En litterær refleksion med udgangspunkt i Mads Nygaard: ”Kravl”, Politikens Forlag 2006, 227 sider.
Af Egil Hvid-Olsen
Romanen ”Kravl” udkom i 2006, fik en særdeles rosende lektørudtalelse og blev indkøbt af mange folkebiblioteker, hvorfra den stadig kan lånes. Dertil kom flere positive anmeldelser. Alligevel blev ”Kravl” langtfra en bestseller. Få år efter var den glemt … men i 2022 udkom den igen, denne gang i USA under titlen ”When Me And God Were Little”. Det lader til, at bogen får større succes i staterne end i Danmark. Det kan man både undre og glæde sig over, for ”Kravl” er intet mindre end en fantastisk roman. Desuden lægger historien om Mads Nygaards ”Kravl” op til nogle overvejelser om det danske bogmarked år 2022.
Morsom tragik
Okay, selve temaet i ”Kravl” er der ikke noget iøjnefaldende over: En lille dreng vokser op i en dysfunktionel familie, går frygtelig meget igennem, men ender med at modnes af alle udfordringerne. Således befinder ”Kravl” sig i samme kategori som f.eks. Erling Jepsens ”Kunsten af græde i kor” (2002) og Morten Kirkskovs ”Kapgang” (2011). Humoren er en drivkraft i disse romaner, hvilket i høj grad også er tilfældet med ”Kravl”. Humoren kommer i særdeleshed til udtryk i beskrivelsen af den lille Carl Gustavs måde at opfatte verden på. Det er som at læse Benny Andersens ”Ejgil og Snøvsen og katten i sækken” i en voksenudgave. Carl Gustav - og i dette eksempel hans ven Aksel - tager alt, hvad de hører, bogstaveligt: ”Aksel sagde, at Ruth havde sagt, at alt det med far og fængslet var ris i fars egen røv. Og risen ville blive siddende, indtil far døde. Far skulle aldrig mere skide som et godt menneske.” (s. 37). Mads Nygaard er ganske enkelt suveræn til at lege med ordene og de misforståelser, de let kan føre til, når de skal finde deres plads i barnets forståelse af den store, vide og meget svært gennemskuelige verden. Dertil lægger han de videreudviklinger, som børn lynhurtigt kan overbevise hinanden om rigtigheden af.
I anden halvdel følger læseren drengen, fra han er blevet dobbelt så gammel og 4-5 år frem i tiden. Man sidder stadig og smiler under læsningen, men fornemmer samtidig, at Carl Gustav har fået større forståelse for tilværelsen – selvom han bestemt endnu ikke er nået helt i mål. Det viser sig, da han mener at gøre en ualmindelig god handel på vegne af den lokale skrothandler, det vender hjem fra en glad fridag til en rippet butik.
Under hele handlingsgangen ligger en hændelse, der er alt andet end morsom. Carl Gustavs storebror druknede i Vesterhavet og efterlod sig en skygge af sorg og skyld hos drengenes far og mor, og ikke mindst hos Carl Gustav selv. Faderen drak rigeligt i forvejen, men alkoholforbruget lader til at blive forøget som følge af Christians død. Moderen forsvinder ind i sin egen SE&HØR-verden, som hun aldrig helt forlader igen, selvom hun efter et stykke tid atter bliver mere nærværende.
I ”Kravl” kombinerer Mads Nygaard med andre ord komikken og tragikken på eminent vis. Begge dele styrkes af beskrivelserne af de mangfoldige karakterer, der befolker Carl Gustavs hverdag, og som ofte er forsynet med spøjse øgenavne som Slukøjet, Hortenius Nærigpung og Biksemads.
Når man tager Nygaards leg med ordene i betragtning, må det have været en stor udfordring for oversætteren Steve Schein at genskabe ”Kravl” i form af ”When Me And God Were Little” (som for øvrigt er en glimrende titel).
Bøgernes vej gennem nåleøjet
Der er noget uretfærdigt over, at en litterær perle som ”Kravl” skal opleve en hurtig opadstigning på litteraturens scene, for derefter med næsten større hast at forsvinde i glemslen. Så meget desto større kan glæden over romanens positive modtagelse i USA være. ”When Me and God Were Little” risikerer ganske vist stadig at floppe, men fordi engelsk er et langt større sprog med langt flere læsere end dansk, har den en chance for at blive læst af mange, også selvom den ikke bliver en egentlig bestseller. Man kan derfor overveje, om det overhovedet kan betale sig for danske forfattere at skrive på deres modersmål.
Mads Nygaard
Svaret er, at naturligvis kan det det! Det er nu engang modersmålet, de allerfleste mennesker formulerer sig mest præcist på. Desuden hænger sprog og virkelighed sammen. Der vil altid gå noget tabt (og i nogle tilfælde noget nyt opstå) i en oversættelse. Derfor er det vigtigt, at der støttes op om dansk litteratur i Danmark. Det er dog ikke noget, der giver sig selv.
Sideløbende med, at antallet af danske udgivelser er steget, er antallet af anmeldelser faldet, og kulturredaktionerne på de fleste aviser og dagblade vælger en meget stor del af de bøger, der udkommer fra mindre forlag, fra. Samtidig kan heller ikke de store forlag være sikre på, at enhver af deres udgivelser vil nå gennem nåleøjet og få en anmeldelse. Det samme gør sig gældende for bibliotekernes lektørudtalelser. Det bliver vurderet om hver enkelt bog skal have en udtalelse eller ej. Nogle bliver valgt til, andre fra. Hører ens egen bog til den sidste gruppe, kan man klage, men det er næppe muligt at få bogen sendt til en lektør, hvis man ikke kan fremvise mindst én positiv og vægtig anmeldelse. Det har den konsekvens, at bogen ingen lektørudtalelse får og derfor ikke indkøbes eller kun anskaffes i ganske få eksemplarer til landets ca. 245 folkebiblioteker. En bog, der ikke får omtale, er desuden uinteressant for landets boghandlere at have stående på hylderne, for de lever af efterspørgsel.
Selv hvis en bog får en positiv lektørudtalelse, er lykken ikke nødvendigvis gjort. Det er det enkelte biblioteks ansatte, der ud fra udtalelsen vurderer, om bogen skal købes hjem og i hvor mange eksemplarer. Således kan en bog, som lektøren opfordrer bibliotekerne til at indkøbe, let ende med at blive indkøbt i måske blot 5-15 eksemplarer. Dette skyldes sikkert, at man i løbet af få dage kan få en bog hjem fra et bibliotek, der ligger et helt andet sted i landet. Det er jo sådan set en smart ordning, men den har også et minus: Når bøger ikke står på hylderne hverken hos boghandleren eller på biblioteket, er det kun de læsere, der tilfældigvis læser om bøgerne i anmeldelser eller støder på dem, når de surfer på netboghandlernes hjemmesider, der kender til deres eksistens.
Den opsøgende læser
”Kravl” udkom for 16 år siden og blev hurtigt glemt, og siden er det kun blevet sværere at skabe opmærksomhed om nyudgivelser. Det er en skam. Dels for forfatterne, der i forvejen kan have haft svært ved at få deres manuskripter antaget af et forlag, som er påholdende med at udgive bøger, der ikke nødvendigvis kommer gennem nåleøjet. Dels for læserne, der snydes for nogle virkelig gode læseoplevelser. Men netop læserne kan gøre noget for at styrke litteraturens mangfoldighed: De kan være nysgerrige og læse nogle af de bøger, de ikke har hørt om. Det kræver dog lidt forberedelse, for det er jo ikke alle de nye bøger, man kan finde på sit lokale bibliotek. Derfor må man jage titler på nettet. Det kan man gøre ved at besøge en lang række forlags hjemmesider og se, hvad de har at tilbyde. Får man lyst til at læse en eller flere bøger, kan man bestille dem hos boghandleren eller på biblioteket, så i det mindste den boghandler og det bibliotek opdager, at lige præcis den bog også findes. Er man efter endt læsning glad for bogen, er der masser er muligheder for at skrive et par pæne ord om den på bl.a. netboghandlernes hjemmesider.
Det er en langsom proces at vænne læserne til at søge og læse bøger, der ikke findes i særlig stort antal på bibliotekernes og boghandlernes hylder, men på længere sigt vil bøger af samme kvalitet som ”Kravl” måske kunne undgå at lide samme skæbne som den danske udgave af Mads Nygaards fabelagtige roman led.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar