Hvorfor det er nødvendigt at læse kinesiske digte

Arne Herløv Petersen
Uden for tiden – Klassiske kinesiske digte
Det poetiske bureaus forlag – Bureauets lommebibliotek, 468 sider, 200 kr.

Af Jakob Brønnum
Hvor stor er den kinesiske litteratur egentlig? Der er kommet et nyt, fremragende udvalg af kinesiske digte fra 1000 år, som giver en mulighed for at (forsøge at) få en idé om det. 

For nogle år siden, da vi forberedte en rejse til Kina, genlæste jeg bl.a. Tao te-king, det berømte, kinesiske mystiske værk fra 500-tallet fvt., der på en måde står i verdenslitteraturen ved siden af Bhagavad Gita og Johannesevangeliet og et par stykker mere som de store formidlere af menneskelivets enkleste, tidløse sandheder. Jeg forstod ikke et muk.

Efter en tid gik det op for mig, at hvis jeg læste tre forskellige oversættelser samtidig, en engelsk, en ældre dansk og en svensk, jeg også havde liggende, kunne jeg få færten af, hvad der var essensen i de enkelte udsagn. Det var naturligvis ret besværligt, men lidt efter lidt bærer teksten jo sig selv. Som om oversættelserne hver især kun kunne fange et udsnit af indholdet og føre det gennem den snævre ordtunnel til et andet sprog

Så langt fra vores ligger den kinesiske, litterære udtryksform, og det skal man holde sig for øje, når man begiver sig ind i Arne Herløv Petersens nyudkomne, mesterlige antologi over kinesiske digte fra 300-tallet til 1200-tallet.

Mødet med Li Bai

Hvis man har beskæftiget sig en anelse med kinesisk poesi, genkender man navnene Wang Wei (699-759) og Li Bai (også kaldet Li Po, 701-62). Li Bai har nogle af verdenslitteraturens mest suveræne, melankolske drikkeviser i digtform:

Mellem blomster med en krukke risvin
Ingen af vennerne her. Skænker op til mig selv
Hæver bægeret og hilser på den lysende måne
Finder min skygge. Og så er vi tre.

(Fra digtet Drikker alene – under månen, s. 105)

Den samtidige Du Fu skriver om Li Bai i digtet ”Tænker på Li Bai, der hvor himmelen ender” (s. 132):

”Hvor himmelen ender,
stiger kolde vinde op
Sig mig, hvad du går
og tænker på
Hvornår vil en vildgås
komme med brev?
Floder og søer er fulde
af efterårets vand”

Det er en fantastisk åben og rummelig surrealisme eller måske bare elegant metafor-brug. Som læser ved jeg ikke om vildgåsen i kinesisk poesi er forbundet med noget lignende storken, bare for voksne, i vores - altså med en forbindelse til en anden verden. Eller om den og efteråret har et eller andet sammen, der udtrykker den ene digters savn efter den anden.

Det er ikke sikkert, det gør noget, at jeg ikke ved det, for jeg kan fornemme, at der er noget og det siger mig noget alligevel. Det, der altså kan virke som en lidt mystificerende sanselighed i både sprog og indhold, er derfor tværtimod givetvis den mest præcise måde at gengive de kinesiske digte.

Uden for tiden – gennem tiden

Digtene har desuden en sær lighed over alle århundrederne bogen igennem, og minder – sådan oplever jeg det som vestlig læser – også ikke så lidt om digte, man kan læse i dag. Prøv for eksempel at gætte, hvilken et af de to uddrag her, der er fra det 21. århundrede:

”Jeg har aldrig set et rødt bjergfår græsse på heden
eller stående for sig selv i buskadset
eller springende over vilde floders strømme
eller trippe omkring på skarpe bjergskråninger”

og

”Den enlige gås hverken drikker eller spiser
Den flyver kaldende rundt og savner sin flok
De andre end ikke husker denne skygge
De skiltes inde i skyers utallige lag.”

Det første er fra tidsskriftet ”The Journal of 21st Century Chinese Poetry” (oversat af mig fra den engelske oversættelse), det andet af samme Du Fu fra midt i 700-tallet (Fra digtet ”Enlig gås”, s. 153).

Det er essensen af Kina og det vi til daglig ikke forstår, der gør landet så svært at beundre: Der er en sammenhæng gennem hele historien. Hvad der sker gennem nogle årtier her og der er krusninger på overfladen af et mægtigt verdenshav af en nations lange liv. 

Forskellen på meget gamle bygninger i Kina og Rom og Athen er, at i de sidstnævnte steder er de ruiner, i Kina er de nymalede. Det er noget, der sidder i alle mennesker, og der er meget større ligheder mellem det, der sidder der i dag og dengang hos kineserne, end der er hos os.

Det er derfor der er nødvendigt at læse kinesiske digte – det er vejen til at se kulturen uden at skulle sidde og rase over dens nuværende politiske liv.

Og deri ligger nøglen til teksterne, for en europæer at se: At hvor vores litteratur langsomt, men sikkert peger ind mod den enkelte og bliver identitetsdefinerende, jegsøgende, personlig, peger alle digte i Kina udad. Der er hele tiden noget større, der venter i baggrunden. I Kinas digtning i 700-tallet er selv ensomheden kosmisk, som man kunne se.

Kinas storhed

Den sammenhæng fornemmer man tydeligt i det ”lille” udsnit af Kinas litteratur med uddrag af ikke mindre end 71 digtere, Arne Herløv Petersens præsenterer i den gedigne og smukke bog. De tre nævnte digtere, plus et par stykker til lidt senere i historien, får så meget plads, at man oplever det som en egentlig introduktion til deres forfatterskab. Man kunne lave et udvalg af mindst samme omfang og tidsspand på hver side af de århundreder dette udvalg dækker. 

Det er i forvejen meget svært at sluge for europæere og amerikanere (og ikke mindst de om muligt endnu mere nationalt selvoptagede russere), at Kina er historiens i særklasse mest vellykkede nationsbyggeri, men at landet skulle have en litteratur, der i dybde, bredde og omfang overgår den vestlige verdens majestætiske kanon, det er naturligvis tys-tys, men fuldstændigt korrekt ikke desto mindre. Det har vi fået et uvisneligt glimt af i den mere en 450 sider store bog i lille, handy format i Bureauets Lommebibliotek, den serie, der nu rummer flere snese internationale klassikere

Og hvis man har lyst, kan man more sig over at digtene i antologien er fra den periode, hvor den katolske kirke lukkede de sidste antikke filosofskoler (i 529) og kastede et totalitært mørke ind over et sultent og forarmet Europa, så man kan læse hos Gregor af Tours, at han skriver ”Frankernes Historie”, fordi det snart ikke er til at opdrive en bog nogen steder. 

I Kina sad embedsmændene og skrev digte, for det var en del af kravene til offentlig ansættelse, at man beherskede de litterære former, som Herløv fortæller i bogens oplysende forord.