Peter Madsen: ”Urhistorien”, Bibelselskabets Forlag, 120 sider, 249,95 kr. & ”Noter til urhistorien”, Bibelselskabets Forlag, 88 sider, 49,95 kr.
Af Egil Hvid-Olsen.
Med mindre man har et strikt fundamentalistisk syn på Bibelen, er det klart, at dens skrifter skal fortolkes ligesom al anden litteratur. Når det gælder de kapitler, som Peter Madsen har gennemarbejdet i billeder og tekst, er det endnu mere klart, for her er der tale om regulære myter.
I ”Noter til urhistorien” skriver Madsen om denne genre:
”I daglig tale er vi vant til at skelne mellem en sand, historisk beretning – noget, der skete for et bestemt menneske et bestemt sted i en bestemt tid – og en myte, som er fri fantasi, en historie, der ikke kan efterprøves og derfor ikke er sand.
Men sagen er, at en myte er sand, bare på en helt anden måde. For en myte er ikke en fortælling om noget, der skete for et bestemt menneske et bestemt sted i en bestemt tid, men derimod noget, der sker for alle mennesker alle steder til alle tider. En fortælling, der er almenmenneskelig og gentager sig uafbrudt, en fortælling, vi ikke kan få bevis for og heller ikke behøver bevis for.” (s. 4).
Det er denne tekstforståelse, Peter Madsen har lagt til grund for sin nye tegneserie.
Fra Thor og Odin til Adam og Eva
Det er ikke nyt for Madsen at beskæftige sig med Bibelens skrifter i tegneserieform, selvom han indledte sin karriere med ”Valhalla”-serien, der handler om den nordiske mytologi. Det var en serie, der primært henvendte sig til børn, selvom den også fik – og stadig har – mange voksne læsere. Hans bibelske værker retter sig mere mod større børn og voksne. ”Menneskesønnen” fra 1995 er nærmest fast inventar i landets konfirmandstuer, mens ”Historien om Job” (2000) henvender sig mest til voksne.
I ”Urhistorien” tegner/maler Peter Madsen de velkendte tekster, ikke som illustrationer, men som fortællinger for øjet. Netop for at give billederne og de tolkningsmuligheder, de fører med sig, plads, har Madsen skåret den medfølgende tekst mest muligt ned. Han driller ved at placere dinosaurer blandt de dyr, Gud skaber på den femte skabelsesdag, selvom de mennesker, der først fortalte myten, næppe har kendt noget til disse på det tidspunkt for længst uddøde væsner. Slangen, der frister Adam og Eva til at spise af den forbudte frugt, har ben, fordi den siden forbandes til at krybe på sin bug. Der er desuden det særlige ved slangen, at den synes af vokse ud af træet, som om det er træet selv, der frister med det forbud, det er omgærdet med. Frugten fra træet er postkasserøde granatæbler, der virkelig ser fristende ud, selvom de – med deres danske betegnelse – er sprængfarlige.
En kasse på havet
Da Adam og Eva forvises fra Edens Have, skifter tegnestilen til gråbrune nuancer. Resten af Bibelens historier foregår da også udenfor den paradisiske tilstand – i verden. I Peter Madsens streg fortsætter livet dog ikke med at være gråbrunt. Der kommer flere farver til igen, selvom myterne byder på død og ødelæggelse nok. I fortællingen om Noas ark er det jo næsten alle mennesker, der lider druknedøden. Der bygges effektivt op til katastrofen, ikke mindst på s. 73, hvor Noa i glimt ser, hvad der snart vil ske.
Peter Madsen gengiver arken efter de mål, der er angivet i den originale tekst, så man ser, at den er formet som en kolossal trækasse, uden køl og ror. Hvis den blev sat i havet, ville den hurtigt kæntre, men hvis man vil forsvare de gamle, der fortalte historien første gang, kan man forestille sig, at de lod arkens sejlegenskaber være så elendige, fordi de ville understrege Guds magt, der var stor nok til at kunne holde arken oppe. Mere sandsynligt er det dog, at dem, der fortalte myten, intet anede om skibsbyggeri, og det gjorde dem, de fortalte den til, nok heller ikke.
Tegneserien slutter med historien om Babelstårnet. Her trækker Madsen tråde op til de babelstårne vi bygger i dag, både fysisk og mentalt. Tårne, som ikke nødvendigvis bliver brudt ned som i den bibelske myte, men som har en tendens til at nedbryde os.
Folkelig formidling af akademisk stof.
I ”Noter til urhistorien” redegør Peter Madsen dels for sine tanker og tolkninger i ”Urhistorien”, dels for den læsning af de gammeltestamentlige skrifter, som landets teologistuderende bliver præsenteret for på de statslige teologifakulteter i Aarhus og København, men Madsen præsenterer stoffet uden akademiske fagudtryk, hvorved det bliver ganske let at gå til.
Læseren sidder tilbage med en klar forståelse for, at de gamle tekster ikke er dikteret af Gud, men er opstået som dybsindige og facetterede myter om det, der ligger til grund for det liv, vi alle har del i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar