Når kroppen nægter

Hvor punken ofte bliver reduceret til guitarstøj, pærepunk, sikkerhedsnåle og postkort fra 1970’ernes London, insisterer både udstillingen og bogen, der bærer samme titel, Ulydig – kroppen i punk, på noget mere interessant: nemlig at punk i lige så høj grad udspillede sig på kroppen som i højttalerne. I det iturevne tøj, det aggressivt stivede hår, den udsmattede makeup, læderet, kæderne, poseringen, blikket. I viljen til at se forkert ud. For grim, for højlydt, for seksuel, for meget.

Ulydig – kroppen i punk
Redaktør: Marie Arleth Skov
272 sider, rigt illustreret
Dansk og engelsk version
Pris: 300 kroner
Forlag: Marrow Press
Udgivet som bog/katalog til udstillingen Ulydig – kroppen i punk på ARoS Museum of Modern Art, Aarhus, 27.06–13.12.
Af Troels Laursen

Punk var aldrig bare en lyd. Den var en måde at stå, se ud og tage plads på. En måde at gøre kroppen til et oprør i sig selv. Det er den tanke, ARoS tager fat i med Ulydig – kroppen i punk, der ser punken som mere end en musikgenre: som en æstetik, en kropspolitik og en kunstnerisk strategi. Til den udstilling er bogen Ulydig – kroppen i punk udgivet, og det er den, det drejer sig om her, for den er langt mere end et udstillingskatalog. Den er et selvstændigt værk, et fysisk og billedrigt arkiv over punkens kropslige oprør og resultatet af et flerårigt forskningsprojekt.

Bogen samler bidrag fra førende internationale forskere, kunstnere og tænkere og bevæger sig fra punkens grafiske sprog og tatoveringer til feminismer, maskuliniteter, queer-erfaringer, punk i DDR samt forbindelserne mellem punk, surrealisme, seksualitet og vold. Dermed udvider publikationen fortællingen om punk fra en musikalsk ungdomskultur til en kunstnerisk, social og kropslig revolution.

Punken var en måde at tage plads på. En måde at gøre kroppen til en fornærmelse mod det pæne, det velopdragne og det socialt acceptable. Sort makeup, hundehalsbånd, plastfrakker, bondagebukser, piercinger, smadret hår og et blik, der helst skulle få omgivelserne til at trække sig en smule tilbage. I bogen bliver kroppen selve punkens vigtigste materiale: det sted, hvor smerte, vildskab, begær, aggression og sårbarhed kunne tage form. I stedet for endnu en nostalgisk fortælling om 1970’ernes London og punk som rockmyte insisterer Ulydig på at læse punken som en kropslig og kunstnerisk praksis.

Samtidig placeres punken i en kunsthistorisk linje fra dadaisme og surrealisme til performancekunst. Det kan lyde som den slags museale ophøjelse, der i værste fald steriliserer det, den vil hylde. Men her giver det faktisk mening. Punkens chokæstetik, dens hang til det groteske, det teatralske og det seksuelt tvetydige, dens dyrkelse af grimhed og overskridelse peger netop ud over rockhistorien og ind i en længere tradition for kunstneriske angreb på smag, orden og autoritet. Når punkere gjorde sig selv til levende kollager af læder, mascara, affald, fetich og vrede, var det ikke kun stil. Det var en måde at gøre sig ulæselig på i en verden, der hele tiden kræver, at kroppen skal være pæn, produktiv og entydig.

Knorr og Richon: Vortex 6 (1976)

To fotos af Cornelia Schleime, der begge bærer titlen Selbstinszenierung, Bondage fra 1982, viser også, at punken trak på kunsthistoriske traditioner som dadaisme og surrealisme. Fra Frida Kahlos brug af tornegrene om halsen i sine selvportrætter til René Magrittes The Lovers, hvor de elskende midt i kysset er dækket af et stykke stof, så de synes at lide af luftmangel, handler selviscenesættelsen om at vise det indre i det ydre, så både den eksistentielle og fysiske smerte kan ses og føles. Noget lignende findes hos den samtidige Hans Henrik Lerfeldt, hvis kvindeskildringer ofte er dækket af reb eller et stort insekt.

Artiklen “Maskulin? Feminin? Det kommer an på situationen” af Camilla Skovbjerg Paldam fremhæver også forbindelser til queerkultur, feminisme og alternative fællesskaber, og det er afgørende. For hvis punk kun reduceres til vrede unge mænd med guitarer – som i Pennie Smiths foto af guitaristen Paul Simonon på coveret til The Clashs London Calling, mister man det måske mest radikale: at punken også var et rum for kroppe, der nægtede at være kønnede, seksuelle eller sociale på den rigtige måde.

Punkens krop var et opgør med alt det, der skulle være pænt, disciplineret og socialt acceptabelt. Den gjorde sig selv til fejl i systemet. Ikke bare som provokation, men som en måde at nægte at passe ind på. Kroppen blev et lærred for vrede, begær, sårbarhed og selviscenesættelse – et sted, hvor identitet ikke var noget givet, men noget, man kunne flå fra hinanden og samle igen. Der var også kroppe, der var mere ”crip”, så den skæve og handicappede krop fik sit rum og sted. Det var mere end bare et symbol på oprør, men et sted, hvor køn, seksualitet og identitet kunne forhandles, udfordres og opfindes på ny.

Og sjovt nok ser det ud, som om det mest gjaldt mændene dengang. I hvert fald når man ser fotomaterialet i bogen. Her er det faktisk kun mænd, der skildres androgynt og som seksualiserede kroppe.

Hagen

En fin artikel af Alexander Pehlemann handler om punken i DDR og om Nina Hagen fra Vesttyskland, der pludselig fremstod meget anderledes i den grå, standardiserede DDR-offentlighed. Et foto af York der Knoefel, In der U-Bahn – med Sven Marquardt (der også var modefotograf og dørmand ved berlinerklubben Berghain) og en VoPo-statspolitibetjent i metroen – er et af de billeder, hvor de to kigger hver sin vej, så man nærmest fornemmer, tre år før Murens fald, at det må ske lige om lidt.

Det mest interessante ved Ulydig er derfor, at den tager punkens krop alvorligt som politisk form. Ikke bare som provokation, som den ældre generation dengang ikke forstod og enten omtalte som sindssygt eller bare rystede på hovedet ad, men som et sted, hvor identitet kunne skilles ad og samles på ny.

Set i det lys handler Ulydig – kroppen i punk ikke kun om en subkultur fra fortiden. Den handler om kroppen som kampplads. Om stil som modstand. Og om den særlige kraft, der opstår, når mennesker nægter at være læselige, velopdragne og nemme at placere.

Både bogen, der i øvrigt er i et fedt udstyr og med såkaldt: udenryg, så dens råhed, passer så fint med emnet og resten af layoutet.  

Også udstillingen i øvrigt anbefales naturligvis også. 

Lidt om udstillingen:
Udstillingen samler omkring 130 værker fra Storbritannien og Øst- og Vesteuropa og følger punkens vej fra London til især Berlins subkulturer. Film, fotografi, fanzines, smykker, plakater, polaroider og performanceprægede værker viser, hvordan kroppen blev brugt til at undergrave magtstrukturer, udfordre kønsroller og sabotere forestillingen om, hvordan et menneske burde se ud.