Karen Borg-Hansen: ”Undervejs i vinden – En kvindes liv”, Hovedland 2021, 382 sider.
Af Egil Hvid-Olsen.
”Undervejs i vinden – En kvindes liv” er Karen Borg-Hansens debut, og en imponerende en af slagsen.
Undertitlen, ”En kvindes liv”, skal ikke få mandlige læsere til at opgive den, inden de får begyndt, for selvom hovedpersonen er kvinden Kajsa, er ”Undervejs i vinden” en roman, der skildrer dansk middelklasseliv gennem 50 år, og det kan alle voksne læsere, mænd såvel som kvinder, have udbytte af at læse. Særligt, når det skildres så fornemt som hos Borg-Hansen.
Roman om kvinden, vi alle kender
Romanen følger kvinden Kajsa, som læseren møder første gang i 1974 og tager afsked med engang i slutningen af 2020’erne. Undervejs præsenteres man for erindringsglimt tilbage fra Kajsas barndom og ungdom, så alle stadier i hendes liv bliver berørt. Og de grundige beskrivelser, man snydes for fra Kajsas unge år, bliver tifold erstattet i skildringen af hendes børns barndom og særligt ungdom.
Kajsa følger et udbredt skema for den danske middelklasse: Hun bliver gift, får børn og børnebørn. Hvis jeg skrev et kort resumé af handlingen, ville det give indtryk af, at ”Undervejs i vinden – En kvindes liv” er en kedelig og nærmest banal roman om en gennemsnitlig kvinde. Men det er netop det imponerende ved Karen Borg-Hansen, at hun kan skrive så gribende om en kvinde, alle kender til. Tilmed skriver forfatteren i en ganske afdæmpet stil, der kunne understrege det kedsommelige, men har den modsatte effekt, når der sker noget dramatisk. Dette skildres også afdæmpet og nøgternt, men netop af den grund bliver skildringen så meget desto mere intens – og den intensitet holdes gennem de fleste af romanens 382 sider. Det er imponerende, at en roman, der primært handler om hverdagen, kan opretholde en sådan styrke og fremdrift.
Ingen pladderromantisk
Kajsa oplever mange tragedier i løbet af sit liv, men ikke flere end mange andre. Selvom romanen kredser en del omkring de svære perioder, oplever Kajsa også dybe glæder af den art, som langt de fleste danskere kan glæde sig over, hvis man blot har øje for dem.
Både glæden og sorgen spiller ind i Kajsas forhold til sin mand, Kristian, der dør som 67-årig. Romanen indledes med hans begravelse, hvor man forstår, at han døde som følge af en demenslidelse. Derefter føres læseren tilbage til deres forelskelse og familieliv. Der er ingen pladderromantik i skildringen, men en smuk beskrivelse af, hvordan to mennesker, der elsker hinanden, kan udvikle sig til hinandens livsvidner og bolværk, også selvom deres ægteskab udfordres undervejs. Netop fordi man som læser får indsigt i, hvordan de to mennesker er sammenflettet gennem mange års samliv, kan man ikke undgå at blive berørt under skildringen af Kristians sygdom og død.
Erfaringsnær livsskildring
Med de tragedier, Kajsa udsættes for, ville ingen fortænke hende i at knække for en tid, men som så mange andre har hun en evne til at kæmpe sig gennem sorg og fokusere på det, der gør livet værd at leve. Igen er det Borg-Hansens nøgterne skrivestil, der sikrer historien mod at blive sentimental. Romanen er skrevet så erfaringsnært, at det er helt umuligt ikke at følge og føle med Kajsa.
Et eksempel på det erfaringsnære dukker allerede op på romanens indledende side: ”Begravelsesgæsterne bliver ved med at komme, lidt forsigtigt, gennem den tunge, gamle trædør med jernbeslag. I nogle ansigter læser hun overraskelsen over at møde hende og børnene dér, lige indenfor. Ét er folks egne grunde til at møde frem; noget andet er at blive konfronteret med de nærmeste pårørende, inden man når ind i kirken.” (s. 5)
Undervejs udkæmper Kajsa en kamp mod den del af svigerfamilien, der er præget af Indre Mission, og som altid er parat med den samme forklaring på de tragedier, der rammer: Det er Guds vilje. Den forklaring kan Kajsa ikke bruge til noget, for i hendes øjne er Gud kærlig og nådig, og derfor kæmper han på de ramtes side mod tragedien. Denne overbevisning giver hende lige så stor styrke og måske endda større trøst, end de indremissionske familiemedlemmer får ud af deres forståelse af tragediernes mareridt.
”Undervejs i vinden – En kvindes liv” er en roman, som de fleste danskere vil kunne spejle sig selv og deres liv i. En vedholdende og generøs roman, der tager livets sorger og glæder alvorligt. Det eneste, jeg gerne havde været foruden, er underoverskriften, for det er ikke vigtigt, at romanens hovedperson er en kvinde. Romanen handler om et menneske. I den sammenhæng er kønnet underordnet - og mænd kan sagtens læse med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar