Min hånd 66 - En litterær refleksion

Digteren (jeg anbefaler mig) som ungt menneske på jagt efter identifikationer og uden egentlige pejlinger stod en eftermiddag på Højbjerg Bibliotek i det sydlige Århus og så en smal bogryg med titlen; Min hånd 66. Det var i 1986. Jeg er født i 1966, og derfor lånte jeg bogen. Det blev begyndelsen på en kærlighedshistorie.

En litterær refleksion

Af Jens Carl Sanderhoff

Når man som ung famler efter identiteten, og verden er et galehus af alternativer, kan man sagtens blive svimmel, mildt søsyg så at sige, og gribe ud efter jeg havde nær sagt hvad som helst, og det var i nogen grad også tilfældet i sommerferien 1986, da jeg som tyveårig stod på Højbjerg Bibliotek og ledte efter god litteratur. Det er jo mildest talt en svingdør, for der er meget god litteratur i verden, men når man er tyve, er feltet alligevel ikke så stort. Jeg havde pløjet mig gennem meget af det, der var i høj kurs i firserne, og elskede dadaistiske digtere, surrealisterne og dem, der havde inspireret digtere og kunstnere til at opfinde netop disse bevægelser. Men jeg manglede noget, og det er jo vanskeligt at omgåes det, man ikke ved hvad er, så jeg havde svært ved at få kvalificeret hjælp i min søgen, selvom det skal siges, at mange bibliotekarer har gjort deres yderste for at hjælpe mig. Indimellem er det bare ikke nok, så der skulle tilfældet træde til, før jeg pludselig en dag stod med en rød bog i hånden.

Højholt i 60'erne

Forfatteren (til den røde bog med den for mig så besnærende titel) var ikke ukendt for mig, det var post-Gittes Monologer, og Per Højholt var på det tidspunkt en for danske forhold litterær superstar. Det havde han været siden startfirserne og fremkomsten af Gittes umiskendelige sprogtone, men jeg havde altid været lidt forbeholden overfor den tone af kærlig nedladenhed, der lå i de tekster, der havde gjort ham til en storsælgende og eftertragtet entertainer, så jeg skulle tage mig sammen for at komme min modstand i møde. Ville det være mere af samme skuffe, ville det helt sikkert have skuffet mig, men allerede dér, på biblioteket i Højbjerg, hvor jeg læste samlingens første digt, overgav jeg mig. Blot titlen på digtet afgjorde sagen. Her var noget usædvanligt originalt på spil, og mit endnu noget utrænede øje forstod mere intuitivt, hvad jeg senere indhentede ved læsning af hele forfatterskabet; Højholt havde formået at trække det dadaistiske og surrealistiske ind i et hverdagsunivers, og forstod så også i rigeligt mål at tilsætte humor, dog ikke så meget og så vulgært nærværende som i Gittes Monologer, men præcist doseret, så man, nej, så jeg som tyveårig havde svært ved at overleve en læsning! Jeg hylede af grin - og blev samtidig klogere.

Straks jeg var smittet med kærligheden til denne originale digter, begyndte jeg selv at skrive epigonerier. Meget var søgt og det bedste som snydt ud af næsen på mesteren, men det fik mig til at opleve det at skrive som en leg, et fristed, hvor alt var muligt. Det er det så ikke, men det er en helt anden og meget længere historie. I de dage, fra sommeren ’86 til sommeren det følgende år, læste jeg alt, hvad Højholt hidtil havde skrevet, og selvom Min hånd 66 (og alle de andre fede ting fra digterens genopstandelse som digter med samlingen Poetens hoved fra 1963) var og er fantastisk(e), så var det især Praksis-serien, som var det seneste fra ham, og som i den grad slog benene væk under mig. I 1987 var de seks første bind i serien udkommet, og selvom jeg var fattig, havde jeg ikke bedre ting at bruge mine penge på end at styrte ned til Clausens Boghandel i Ryesgade i Århus (dengang der var bolle-å i byen) og købe hele serien. Jeg fik dem til den pris, Clausen havde skrevet bagest i bogen, da han havde indkøbt dem i udgivelsesåret, og de fine blyanttal står der stadig og minder mig om, hvor fantastisk Henning Clausen var, og hvilket eventyr det var at komme i hans butik, og Clausen glemte mig aldrig for at komme og købe hele striben. At jeg købte striben, det har jeg aldrig fortrudt. Især var de to første Praksis-bøger, begge digtsamlinger, med til at forme mig som menneske og som forfatter.

