Graham Robb
Rimbaud - en biografi
Oversat fra fransk af Hippolyte de la Garde
Det poetiske bureaus forlag, 668 sider
Af Jakob Brønnum
I en af Bob Dylans sange kan man høre ham beskrive sit i forhold til kvinder med sætningen: ”Mine was like Verlaine og Rimbaud.”
Hvordan det forhold var kan man nu få et indtryk af på et helt nyt niveau i dansk sammenhæng. Det er det poetiske bureaus forlag der i sit på flere måder store klassikerbibliotek har udgivet en af de mest autoritative biografi, der er skrevet om Arthur Rimbaud (1854-91). Jeg skal ikke røbe noget om forholdet, men den ligeledes suverænt dygtige digter Paul Verlaine er bogens andens hovedperson, i lange passager i hvert fald. Hvis man ikke er helt med på Rimbaud og hvem han var, kan man citere en tekst fra en af de litterære portaler:
Rimbaud levede et virkelig mærkværdigt liv. Foruden at det var et meget kort liv og et meget voldsomt liv kommer så var det i et liv i konstant rejseaktivitet, et liv i næsten konstant tovtrækkeri med sin familie både på det personlige og det praktiske område. Mere end en litteraturbiografi er bogen et intenst forsøg på at komme meget nær et andet menneske og dets digteriske åre. Det lykkes.
Rimbaud og Pariserkommunen
Et af de stridsspørgsmål, der har været i Rimbaud-forskningen, hvor meget Rimbaud egentlig var med i den såkaldte Pariserkommune i 1871, hvor en revolutionerende administrativ omkalfatring blev iværksat i protest mod regering ved slutningen af Frankrigs krig mod Preussen.
Noget af det som gør den kolossale og meget og velskrevne og i øvrigt meget vel oversatte biografi Rimbaud til et virkelig vigtigt arbejde, er at uanset hvilke hvor de hedder i det praktiske liv, der bliver beskrevet, står poesien og litteraturen frem som det der er drivkraften, både for biografiens forfatter og for digteren selv, også når Rimbaud mod slutningen er holdt op med at skrive.
Et af de tiltag Pariserkommunens revolutionære satte i værk, var at fjerne ordet ”Saint” fra de parisiske gadenavne (og det stod der mange steder). Også det fortolker Graham Robb digterisk: ” For Rimbaud syntes denne pludselige forvandling af en ekstrem, men teoretisk, ideologi til åndfast praksis at bekræfte en mistanke om at ord muligvis har en direkte indflydelse på virkeligheden, og én som man kan beherske.”
Det sted, poesien vågnede
Derfor bliver den mere end 650 sider store bog aldrig underholdning, ren personbiografi eller litteraturhistorie. Eller i hvert fald hele tiden andet og mere end det. Den går direkte ind og rører ved det sted, som undertegnede som lyriker og givetvis mange andre har haft fra vores teenagetid, nemlig øjeblikket, hvor vi første gang læste Rimbaud, og alt hvad vi vidste om, hvordan man kunne udtrykke sig men ikke vovede, blev bekræftet i få vilde linjer, man aldrig rigtig er kommet sig over. I biografien kan man hvile i det øjeblik stort set hele tiden fordi digtning, person og levned synes at være fuldstændigt sammenfaldende hos Rimbaud.
Bogen følger i detaljer Rimbauds korte levnedsforløb, med mange citater fra breve og optegnelser, foruden digtuddrag. I 1886 opholdt Rimbaud sig i ørkenlandet ved Aden, hvor han få år senere døde af knoglekræft. I sin stadige jagt på indtægtskilder, vil han sælge et læs våben:
”Rimbaud vidste at han risikerede at ende som et smil i ørkenen, men hans blik fastholdtes immervæk af det fjerne Shangri-la hinsides bjergene. Så snart Awash-floden var krydset, ville alle hans problemer være ovre: ’Jeg håber, nogle måneder fra nu, at tage ophold i Abyssiniens bjerge, som er Afrikas Schweiz, hvor der hverken er vinter eller sommer: evigt forår og grønne omgivelser, og et frit liv til ingen penge!’ I Choa ville livet være både frit og gratis. Rimbaud havde set for mange utopiaer komme og gå til at tage sine egne håb alt for alvorligt. Dette forretningsparadis lyder som en næsten munter selvparodi – endnu et ‘Adieu’ i slutningen af en Årstid i Helvede [Rimbauds mest berømte prosadigtsamling, jb]: ’Men hvorfor savne en evig sol, hvis vi har forpligtet os til opdagelsen af det guddommelige lys, – langt fra dem som dør med årstiderne.’
Den voksne Rimbaud
Graham Robb har arbejdet med bogen i 20 år, og ærgrer sig over, at han ikke brugte længere tid, hvilket antyder noget om Rimbauds mytiske og elektrificerende personlighed, mere end om arbejdet med biografien der er uhyre vellykket, idet kildebrugen tydeligvis er meget grundig, mens teksten på ingen måde bærer præg af det, den kan læses som en roman. Robb skriver i indledningen (og underforstår, at mange forlader Rimbauds liv, når han forlader digtningen allerede som 21-årig):
”Jeg har i det mindste forsøgt at give Rimbaud lov til at blive voksen. Efter en tid at have ignoreret hans post-poetiske liv i den tekstlige renheds ånd fandt jeg, at udforskningen af hans tilværelse i Arabien og Afrika tilbød en både oplysende og ophidsende rejse i ånden. Denne periode af hans liv viste sig at udgøre et vigtigt kapitel i ‘Kapløbet om Afrikas’ historie. Den kaster også et retrospektivt illuminerende lys over hans værk. Som alle store digtere, var Rimbaud en fremragende manipulator. Enhver der har læst hans første digte som profetiske opstød fra et naturtalent af en ‘seer’, bør også vide, at ingen fransk digter fra slutningen af det nittende århundrede opnåede større indflydelse på storpolitik eller tjente flere penge.”
Vil man læse den helt ægte vare, findes efter sigende så meget som 70% af Rimbauds samlede værker i et andet bind i serien Bureauets klassikerbibliotek, som også rummer en anden monumental biografi, nemlig Troyats Pusjkin-biografi. Rimbaud-biografien er forsynet med en hel del fotos, der skaber billeder oven i den i forvejen tekstmæssigt, stærkt billedskabende biografi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar