Kulturmøde i Kenya

Karen Blixen: ”Den afrikanske Farm”, 1937, 298 sider (Gyldendals Paperbacks) og ”Skygger paa Græsset”, 1960, 125 sider (Gyldensdals Paperbacks).

Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen.

Karen Blixen forvandlede i ”Den afrikanske Farm” sit lange, opslidende ophold i Afrika til en fængende, tragisk fortælling. Bogen er selvbiografisk, men bærer præg af at være blevet genfortalt af den kvinde, der siden skulle blive verdenskendt for sine fortællinger. Ganske vist er sproget ikke helt så svulstigt, som det tit er tilfældet i hende øvrige værker, men Karen Blixen tvister i sine erindringer virkeligheden, så den bliver endnu mere fængende. Således er det måske mere korrekt at omtale ”Den afrikanske Farm” som en roman.

Det nygifte par, Karen og Bror Blixen, bosatte sig i 1914 på en kaffefarm i Kenya. Grundet 1. verdenskrig, en række klimatiske forhold, der ikke gavnede kaffeproduktionen, og Bror Blixens ringe sans for økonomi gik det skidt med forretningen. Hr. Blixen måtte i 1920 overgive driften af farmen til sin hustru. Samme år blev de separeret, men skilsmissen blev først en realitet i 1925. I romanen spiller eksmanden kun en rolle mellem linjerne.

Fra Karen Blixens overtagelse af kaffefarmen og 11 år frem forsøgte hun at gøre den rentabel, men i 1931 ville investorerne ikke miste flere penge på projektet. Farmen blev solgt på tvangsauktion, og Karen Blixen måtte vende retur til Danmark, hvor hun totalt ruineret flyttede tilbage til sit barndomshjem Rungstedlund. Da var hun 46 år gammel.

I Kenya havde Blixen fordrevet sine bekymringer ved at skrive nogle fortællinger. Nu færdigskrev hun dem, og i 1934 fik hun sin engelske debut med ”Seven Gothic Tales”, der året efter udkom på dansk under titlen ”Syv fantastiske Fortællinger”. Siden fulgte blandt andet ”Den afrikanske Farm”, der blev hendes mest solgte udgivelse.

Forskellig retspraksis

Det særlige ved ”Den afrikanske farm” er Blixens sans for de lokale afrikanere, som dels består af masaier, kikuyuer og somaliere. Det er ret sandsynligt, at Blixen fortegner hver befolkningsgruppes særpræg, så de står skarpere for læseren. Til tider gør hun sig morsom på deres bekostning, men ikke mere end at hun afslører en langt større sympati for landets oprindelige befolkning end for kolonimagtens repræsentanter. ”Den afrikanske Farm” rummer blandt andet et langt retsdrama, hvor det er tydeligt, at de indfødte opererer med et helt andet retfærdighedsbegreb end kolonimagten. Blixen morer sig selv og læserne med den forvirring, som den lokale retsforståelse skaber hos hende, men hun beskriver det for at give læseren en forståelse for, hvor voldsom en forandring den indfødte befolkning må vænne sig til, når en sag skal gennem kolonimagtens retssystem.

Således kan Blixens beskrivelser af de lokale skikke nok være humoristiske, men hverken latterliggørende eller fordømmende, hvorimod hendes beskrivelser af europæernes rovdrift på den afrikanske fauna ikke bærer det mindste præg af morskab. På en af sine ture hjem til Danmark ser hun en flok giraffer i et bur på det skib, hun sejler med. Ejeren ved, at de fleste vil dø undervejs. Det er derfor, han har ladet så mange fange. Blixen slutter beskrivelsen med ordene ”Hvad os [europæere] angaar, da maa vi skaffe os nogle gruelige Skyldnere at forlade, førend vi med Sømmelighed kan bede Girafferne om at forlade os vor Skyld imod dem” (s. 233).

Set i bakspejlet kan man påpege, at Karen Blixen selv var en ivrig jæger, og skønt hun mest beskriver jagten som nødvendig for at beskytte kvæg og mennesker, kan man overveje, om hun selv har været med til at retfærdiggøre den rovdrift, hun klandrede andre for.

Denys Finch Hatton

I 1985 havde storfilmen ”Mit Afrika” præmiere. Den byggede dels på ”Den afrikanske Farm”, dels på en Blixen-biografi af Judith Thurman, der inddrog de mange breve, forfatterinden skrev, mens hun var i Kenya. Filmen formede sig (så vidt jeg husker) som et kærlighedsdrama, hvor den afrikanske natur dannede bagtæppe for romancen mellem Blixen og briten Denys Finch Hatton. Denne romance introduceres cirka halvvejs i romanen, men forbliver antydningsvis. Ganske vist er det tydeligt hen mod slutningen af bogen, at Blixen var meget berørt af Finch Hattons død og begravelse, men hvis man vil læse om, hvordan de udlevede deres kærlighed, mens han stadig var i live, må man søge til de offentliggjorte ”Breve fra Afrika”. I ”Den afrikanske Farm” er det i højere grad Blixens kærlighed til Kenya og landets indbyggere, der beskrives, end hendes kærlighed til Finch Hatton.

En gammel, men stadig aktuel påmindelse

Afrika fremstår her til lands ofte som et hærget og problemfyldt kontinent. Der er hungerkatastrofer, borgerkrige og korruption. Men der er også storslået natur og en mentalitet (eller snarere flere mentaliteter), som europæere garanteret også kan lære noget af. Dette minder Blixen sine læsere om … også selvom ”Den afrikanske Farm” har godt 80 år på bagen.

Et enkelt eksempel på, hvordan fascinationen blev gensidig mellem Blixen og de kenyanske børn, berettes i et kort erindringsglimt, hvor forfatterinden introducerer enderim for en flok unger. Hun havde lært sig swahili og digtede et vrøvlevers, som børnene straks havde ører for. ”Tal igen. Tal som regn”, bad de, hvilket får Blixen til at gøre sig denne overvejelse: ”Hvorfor de skulde føle, at Versene lignede Regn, ved jeg ikke, det maa have været et Udtryk for Bifald, for Regn er i Afrika altid længselsfuldt ventet, og velkommen.” (s. 215).

Gensyn med minderne

I 1960, to år inden Blixens død, udgav hun erindringsbogen ”Skygger paa Græsset”, der supplerer fortællingerne fra ”Den afrikanske Farm”. Selvom der er mere end to årtier mellem de to bøger, er stilen den samme: Det poetisk fortættede sprog, de essayistiske betragtninger og de mere eller mindre bearbejdede erindringer. De første tre kapitler kunne snildt indgå i ”Den afrikanske Farm”, mens det fjerde og afsluttende – ”Ekko fra Højene” - omhandler tiden fra Blixens hjemkomst til Danmark og hendes forsøg på at fastholde forbindelsen til sine mange bekendte i Kenya. Dette blev besværliggjort af 2. verdenskrig, men nogle af forbindelserne blev knyttet på ny i årene, der fulgte.

Blixen var da også blevet knyttet tæt til de lokale, der arbejdede på hendes farm. På trods af at hun havde et meget begrænset kendskab til lægevidenskab, blev Blixen anset for at være den sikreste at søge hjælp hos i tilfælde af sygdom. I lyset af vore dages tilgang til coronapandemien, kan hendes syn på de epidemier, der var i omløb i hendes nærområde, virke dumdristigt: ”Der forekom fra Tid til anden Tilfælde af Pest i Distriktet, og man var da tvunget til at bringe de Syge til Nairobi Pesthospital, hvis man ikke vilde have hele sin Farm belagt med Karantæne. Jeg var ikke bange for Pest, for det var blevet mig fortalt at man enten dør af Sygdommen eller staar op fra den lige saa god som før, og fordi jeg tillige følte at det vilde være paa særlig Vis storslaaet at dø af en Sygdom som engang Dronninger og Paver var bukket under for.” (s. 65f.).

Nu er det jo ikke sikkert, at Blixen gengiver den holdning, hun rent faktisk havde på det tidspunkt, hun beskriver, men det er svært at forestille sig et menneske, der ville være mere egnet til at indtage netop denne position over for en livsfarlig sygdom, end netop Blixen, der havde en særlig sans for det grandiose og dramatiske.

Nøgterne analyser og forførende fortællinger

Som i ”Den afrikanske Farm” veksler Blixen i ”Skygger paa Græsset” mellem nøgterne analyser og forførende fortællinger. Som et eksempel på det første kan denne redegørelse for europæernes fejl i at overse de indfødtes historie inden kolonimagtens tilstedekomst tjene: ”Det var, tænkte jeg, en Fejl hos os, at vi i vor Omgang med den ældgamle Verdensdels Folkeslag glemte eller oversaa deres Fortid, og i Almindelighed ikke gav os af med at regne med, at de havde været til forud for deres første Møde med os. Vi berøvede med Vilje deres Billede en Dimension, saa at det maatte blive falsk og tabe sin naturlige Skønhed og Harmoni, - og vort Fejlsyn tillige maatte føre til dybe Misforstaaelser mellem dem og os. Min Opfattelse blev for mig bekræftet gennem et enkelt Træk: de Mennesker, der havde Fortiden præsent – deres Lands, Navns og Slægts eller Hjems Fortid levende for sig – kom lettere paa Talefod med Afrikanerne end andre, for hvem Verden blev skabt igaar, eller den Dag da de fik deres Automobil.” (s. 77). Dengang som nu førte historieløshed til indbildskhed og fejl.

Hvad angår de forførende fortællinger kan det nævnes, at det brev, som Karen Blixen havde modtaget fra kong Christian X som tak for et løveskind, og som i kapitlet ”Barua a Soldani” blev brugt som en smertestillende amulet blandt de indfødte, hvorved det blev ”brunt og stift af gammelt, størknet Blod og Materie” (s. 64) – at dette brev ifølge Rungstedlunds hjemmeside (blixen.dk) blev ”fundet i Karen Blixen-arkiverne, velbevaret og uplettet.”

Man siger, at virkeligheden overgår fiktionen, og sådan forholder det sig også tit. Men Blixen gjorde, hvad hun kunne, for at få fiktionen til at overgå virkeligheden. Således omformede hun i ”Den afrikanske Farm” og ”Skygger paa Græsset” sit eget liv til litteratur.