Forførende, grum og meget anbefalelsesværdig russisk samtidsroman

Romanen Familien Petrov i og omkring influenzaen (2016, da. 2021) i Lotte Jansens gode oversættelse er første roman, der er tilgængelig på dansk af Aleksej Salnikov (f. 1978). Det er et medrivende kig ind i et moderne og splittet Rusland. Ind i urgamle og tragiske darwinistiske kræfter af Dostojevskij-lignende tilsnit, som der står, hvor hverdag vikles ind i febervildelse, uvirkelighed og galskab. Det er forførende, grumt og mindst lige så anbefalelsesværdigt.

Aleksej Salnikov:
Familien Petrov i og omkring influenzaen
Forlaget Silkefyret (2021)

"Familien Petrov i og omkring influenzaen" blev i 2021 filmatiseret og udtaget til Cannes Film Festival. 

Af Rasmus Lund Nielsen

Du kender måske historien om den Russiske general, der engang i det attende århundrede truede med at begrave alle soldater levende, der blev ramt af uhelbredelig længsel tilbage til moderlandet – af den nostalgi, der dengang var et medicinsk begreb. Historien fortæller, at to-tre soldater blev offer for den grumme skæbne, før lidelsen pludselig forsvandt.

Det er også 30 år siden, USSR officielt faldt sammen, men Sovjetunionen forsvandt selvfølgelig ikke af den grund, og det er én af grundene til, at fremtidens Rusland er konservativt og nostalgisk. Det beskriver forfatteren Sergej Lebedev så godt i artiklen Fremtiden er nostalgisk.

Begge dele tænkte jeg på, mens jeg læste Aleksej Salnikovs fremragende roman Familien Petrov i og omkring influenzaen, der i 2016 udkom som føljetonroman i tidsskriftet Volga og året efter som samlet roman. Måske tænkte jeg på det, fordi Rusland klør på – på alle mulige og umulige måder – selvom fortiden hænger som en feber, der i overført forstand begraver mennesker mentalt. Følelsen er ingenlunde enestående for landet mod øst, men måske mere udtalt på grund af nationens historie. 

Det er ét spor af mange i romanen. Med alle de forbehold, der gælder, når man taler om så stort og sammensat et land.

Den forførende Artjukhin Igor Dmetrijevitj og influenzaen

Romanen følger familien Petrov i og omkring influenzaen, der hærger i Jekaterinburg på kanten af nytåret et sted i nullerne. Jekaterinburg er et industrielt og kulturelt centrum i Uran-regionen, hvor romanens forfatter også bor. Her stiger bogens hovedpersonen Petrov på en bus og bliver straks plaget af galninge. Derfra er romanens grumme tone sat. 

Der er kun en, der ikke plager ham, men ham kan Petrov så til gengæld selv ikke udstå, slet ikke. Derfor får han en trang til at plage ham desto grovere. Han bliver besat af en følelse, han ikke kan kontrollere: ”Han blev i den grad overvældet af en vanvittig, fuldstændig uforklarlig følelse, et tætpakket kompleks af urgamle darwinistiske kræfter af Dostojevskij-lignende tilsnit” (ibid.: 7). 

Salnikov

Petrov er mekaniker, tæt på de tredive, tegner sci-fi-tegneserier i smug og ligger i skilsmisse med sin kone, selvom de stadigvæk ses og i perioder bor sammen. Nu står han med influenza og feber i bussen, med en let uorden i bevidstheden. En pæn ældre mand stiger for eksempel på bussen og taler seksuelt til en niårig pige. Petrov kan ikke afgøre, om det faktisk sker, eller om feberen får det til at rable for ham (ibid.: 9). 

Eller som der står langt senere: ”Det forekom nogle gange Petrov at hans hjerne det meste af tiden var indhyllet i noget, der mindede om en influenzalignende tåge med et utal af vrangforestillinger … og forhindrede ham i at forstå noget større som han alligevel ikke kunne sætte ord på” (ibid.: 298). Petrovs krop og bevidsthed arbejder ikke rigtig sammen, men er besat af de urgamle darwinistiske kræfter. Det er usikkert, hvad og hvem man kan stole på, ikke mindst når feberen har tag i materien. Som svindleren og filosoffen Mikajlovitj senere formulerer, så er vi nemlig alle sammen bundet til den, til materien (ibid.: 35). 

Måske derfor, fordi han er lænket til kroppen, ser Petrovs øjne ud ad bagvinduet en mand på en rustvogns passagersæde, der forsøger at få ham derover. En af hans gamle bekendte. Den forførende og farlige Igor, der altid får sin vilje. Bare ét stop senere, sidder Petrov i hvert fald og drikker vodka af plastikkrus med Igor, selvom han ikke vil. De spilder vodka ud over kisten, når vognen bremser eller gasser op (ibid.:12). Det udvikler sig videre til en helt igennem vanvittig druktur, der fører dem til den førnævnte filosof, før Petrov vågner af sin rus, alene i rustvognen med kisten. Sammen med den døde. Måske. 

Mellem galskab og vanvid

Petrov galskab og febervildelse i bussen er bundet til feberen, men ikke altid til den. Der er også noget med en gammel skolekammerat, der bliver besat af, at han først kan blive dén store forfatter, han selv mener, han er berettiget til at blive, når han er død. Det skal Petrov hjælpe ham med, altså hjælpe med at tage ham af dage. Hvis han vel at mærke kan få sig selv til det. Det spørgsmål er ikke så simpelt, som det burde være. 

Det står endnu værre til med Petrova, Petrovs kone. Hendes vanvid er udtalt: ”Grundlæggende min-dede Petrovas vanvid om en koldblodig spiral der bevægede sig inde i hende, et sted i området omkring solar plexus” (ibid.: 128). Spiralen er en tørst efter blod, hun ikke kan kontrollere, og som hun forløser i mellemværender med mænd. 

Derfor bor Petrova heller ikke sammen med Petrov mere. Fordi hun er bange for at gøre ham ondt. Ligesom hun er bange for at gøre sønnen ondt. Hun er følelsesløs, men samtidig underligt kærlig. Splittet i to, som der står (ibid.: 140) og kan snildt se sig selv i rollen som et af sovjettidens børn i de bøger, hun læser, mens hun arbejder som bibliotekar (ibid.: 132). Spiralen er noget ægte, Petrova ikke kan kontrollere. Den er en ild, præcis som, men samtidig forskellig fra, Snepigen, der er en til-bagevendende figur. 

Snepigen 

Snepigen kræver en introduktion. Hun er tæt forbundet med USSR. Sovjetunionen afskaffede julen og erstattede den med nytårsfesten. Her er det Bedstefar Frost, som den 31. december kommer med julegaver til børnene sammen med netop Snepigen. Der findes også en fortælling fra Rusland, der hedder Den lille snepige, hvor Pavel former en pige i sne, der bliver levende, når solen står op om morgenen. Det gælder altså for Snepigen, at hun er forbundet med en tid, der er forbi, men samtidig med morgenstund.

Man hører om, at Petrov som barn er med til nytårsfesten med sin mor, og han tager siden sin egen søn med til den gamle Sovjet-tradition, selvom tiden er en anden. Der er noget med snepigen, der binder far og søn sammen. Der står for eksempel senere: ”pludselig var Petrov begyndt at fortælle om hvordan han engang havde været til en nytårsforestilling, at Snepigen havde taget ham i hånden, og at hendes hånd havde været ualmindelig kold, som havde hun været ægte. Sønnen havde siddet ved siden af ham og pludselig puttet sig ind til ham uden nogen særlig grund” (ibid.:149).

