Det centrale repertoire

Haydn – Mozart – Beethoven – Brahms
Chamber Orchestra of Europe – Nikolaus Harnoncourt
ica classics 2021, 4 CD

Anton Bruckner: Synfonie Nr. 8
Bruckner Orchester Linz, Markus Poschner
i serien #bruckner2024; Capriccio Records

Begge distribueret af Naxos Records

Hvis man er ude efter et lille sæt med centrale wienerklassiske værker og komponister, kan jeg ikke forestille mig noget bedre lige nu end CD-boksen med Nikolaus Harnoncourt (1929-2016) og Chamber Orchestra of Europe, der netop er udkommet på ica classics.

De fire CD’er rummer to Haydn-symfonier, en mellemperiode-symfoni af Mozart og den store Posthorn-serenade, Beethovens 5. og 7. symfoni, samt Brahms elegiske 4. Symfoni og nogle mindre orkesterværker af Mozart og Brahms.

Indspilningerne er fra den østrigske radios transmissioner fra en lokal musikfestival og har ikke tidligere været udsendt på CD.

Den sene(re) Harnoncourt, der vendte sig henimod det centrale wienerklassiske repertoire med de erfaringer, han havde høstet som dirigent i den ”tilbage-til-rødderne-bevægelse”, der herskede i den klassiske musik i 1980’erne, hvor man skrællede efterkrigstidens indsovsede romantiske klange bort fra værkerne og spillede dem i et højere, originalt tempo og søgte at bruge instrumenter fra den tid, musikken stammer fra.

For mig står Harnoncourts indspilninger af de nævnte komponister og Schuberts orkesterværker ved siden af hans mageløst gode indspilninger af de store kirkemusikværker, som noget af det bedste, der er lavet i flere generationer. Det virker som om de bliver bedre og bedre. Det er ikke forjaget, men tilbage i en mere kontemplativ ånd, samtidig med at det ikke er romantiseret, men har bevaret friskheden, som 80’ernes eksperimenter vakte. Fyldigt, solidt og intenst. Mere kan man næsten ikke forlange.

Haydns Symfoni nr. 100, med tilnavnet ”Militærsymfonien”, pga. noget voldsomt slagtøj midt i det hele, er blandt de stærkeste og mest hudløst nærværende fortolkninger af værket, jeg har hørt.

Med CD-boksen får man som bekendt et hæfte og i dette tilfælde et meget informativt, læsværdigt og sågar stemningsfuldt hæfte med flere dusin citater fra musikerne fra ensemblet, der havde gjort Harnoncourt til æresdirigent i 2007, om samarbejdet med ham.

Mod Bruckners 200 års dag

Bruckners 8. Symfoni er et af de mægtigste og største (og mest spirituelle) orkesterværker, der er skrevet. Ligesom hans 5. Symfoni, Brahms 1. Symfoni, Mendelssohn 2. Symfoni og mange andre er den inspireret af omfanget og anlægget i Beethovens 9. Symfoni, der 60 år tidligere sprængte alle tænkte rammer for den symfoniske komposition, som Beethoven selv havde givet sin endelig, ”modne” form med Symfoni nr. 3 tyve år før.

Bruckners 8. symfoni tager i almindelighed en time og tyve at opføre og hver af de fire store satser har noget, der gør at man for enhver pris ikke ville undvære netop den i sit musikliv. Den galopperende indledning i finalesatsen, som dirigenterne fortolker vidt forskelligt - fra det klodsede til det nærmest metafysisk elegante - de store bølger i den halve time lange adagiosats, der kulminerer i en oceanisk stilhed. Og så videre.

Frem mod Anton Bruckners 200 års dag i 2024 indspiller Bruckner Orchester Linz og Markus Poshner ikke alene alle de ni store symfonier, men alle de versioner af dem, som Bruckner (og desværre også i visse tilfælde hans elever) efterlod. Det er meget nørdet: Af den 8. symfoni er der i hvert fald fire versioner i omløb: 1887 (anvendt af Simone Young og Georg Tintner), 1890 (som bl.a. Ivor Bolton og denne indspilning med Poschner bruger), 1892-versionen, som tidligere var meget brugt, indspillet af bl.a. Furtwängler og Bruno Walter, samt Haas-versionen, den måske mest anvendte, indspillet af Karajan, Barenboim og mange andre.

Poschner

I forhold til versionerne af Bruckners 3. og 5.- symfoni er forskellene mellem versionerne af den 8. mindre og har ret beset ikke så stor betydning for den almindelige lytter. Poschsners netop udgivne fortolkning nærmer sig den letteste, mest gennemsigtigt yndefylde, jeg kan mindes at have hørt.

Hvis man skal anbefale en indspilning af Bruckners 8. til en nyligt interesseret lytter, plejer jeg af fremhæve Sergio Celibidaches fra 1990’erne med München Philharmonikerne på EMI, fordi den i sin sine steder næsten umanerlige zenbuddhistiske langsomhed nærmest blæser værkets detaljer op på storskærm så man rigtigt kan trænge ind i dets univers, fuld af mystisk og katolsk inderlighed. Jeg vil også anbefale Poschners indspilning pga. den måde den slanke orkesterklang og dirigentens åbenlyse mod til at favne hele værket i én udholdt bevægelse, gør lytningen anskuelig og opløftende for enhver. Gennem alle de 80 minutter.