Om mænd og hunde

Elizabeth von Arnim: ”Elizabeth og hundene. Memoirer”, oversat fra engelsk af Jens Pedersen, Forlaget Ti Vilde Heste 2022, 146 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Elizabeth og hundene” er ikke den første bog, som Forlaget Ti Vilde Heste har udgivet på dansk. Indenfor et år har forlaget leveret ikke mindre end fire von Arnim-bøger til det danske marked. I første halvdel af 1900-tallet var Elizabeth von Arnim en litterær superstjerne, der siden blev glemt. Hun tilhørte den europæiske overklasse dels af fødsel, dels i kraft af sine ægteskaber, og dels som følge af sit forfatterskab. Men hun var ikke bange for at udfordre konventionerne, selvom de tydeligvis stadig på godt og ondt havde indflydelse på hende. I ”Elizabeth og hundene”, der udkom i 1936, gør den 70-årige forfatterinde status over sit liv, idet hun lægger en særlig vinkel på sine memoirer. Hun forholder sig nemlig ikke til de mennesker, hun har kendt og som har været med til at præge hende, men til sit livs mange hunde.

Overklassekvindens oprør

Ideen lyder mildest talt eksperimenterende, men man siger jo, at man ikke skal tale om andre, hvis man ikke har noget pænt at sige om dem. Visse af personerne i von Arnims liv, har hun da heller ikke noget positivt at sige om, og da det er ret centrale personer, det drejer sig om, har hun valgt at skrive om sine hunde i stedet for. Dog er dette valg også truffet, for at von Armin har kunnet få sin kritik ud mellem sidebenene. Ofte stopper hun sig selv med en kommentar om, at dette jo ikke er en selvbiografi, og som læser forstår man, at det, hun kunne have skrevet, bestemt ikke ville have været kønt.

I oversætterens biografiske note og ved opslag om Elizabeth von Armin oplyses man om, at hun som 25-årig blev gift med den 22 år ældre preussiske adelsmand Henning von Arnim-Schlagentin. I hendes debutroman ”Elizabeth og den tyske have”, som udkom anonymt (og som Ti Vilde Heste udgav i 2021) kaldes han ”Den harmfulde mand” (s. 144). Parret fik fem børn, men i memoirerne fornemmer man ingen sorg over mandens død i 1910. En anderledes sorg beskrives, da von Arnim nogle år senere forelsker sig i den mand, der i ”Elizabeth og hundene” kaldes for ”Undergang” (s. 80). Denne betegnelse dækker over Frank Russel, der var kendt som ”the wicked earl”! I bogens biografiske note oplyses det, at Russel var ”alkoholiker, narkoman, maniodepressiv, voldelig og stærkt manipulerende” (s. 145). Hun forlod ham da også efter blot to år. Ud over disse to ægteskaber havde von Arnim nogle længerevarende affærer, men ægteskab vægrede hun sig imod. Hun havde lært at værdsætte sin selvbestemmelse.

I ”Elizabeth og hundene” taler von Arnim pænt om sine børn, men også med en mærkværdig afstandtagen, fordi hundene har overtaget børnenes rolle som dem, der skal nyde godt af hendes omsorg. De fleste andre af von Arnims venner bliver beskrevet med ikke så lidt ironi. Ingen nævnes ved navn, for hensigten er ikke primært at hænge nogen ud, men snarere at kritisere en særlig overklassekultur; en livsform, der insisterer på sin ret, selvom dens repræsentanter synes at have mistet retten for længst. Man får i hvert fald en fornemmelse af, at overklassen blot nasser på hinanden og andre uden at bibringe samfundet det store. Selvom von Arnim selv lever som en overklasserepræsentant og også anser sig for at være i sin ret til det, peger hun dog mere eller mindre bevidst på det uholdbare i denne livsform.

Skønt der nok er en del selvironi i von Arnims beskrivelse af sit syn på tjenestefolkene, afslører det dog den standsforskel, man lagde vægt på. Det beskrives, hvordan forfatteren søger arbejdsro i et drivhus med så støvede vinduer, at ingen kan kigge ind: ”Og skulle der vove sig tjenestefolk derud, drevet af deres uimodståelige trang til at modtage flere ordrer, kunne de ikke engang være sikre på, at jeg overhovedet var der […] (s. 44).

At foretrække hunde fremfor mennesker fjerner ikke de sidstnævnte

Selvom bogens titel hentyder til forfatterens hunde, handler den dog mere om mennesker end om dyr - i hvert fald indtil man nærmer sig slutningen, hvor von Arnim har søgt ro og fred i Provence. Hun erkender, at hun er blevet ældre: ”Alder. Hidtil har jeg ikke skænket den en tanke, medmindre den var andre menneskers. Nu fik jeg for første gang den tanke, at også jeg måske engang skulle blive gammel – ja, måske allerede var i færd med det. Denne tanke ramte mig umådelig hårdt.” (s. 122). Von Arnim fortæller da også, hvor svært hun har ved at lufte sine fire små hunde, og samtidig tager de to yngstes død meget tungt. Først her lever bogen op til sin titel. Heldigvis! For 143 sider om ”menneskets bedste ven” ville nok have været for meget af det gode. Til alt held snyder forfatteren sin læser med de indledende sætninger i sine memoirer:

”Jeg vil gerne lægge ud med at slå fast, at selvom forældre, ægtemænd, børn, elskere alle sammen kan være fine nok, så er de ikke hunde. I min tid har jeg været hver og én af de ovenfor nævnte ting – omend jeg naturligvis var hustruer og ikke ægtemænd – og derfor ved jeg, hvad jeg taler om. Jeg er udmærket bekendt med de udsving – de dagligt, ja, hos de tyndhudede næsten på timebasis indtræffende udsving – som uundgåeligt følger med, når mennesker elsker hinanden.

Disse udsving findes ikke hos hunde. Når hunde elsker, elsker de trofast, uforandret, lige til deres allersidste åndedrag.

Og det er sådan, jeg kan lide at blive elsket.

Derfor vil jeg skrive om hunde.” (s. 5).

Selvom Elizabeth von Arnim lover at skrive om hunde, nøjes hun til alt held ikke med det, for så ville bogen kun have haft interesse i kennelklubber med særligt lidenskabelige medlemmer. Men fordi bogen også handler om mennesker, om kønsroller og standsforskelle giver den et på nogle punkter lidt trist, men i kraft af von Arnims ironi også et morsomt billede af hendes liv og tid.