Klassikerlæsning: John Steinbeck: ”Logbog fra Cortez Havet”, Gyldendal 1960, 343 sider.
Af Egil Hvid-Olsen.
I John Steinbecks to sidste Monterey-romaner ”Et mægtigt gilde” (1945) og ”En dejlig torsdag” (1954) spiller karakteren Doc en stor rolle. Steinbecks gode ven, marinbiologen Ed Ricketts, inspirerede forfatteren til denne karakter. Ricketts havde et laboratorium samme sted som Doc. Han havde omtrent de samme naboer, og han havde langt hen ad vejen den samme personlighed.
Tre år efter udgivelsen af ”Et mægtigt gilde” døde Ricketts i et trafikuheld, men han blev ”genoplivet” i ”En dejlig torsdag” seks år senere. Det er i denne anmelders øjne den bedste af de tre Monterey-romaner, og derfor et fornemt eftermæle for Ed Ricketts.
Ricketts fik dog også et mere traditionelt biografisk eftermæle, da Steinbeck i 1951 udgav en bearbejdet udgave af hans og Ricketts ”Sea of Cortez: A leisurely Journal of Travel and Research” fra 1941. Bogen byggede på en ekspedition, som Ricketts, Steinbeck og den øvrige besætning på båden ”The Western Flyer” havde foretaget i marts-april 1940. Hensigten med turen var at foretage marinbiologiske undersøgelser i Den Californiske Havbugt, der tidligere var kendt under navnet Cortez Havet.
De første 72 sider af den danske udgave består af Steinbecks portræt af Ed Ricketts. Selvom der naturligvis også er tale om en subjektiv skildring af den afdøde ven, er det forbløffende i hvor høj grad Ricketts og Doc ligner hinanden. Dog kommer der lidt flere nuancer på personen Ricketts, end der findes i hans litterære alter ego. På sin vis er det også mere virkelighedsnært, når Steinbeck skriver om Ricketts’ særheder i et portræt, end hvis han havde pakket dem ind i den skønlitterære ramme. Samtidig er det ikke sikkert, at følgende oplysning ville have fungeret i en roman. Den kunne let opfattes som for fantasifuld:
”Eds videnskabelige notesbøger var meget interessante. Blandt notaterne om indsamlinger og zoologiske iagttagelser dukkede pludselig de mest åbenhjertige og indiskrete iagttagelser op fra et ganske andet samlerfelt. Efter hans død måtte jeg gennemgå disse notesbøger, før jeg videresendte dem til Hopkins Marine Station […], således som det var bestemt i Eds testamente. Jeg var ked af at måtte tilbageholde et antal, et meget stort antal af notaterne. Det var ikke, fordi de var uinteressante, men det faldt mig ind, at en student, der kulegravede Eds noter for at skaffe sig oplysninger om invertebralogi, pludselig kunne stå med et fuldstændigt materiale til pengeafpresning over for halvdelen af Montereys kvindelige indbyggere.” (s. 56).
Dette er blot en af de gange, Steinbeck konstaterer, at Ricketts’ libido var af en anselig størrelse. Konstateringerne har ikke karakter af udlevering, men af venskabeligt drilleri, og – hvem ved? - måske udtrykker de også en anelse misundelse.
Steinbeck beskriver Ricketts med en vis ømhed; en tendens, der også findes i skildringen af Doc. I ”En dejlig torsdag” beskrives Doc på denne måde:
”Doc var glad for sig selv, ikke på en utiltalende og selvoptaget måde, men akkurat ligesom han ville have været glad for enhver anden. Ved at være i balance med sig selv var han samtidig i balance med sin samtid.” (s. 25). Baggrunden for denne særegenhed udfoldes i Steinbecks portræt af Ricketts: ”Ed sagde engang til mig: ’I lang tid kunne jeg ikke lide mig selv.’ Det blev sagt uden medlidenhed, som var det bare en sørgelig kendsgerning. ’Det var en svær tid at komme igennem. Af flere årsager kunne jeg ikke lide mig selv, det var undertiden af gode grunde, men undertiden helt hen i vejret. Jeg ville nødig den periode igennem en gang til. Så opdagede jeg efterhånden til min store overraskelse og glæde, at der var nogle, der kunne lide mig. Og så spurgte jeg mig selv, hvorfor jeg ikke kunne lide mig selv, når de kunne. Det var selvfølgelig ikke nok, men ganske langsomt lærte jeg at kunne lide mig selv, og så fik jeg det bedre.’
 |
| Ed Ricketts |
Han sagde ikke dette af selvglæde i den dårlige betydning af dette ord, men fordi han kendte sig selv. Han mente ganske bogstaveligt, at han lærte at acceptere og sætte pris på mennesket Ed, ligesom på andre fremmede mennesker.” (s. 70).