I de følgende år var det en begivenhed, hver gang der udkom et nyt bind i Praksis-serien. Det var som at følge med i verdens langsomste blomstring, i hvert fald til og med det tiende bind. De sidste praksisser har også klasse, som altid hos Højholt, men de er mere trætte, og det forstår man godt. Det han havde opnået som forfatter, kan kun enhver forfatter drømme om. Han havde etableret sit helt eget univers, og alting derinde fungerer upåklageligt som tandhjul i et schweizerurværk. Jeg har gjort mig skyldig i at forlænge denne serie med nogle vilde tillægsbind, dog med egen benævnelse, for at det ikke skal blive helt usmageligt. I 2011 udgav jeg min første tilføjelse til Praksis-serien under titlen Errata, 1: Praksis, en genealogisk manøvre på det lille aarhusianske forlag Armé. En bog helt i mesterens ånd, hvor jeg, i en blindgydeagtig novelle, gjorde mig selv til søn af ham. Den tykkeste løgn, men samtidig en uforbeholden kærlighedserklæring. I den næste erratabog, jeg skrev, og som endnu ikke er udkommet (men der arbejdes på sagen!), gør jeg Højholt til en evig figur, en slags repræsentant og stamfader til det ’ægte’ danske folk. Den har titlen Errata, 2: Doggerland, et topografisk trip. Jeg håber, at bogen snart ankommer til virkeligheden, for den er, som også den første, en hyldest til min helt og en hjerteren erklæring af kærlighed, nu hvor det for længst er begyndt at sne i hans ene øre - og den hyldest fortjener han! Posthumt også…

Men tilbage til Højholt. Det, jeg oplevede som tyveårig, den chokerende åbenbaring, er blevet en måde at registrere det ægte talent og den høje kvalitet. Alt kan selvfølgelig ikke sammenlignes 1:1 med Højholts metode, men så alligevel! For når man har fordøjet hans digte, så opdager man på afstand, at det i virkeligheden ikke er humoren, der er hans stærkeste træk, hans trumf. Nej, det er den pathos (à la den græske definition, og ikke den moderne forståelse og nærmest allergiske attitude overfor begrebet), der løber gennem samlingerne fra hans gen-debut i 1963. Højholt har virkeligt meget på hjerte, og det siver som stråling fra hans digte, i begyndelsen usynligt og ufarligt, men ad åre deformeres virkeligheden af den ufattelige ballast, han altid udruster sine digte og tekster med. Det er som om, det er et hemmeligt krydderi, der ikke hele tiden har haft hans opmærksomhed. Med tiden blev han klar over, at det var helt vidunderligt galt fat med modernismen, hvis den ikke blev foret med bly, for hvad er det overhovedet for en håbløs romantisk foreteelse at skrive digte, når vi ved, det vi ved. Og så vender jeg tilbage til den samling, som skulle blive min indgang til Højholts suveræne ordverden; Min hånd 66.

Højholt var 38, da Min hånd 66 udkom. Bogen var kvadratisk, praktisk og rød og med indlagt grammofonplade i en lomme i omslaget, hvor han læste udvalgte digte op. Samtidig med Min hånd 66 udkom også en lille, sølvfarvet speedfætter til bogen. Den hedder Show, og denne dobbeltfødsel, dette tvillingeflip, var en rendyrket overskudshandling. Som om det ikke var nok med Min hånd 66! De to bøger er selvfølgelig nært beslægtede, som fætre er, men der er så sandelig også stor forskel på dem. Jeg har altid elsket dualiteten, men hvis jeg, som en anden Sophie, skulle vælge, så går jeg med Min hånd 66, men det er nok fordi identifikationen står i vejen for en objektiv bedømmelse, for hvem har ikke elsket proprietærens sukkerærter og de seks b-æg (hvor det sjette for altid mangler), og som i høj grad indvarsler, hvad Højholt senere barsler med? Jeg har i hvert fald!