Det er en afgørende oplevelse, ikke mindst fordi Petrov langt senere konkluderer om sin egen person: ”Hverken mekaniker eller kunstner eller far eller mand, det vil sige nok det hele på en gang og samtidig ingen af delene fuldt ud. Han kom endda i tanke om et vers fra Det Nye Testamente som fik det til at krympe sig i ham hver gang nogen nævnte det, om mennesker der hverken er kolde eller varme, men lunkne” (ibid.: 292). Snepigen er et billede på noget ægte, på én gang forbundet med en tabt tid og morgenstund. For Petrov er det det første, og derfor bevæger han sig rundt i det lunkne.   

Oprindelig en føljetonroman

Romanens forfatter Aleksej Salnikov er født i Tartu i Estland. Som seksårig kom han til Ural og har siden 2005 boet i Jekaterinburg i Uran-regionen. Her debuterede han som digter og har siden udgivet en række digtsamlinger. 

Romanen bærer præg af, at den er udgivet som en føljetonroman, hvor ni kapitler følger et fælles spor, som er mere afrundede end i en traditionel roman. Det er kun et plus. Det er nemlig med til at give romanen en bestemt tone, der virkelig klæder det vanvittige, men samtidig realistiske hver-dagsunivers, romanen foregår i. Det er gennemført godt, lige så rablende, som det er en almindelig familie med gøremål som at lave mad, handle ind og se efter deres søn, der har feber. 

Romanen er et overbevisende og sammensat portræt af det moderne Rusland. Petrov siger for eksempel et sted omkring midten: ”Umiddelbart var alle både bedre klædt og deres ansigter mere mætte at se på end i halvfemserne, men folk savnede et eller andet. Det var som om de savnede en målrettet travlhed. … Nu gik alle rundt … som katte lukket inde i en lejlighed” (ibid.: 176). 

Samtidig siger han senere om den lidt ældre generation, altså om forældrene: ”Men herudover mente Petrov ikke at have noget som helst til fælles med forældrene. Han anså forældrenes generation for at være mennesker uden nogen fremtid med nogle vanvittige forestillinger om livet, om at alt før i tiden havde været uendeligt meget bedre” (ibid.: 269). Han har ikke noget godt at sige om fortiden – og det samme om fremtiden. 

Feberen er måske et godt billede på det – og ikke et mindre godt billede på generationsforskelle og på menneskesindet som sådan. Feberen er også forbundet med en mentalitet og bevidsthed, der balancerer mellem det normale og gale, fanget i urgamle darwinistise kræfter, man er kommet så langt væk fra, at de er svære at forstå. Lænket til materien, mens hverdagen ufortrødent tromler derudad. Den lunkne hverdag holder man fast i – for alternativet er muligvis ikke så ulig at blive begravet mentalt, før man er død.

Der er mange gode grunde til at læse med – og ikke mindst til at holde øje med Forlaget Silkefyret. Det er gode bøger, de udgiver.

Gribende roman om en gennemsnitlig kvinde

Karen Borg-Hansen: ”Undervejs i vinden – En kvindes liv”, Hovedland 2021, 382 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Undervejs i vinden – En kvindes liv” er Karen Borg-Hansens debut, og en imponerende en af slagsen.

Undertitlen, ”En kvindes liv”, skal ikke få mandlige læsere til at opgive den, inden de får begyndt, for selvom hovedpersonen er kvinden Kajsa, er ”Undervejs i vinden” en roman, der skildrer dansk middelklasseliv gennem 50 år, og det kan alle voksne læsere, mænd såvel som kvinder, have udbytte af at læse. Særligt, når det skildres så fornemt som hos Borg-Hansen.

Roman om kvinden, vi alle kender

Romanen følger kvinden Kajsa, som læseren møder første gang i 1974 og tager afsked med engang i slutningen af 2020’erne. Undervejs præsenteres man for erindringsglimt tilbage fra Kajsas barndom og ungdom, så alle stadier i hendes liv bliver berørt. Og de grundige beskrivelser, man snydes for fra Kajsas unge år, bliver tifold erstattet i skildringen af hendes børns barndom og særligt ungdom.

Kajsa følger et udbredt skema for den danske middelklasse: Hun bliver gift, får børn og børnebørn. Hvis jeg skrev et kort resumé af handlingen, ville det give indtryk af, at ”Undervejs i vinden – En kvindes liv” er en kedelig og nærmest banal roman om en gennemsnitlig kvinde. Men det er netop det imponerende ved Karen Borg-Hansen, at hun kan skrive så gribende om en kvinde, alle kender til. Tilmed skriver forfatteren i en ganske afdæmpet stil, der kunne understrege det kedsommelige, men har den modsatte effekt, når der sker noget dramatisk. Dette skildres også afdæmpet og nøgternt, men netop af den grund bliver skildringen så meget desto mere intens – og den intensitet holdes gennem de fleste af romanens 382 sider. Det er imponerende, at en roman, der primært handler om hverdagen, kan opretholde en sådan styrke og fremdrift.

Ingen pladderromantisk

Kajsa oplever mange tragedier i løbet af sit liv, men ikke flere end mange andre. Selvom romanen kredser en del omkring de svære perioder, oplever Kajsa også dybe glæder af den art, som langt de fleste danskere kan glæde sig over, hvis man blot har øje for dem.

Både glæden og sorgen spiller ind i Kajsas forhold til sin mand, Kristian, der dør som 67-årig. Romanen indledes med hans begravelse, hvor man forstår, at han døde som følge af en demenslidelse. Derefter føres læseren tilbage til deres forelskelse og familieliv. Der er ingen pladderromantik i skildringen, men en smuk beskrivelse af, hvordan to mennesker, der elsker hinanden, kan udvikle sig til hinandens livsvidner og bolværk, også selvom deres ægteskab udfordres undervejs. Netop fordi man som læser får indsigt i, hvordan de to mennesker er sammenflettet gennem mange års samliv, kan man ikke undgå at blive berørt under skildringen af Kristians sygdom og død.

Erfaringsnær livsskildring

Med de tragedier, Kajsa udsættes for, ville ingen fortænke hende i at knække for en tid, men som så mange andre har hun en evne til at kæmpe sig gennem sorg og fokusere på det, der gør livet værd at leve. Igen er det Borg-Hansens nøgterne skrivestil, der sikrer historien mod at blive sentimental. Romanen er skrevet så erfaringsnært, at det er helt umuligt ikke at følge og føle med Kajsa.

Et eksempel på det erfaringsnære dukker allerede op på romanens indledende side: ”Begravelsesgæsterne bliver ved med at komme, lidt forsigtigt, gennem den tunge, gamle trædør med jernbeslag. I nogle ansigter læser hun overraskelsen over at møde hende og børnene dér, lige indenfor. Ét er folks egne grunde til at møde frem; noget andet er at blive konfronteret med de nærmeste pårørende, inden man når ind i kirken.” (s. 5)

Undervejs udkæmper Kajsa en kamp mod den del af svigerfamilien, der er præget af Indre Mission, og som altid er parat med den samme forklaring på de tragedier, der rammer: Det er Guds vilje. Den forklaring kan Kajsa ikke bruge til noget, for i hendes øjne er Gud kærlig og nådig, og derfor kæmper han på de ramtes side mod tragedien. Denne overbevisning giver hende lige så stor styrke og måske endda større trøst, end de indremissionske familiemedlemmer får ud af deres forståelse af tragediernes mareridt.

”Undervejs i vinden – En kvindes liv” er en roman, som de fleste danskere vil kunne spejle sig selv og deres liv i. En vedholdende og generøs roman, der tager livets sorger og glæder alvorligt. Det eneste, jeg gerne havde været foruden, er underoverskriften, for det er ikke vigtigt, at romanens hovedperson er en kvinde. Romanen handler om et menneske. I den sammenhæng er kønnet underordnet - og mænd kan sagtens læse med.

Kærlighedens redningskrans: At skrive håbet ind i verden

Naomi Fontaine, der tilhører First Nation-befolkningen i Canada, skriver med udgangspunkt i sin egen livshistorie bevægende om længsel efter identitet og modstand imod en os-og-dem-tankegang. Carina Wøhlk har læst hendes roman

Naomi Fontaine:
Manikanetish - Lille Marguerite
Forlaget Republik 2021

Af Carina Wøhlk
I forsommeren 2021 ramte nyheden om fundet af børnegrave i Canada mediestrømmen som en chokbølge. De umarkerede grave var blevet afdækket i områder omkring flere af landets gamle kostskoler. De viste sig at indeholde de jordiske rester af innu-børn. 

Fundet førte krav om en kulegravning af sagen med sig. Behovet for et opgør med et sort kapitel i Canadas historie trængte sig på. På de sociale medier dukkede hashtags som #BringThemHome og #IndigenousLivesMatter op som udtryk for nødvendigheden af forsoning, afklaring og respekt for Canadas oprindelige befolkning.

Det er vanskeligt at læse bogen Manikanetish uden bevidstheden om overgrebene på Canadas indfødte – børn såvel som voksne.  Bogen er skrevet af Naomi Fontaine, der debuterede i 2011 med romanen Kuessipan, som siden er blevet filmatiseret.

Manikanetish er oversat fra fransk til dansk af Francois-Eric Grodin. Hans oversættelse understreger den afdæmpede og alligevel så fortættede sprogtone, der kendetegner forfatterens skrivestil. Naomi Fontaine, der selv tilhører First Nation-befolkningen i Canada, skriver med udgangspunkt i sin egen livshistorie bevægende om længsel efter identitet og modstand imod en os-og-dem-tankegang.

Hovedpersonens fremmedgjorthed

I Manikanetish møder læseren den nyuddannede lærer Yammie, der efter flere år i Quebec vender tilbage til barndommens reservat Uashat for at undervise på den stedlige skole, der lægger navn til bogens titel. Manikanetish er opdelt i tre dele, hvis overskrifter, Det ukendte, Livet er en kamp og De ting, jeg ikke kan ændre, vidner om hovedpersonens usikkerhed, udholdenhed og afmagt.

Yammie går til lærergerningen med stor motivation, men uddannelsen har ikke forberedt hende på de barske realiteter, som møder hende i reservatet. Eleverne er enten resignerede eller rebelske. Flere af teenagepigerne bliver gravide i utide og må udover skolegang forholde sig til husholdning og børneopdragelse. Samtidigt påvirkes skolen af dødsfald – ikke mindst på grund af en selvmordsepidemi, der leder en dansk læsers tanker hen på Grønland.    

Langsomt indføres Yammie i de unges virkelighed, som præges af social udsathed, sygdom og misbrug. Midt i det hele kæmper hun med en følelse af fremmedgjorthed. For hvem er hun efter alle disse år uden for reservatet? Hun har vanskeligt ved at identificere sig med sit folk. ”Med dette dem, som burde have været dette os” (se side 26). Og det vækker en skam i hende. Hun kan ikke engang tale sit modersmål innu mere ”på grund af min dårlige syntaks, min hvide accent” (se side 14).

Kærligheden som redningskrans

Som skoleåret skrider frem, sænker Yammie paraderne og møder de unge i øjenhøjde. Og inden længe kommer lærer og elever tættere på hinanden. Der opstår en fortrolighed og en fælles forståelse.  

Fontaine (Wikimedia Commons)

Sideløbende får læseren et indblik i Yammies kærlighedsliv, der synes at føre hende fra en kærestesorg til en anden – den sidste med vidtrækkende konsekvenser. Alligevel kan hun sige til en elev: ”Det er kærligheden, søde ven, det er kærligheden, der redder os” (se side 87) – i bevidstheden om, at kærligheden netop ikke begrænser sig til den romantiske af slagsen.    

Selv om Manikanetish er en lavmælt og ordknap bog, gør den alligevel stort indtryk. Naomi Fontaine formår at vise, at fællesskabsfølelse og forandringsvilje kan sprænge ”den forældede og ubevægelige indhegning, som reservatet er” (se side 14). Med sin fortælling skriver hun håbet ind i verden.              

 

 

Kulturmøde i Kenya

Karen Blixen: ”Den afrikanske Farm”, 1937, 298 sider (Gyldendals Paperbacks) og ”Skygger paa Græsset”, 1960, 125 sider (Gyldensdals Paperbacks).

Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen.

Karen Blixen forvandlede i ”Den afrikanske Farm” sit lange, opslidende ophold i Afrika til en fængende, tragisk fortælling. Bogen er selvbiografisk, men bærer præg af at være blevet genfortalt af den kvinde, der siden skulle blive verdenskendt for sine fortællinger. Ganske vist er sproget ikke helt så svulstigt, som det tit er tilfældet i hende øvrige værker, men Karen Blixen tvister i sine erindringer virkeligheden, så den bliver endnu mere fængende. Således er det måske mere korrekt at omtale ”Den afrikanske Farm” som en roman.

Det nygifte par, Karen og Bror Blixen, bosatte sig i 1914 på en kaffefarm i Kenya. Grundet 1. verdenskrig, en række klimatiske forhold, der ikke gavnede kaffeproduktionen, og Bror Blixens ringe sans for økonomi gik det skidt med forretningen. Hr. Blixen måtte i 1920 overgive driften af farmen til sin hustru. Samme år blev de separeret, men skilsmissen blev først en realitet i 1925. I romanen spiller eksmanden kun en rolle mellem linjerne.

Fra Karen Blixens overtagelse af kaffefarmen og 11 år frem forsøgte hun at gøre den rentabel, men i 1931 ville investorerne ikke miste flere penge på projektet. Farmen blev solgt på tvangsauktion, og Karen Blixen måtte vende retur til Danmark, hvor hun totalt ruineret flyttede tilbage til sit barndomshjem Rungstedlund. Da var hun 46 år gammel.

I Kenya havde Blixen fordrevet sine bekymringer ved at skrive nogle fortællinger. Nu færdigskrev hun dem, og i 1934 fik hun sin engelske debut med ”Seven Gothic Tales”, der året efter udkom på dansk under titlen ”Syv fantastiske Fortællinger”. Siden fulgte blandt andet ”Den afrikanske Farm”, der blev hendes mest solgte udgivelse.

Forskellig retspraksis

Det særlige ved ”Den afrikanske farm” er Blixens sans for de lokale afrikanere, som dels består af masaier, kikuyuer og somaliere. Det er ret sandsynligt, at Blixen fortegner hver befolkningsgruppes særpræg, så de står skarpere for læseren. Til tider gør hun sig morsom på deres bekostning, men ikke mere end at hun afslører en langt større sympati for landets oprindelige befolkning end for kolonimagtens repræsentanter. ”Den afrikanske Farm” rummer blandt andet et langt retsdrama, hvor det er tydeligt, at de indfødte opererer med et helt andet retfærdighedsbegreb end kolonimagten. Blixen morer sig selv og læserne med den forvirring, som den lokale retsforståelse skaber hos hende, men hun beskriver det for at give læseren en forståelse for, hvor voldsom en forandring den indfødte befolkning må vænne sig til, når en sag skal gennem kolonimagtens retssystem.

Således kan Blixens beskrivelser af de lokale skikke nok være humoristiske, men hverken latterliggørende eller fordømmende, hvorimod hendes beskrivelser af europæernes rovdrift på den afrikanske fauna ikke bærer det mindste præg af morskab. På en af sine ture hjem til Danmark ser hun en flok giraffer i et bur på det skib, hun sejler med. Ejeren ved, at de fleste vil dø undervejs. Det er derfor, han har ladet så mange fange. Blixen slutter beskrivelsen med ordene ”Hvad os [europæere] angaar, da maa vi skaffe os nogle gruelige Skyldnere at forlade, førend vi med Sømmelighed kan bede Girafferne om at forlade os vor Skyld imod dem” (s. 233).

