John Steinbeck: ”Vredens druer”, 1939, 513 sider, Gyldendal, oversat af Aase Hansen og Ellen Kirk.
&
John Steinbeck (redigeret af Robert Demott):” Working Days. The Journals of The Grapes of Wrath”, Penguin Books 1989, 180+57 sider.
Af Egil Hvid-Olsen
John Steinbeck vandt i 1940 Pulitzerprisen for ”Vredens druer”, der er socialrealisme på et tårnhøjt litterært niveau. Romanen handler om en ud af tusindvis af familier, der må forlade det landbrug i Oklahoma, hvor de har været fæstere. De kan ikke længere arbejde så effektivt som den maskinkraft, ejerne kan dyrke jorden med. Massevis af plakater oplyser om, at der er arbejde nok i Californien. Derfor indledes en folkevandring mod vest fra Oklahoma og andre stater, hvis landbefolkning har mistet hjem og levebrød.
Romanens første halvdel beskriver familien Joads rejse til Californien, som de – i lighed med de øvrige hjemløse - anser for at være et forjættet land. Ganske vist advares de om, at der langt fra er så meget arbejde at få, som plakaterne har stillet i udsigt, men de kan ikke slippe drømmen, fordi de kun har et mareridt at vende tilbage til. Undervejs beskrives livet på landevejene og i de interimistiske lejre, der opstår i udkanten af enhver større by langs hovedfærdselsårerne. Hver enkelt familie kæmper for at få pengene til at slå til, indtil den californiske grænse nås. Herefter er planen, at de vil arbejde hårdt en tid, indtil de kan købe et lille stykke jord, bygge et hus og påbegynde en ny tilværelse i en langt mere frugtbar stat end den, de forlod. Spørgsmålet er dog, om de nogensinde når frem, for inden de drager hjemmefra, kan de kun sælge deres overskydende ejendele for en slik, idet køberne ved, at de ikke kan tage mere med sig, end der kan være på ladet af en bil. Og når ejendelene er solgt for langt mindre, end de er værd, er der ingen mangel på sælgere, der anser det for deres fornemste opgave at plukke deres kunder. Alene det at skaffe et brugt, men brugbart køretøj, der kan holde til turen, er en næsten uoverstigelig opgave; og i sidste ende slipper ingen for at betale en helt urimelig overpris.
Denne grove udnyttelse af andres svaghed bliver modsagt af den gensidige forståelse, der opstår mellem de rejsende. Man hjælper hinanden, så godt man kan, selvom man nærmest ingen midler har dertil. Der opstår en uudtalt forståelse af, at det, man giver, kommer igen på et andet tidspunkt.
At blive revet op med rode og at skulle begive sig på en lang rejse mod det ukendte har konsekvenser, særligt for de ældre, og mange bukker under undervejs. Dette beskriver Steinbeck blandt andet i et af de korte, analyserende stykker, hvor han løfter blikket og taler mere alment om befolkningens vilkår, end i de fortællende kapitler om familien Joad:
”Men man kan ikke begynde igen. Det kan kun et barn. Vi andre – vi er alt det, der har været. Et øjebliks vrede, de tusinde billeder – det er alt sammen os. Dette land, dette røde land er os, og oversvømmelsesårene og støvårene og tørkeårene fortærede os. Vi kan ikke begynde igen. Den bitterhed, vil solgte til manden, der købte vore sager, har han godt nok fået, men vi kom ikke af med den for det. Og det øjeblik, da ejernes repræsentanter sagde til os, at vi skulle rejse, lever endnu i os, og det øjeblik, da traktoren ramte huset, det er også os, det lever, til vi er døde.” (s. 101f.).
I det forjættede land
Da familien ankommer til Californien, og alle deres penge er brugt, viser det sig, at det ikke er et forjættet land, de er kommet til. Ganske vist er staten frugtbar, men slaveriet venter i form af lønninger, man hverken kan leve eller dø af. En flok selskaber og rige landmænd sidder på magten og har bevidst tilkaldt alt for megen arbejdskraft, så de kan sætte lønningerne så lavt som muligt. De har skabt en udefrakommende underklasse, som de kan behandle efter forgodtbefindende. Samtidig skaber de nyankomne en utryghed blandt lokalbefolkningen, der gør dem fjendtligt stemt over for de fremmede. Statspolitiet spekulerer i uro, så de mangfoldige daglejerfamilier ikke organiserer sig. Der slås hårdt ned på enhver form for oprør.
Tom og Ma Joad
Tom Joad er familiens ældste søn. Han er nærmest blevet synonym med ”Vredens druer”, fordi han er den i romanen, der sammen med eksprædikanten Casy formulerer de fagforeningspolitiske tiltag, der skal til for at ændre situationen. I en samtale med sin mor, siger han: ”Hver gang der er kamp, for at sultne mennesker kan mættes, hver gang en panser hugger en mand ned, vil jeg være der […] Jeg vil være i rasende menneskers hylen og – i børnenes latter, når de er sultne og ved, at maden er færdig. Og når vort folk kan spise de ting, de har dyrket, og bo i de huse, de har bygget – så vil jeg være der.” (s. 474).
Det var denne replik, Bruce Springsteen gendigtede på albummet ”The Ghost of Tom Joad” fra 1995 i nummeret med samme titel:
“Now Tom said, ‘Mom, wherever there's a cop beating a guy
Wherever a hungry newborn baby cries
Where there's a fight against the blood and hatred in the air
Look for me, Mom, I'll be there.
Wherever somebody's fighting for a place to stand
Or a decent job or a helping hand
Wherever somebody's struggling to be free
Look in their eyes, Ma, and you'll see me’."
Selvom Tom udvikler sig til den, der vil organisere løsarbejderne, så de får ordentlige lønninger, er det dog i endnu højere grad hans mor, der indtager rollen som hovedperson i romanen. Hun gør, hvad hun kan, for at holde familien samlet, og selvom det ikke lykkes helt, holder hun humøret oppe, da mændene er ved at opgive.
Det er ikke småting, Ma har at slås med. Steinbeck beskriver for eksempel, hvordan familien yngste bliver stadig mere afstumpede over for hinanden, og Ma kan ikke gøre andet end irettesætte dem. Over for den lidt ældre, gravide Saronsrose, må moderen også være hård og bede hende om at bide sin selvmedlidenhed i sig. Der er ingen kære mor af finde i hende, og dog er det hendes kærlighed, der binder familien sammen og som også gør, at de fortsat kan hjælpe og tage imod andres hjælp.
Når vold er den eneste løsning
Steinbeck blev angrebet hårdt af folk fra hans californiske hjemegn, da romanen udkom, og det er da vitterlig heller ikke noget kønt billede han giver af befolkningen i den stat, han stammede fra. Men ”Vredens druer” løfter sig over dette specifikke sted og disse specifikke problemstillinger. Det er en roman om uretfærdighed, om menneskers udnyttelse af andre, og om de udnyttedes ukuelighed på trods af alle odds. Denne ukuelighed risikerer at få afløb i vold, for udnyttelsen kan blive så kompromisløs, at det er svært at se andre muligheder. Skal ”Vredens druer” kritiseres for noget, er det ikke, at Steinbeck lader Tom Joad gribe til vold, men at han ikke lader Tom være synderlig påvirket heraf. Og dog ligger der måske netop den pointe heri, at Tom selv er blevet så afstumpet af den mentale vold, der gang på gang har ramt ham og hans familie, at han vitterlig ikke kan se noget galt i det, han har følt sig presset til at gøre.
Et trodsigt råb fra bunden
Skønt ”Vredens druer” er barsk socialrealisme, rummer den også en lun humor, der dog aftager betragteligt i den sidste tredjedel. Steinbeck fortæller i et roligt tempo, med de præcise person-, miljø- og naturbeskrivelser, der er så karakteristiske for ham. Når handlingen ind imellem tager fart, kan det som læser være svært at holde det rolige tempo og få alle detaljerne med, men det er en skam, for intet ord er tilfældigt valgt i denne helt eminente murstensroman, hvis grundlæggende tema om, hvordan vi mennesker behandler hinanden, desværre er evig aktuelt.
Selvom romanen bevæger sig længere og længere ned i det tragiske, slutter den fuldstændig fantastisk med et spinkelt, men vildt og trodsigt råb, der rejser sig fra bunden og skaber det håb, der peger fremad mod lysere tider. De tider som Ma og Tom Joad på hver deres måde kæmper for.
Indignation som drivkraft
Som det var tilfældet i 1951, mens Steinbeck skrev ”Øst for Paradis” (1952), førte han dagbog i den periode, hvor han arbejdede med ”Vredens druer”. Fra slutningen af maj til slutningen af oktober 1938 skrev han på manuskriptet – og dagbogen. I årene inden havde han blandt andet udgivet ”Det ukuelige sind” (1936) og ”Mus og mænd” (1937), som begge handler om fattige landarbejdere, sådan som det også er tilfældet med ”Vredens druer”. Begge bøger solgte godt, og ”Mus og mænd” blev en stor succes på landets teaterscener, hvilket Steinbecks dagbog giver indblik i. Her får man ligeledes hans reaktioner på de positive omtaler, der følger på udgivelsen af novellesamlingen ”Den lange dal” (1938). Dertil kommer Steinbecks bekymrede kommentarer til udviklingen i Europa, hvor Hitler skaber usikkerhed om verdensfreden. Men Steinbeck er stadig mest optaget af den måde, hvorpå de fattige landarbejdere bliver behandlet i Californien. Han har nemlig foretaget grundig research, og truffet mennesker, der siden danner forlæg for en del af karaktererne i ”Vredens druer”.
Den sidste periode, hvor Steinbeck levede blandt landarbejderne, oplevede han en oversvømmelse, der gik hårdt ud over de interimistiske lejre og deres beboere. Han bevidnede kamp mod naturkræfterne, opgivelse og død, og netop den oplevelse gav ham ideen til bogens dramatiske slutning. Oversvømmelsen og dens følger styrkede den indignation, der havde fyldt ham i lang tid, og nu formede der sig en historie, som skulle nedfældes og blive til hans hidtil længste bog.
Hverdagsliv under pres
I sin dagbog udtrykker Steinbeck til tider begejstring og fuld tiltro til romanen. Andre gange er han jamrende og nervøs, usikker på om han kan fuldende opgaven, og om nogen overhovedet vil gide læse bogen. For en udenforstående er hans jammer temmelig trættende, men det har givet været langt værre for ham selv. Han stod ikke for at skulle skrive ”den svære toer”, men han havde fået så megen succes, at han var bange for, om han kunne leve op til forventningerne. Samtidig gik successen ham på nerverne, for den førte en lang række tiggerbreve med sig fra folk, der mente, at Steinbeck måtte være blevet så rig, at han passende kunne dele sin indtægt med andre.
Også Steinbecks ægteskab med Carol får man en smule indblik i. Til tider er han bekymret for, om hun kan overkomme alle de praktiske opgaver, hun har påtaget sig – og nok også er blevet pålagt af sin succesrige mand. Steinbeck noterer løbende, hvem han og Carol har været til fest med. Persongalleriet af venner og veninder er stort og tæller blandt andet Ed Ricketts, der skulle komme til at danne forlægget for Doc i ”Et mægtigt gilde” (1945) og ”En dejlig torsdag” (1954), og Charlie Chaplin. Af og til udfordrer tømmermænd dagen efter en fest Steinbeck i at skrive sine sædvanlige to manuskriptsider, og ind imellem konstaterer han, at han er blevet for tyk og må slanke sig. Samtidig skal han tage stilling til en række forespørgsler fra diverse organisationer, der vil benytte hans navn i kampagner til støtte for landarbejderne. Også larm fra nabohusene eller hjemmets vaskemaskine kommenteres og får forfatteren til at have ondt af sig selv, men da han og Carol køber en ranch, for at han kan få arbejdsro, bliver han bekymret for, om han kan nå at skrive sin roman færdig, inden de skal flytte.
Dagbogen giver altså et ganske grundigt og ufiltreret indblik i Steinbecks tanker og frustrationer, mens han skrev ”Vredens druer”. Som læser bliver man af og til lidt irriteret på ham, for hvor kan han dog sukke! Men egentlig er der ikke noget at sige til, at han føler sig presset. Han har besluttet sig for at skrive sin hidtil længste bog, fordi nogen skal fortælle lige netop den historie. Men arbejdsroen bliver jævnligt afbrudt, og det ved enhver, der har prøvet at koncentrere sig om en svær og langvarig opgave, er enormt frustrerende.
Tanker efter udgivelsen
Da ”Vredens druer” var udkommet, fortsatte Steinbeck med ind imellem at notere lidt i dagbogen. Det fortsatte til ind i januar 1941.
Romanen blev en kæmpe succes. Så nu skulle Steinbeck forholde sig til, at han pludselig virkelig var blevet stenrig, og at de arbejdsgiverorganisationer, der stod bag udnyttelsen af landarbejderne, kørte smædekampagner mod ham og romanen. Samtidig knasede ægteskabet med Carol, og Steinbeck indledte en affære med den meget yngre Gwyn Conger. Det er bemærkelsesværdigt, at Steinbeck fortsat og i stigende grad skriver meget varmt om Carol, men det er nok mere bekymring for hende, der nok har bemærket, at det i højere grad er omsorg end dyb kærlighed, der præger hans relation til hende. Det endte med, at Carol opdagede sin mands sidespring, hvorefter Steinbeck besluttede at forlade hende. Han og Gwyn blev gift i 1943, men skilt igen fem år senere. De fik to børn sammen.
Efter de tre landarbejderromaner fandt Steinbeck det nødvendigt at genopfinde sig selv, så han ikke ”blot” blev en arbejderforfatter. Han kastede sig over et samarbejde med Ed Ricketts, der var marinbiolog. Dette førte til ”Logbog fra Cortez Havet”, som udkom i en folkeudgave i 1951. Også 2. verdenskrig satte sit præg på Steinbeck, der dels virkede som krigskorrespondent, dels skrev den lille, men vægtige ”Månen er skjult” (1942) som en moralsk opmuntring til befolkningerne i de af Tyskland besatte lande. Således havde han udstukket en ny retning for sine værker, men forståelsen for samfundets svageste forlod dog aldrig Steinbeck og hans produktion.
”Working Days. The Journal of The Grapes of Wrath” er ikke oversat til dansk. Men får man fat I den amerikanske udgave, er man godt hjulpet på vej af Robert Demotts lange indledende kapitel og hans grundige noteapparat.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar