Kongen, der ikke ville være konge

Klassikerlæsning. John Steinbeck: ”Pippin den fjerdes korte regeringstid”, Gyldendal 1957, oversat af Ole Storm, 182 sider.

 Af Egil Hvid-Olsen

John Steinbeck når ikke sig selv til sokkeholderne med ”Pippin den fjerdes korte regeringstid” fra 1957, og dog er romanen værd at læse for sin muntre satire og venlige personbeskrivelse.

Engang i anden halvdel af 1900-tallet bliver den stilfærdige parisiske borger Pippin Héristal pludselig udnævnt som konge over Frankrig, fordi han nedstammer i lige linje fra Pippin den anden (ca. 635-714). Som bekendt er der intet, der kan samle som en fælles fjende, så selv republikkens splittede kommunister stemmer for genindførelse af monarkiet. På den måde har de anskaffet sig et kongedømme, de ved førstgivne lejlighed kan forsøge at vælte.

Pippin ved intet om dette, men vægrer sig alligevel mod at få magt. Han vil hellere studere nattehimlen, men bliver forflyttet til Versailles, hvor der er koldt året rundt. Den nyudnævnte kongefamilie har ikke en klink, for al apanage ædes op af hoffolk og andre, der føler sig kaldet til at have en stilling ved hoffet. Pippin er kun til pynt, så da han ikke alene begynder at interessere sig for folkets ve og vel, men tilmed beslutter sig for at benytte sin kongemagt til at skabe bedre kår, går det helt galt.

En tryg uenighed om næsten alt

At Steinbeck lige har slået ned på Frankrig synes ikke helt fair. Mange andre landes parlamentsmedlemmer ville med lidt selvindsigt snildt kunne spejle sig i det vrængbillede, der tegnes i ”Pippin den fjerdes korte regeringstid”. Denne liste over de i parlamentet valgte partier giver en klar fornemmelse af romanens muntre stemning:

”De Konservative Radikale

De Radikale Konservative

Royalisterne

Højre Centrum

Venstre Centrum

De Kristne Ateister

De Kristne Kristne

De Kristne Kommunister

Proto-Kommunisterne

Neo-Kommunisterne

Socialisterne

og

Kommunisterne.

Kommunisterne var opdelt i:

Stalinister

Trotskister

Khrusjtjevniker

Bulganinianere.” (s. 26f.)

Der tegnes et billede af en stor flok forfængelige mænd, der, når det kommer til stykket, er mest optaget af at skabe højtideligheder, hvor de kan lufte alle deres uniformer og ordener. Det er så også det eneste, de kan blive enige om. 

Altså lige indtil den nye konge begynder at tale om at skabe forandringer til borgernes bedste.

Kong Verdensfjern

Alt tyder ellers så godt efter Pippins kroning. Selv vejret spår om lyse og lykkelige tider:

”Og hveden stod moden og gul. Smørret fik en himmelsk sødme af årgangsgræsset. Trøvlerne puffedes og trængtes under jorden. Gæssene stoppede sig med lyst og fryd, til deres lever ved nær ved at briste. Bønderne klagede, som det hører sig til, men selv i deres klager var der en glad og munter tone.” (s. 83).

Pippin er en enfoldig mand, der ikke har de store fordringer, men sætter ærlighed højt. Det er han til gengæld en af de få af romanens karakterer, der gør. Han er omgivet af mennesker, der hellere end gerne udnytter andre til egen fordel. Som amatørastronom er Pippin distræt og verdensfjern. Selv da han vender sig mod arbejderklassen for at undersøge deres vilkår, forstår han ikke, at han er i gang med at skabe sig fjender. Fra da af kan det kun gå galt…

Parlamenterismeparodi

Skønt ”Pippin den fjerdes korte regeringstid” som allerede nævnt er værd at læse, er den ikke drevet af den samme varme humor som Monterey-romanerne (”Dagdriverbanden” 1935, ”Et mægtigt gilde” 1945 og ”En dejlig torsdag” 1954). Romanen rummer heller ikke den fortvivlede forargelse, der drev Steinbeck til at skrive blandt andet ”Vredens druer” (1939). Den må nøjes med at være en parentes i forfatterskabet, men eftersom det er så stort et forfatterskab, må ”Pippin den fjerdes korte regeringstid” betegnes som en læseværdig parodi på den parlamentarisme, der risikerer at gå amok, hvis de folkevalgte ikke tager deres opgave alvorligt.