Set i bakspejlet kan man påpege, at Karen Blixen selv var en ivrig jæger, og skønt hun mest beskriver jagten som nødvendig for at beskytte kvæg og mennesker, kan man overveje, om hun selv har været med til at retfærdiggøre den rovdrift, hun klandrede andre for.

Denys Finch Hatton

I 1985 havde storfilmen ”Mit Afrika” præmiere. Den byggede dels på ”Den afrikanske Farm”, dels på en Blixen-biografi af Judith Thurman, der inddrog de mange breve, forfatterinden skrev, mens hun var i Kenya. Filmen formede sig (så vidt jeg husker) som et kærlighedsdrama, hvor den afrikanske natur dannede bagtæppe for romancen mellem Blixen og briten Denys Finch Hatton. Denne romance introduceres cirka halvvejs i romanen, men forbliver antydningsvis. Ganske vist er det tydeligt hen mod slutningen af bogen, at Blixen var meget berørt af Finch Hattons død og begravelse, men hvis man vil læse om, hvordan de udlevede deres kærlighed, mens han stadig var i live, må man søge til de offentliggjorte ”Breve fra Afrika”. I ”Den afrikanske Farm” er det i højere grad Blixens kærlighed til Kenya og landets indbyggere, der beskrives, end hendes kærlighed til Finch Hatton.

En gammel, men stadig aktuel påmindelse

Afrika fremstår her til lands ofte som et hærget og problemfyldt kontinent. Der er hungerkatastrofer, borgerkrige og korruption. Men der er også storslået natur og en mentalitet (eller snarere flere mentaliteter), som europæere garanteret også kan lære noget af. Dette minder Blixen sine læsere om … også selvom ”Den afrikanske Farm” har godt 80 år på bagen.

Et enkelt eksempel på, hvordan fascinationen blev gensidig mellem Blixen og de kenyanske børn, berettes i et kort erindringsglimt, hvor forfatterinden introducerer enderim for en flok unger. Hun havde lært sig swahili og digtede et vrøvlevers, som børnene straks havde ører for. ”Tal igen. Tal som regn”, bad de, hvilket får Blixen til at gøre sig denne overvejelse: ”Hvorfor de skulde føle, at Versene lignede Regn, ved jeg ikke, det maa have været et Udtryk for Bifald, for Regn er i Afrika altid længselsfuldt ventet, og velkommen.” (s. 215).

Gensyn med minderne

I 1960, to år inden Blixens død, udgav hun erindringsbogen ”Skygger paa Græsset”, der supplerer fortællingerne fra ”Den afrikanske Farm”. Selvom der er mere end to årtier mellem de to bøger, er stilen den samme: Det poetisk fortættede sprog, de essayistiske betragtninger og de mere eller mindre bearbejdede erindringer. De første tre kapitler kunne snildt indgå i ”Den afrikanske Farm”, mens det fjerde og afsluttende – ”Ekko fra Højene” - omhandler tiden fra Blixens hjemkomst til Danmark og hendes forsøg på at fastholde forbindelsen til sine mange bekendte i Kenya. Dette blev besværliggjort af 2. verdenskrig, men nogle af forbindelserne blev knyttet på ny i årene, der fulgte.

Blixen var da også blevet knyttet tæt til de lokale, der arbejdede på hendes farm. På trods af at hun havde et meget begrænset kendskab til lægevidenskab, blev Blixen anset for at være den sikreste at søge hjælp hos i tilfælde af sygdom. I lyset af vore dages tilgang til coronapandemien, kan hendes syn på de epidemier, der var i omløb i hendes nærområde, virke dumdristigt: ”Der forekom fra Tid til anden Tilfælde af Pest i Distriktet, og man var da tvunget til at bringe de Syge til Nairobi Pesthospital, hvis man ikke vilde have hele sin Farm belagt med Karantæne. Jeg var ikke bange for Pest, for det var blevet mig fortalt at man enten dør af Sygdommen eller staar op fra den lige saa god som før, og fordi jeg tillige følte at det vilde være paa særlig Vis storslaaet at dø af en Sygdom som engang Dronninger og Paver var bukket under for.” (s. 65f.).

Nu er det jo ikke sikkert, at Blixen gengiver den holdning, hun rent faktisk havde på det tidspunkt, hun beskriver, men det er svært at forestille sig et menneske, der ville være mere egnet til at indtage netop denne position over for en livsfarlig sygdom, end netop Blixen, der havde en særlig sans for det grandiose og dramatiske.

Nøgterne analyser og forførende fortællinger

Som i ”Den afrikanske Farm” veksler Blixen i ”Skygger paa Græsset” mellem nøgterne analyser og forførende fortællinger. Som et eksempel på det første kan denne redegørelse for europæernes fejl i at overse de indfødtes historie inden kolonimagtens tilstedekomst tjene: ”Det var, tænkte jeg, en Fejl hos os, at vi i vor Omgang med den ældgamle Verdensdels Folkeslag glemte eller oversaa deres Fortid, og i Almindelighed ikke gav os af med at regne med, at de havde været til forud for deres første Møde med os. Vi berøvede med Vilje deres Billede en Dimension, saa at det maatte blive falsk og tabe sin naturlige Skønhed og Harmoni, - og vort Fejlsyn tillige maatte føre til dybe Misforstaaelser mellem dem og os. Min Opfattelse blev for mig bekræftet gennem et enkelt Træk: de Mennesker, der havde Fortiden præsent – deres Lands, Navns og Slægts eller Hjems Fortid levende for sig – kom lettere paa Talefod med Afrikanerne end andre, for hvem Verden blev skabt igaar, eller den Dag da de fik deres Automobil.” (s. 77). Dengang som nu førte historieløshed til indbildskhed og fejl.

Hvad angår de forførende fortællinger kan det nævnes, at det brev, som Karen Blixen havde modtaget fra kong Christian X som tak for et løveskind, og som i kapitlet ”Barua a Soldani” blev brugt som en smertestillende amulet blandt de indfødte, hvorved det blev ”brunt og stift af gammelt, størknet Blod og Materie” (s. 64) – at dette brev ifølge Rungstedlunds hjemmeside (blixen.dk) blev ”fundet i Karen Blixen-arkiverne, velbevaret og uplettet.”

Man siger, at virkeligheden overgår fiktionen, og sådan forholder det sig også tit. Men Blixen gjorde, hvad hun kunne, for at få fiktionen til at overgå virkeligheden. Således omformede hun i ”Den afrikanske Farm” og ”Skygger paa Græsset” sit eget liv til litteratur.

Fantasi og virkelighed i eget mix

Ingvild Schade: ”Bjergværket”, 2021, Forlaget Silkefyret, 139 sider, 200 kr., oversat fra norsk af Thomas Mangaard Hansen.

Af Egil Hvid-Olsen.

Forlaget Silkefyret udgiver en del eksperimenterende litteratur pakket ind i enkel, men smuk indbinding. Også Ingvild Schades lille roman ”Bjergværket” er trykt i et udstyr, der gør det svært at lade den ligge, og når først læsningen er påbegyndt, er det svært at lægge bogen fra sig. Dette skyldes dels, at romanens fortælling er fængende, men også at der ingen inddelinger er i teksten. Den udgør én lang tankestrøm, fortrolig, privat og så indforstået, at man skal holde tungen lige i munden for at gribe og huske de enkelte spor, så helheden samles.

Den fiktive mordgåde

Når ”Bjergværket” er fortalt, som det er tilfældet, skyldes det, at fortælleren er den 14-årige Karsten, der har tydelige autistiske træk. Han fungerer ikke særlig godt socialt og er derfor et oplagt mobbeoffer. Det lader han sig dog ikke presse mere af, end at han kan flygte ind i en fantasiverden, som han lader smelte sammen med virkeligheden. Karsten er belæst og kan redegøre for diverse naturvidenskabelige sammenhæng med en grundighed, der får de fleste tilhørere, voksne som børn, til at falde fra. Men netop denne indsigt benytter Karsten i sin opklaring af en fiktiv mordgåde. En mannequindukke er blevet myrdet og hendes veninder må forhøres af privatdetektiven Karsten, som både drages og frastødes af de kvindelige figurer, der er skabt til at vise sig frem.

Fordi Karsten mest af alt ser med fantasiens øje, har han et fortrin som efterforsker: ”Ja, tro det eller ej, sagde jeg, men jeg klarer mig fint uden hjælpemidler a la lup og forstørrelsesinstrumenter, kan sagtens skille pollenkorn fra alt det andet organiske stenstøv som groft opsummeret består af smuldrede, rustne jernmineraler, algestrimler fra urtiden, jeg ser meteoritrester i regnen, nikkelmalm, isotoper med forskellige antal neutroner og kemiske egenskaber. Hvis I vil, kan jeg pille et papirtyndt insektben fra skidtet på denne flig af metamorf, glimmerstribet gnejs. Det var en middelstor tovinget flue, så jeg, da jeg samlede den op.” (s. 50).

Manglende filtre erstattes af fantasisatte rammer

Skønt Karsten har svært ved at aflæse andre mennesker og selv at gøre sig umiddelbart forståelig, er han velsignet med et par forældre, der har forståelse for hans udfordringer, og som ind imellem gerne bevæger sig med ind i hans fantasiverden. Dog kan han også blive udfordret af virkeligheden. Det sker for eksempel i begyndelsen af romanen, hvor hans far tager ham med på en vandretur, som Karsten nok snarere forstår som et skæbnesvangert farvel til alt det, han føler sig tryg ved. Karsten har ikke de samme filtre som de fleste andre, men benytter fantasien som et værktøj til at danne rammer, han kan føle sig tryg indenfor. Derfor fylder mordgåden også hans tanker, mens faderen og han vandrer derudaf. Dette mix af fantasi og virkelighed er ganske smukt beskrevet i ”Bjergværket”, der samtidig er morsom på en måde, der ikke latterliggør Karsten og andre med de samme udfordringer.

Frugtbart genremix på videnskabelig ekspedition

Klassikerlæsning: John Steinbeck: ”Logbog fra Cortez Havet”, Gyldendal 1960, 343 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

I John Steinbecks to sidste Monterey-romaner ”Et mægtigt gilde” (1945) og ”En dejlig torsdag” (1954) spiller karakteren Doc en stor rolle. Steinbecks gode ven, marinbiologen Ed Ricketts, inspirerede forfatteren til denne karakter. Ricketts havde et laboratorium samme sted som Doc. Han havde omtrent de samme naboer, og han havde langt hen ad vejen den samme personlighed.

Tre år efter udgivelsen af ”Et mægtigt gilde” døde Ricketts i et trafikuheld, men han blev ”genoplivet” i ”En dejlig torsdag” seks år senere. Det er i denne anmelders øjne den bedste af de tre Monterey-romaner, og derfor et fornemt eftermæle for Ed Ricketts.

Ricketts fik dog også et mere traditionelt biografisk eftermæle, da Steinbeck i 1951 udgav en bearbejdet udgave af hans og Ricketts ”Sea of Cortez: A leisurely Journal of Travel and Research” fra 1941. Bogen byggede på en ekspedition, som Ricketts, Steinbeck og den øvrige besætning på båden ”The Western Flyer” havde foretaget i marts-april 1940. Hensigten med turen var at foretage marinbiologiske undersøgelser i Den Californiske Havbugt, der tidligere var kendt under navnet Cortez Havet.

Doc/Ricketts

De første 72 sider af den danske udgave består af Steinbecks portræt af Ed Ricketts. Selvom der naturligvis også er tale om en subjektiv skildring af den afdøde ven, er det forbløffende i hvor høj grad Ricketts og Doc ligner hinanden. Dog kommer der lidt flere nuancer på personen Ricketts, end der findes i hans litterære alter ego. På sin vis er det også mere virkelighedsnært, når Steinbeck skriver om Ricketts’ særheder i et portræt, end hvis han havde pakket dem ind i den skønlitterære ramme. Samtidig er det ikke sikkert, at følgende oplysning ville have fungeret i en roman. Den kunne let opfattes som for fantasifuld:

”Eds videnskabelige notesbøger var meget interessante. Blandt notaterne om indsamlinger og zoologiske iagttagelser dukkede pludselig de mest åbenhjertige og indiskrete iagttagelser op fra et ganske andet samlerfelt. Efter hans død måtte jeg gennemgå disse notesbøger, før jeg videresendte dem til Hopkins Marine Station […], således som det var bestemt i Eds testamente. Jeg var ked af at måtte tilbageholde et antal, et meget stort antal af notaterne. Det var ikke, fordi de var uinteressante, men det faldt mig ind, at en student, der kulegravede Eds noter for at skaffe sig oplysninger om invertebralogi, pludselig kunne stå med et fuldstændigt materiale til pengeafpresning over for halvdelen af Montereys kvindelige indbyggere.” (s. 56).

Dette er blot en af de gange, Steinbeck konstaterer, at Ricketts’ libido var af en anselig størrelse. Konstateringerne har ikke karakter af udlevering, men af venskabeligt drilleri, og – hvem ved? - måske udtrykker de også en anelse misundelse.

Steinbeck beskriver Ricketts med en vis ømhed; en tendens, der også findes i skildringen af Doc. I ”En dejlig torsdag” beskrives Doc på denne måde:

”Doc var glad for sig selv, ikke på en utiltalende og selvoptaget måde, men akkurat ligesom han ville have været glad for enhver anden. Ved at være i balance med sig selv var han samtidig i balance med sin samtid.” (s. 25). Baggrunden for denne særegenhed udfoldes i Steinbecks portræt af Ricketts: ”Ed sagde engang til mig: ’I lang tid kunne jeg ikke lide mig selv.’ Det blev sagt uden medlidenhed, som var det bare en sørgelig kendsgerning. ’Det var en svær tid at komme igennem. Af flere årsager kunne jeg ikke lide mig selv, det var undertiden af gode grunde, men undertiden helt hen i vejret. Jeg ville nødig den periode igennem en gang til. Så opdagede jeg efterhånden til min store overraskelse og glæde, at der var nogle, der kunne lide mig. Og så spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg ikke kunne lide mig selv, når de kunne. Det var selvfølgelig ikke nok, men ganske langsomt lærte jeg at kunne lide mig selv, og så fik jeg det bedre.’

Ed Ricketts

Han sagde ikke dette af selvglæde i den dårlige betydning af dette ord, men fordi han kendte sig selv. Han mente ganske bogstaveligt, at han lærte at acceptere og sætte pris på mennesket Ed, ligesom på andre fremmede mennesker.” (s. 70).

Ud over at være et portræt er John Steinbecks beskrivelse af Ricketts også et tidsbillede, hvilket blandt andet bliver tydeligt i fremstillingen af hans alkoholforbrug, der var så stort, at han i dag ville blive anset for at være alkoholiker:

”Ikke alene elskede Ed spiritus. Han gik endnu videre, han nærede den dybeste mistillid til alle, der ikke delte hans smag på dette område.” (s. 45).

Dengang var man ikke var så opmærksom på alkoholens skadevirkninger på længere sigt, og man må sige, at nogle af de situationer, alkoholen bragte Ricketts i, har en ikke helt ringe underholdningsværdi.

Steinbecks portræt af Ricketts emmer af savn, men også taknemmelighed over, at forfatteren har lært dette generøse menneske at kende. Det, man i andre sammenhænge ville beskrive som svagheder, formes i Steinbecks beskrivelse ikke ligefrem som dyder, men som personlighedstræk, der skulle til for at danne lige netop det menneske, som Ed Ricketts var.

I en helt anden verden

Det var Ed Ricketts, der med sin marinbiologiske baggrund var ekspeditionens ankermand. Steinbeck deltog dog ikke blot som ven, men også i kraft af sin interesse for marinbiologien. Dog er det ikke bogens opremsning af forskellige slags indsamlede søpølser, søstjerner, rejer, krebsdyr, krabber, koraller mm., der hører til bogens mest interessante – med mindre naturligvis, at man har en særlig interesse i de kystnære bundforhold i Den Californiske Havbugt for 80 år siden. Nej, det interessante ved bogen er selve rejsebeskrivelsen og de tanker, oplevelserne bringer med sig. Her breder Steinbeck (og Ricketts) sig ud over mange forskellige områder. Der er referater af dybe drøftelser af filosofisk karakter, af naturvidenskabelige overvejelse samt antropologiske iagttagelser. Der er politiske diskussioner, der ikke kun handler om de mexicanske forhold (havbugten ligger i Mexico), men også om den på det tidspunkt nyligt påbegyndte 2. verdenskrig.

Det grundigt iagttagne mikrokosmos på havbunden får besætningens tanker til at løfte sig og betragte mennesket på samme måde, som de betragter eksempelvis krebs; nemlig som en art:

”Vi har betragtet de små dyr, der ernærer sig, formerer sig og dræber for at få føde. Vi giver dem navn og beskriver dem og efter lange iagttagelser kommer vi til en opfattelse af deres sædvaner, der kan formuleres sådan: ’Det er karakteristisk for denne art, at den handler således.’ Men vi iagttager ikke vor egen art som en art, skønt vi kender individerne temmelig godt. Når det ser ud til, at mennesker handler venligere mod mennesker, at krigens tid er forbi, ser vi ganske bort fra den beretning om vor art, der foreligger. Foretog vi den samme pertentlige iagttagelse af os selv som af eremitkrebsen, ville vi være nødt til at sige ud fra de oplysninger, der står til rådighed: ’Det er et træk, der indgår i diagnosen af mennesket, at samfundet, individerne lever i, periodisk inficeres af en feberagtig nervøsitet, der får individet til at vende sig mod og ødelægge, ikke kun sin egen art, men også sin egen arts værker.’” (s, 91f.). Her formuleres en naturvidenskabelig pendant til det teologiske arvesyndsbegreb.

Naturbekymring inden klimakrisen.

I det hele taget råbes der vagt i gevær over for mennesket som art i ”Logbog fra Cortez Havet”. Allerede i 1940 er Ricketts og Steinbeck klar over, at naturen lider overlast:

”De [andre dyr end mennesket] griber ikke dybt ind i tilværelsen omkring sig. Men verden fures og skæres til, rives op og sprænges i stykker af mennesket. Floraen er blevet fejet væk og ændret; bjergene er blevet brudt ned af mennesket, og det flade land er oversået af levn, der vidner om, at her har mennesket levet; og disse forandringer er hidført, ikke fordi en eller anden medfødt færdighed krævede det, men fordi menneskets higen skabte dets tekniske færdighed” (s. 161).

Kritikken af den menneskelige rovdrift fører til en udfoldelse af en tilværelsesforståelse, der afviser en stræben efter mål og mening, fordi der ingen anden mening er end at være til i altet. Dette alt udgør en slags beånding af naturen, der sætter mennesket på plads som en lille del af en helhed. Gud og natur synes at være ét i en slags panteisme, der dog ikke nødvendigvis ligger så fjernt fra kristendommens forståelse af Gud som skaber. Naturvidenskab og teologi flettes sammen. Kristendommens virkningshistorie får verbale tæsk, men selve indholdet afvises ikke kategorisk.

Mellem marinbiologiske beskrivelser og optegnelser, essayistiske samtidsbeskrivelser og historiske oplysninger fletter sig beretninger om oplevelser fra sejladsen. Mexicanerne beskrives som umådeligt gæstfri. En beskrivelse af en jagt pr. stedfortræder hører til blandt de humoristiske højdepunkter. Skildringer af den vrimmel af liv, der befinder sig i bugten, får læseren til at ønske sig til Cortez Havet; men det skal netop være fortidens Cortez Hav, ikke nutidens Californiske Havbugt, for man har en fornemmelse af, at vandet ikke længere er så fuld af liv som i 1940. Hen mod slutningen beskrives da også en industriel overfiskning, der konsekvent ødelægger havbunden, hvilket bringer følgende overvejelse med sig:

”Vi har i De forenede Stater gjort så meget for at ødelægge vore egne ressourcer, vort tømmer, vor jord, vor fiskebestand, at man burde betragte os som afskrækkende eksempel, og enhver regering og ethvert folk, der er oplyst nok til at drive planøkonomi, burde undgå vore metoder. Vi har sløset med egne ressourcer, og det vil tage vort land lang tid at få arrene af vor gridske dumhed til at forsvinde. Men her, hvor det gælder rejeindustrien, er nationer, ideologier og organisationer i konflikt. Individerne i organisationen er udmærkede mennesker […] Den meksikanske embedsmand og den japanske kaptajn var storartede mennesker, men ved at arbejde med en plan, der var lagt af hæderlige eller uhæderlige kræfter, de ikke havde indflydelse på, forbrød de sig mod naturen, mod Meksikos velfærd og mod hele menneskehedens velfærd.” (s. 323).

Siden da er denne beskrivelse desværre kun blevet mere og mere aktuel.

Logbogen og Havbogen

Med sin kombination af gribende naturbeskrivelse og kritik af det ødelæggende overforbrug af klodens ressourcer minder ”Logbog fra Cortez Havet” om den utroligt smukke, nysgerrighedsvækkende, men også angstprovokerende norske ”Havbogen eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider” af Morten A. Strøksnes (dansk udg. 2019).

Selvom bekymringen for naturen ligger som en understrøm gennem det meste af den bearbejdede logbog, er det en fornøjelse af være på ekspedition med den lille, men farverige besætning, både når de sejler og når de lægger til. Det synes besætningen også selv, så på trods af at hjemveen har sat ind, ændrer følelserne sig, da det bliver tid til at forlade havbugten:

”Langt fra at glæde os var vi snarere kede af at skulle tilbage til aviser, telegrammer og forretninger. Vi var havnet i en anden verden – en sideordnet, lige så virkelig verden; og den verden, vi kom fra, og som man ellers kalder virkeligheden, var i vore øjne fyldt med åndelige luftspejlinger. Moderne økonomi, krigsmål, partilinjer og partidisciplin, had – det være sig politisk, socialt eller racemæssigt – bevarer ikke sin værdighed, når man først får det på afstand. Vi forstod, fordi vi selv følte på samme måde, at indianerne rystede på hovedet, når de hørte om den store myretue oppe nord på; vi kunne næsten høre dem sige: ’men det er jo åndssvagt! Det ville være dejligt at have nye Fordvogne og rindende vand, men ikke hvis vor sunde fornuft var prisen.’ Selv tidsberegningen var ændret: Ebben var vort ur, og maskinens dunken var sekundviseren i vor tilværelse.” (s. 315).

Charmerende genremix

I ”Logbog fra Cortez Havet” viser Steinbeck, at han ikke kun mestrer skønlitteraturen, men også rejseskildringen og essayet. Dog titter fortællingen også frem ind imellem, hvilket blot gøre genresammenblandingen endnu mere charmerende. Selvom det ikke havde skadet med en grundigere redigering fra Steinbecks side, så læseren slap for de gentagne opremsninger af fundene på havbunden, er bogen en meget smuk beskrivelse, og først og fremmest en lovprisning af den natur, forfatteren allerede dengang var bevidst om, at man skulle passe på.

Det har ikke været nogen let opgave at oversætte ”The Log From The Sea of Cortez”, som originaludgaven hedder, men Niels Povelsen er sluppet så godt fra det, at oversættelsen stadig er en fornøjelse at læse, selvom den stammer tilbage fra 1960.

Som et kuriosum kan det nævnes, at den legende, som Steinbeck syv år efter ekspeditionen byggede sin lille roman, ”Perlen” (1947), op omkring, fortælles på s.176. 

Et råb fra bunden

John Steinbeck: ”Vredens druer”, 1939, 513 sider, Gyldendal, oversat af Aase Hansen og Ellen Kirk.

&

John Steinbeck (redigeret af Robert Demott):” Working Days. The Journals of The Grapes of Wrath”, Penguin Books 1989, 180+57 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

John Steinbeck vandt i 1940 Pulitzerprisen for ”Vredens druer”, der er socialrealisme på et tårnhøjt litterært niveau. Romanen handler om en ud af tusindvis af familier, der må forlade det landbrug i Oklahoma, hvor de har været fæstere. De kan ikke længere arbejde så effektivt som den maskinkraft, ejerne kan dyrke jorden med. Massevis af plakater oplyser om, at der er arbejde nok i Californien. Derfor indledes en folkevandring mod vest fra Oklahoma og andre stater, hvis landbefolkning har mistet hjem og levebrød.

På landevejen.

Romanens første halvdel beskriver familien Joads rejse til Californien, som de – i lighed med de øvrige hjemløse - anser for at være et forjættet land. Ganske vist advares de om, at der langt fra er så meget arbejde at få, som plakaterne har stillet i udsigt, men de kan ikke slippe drømmen, fordi de kun har et mareridt at vende tilbage til. Undervejs beskrives livet på landevejene og i de interimistiske lejre, der opstår i udkanten af enhver større by langs hovedfærdselsårerne. Hver enkelt familie kæmper for at få pengene til at slå til, indtil den californiske grænse nås. Herefter er planen, at de vil arbejde hårdt en tid, indtil de kan købe et lille stykke jord, bygge et hus og påbegynde en ny tilværelse i en langt mere frugtbar stat end den, de forlod. Spørgsmålet er dog, om de nogensinde når frem, for inden de drager hjemmefra, kan de kun sælge deres overskydende ejendele for en slik, idet køberne ved, at de ikke kan tage mere med sig, end der kan være på ladet af en bil. Og når ejendelene er solgt for langt mindre, end de er værd, er der ingen mangel på sælgere, der anser det for deres fornemste opgave at plukke deres kunder. Alene det at skaffe et brugt, men brugbart køretøj, der kan holde til turen, er en næsten uoverstigelig opgave; og i sidste ende slipper ingen for at betale en helt urimelig overpris.

Denne grove udnyttelse af andres svaghed bliver modsagt af den gensidige forståelse, der opstår mellem de rejsende. Man hjælper hinanden, så godt man kan, selvom man nærmest ingen midler har dertil. Der opstår en uudtalt forståelse af, at det, man giver, kommer igen på et andet tidspunkt.

At blive revet op med rode og at skulle begive sig på en lang rejse mod det ukendte har konsekvenser, særligt for de ældre, og mange bukker under undervejs. Dette beskriver Steinbeck blandt andet i et af de korte, analyserende stykker, hvor han løfter blikket og taler mere alment om befolkningens vilkår, end i de fortællende kapitler om familien Joad:

”Men man kan ikke begynde igen. Det kan kun et barn. Vi andre – vi er alt det, der har været. Et øjebliks vrede, de tusinde billeder – det er alt sammen os. Dette land, dette røde land er os, og oversvømmelsesårene og støvårene og tørkeårene fortærede os. Vi kan ikke begynde igen. Den bitterhed, vil solgte til manden, der købte vore sager, har han godt nok fået, men vi kom ikke af med den for det. Og det øjeblik, da ejernes repræsentanter sagde til os, at vi skulle rejse, lever endnu i os, og det øjeblik, da traktoren ramte huset, det er også os, det lever, til vi er døde.” (s. 101f.).

I det forjættede land

Da familien ankommer til Californien, og alle deres penge er brugt, viser det sig, at det ikke er et forjættet land, de er kommet til. Ganske vist er staten frugtbar, men slaveriet venter i form af lønninger, man hverken kan leve eller dø af. En flok selskaber og rige landmænd sidder på magten og har bevidst tilkaldt alt for megen arbejdskraft, så de kan sætte lønningerne så lavt som muligt. De har skabt en udefrakommende underklasse, som de kan behandle efter forgodtbefindende. Samtidig skaber de nyankomne en utryghed blandt lokalbefolkningen, der gør dem fjendtligt stemt over for de fremmede. Statspolitiet spekulerer i uro, så de mangfoldige daglejerfamilier ikke organiserer sig. Der slås hårdt ned på enhver form for oprør.

Tom og Ma Joad

Tom Joad er familiens ældste søn. Han er nærmest blevet synonym med ”Vredens druer”, fordi han er den i romanen, der sammen med eksprædikanten Casy formulerer de fagforeningspolitiske tiltag, der skal til for at ændre situationen. I en samtale med sin mor, siger han: ”Hver gang der er kamp, for at sultne mennesker kan mættes, hver gang en panser hugger en mand ned, vil jeg være der […] Jeg vil være i rasende menneskers hylen og – i børnenes latter, når de er sultne og ved, at maden er færdig. Og når vort folk kan spise de ting, de har dyrket, og bo i de huse, de har bygget – så vil jeg være der.” (s. 474).

Det var denne replik, Bruce Springsteen gendigtede på albummet ”The Ghost of Tom Joad” fra 1995 i nummeret med samme titel:

“Now Tom said, ‘Mom, wherever there's a cop beating a guy

Wherever a hungry newborn baby cries

Where there's a fight against the blood and hatred in the air

Look for me, Mom, I'll be there.

Wherever somebody's fighting for a place to stand

Or a decent job or a helping hand

Wherever somebody's struggling to be free

Look in their eyes, Ma, and you'll see me’."

 

Selvom Tom udvikler sig til den, der vil organisere løsarbejderne, så de får ordentlige lønninger, er det dog i endnu højere grad hans mor, der indtager rollen som hovedperson i romanen. Hun gør, hvad hun kan, for at holde familien samlet, og selvom det ikke lykkes helt, holder hun humøret oppe, da mændene er ved at opgive.

Det er ikke småting, Ma har at slås med. Steinbeck beskriver for eksempel, hvordan familien yngste bliver stadig mere afstumpede over for hinanden, og Ma kan ikke gøre andet end irettesætte dem. Over for den lidt ældre, gravide Saronsrose, må moderen også være hård og bede hende om at bide sin selvmedlidenhed i sig. Der er ingen kære mor af finde i hende, og dog er det hendes kærlighed, der binder familien sammen og som også gør, at de fortsat kan hjælpe og tage imod andres hjælp.

Når vold er den eneste løsning

Steinbeck blev angrebet hårdt af folk fra hans californiske hjemegn, da romanen udkom, og det er da vitterlig heller ikke noget kønt billede han giver af befolkningen i den stat, han stammede fra. Men ”Vredens druer” løfter sig over dette specifikke sted og disse specifikke problemstillinger. Det er en roman om uretfærdighed, om menneskers udnyttelse af andre, og om de udnyttedes ukuelighed på trods af alle odds. Denne ukuelighed risikerer at få afløb i vold, for udnyttelsen kan blive så kompromisløs, at det er svært at se andre muligheder. Skal ”Vredens druer” kritiseres for noget, er det ikke, at Steinbeck lader Tom Joad gribe til vold, men at han ikke lader Tom være synderlig påvirket heraf. Og dog ligger der måske netop den pointe heri, at Tom selv er blevet så afstumpet af den mentale vold, der gang på gang har ramt ham og hans familie, at han vitterlig ikke kan se noget galt i det, han har følt sig presset til at gøre.

Et trodsigt råb fra bunden

Skønt ”Vredens druer” er barsk socialrealisme, rummer den også en lun humor, der dog aftager betragteligt i den sidste tredjedel. Steinbeck fortæller i et roligt tempo, med de præcise person-, miljø- og naturbeskrivelser, der er så karakteristiske for ham. Når handlingen ind imellem tager fart, kan det som læser være svært at holde det rolige tempo og få alle detaljerne med, men det er en skam, for intet ord er tilfældigt valgt i denne helt eminente murstensroman, hvis grundlæggende tema om, hvordan vi mennesker behandler hinanden, desværre er evig aktuelt.

Selvom romanen bevæger sig længere og længere ned i det tragiske, slutter den fuldstændig fantastisk med et spinkelt, men vildt og trodsigt råb, der rejser sig fra bunden og skaber det håb, der peger fremad mod lysere tider. De tider som Ma og Tom Joad på hver deres måde kæmper for.

Indignation som drivkraft

Som det var tilfældet i 1951, mens Steinbeck skrev ”Øst for Paradis” (1952), førte han dagbog i den periode, hvor han arbejdede med ”Vredens druer”. Fra slutningen af maj til slutningen af oktober 1938 skrev han på manuskriptet – og dagbogen. I årene inden havde han blandt andet udgivet ”Det ukuelige sind” (1936) og ”Mus og mænd” (1937), som begge handler om fattige landarbejdere, sådan som det også er tilfældet med ”Vredens druer”. Begge bøger solgte godt, og ”Mus og mænd” blev en stor succes på landets teaterscener, hvilket Steinbecks dagbog giver indblik i. Her får man ligeledes hans reaktioner på de positive omtaler, der følger på udgivelsen af novellesamlingen ”Den lange dal” (1938). Dertil kommer Steinbecks bekymrede kommentarer til udviklingen i Europa, hvor Hitler skaber usikkerhed om verdensfreden. Men Steinbeck er stadig mest optaget af den måde, hvorpå de fattige landarbejdere bliver behandlet i Californien. Han har nemlig foretaget grundig research, og truffet mennesker, der siden danner forlæg for en del af karaktererne i ”Vredens druer”.

Den sidste periode, hvor Steinbeck levede blandt landarbejderne, oplevede han en oversvømmelse, der gik hårdt ud over de interimistiske lejre og deres beboere. Han bevidnede kamp mod naturkræfterne, opgivelse og død, og netop den oplevelse gav ham ideen til bogens dramatiske slutning. Oversvømmelsen og dens følger styrkede den indignation, der havde fyldt ham i lang tid, og nu formede der sig en historie, som skulle nedfældes og blive til hans hidtil længste bog.

Hverdagsliv under pres

I sin dagbog udtrykker Steinbeck til tider begejstring og fuld tiltro til romanen. Andre gange er han jamrende og nervøs, usikker på om han kan fuldende opgaven, og om nogen overhovedet vil gide læse bogen. For en udenforstående er hans jammer temmelig trættende, men det har givet været langt værre for ham selv. Han stod ikke for at skulle skrive ”den svære toer”, men han havde fået så megen succes, at han var bange for, om han kunne leve op til forventningerne. Samtidig gik successen ham på nerverne, for den førte en lang række tiggerbreve med sig fra folk, der mente, at Steinbeck måtte være blevet så rig, at han passende kunne dele sin indtægt med andre.

Også Steinbecks ægteskab med Carol får man en smule indblik i. Til tider er han bekymret for, om hun kan overkomme alle de praktiske opgaver, hun har påtaget sig – og nok også er blevet pålagt af sin succesrige mand. Steinbeck noterer løbende, hvem han og Carol har været til fest med. Persongalleriet af venner og veninder er stort og tæller blandt andet Ed Ricketts, der skulle komme til at danne forlægget for Doc i ”Et mægtigt gilde” (1945) og ”En dejlig torsdag” (1954), og Charlie Chaplin. Af og til udfordrer tømmermænd dagen efter en fest Steinbeck i at skrive sine sædvanlige to manuskriptsider, og ind imellem konstaterer han, at han er blevet for tyk og må slanke sig. Samtidig skal han tage stilling til en række forespørgsler fra diverse organisationer, der vil benytte hans navn i kampagner til støtte for landarbejderne. Også larm fra nabohusene eller hjemmets vaskemaskine kommenteres og får forfatteren til at have ondt af sig selv, men da han og Carol køber en ranch, for at han kan få arbejdsro, bliver han bekymret for, om han kan nå at skrive sin roman færdig, inden de skal flytte.

Dagbogen giver altså et ganske grundigt og ufiltreret indblik i Steinbecks tanker og frustrationer, mens han skrev ”Vredens druer”. Som læser bliver man af og til lidt irriteret på ham, for hvor kan han dog sukke! Men egentlig er der ikke noget at sige til, at han føler sig presset. Han har besluttet sig for at skrive sin hidtil længste bog, fordi nogen skal fortælle lige netop den historie. Men arbejdsroen bliver jævnligt afbrudt, og det ved enhver, der har prøvet at koncentrere sig om en svær og langvarig opgave, er enormt frustrerende.

Tanker efter udgivelsen

Da ”Vredens druer” var udkommet, fortsatte Steinbeck med ind imellem at notere lidt i dagbogen. Det fortsatte til ind i januar 1941.

Romanen blev en kæmpe succes. Så nu skulle Steinbeck forholde sig til, at han pludselig virkelig var blevet stenrig, og at de arbejdsgiverorganisationer, der stod bag udnyttelsen af landarbejderne, kørte smædekampagner mod ham og romanen. Samtidig knasede ægteskabet med Carol, og Steinbeck indledte en affære med den meget yngre Gwyn Conger. Det er bemærkelsesværdigt, at Steinbeck fortsat og i stigende grad skriver meget varmt om Carol, men det er nok mere bekymring for hende, der nok har bemærket, at det i højere grad er omsorg end dyb kærlighed, der præger hans relation til hende. Det endte med, at Carol opdagede sin mands sidespring, hvorefter Steinbeck besluttede at forlade hende. Han og Gwyn blev gift i 1943, men skilt igen fem år senere. De fik to børn sammen.

Efter de tre landarbejderromaner fandt Steinbeck det nødvendigt at genopfinde sig selv, så han ikke ”blot” blev en arbejderforfatter. Han kastede sig over et samarbejde med Ed Ricketts, der var marinbiolog. Dette førte til ”Logbog fra Cortez Havet”, som udkom i en folkeudgave i 1951. Også 2. verdenskrig satte sit præg på Steinbeck, der dels virkede som krigskorrespondent, dels skrev den lille, men vægtige ”Månen er skjult” (1942) som en moralsk opmuntring til befolkningerne i de af Tyskland besatte lande. Således havde han udstukket en ny retning for sine værker, men forståelsen for samfundets svageste forlod dog aldrig Steinbeck og hans produktion.

”Working Days. The Journal of The Grapes of Wrath” er ikke oversat til dansk. Men får man fat I den amerikanske udgave, er man godt hjulpet på vej af Robert Demotts lange indledende kapitel og hans grundige noteapparat.