget er på spil. Ikke bare klimapolitik. Der sættes også ord på kulturelle fordomme: ”De (danskere) er racister…De tror, at vi (rumænere) er kriminelle sigøjnere, der kommer for at snylte på deres velfærd” (se side 19). Og endelig trænger homofobi sig på som et tema: ”Det er afskyeligt, hun (Rebekka) bliver led og flov over at se mændene stå og kysse” (se side 50).   

Skal der peges på en svaghed, må det være den let utroværdige romance imellem Mihai og Silviu. Utroværdig, fordi forfatteren ikke tør gå helhjertet ind i sin egen historie. Da Silviu på et tidspunkt kommer til skade, bliver Mihai bekymret, ”tager sin egen jakke af og lægger den over vennen” (se side 76). Vennen? Pokker heller. Elskeren. Kæresten. Sexpartneren. Men ikke vennen, vel? 

Ikke desto mindre er Jord, giv mig vinger en charmerende bog med noget på hjerte. Den fortjener at blive læst – og jo allerhelst af unge mennesker fremfor en halvgammel anmelder, der må rode rundt i hjernekisten for at huske, hvordan det er at være ung…