Ud over at være et portræt er John Steinbecks beskrivelse af Ricketts også et tidsbillede, hvilket blandt andet bliver tydeligt i fremstillingen af hans alkoholforbrug, der var så stort, at han i dag ville blive anset for at være alkoholiker:
”Ikke alene elskede Ed spiritus. Han gik endnu videre, han nærede den dybeste mistillid til alle, der ikke delte hans smag på dette område.” (s. 45).
Dengang var man ikke var så opmærksom på alkoholens skadevirkninger på længere sigt, og man må sige, at nogle af de situationer, alkoholen bragte Ricketts i, har en ikke helt ringe underholdningsværdi.
Steinbecks portræt af Ricketts emmer af savn, men også taknemmelighed over, at forfatteren har lært dette generøse menneske at kende. Det, man i andre sammenhænge ville beskrive som svagheder, formes i Steinbecks beskrivelse ikke ligefrem som dyder, men som personlighedstræk, der skulle til for at danne lige netop det menneske, som Ed Ricketts var.
I en helt anden verden
Det var Ed Ricketts, der med sin marinbiologiske baggrund var ekspeditionens ankermand. Steinbeck deltog dog ikke blot som ven, men også i kraft af sin interesse for marinbiologien. Dog er det ikke bogens opremsning af forskellige slags indsamlede søpølser, søstjerner, rejer, krebsdyr, krabber, koraller mm., der hører til bogens mest interessante – med mindre naturligvis, at man har en særlig interesse i de kystnære bundforhold i Den Californiske Havbugt for 80 år siden. Nej, det interessante ved bogen er selve rejsebeskrivelsen og de tanker, oplevelserne bringer med sig. Her breder Steinbeck (og Ricketts) sig ud over mange forskellige områder. Der er referater af dybe drøftelser af filosofisk karakter, af naturvidenskabelige overvejelse samt antropologiske iagttagelser. Der er politiske diskussioner, der ikke kun handler om de mexicanske forhold (havbugten ligger i Mexico), men også om den på det tidspunkt nyligt påbegyndte 2. verdenskrig.
Det grundigt iagttagne mikrokosmos på havbunden får besætningens tanker til at løfte sig og betragte mennesket på samme måde, som de betragter eksempelvis krebs; nemlig som en art:
”Vi har betragtet de små dyr, der ernærer sig, formerer sig og dræber for at få føde. Vi giver dem navn og beskriver dem og efter lange iagttagelser kommer vi til en opfattelse af deres sædvaner, der kan formuleres sådan: ’Det er karakteristisk for denne art, at den handler således.’ Men vi iagttager ikke vor egen art som en art, skønt vi kender individerne temmelig godt. Når det ser ud til, at mennesker handler venligere mod mennesker, at krigens tid er forbi, ser vi ganske bort fra den beretning om vor art, der foreligger. Foretog vi den samme pertentlige iagttagelse af os selv som af eremitkrebsen, ville vi være nødt til at sige ud fra de oplysninger, der står til rådighed: ’Det er et træk, der indgår i diagnosen af mennesket, at samfundet, individerne lever i, periodisk inficeres af en feberagtig nervøsitet, der får individet til at vende sig mod og ødelægge, ikke kun sin egen art, men også sin egen arts værker.’” (s, 91f.). Her formuleres en naturvidenskabelig pendant til det teologiske arvesyndsbegreb.
Naturbekymring inden klimakrisen.
I det hele taget råbes der vagt i gevær over for mennesket som art i ”Logbog fra Cortez Havet”. Allerede i 1940 er Ricketts og Steinbeck klar over, at naturen lider overlast:
”De [andre dyr end mennesket] griber ikke dybt ind i tilværelsen omkring sig. Men verden fures og skæres til, rives op og sprænges i stykker af mennesket. Floraen er blevet fejet væk og ændret; bjergene er blevet brudt ned af mennesket, og det flade land er oversået af levn, der vidner om, at her har mennesket levet; og disse forandringer er hidført, ikke fordi en eller anden medfødt færdighed krævede det, men fordi menneskets higen skabte dets tekniske færdighed” (s. 161).
Kritikken af den menneskelige rovdrift fører til en udfoldelse af en tilværelsesforståelse, der afviser en stræben efter mål og mening, fordi der ingen anden mening er end at være til i altet. Dette alt udgør en slags beånding af naturen, der sætter mennesket på plads som en lille del af en helhed. Gud og natur synes at være ét i en slags panteisme, der dog ikke nødvendigvis ligger så fjernt fra kristendommens forståelse af Gud som skaber. Naturvidenskab og teologi flettes sammen. Kristendommens virkningshistorie får verbale tæsk, men selve indholdet afvises ikke kategorisk.
Mellem marinbiologiske beskrivelser og optegnelser, essayistiske samtidsbeskrivelser og historiske oplysninger fletter sig beretninger om oplevelser fra sejladsen. Mexicanerne beskrives som umådeligt gæstfri. En beskrivelse af en jagt pr. stedfortræder hører til blandt de humoristiske højdepunkter. Skildringer af den vrimmel af liv, der befinder sig i bugten, får læseren til at ønske sig til Cortez Havet; men det skal netop være fortidens Cortez Hav, ikke nutidens Californiske Havbugt, for man har en fornemmelse af, at vandet ikke længere er så fuld af liv som i 1940. Hen mod slutningen beskrives da også en industriel overfiskning, der konsekvent ødelægger havbunden, hvilket bringer følgende overvejelse med sig:
”Vi har i De forenede Stater gjort så meget for at ødelægge vore egne ressourcer, vort tømmer, vor jord, vor fiskebestand, at man burde betragte os som afskrækkende eksempel, og enhver regering og ethvert folk, der er oplyst nok til at drive planøkonomi, burde undgå vore metoder. Vi har sløset med egne ressourcer, og det vil tage vort land lang tid at få arrene af vor gridske dumhed til at forsvinde. Men her, hvor det gælder rejeindustrien, er nationer, ideologier og organisationer i konflikt. Individerne i organisationen er udmærkede mennesker […] Den meksikanske embedsmand og den japanske kaptajn var storartede mennesker, men ved at arbejde med en plan, der var lagt af hæderlige eller uhæderlige kræfter, de ikke havde indflydelse på, forbrød de sig mod naturen, mod Meksikos velfærd og mod hele menneskehedens velfærd.” (s. 323).
Siden da er denne beskrivelse desværre kun blevet mere og mere aktuel.
Logbogen og Havbogen
Med sin kombination af gribende naturbeskrivelse og kritik af det ødelæggende overforbrug af klodens ressourcer minder ”Logbog fra Cortez Havet” om den utroligt smukke, nysgerrighedsvækkende, men også angstprovokerende norske ”Havbogen eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider” af Morten A. Strøksnes (dansk udg. 2019).
”Langt fra at glæde os var vi snarere kede af at skulle tilbage til aviser, telegrammer og forretninger. Vi var havnet i en anden verden – en sideordnet, lige så virkelig verden; og den verden, vi kom fra, og som man ellers kalder virkeligheden, var i vore øjne fyldt med åndelige luftspejlinger. Moderne økonomi, krigsmål, partilinjer og partidisciplin, had – det være sig politisk, socialt eller racemæssigt – bevarer ikke sin værdighed, når man først får det på afstand. Vi forstod, fordi vi selv følte på samme måde, at indianerne rystede på hovedet, når de hørte om den store myretue oppe nord på; vi kunne næsten høre dem sige: ’men det er jo åndssvagt! Det ville være dejligt at have nye Fordvogne og rindende vand, men ikke hvis vor sunde fornuft var prisen.’ Selv tidsberegningen var ændret: Ebben var vort ur, og maskinens dunken var sekundviseren i vor tilværelse.” (s. 315).
Charmerende genremix
I ”Logbog fra Cortez Havet” viser Steinbeck, at han ikke kun mestrer skønlitteraturen, men også rejseskildringen og essayet. Dog titter fortællingen også frem ind imellem, hvilket blot gøre genresammenblandingen endnu mere charmerende. Selvom det ikke havde skadet med en grundigere redigering fra Steinbecks side, så læseren slap for de gentagne opremsninger af fundene på havbunden, er bogen en meget smuk beskrivelse, og først og fremmest en lovprisning af den natur, forfatteren allerede dengang var bevidst om, at man skulle passe på.
Det har ikke været nogen let opgave at oversætte ”The Log From The Sea of Cortez”, som originaludgaven hedder, men Niels Povelsen er sluppet så godt fra det, at oversættelsen stadig er en fornøjelse at læse, selvom den stammer tilbage fra 1960.
Som et kuriosum kan det nævnes, at den legende, som Steinbeck syv år efter ekspeditionen byggede sin lille roman, ”Perlen” (1947), op omkring, fortælles på s.176.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar