Ingvild Schade: ”Bjergværket”, 2021, Forlaget Silkefyret, 139 sider, 200 kr., oversat fra norsk af Thomas Mangaard Hansen.
Af Egil Hvid-Olsen.
Forlaget Silkefyret udgiver en del eksperimenterende litteratur pakket ind i enkel, men smuk indbinding. Også Ingvild Schades lille roman ”Bjergværket” er trykt i et udstyr, der gør det svært at lade den ligge, og når først læsningen er påbegyndt, er det svært at lægge bogen fra sig. Dette skyldes dels, at romanens fortælling er fængende, men også at der ingen inddelinger er i teksten. Den udgør én lang tankestrøm, fortrolig, privat og så indforstået, at man skal holde tungen lige i munden for at gribe og huske de enkelte spor, så helheden samles.
Den fiktive mordgåde
Når ”Bjergværket” er fortalt, som det er tilfældet, skyldes det, at fortælleren er den 14-årige Karsten, der har tydelige autistiske træk. Han fungerer ikke særlig godt socialt og er derfor et oplagt mobbeoffer. Det lader han sig dog ikke presse mere af, end at han kan flygte ind i en fantasiverden, som han lader smelte sammen med virkeligheden. Karsten er belæst og kan redegøre for diverse naturvidenskabelige sammenhæng med en grundighed, der får de fleste tilhørere, voksne som børn, til at falde fra. Men netop denne indsigt benytter Karsten i sin opklaring af en fiktiv mordgåde. En mannequindukke er blevet myrdet og hendes veninder må forhøres af privatdetektiven Karsten, som både drages og frastødes af de kvindelige figurer, der er skabt til at vise sig frem.
Fordi Karsten mest af alt ser med fantasiens øje, har han et fortrin som efterforsker: ”Ja, tro det eller ej, sagde jeg, men jeg klarer mig fint uden hjælpemidler a la lup og forstørrelsesinstrumenter, kan sagtens skille pollenkorn fra alt det andet organiske stenstøv som groft opsummeret består af smuldrede, rustne jernmineraler, algestrimler fra urtiden, jeg ser meteoritrester i regnen, nikkelmalm, isotoper med forskellige antal neutroner og kemiske egenskaber. Hvis I vil, kan jeg pille et papirtyndt insektben fra skidtet på denne flig af metamorf, glimmerstribet gnejs. Det var en middelstor tovinget flue, så jeg, da jeg samlede den op.” (s. 50).
Manglende filtre erstattes af fantasisatte rammer
Skønt Karsten har svært ved at aflæse andre mennesker og selv at gøre sig umiddelbart forståelig, er han velsignet med et par forældre, der har forståelse for hans udfordringer, og som ind imellem gerne bevæger sig med ind i hans fantasiverden. Dog kan han også blive udfordret af virkeligheden. Det sker for eksempel i begyndelsen af romanen, hvor hans far tager ham med på en vandretur, som Karsten nok snarere forstår som et skæbnesvangert farvel til alt det, han føler sig tryg ved. Karsten har ikke de samme filtre som de fleste andre, men benytter fantasien som et værktøj til at danne rammer, han kan føle sig tryg indenfor. Derfor fylder mordgåden også hans tanker, mens faderen og han vandrer derudaf. Dette mix af fantasi og virkelighed er ganske smukt beskrevet i ”Bjergværket”, der samtidig er morsom på en måde, der ikke latterliggør Karsten og andre med de samme udfordringer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar