JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum: ”Kunstnernes Sommerudstilling 2022 – KS 22”, 18. juni – 7. august 2022, Lærkevej 25, 6862 Tistrup, www.janusbygningen.dk
Af Egil Hvid-Olsen
Der er forbløffende få mennesker i de værker, der er udvalgt til KS 22 i Vestjyllands Kunstmuseum, men man fornemmer, at der er mennesker bag de både pudsige, drilske, mærkelige og alvorlige værker, der er kommet gennem nåleøjet.
Det er den halvtredsindstyvende censurerede sommerudstilling, der er holdt på stedet. 297 kunstnere har indsendt i alt 1497 værker, hvoraf 83 er udvalgt af de fem censorer: Gitte Svendsen, Hanne Helms, Jette Dalsgaard, Mette Riisgaard og Karen Gabel Madsen. De 83 værker stammer fra 51 kunstnere.
 |
| Gittemaj Esther Peggy Thomsen: "Favorite Room" |
Tanken falder naturligt på Anette Harboe Flensburgs malerier af tomme og dog beåndede rum, når man står overfor Suzanne Stokholms to fotografier ”Interiør nr. 76” og ”UT” med deres lysindfald i forskellige farver. Alt er skarpt, og dog er der dele af rummene, der ligger i skygge. Spejlinger leger tagfat på væggene. Jo længere tid, man ser, desto mindre sikker bliver man på, at fotografierne afspejler virkeligheden.
Det samme gælder Gittemaj Esther Peggy Thomsens maleri ”Favorite Room nr. 80”. Ved første øjekast synes rummet imødekommende, men når man ser nærmere efter, er det nok lidt for privat til, at man vil føle sig tilpas derinde. Nogle tunge draperier adskiller rummet fra det bagvedliggende, eller også dækker de bare den væg, der ikke ses. Gemmer der sig nogen bagved? En BH og andre beklædningsgenstande hænger på en snor til venstre i maleriet. De øvrige genstande synes at stamme fra et badeværelse. Det er, som om de er taget ud af deres oprindelige sammenhæng og placeret i et rum, der ikke er tiltænkt personlig pleje og påklædning. Noget, der kunne ligne et badeforhæng, hænger på et stativ, men uden at dække en bruseniche, for en sådan findes ikke på maleriet.
Christian Harbsmeier Brøgger ved sine udstillede malerier
Omtrent lige så mystisk, og betragtelig mere mørkt, er interiøret på Christian Harbsmeier Brøggers to lærreder ”Ukendt. For dig alene” og ” Om lidt, glemmer jeg, hvorfra”. Brøgger lagde ud med at male på en helt matsort baggrund og fastholdt den dunkle stemning, der kun varsomt brydes af de lyse farver. Nogle dele fremstår realistisk, men nogle spejlinger og mere brede penselstrøg minder om, at der er tale om en illusion. Og hvad er det, der hænger på staffeliet? En trøje eller en kvindetorso?
Harbsmeier Brøgger blev tildelt KS-prisen 2022. Begrundelsen var bl.a. denne: ”Årets vinder er en maler, der kender og bruger sine virkemidler meget overbevisende. Værkerne er udført i et sikkert formsprog, med farvemæssig og teknisk overbevisning. Den stramme og veludførte komposition spiller op mod en løs penselføring og giver værkerne deres særlige karakter, der begejstrede hele censorgruppen og gjorde valget af dette års vinder let.” (Kataloget ”KS 22” s. 6).
Natur og teknik
Michael Abel: "Uden titel"
En andet form for rum og en anden form for spejling ses i Anne Sofie Vang Ditlevs ”Grenaa St. Skolebakken” nr. 1-3, der alle er fotografier taget i Aarhus Letbane. Vang Ditlev har ikke direkte fotograferet passagerer og interiør i toget, men lader disse motiver spejle sig i vinduerne, hvorved der opstår en motivsammenblanding af landskabet udenfor og letbanens egentlige funktion, nemlig at fragte mennesker fra et sted til et andet. Natur og teknik i ét billede.
Hvis gamle bunkers kan kategoriseres som teknik er natur og teknik også gennemgående i Michael Abels tre fotografier ”Uden titel”, der forestiller ruinrester fra Atlantvolden i vandkanten. I samspillet med naturen bliver disse skamstøtter på et ideologisk forskruet regime helt smukke. Det er både skræmmende og tankevækkende. Kan nogle massefremstillede betonbygninger, der i sin tid blev bygget for at modstå de allieredes befrielse af de besatte lande, virkelig være smukke? Kan historien løsrives fra æstetikken, så sidstnævnte ikke tager farve af hensigten med bygningerne?
Mette Dreyer: "Vadefugl" og "Strandskade"
En omvendt tematik ligger i Mette Dreyers to malerier ”Vadefugl” og ”Strandskade”. Ud fra titlerne skulle man tro, at man bliver præsenteret for de to nævnte fugle i smukke omgivelser, men det, der præger malerierne, er affaldsbunker. Måske er affaldet hældt overbord fra store containerskibe og skyllet ind på stranden. Nu er disse spildprodukter gengivet på de to store lærreder, og man skal faktisk bruge et par sekunder på at finde de to fugle, der tripper rundt i affaldet på jagt efter noget spiseligt. Der er ikke megen æstetik over skraldet, sådan som der er over ruinresterne hos Michael Abel. Her er der skruet op for kritikken af den måde, vi behandler naturen på. Beklageligvis er der ikke smurt for tykt på, for enhver, der har gået en tur langs Vestkysten, ved, hvor meget affald, der ligger på stranden.
Covid-19-broderier
Dorte Lindelof: "Og pludselig var bøgen sprunget ud"
Tre broderier blander det triste med det muntre. I Dorte Lindelofs ”Og pludselig var bøgen sprunget ud” opsummeres Covid-19s forløb i Danmark med forskellige ord, der blev karakteristisk for pandemitiden. Normalt forbindes broderi ellers med smukke, hyggelige og til tider opbyggelige motiver eller citater, men det er ikke tilfældet her, når man ser bort fra den sætning, der også udgør værkets titel. Virkemidlet at lade broderiet udtrykke noget alt andet end kønt er der set flere eksempler på indenfor de seneste år, men fordi broderiets tradition står så stærkt som milevidt fra samfundskritikken, kan genren tåle at blive vendt på hovedet flere gange. Det er da også, hvad Kirsten Schmidt Nielsen gør i ”Uden titel” 1 og 2. Man fornemmer, at Covid-19 også har spillet ind i de to broderede sætninger: ”Det hele er jo mærkeligt” og ”Måske skal jeg bare have en hund”. Hunde var løsningen for mange, da nedlukningen betød, at man måtte skrue ned for det sociale samvær. Man manglede noget, der effektivt kunne få tiden til at gå hurtigere eller fjerne ensomhed.
Trikoloren i plasticpose
Anette Løschenkohl Haslund: "Uden titel"
Der kunne behandles langt flere værker, men her til slut skal nævnes Birte Mølgaards helt enkle ”Hamborg havn 3”, hvor der dannes perspektiv med kun tre farver i en fascinerende komposition, og Anette Løschenkohl Haslunds ”Uden titel”, der vist nok forestiller en gennemsigtig, knitrende plasticpose med noget papir i trikolorens farver indeni. Posen kaster skygge på underlaget. Det kan være svært at udsondre en mening eller hensigt med maleriet, men det forhindrer ikke kompositionen i at være både vellykket og smuk.
Det korte af det lange er, at KS 22 er værd at besøge, hvad enten man bor i nærheden af Tistrup eller skal på sommerferie i Vestjylland. Det vil være fint, hvis de mennesker, der ikke findes i værkerne, fylder udstillingslokalerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar