Kærlighedens redningskrans: At skrive håbet ind i verden

Naomi Fontaine, der tilhører First Nation-befolkningen i Canada, skriver med udgangspunkt i sin egen livshistorie bevægende om længsel efter identitet og modstand imod en os-og-dem-tankegang. Carina Wøhlk har læst hendes roman

Naomi Fontaine:
Manikanetish - Lille Marguerite
Forlaget Republik 2021

Af Carina Wøhlk
I forsommeren 2021 ramte nyheden om fundet af børnegrave i Canada mediestrømmen som en chokbølge. De umarkerede grave var blevet afdækket i områder omkring flere af landets gamle kostskoler. De viste sig at indeholde de jordiske rester af innu-børn. 

Fundet førte krav om en kulegravning af sagen med sig. Behovet for et opgør med et sort kapitel i Canadas historie trængte sig på. På de sociale medier dukkede hashtags som #BringThemHome og #IndigenousLivesMatter op som udtryk for nødvendigheden af forsoning, afklaring og respekt for Canadas oprindelige befolkning.

Det er vanskeligt at læse bogen Manikanetish uden bevidstheden om overgrebene på Canadas indfødte – børn såvel som voksne.  Bogen er skrevet af Naomi Fontaine, der debuterede i 2011 med romanen Kuessipan, som siden er blevet filmatiseret.

Manikanetish er oversat fra fransk til dansk af Francois-Eric Grodin. Hans oversættelse understreger den afdæmpede og alligevel så fortættede sprogtone, der kendetegner forfatterens skrivestil. Naomi Fontaine, der selv tilhører First Nation-befolkningen i Canada, skriver med udgangspunkt i sin egen livshistorie bevægende om længsel efter identitet og modstand imod en os-og-dem-tankegang.

Hovedpersonens fremmedgjorthed

I Manikanetish møder læseren den nyuddannede lærer Yammie, der efter flere år i Quebec vender tilbage til barndommens reservat Uashat for at undervise på den stedlige skole, der lægger navn til bogens titel. Manikanetish er opdelt i tre dele, hvis overskrifter, Det ukendte, Livet er en kamp og De ting, jeg ikke kan ændre, vidner om hovedpersonens usikkerhed, udholdenhed og afmagt.

Yammie går til lærergerningen med stor motivation, men uddannelsen har ikke forberedt hende på de barske realiteter, som møder hende i reservatet. Eleverne er enten resignerede eller rebelske. Flere af teenagepigerne bliver gravide i utide og må udover skolegang forholde sig til husholdning og børneopdragelse. Samtidigt påvirkes skolen af dødsfald – ikke mindst på grund af en selvmordsepidemi, der leder en dansk læsers tanker hen på Grønland.    

Langsomt indføres Yammie i de unges virkelighed, som præges af social udsathed, sygdom og misbrug. Midt i det hele kæmper hun med en følelse af fremmedgjorthed. For hvem er hun efter alle disse år uden for reservatet? Hun har vanskeligt ved at identificere sig med sit folk. ”Med dette dem, som burde have været dette os” (se side 26). Og det vækker en skam i hende. Hun kan ikke engang tale sit modersmål innu mere ”på grund af min dårlige syntaks, min hvide accent” (se side 14).

Kærligheden som redningskrans

Som skoleåret skrider frem, sænker Yammie paraderne og møder de unge i øjenhøjde. Og inden længe kommer lærer og elever tættere på hinanden. Der opstår en fortrolighed og en fælles forståelse.  

Fontaine (Wikimedia Commons)

Sideløbende får læseren et indblik i Yammies kærlighedsliv, der synes at føre hende fra en kærestesorg til en anden – den sidste med vidtrækkende konsekvenser. Alligevel kan hun sige til en elev: ”Det er kærligheden, søde ven, det er kærligheden, der redder os” (se side 87) – i bevidstheden om, at kærligheden netop ikke begrænser sig til den romantiske af slagsen.    

Selv om Manikanetish er en lavmælt og ordknap bog, gør den alligevel stort indtryk. Naomi Fontaine formår at vise, at fællesskabsfølelse og forandringsvilje kan sprænge ”den forældede og ubevægelige indhegning, som reservatet er” (se side 14). Med sin fortælling skriver hun håbet ind i verden.