Da spejlet blev forvandlet

Hanne Sylvest Lassen
Forvandlet spejl
Forlaget Læselyst 2026

Af Carina Wøhlk
Lille spejl på væggen dér. Mon ikke mange kender til at kigge i spejlet og forundres over det forvandlede spejlbillede: Hvor kom den dybe fure, den løse hud, det grå hår fra? 

I bogen Forvandlet spejl, som er Hanne Sylvest Lassens debutroman, ser hovedpersonen Hervør tilbage på et pige- og kvindeliv fra 1950’ernes barndom og frem til nutidens seniortilværelse. Hun møder med åbent blik den rynkede pige i spejlet og insisterer på at favne alle livsfaser ved at “vralte oprejst/ skubbe rollatoren foran mig/ som var den en barnevogn”. 

Hervør vokser op i en kernefamilie med forældre og to søstre. Alt virker umiddelbart harmonisk. Men efterhånden som læseren bevæger sig frem i fortællingen, står det klart: Overfladen er ved at krakelere.

Forældrene har ikke et lykkeligt samliv. Faderens “uophørlige utroskab” udløser det, som gentagne gange betegnes som “balladen”; en ballade, der påvirker Hervør i sådan en grad, at familielægen på et tidspunkt vælger at indlægge hende for at give hende et mentalt pusterum. 

Pludselig giver Leonard Cohen citatet i bogens begyndelse mening for læseren: “It’s Father’s Day and everybody’s wounded”. Der er ingen tvivl om, hvem der har påført Hervør det største grundsår.   

Det genkendelige drama

Det ender, som det må ende - med et endegyldigt brud mellem forældrene. Faderen får en ny kone og et nyt kuld børn - mens forholdet mellem ham og Hervørs mor er ved det gamle. 

Efter skilsmissen bliver børnene taget som gidsler i forældrenes videre stridigheder. Som når moderen skriver til sine døtre en sommer: “Jeg har ikke faaet penge fra jeres far endnu…I maatte gerne få hver 10 kr.…men jeg har kun lige til billetten…Kan I ikke faa af far…?”.

Hele dette betændte skilsmissedrama er genkendeligt. Det kan både forældre og børn - ja, spejle sig i. Også anno 2026.  Læseren forstår udmærket Hervørs frygt for “at komme til at skubbe sin mors bitre godstog ind foran verden”. 

Ud over skilsmissen og dens følger skildrer bogen helt stilfærdigt de øvrige tab, som Hervør må gennemleve - og som hører menneskelivet til fra vugge til grav. Heriblandt den ubønhørlige aldring, som ethvert menneske, der lever længe nok, må lægge krop og sind til.

Med en vis selvironi deler den ældre Hervør det spejl, som hendes børnebørn holder op foran hende: "Min datter siger at mit barnebarn siger/ at hvor er mormor begyndt at gå langsomt/ vel er jeg ej!/ jo jeg er/ fuck” (se s. 156). Det erkendelsesskred rammer lige i solar plexus.   

En særlig form

Forvandlet spejl har en særlig form. Bogen veksler mellem erindringsglimt, breve og digte. Nogle af digtene har karakter af jordnære dagbogsnotater. Andre har poetisk kraft og kvalitet.

Især brevene, hvoraf de fleste er skrevet af Hervørs far, er tankevækkende. De minder - som bogen i sig selv - om tidens gnavende tand;  om en kunstart, som er uddød og erstattet af mails og sms-er. Og så giver de et indblik i en skilsmisseramt forælders frustration over et følelsesmæssigt felt, som er vanskeligt at navigere i.        

Trods temaer som brud og aldring er tonen i bogen nærmest distanceret. Det er, som om forfatteren sætter en ære i en fjerlet berøring af de eksistentielle smertepunkter. Tekststykkerne er korte - både de prosaiske og de poetiske. Skriftstørrelsen er behageligt stor. Alt i alt tilbyder bogen en fin læseoplevelse med mulighed for spejling.    

Forvandlet spejl prydes af en sigende forsideillustration, skabt af Marie Hvid-Olsen. Illustrationen stemmer læserens sind og sporer ind på bogens bærende emner.