En anekdote mangler der i denne fortælling om en bog, og den skal selvfølgelig handle om digteren in the flesh. Jeg mødte Højholt ved flere lejligheder, men af alle møder var det første det mest bevidsthedsudvidende, da det faktisk foregik i hans ensomt beliggende hus på Hørbylundevej lidt udenfor Silkeborg, tæt på det sted hvor digterpræsten Munk blev henrettet af Gestapo under besættelsen, hvilket ikke på nogen måde er relevant for anekdoten, men alligevel nu nævnt. Jeg havde, sammen med en god ven og medsammensvoren digterspire, sendt adskillige små selvgjorte publikationer til Højholt, både fordi vi begge var næsegrus beundrende, og fordi vi i så høj grad, som tilfældet var, mimede mesteren, og da en af vores fælles og lidt ældre Århus-venner med egen bil så skulle til behandling for en stiv og smertefuld ryglidelse hos en heks ved Ilskov nord for Ikast, og derfor uden vores vidende planlagde et uanmeldt besøg hos Højholt på vejen hjem mod Århus, inviterede han os med på sin tur som selskab og ofre for sit stunt. Da vi drejede ind på grusvejen, første vej på venstre hånd efter jernbaneoverskæringen (og nu også den brutalt monumentale motorvejsbro, der skamløst krydser det område, hvor Højholt gik sine faste ture for ikke at møde nyt – hvad ville han ikke tænke!), anede min ven og jeg ikke, hvad vores bilejerkumpan havde af planer, og kun fordi vi godt vidste, hvor Højholt boede, nåede det at gå op for os, at vi var på vej hen til vores store idol. Jeg blev helt varm, og min ven ville vende om – han var sikker på, Højholt ville finde det anmassende, og det havde han nok i virkeligheden ret i, men ikke desto mindre parkerede vi ved den vejvendte gavl, og chaufføren spankulerede hen til hoveddøren for at gyde olie på vandene. Han havde nemlig mødt Højholt før, og tænkte at det så var i orden at komme uanmeldt. Min ven og jeg steg ud af bilen og strakte ben, og mens vi stod der, kom Højholt om hjørnet med en trillebør fuld af kævler og økse, og det var fuldkommen som at læse et digt af ham at møde ham sådan. Vi endte efter nogle lidt kejtede replikker i køkkenet ved den rødternede dug, hvor han bød på letøl og kaffe, og vi røg (pibe til mesteren, som ikke tålte cigaretter mere, som han sagde) mens vi snakkede om lidt af hvert og litteratur især. Jeg har været skæv mange gange i mit liv, men allermest skæv var jeg, da vi kørte derfra en lille eftermiddagstid senere, og det var ikke fordi, der havde været sjove ting i tobakken, men vilde tankerækker til kaffen, den sorte.

Nu ikke mere fan-fiktion. Dette er skrevet først og fremmest for at få dem, der endnu ikke har læst Højholt, til at styrte sig ud i hans vidunderlige bøger, og også lidt til dem, der har, så de får lyst til at genlæse, og et my for dem, der har genlæst til hudløshed, til at gå i gang igen, for så længe, der er nogen, der læser digte, og Højholts digte især, så er der håb! De er så uomtvistelige vidnesbyrd om litteraturens egenværdi, og i den ligger så en endnu større skat – et samfund, der altid kræver lige linjer og sorte tal, er ikke et samfund, der er værd at bevare, men det samfund (det ligger lige rundt om hjørnet, skulle jeg hilse at sige), der har overskud til at frembringe bøger som Min hånd 66, det er værd at leve i og dø for, altså metaforisk forstået, og metaforen i Højholts univers er din og min evne til at indtage virkeligheden i passende doser, så vi ikke bliver dyngvåde og får dobbeltsidet (sic!) overforbrugsbetændelse og natteblindhed ad libitum.

Forunderlige historier om rigtige dyr

"Bogen er et lille mesterværk. Skrevet med nerve og skarpsyn af en kvinde, der øser af et livslangt og givende samliv med rigtig levende DYR!"

“Hvad køer ved om livet”

Af Rosamund Young

Forlag Don Max

160 sider, 200 kr

Af Jes Nysten

For nogen tid siden anmeldte jeg her på siden en bog om krager. En meget oplysende og sjov opsamling af års studier af disse fugle, som forfatteren uden bekymring kaldte intelligente væsener, der levede med sans for humor og empati.

Det er bare en enkelt bog i en lind strøm af bøger, der kommer på markedet for øjeblikket med fokus på diverse vilde dyrs adfærd og netop: intelligens og følelsesliv. Dyr i vandet, på landjorden og i luften. Når man læser om alle disse forskellige dyr, ser klip med dem, hører eksperter, der omgås dem til daglig, er det svært ikke at tage beskrivelserne og vurderingerne alvorligt.

Oplysende og deprimerende

Bogen der her skal anmeldes, har jeg haft liggende nogen tid, fordi den både er en oplysende og blændende skrevet bog men også er dybt deprimerende. Den handler om - ja, om køer! Den bærer ovenikøbet titlen “Hvad køer ved om livet”.

Pludselig bliver man konfronteret med et: ups, jamen grise, høns, får og køer holder vi i fangenskab og mange steder under ekstremt usle forhold, fordi de jo blot er til for at  levere kød og mælk til supermarkederne. Så hvorfor gøre stads ud af dem? Men kunne det tænkes, at de også er dyr - altså sådan RIGTIGE DYR? Ligesom alle de fascinerende, intelligente og empatiske dyr derude i den frie natur?

Sagen er her, at hvis man vover sig frem med et ja - så er det, det begynder at snurre lidt rundt for en. Så er det at man kan blive ikke bare tænksom, men deprimeret og vred og ........ (fyld selv ud).

Vidstrakte marker

Rosamund Young, der har skrevet bogen driver en stor familie gård “Kite’s Nest” i det smukke Cotsword distrikt i den sydlige del af England. Hun driver gården sammen med sin bror, som de har overtaget fra deres forældre. Her har de gennem alle årene haft et økologisk landbrug med vidtstrakte marker og indhegninger, hvor deres mange dyr har et liv, som i det store og hele er frit, så dyrene selv kan organisere sig og bruge områderne, som de vil.

 

Bogen er fyldt med vidunderligt liv. Den bogstavelig talt oser af hjertevarme og ægte omsorg. Dyrene får lov til at leve et kvalificeret dyre-liv, og vi bliver præsenteret for de enkelte og meget forskellige køer, for de har hver deres personlighed.

Det er som nævnt primært køerne, vi lærer at kende, men der er også gode iagttagelser og kloge ord om gårdens får, grise og høns. Vi præsenteres for Bonnet, der elsker æbler; Blue Devil, der er irriterende brovtende; July Bonnet, der elsker at blive klappet. Ja for ikke at tale om Duke of York, der har en skør vane: den labber vand i sig som en kat!

Og så er der de tre tyre, der nu og da tager en “tørn i manegen”, uden at det bliver til ret meget mere: The Earl of Warwick, The Bishop of Durham og The Duke of Lancaster.

Forunderlige historier 

Vi hører ikke blot forunderlige historier om de enkelte køer og deres særlige personlighed, vi hører også rørende og overraskende beretninger om deres sociale liv. Hvordan de danner venskaber, hvordan de hjælper hinanden i krisesituationer, hvordan de omgås menneskene, når de - som forfatteren flere steder pointerer - har observeret, at menneskene virker intelligente og er til ar regne med!

Bogen er et lille mesterværk. Skrevet med nerve og skarpsyn af en kvinde, der øser af et livslangt og givende samliv med rigtig levende DYR! Den er ikke på nogen måde docerende, den er ikke et sentimentalt indlæg imod slagtning af dyrene eller det at spise kødet eller drikke mælken.

Stille men indtrængende viser den en anstændig og værdig omgang med levende væsener, der er ligeså intelligente, empatiske og sjove at omgås, som de spændende dyr ude i naturen, som TV og Facebook fodrer os med.

Vi må så selv hver især, efter at have læst bogen, prøve at se, om vores såkaldte intelligens og empati kan rettes i den retning, når vi tænker på, hvordan disse levende væsener behandles de fleste steder - også herhjemme - og måske kan det ovenikøbet en dag resultere i handling?

Sjælenes kontinentalplader

Thorvald Berthelsen

Huds tektoniske plader

Nye og udvalgte digte

Forlaget Ravnerock 2018, 182 sider

Af Jakob Brønnum

De af Thorvald Berthelsens digtomslag, jeg har set, minder om hinanden og har samtidig et meget distinkt stilmæssigt udtryk. Det er collager, der minder om noget fra 1960’erne, man lavet med den nyeste og bedste computerteknik. Og det kosmiske skal tages bogstaveligt, det er som om de udspiller sig over landskaber, hvor lyset nogen gang synes at være som man forestiller sig, det er på en anden planet.

Digtene i bøgerne passer godt ind bag disse omslag. Thorvald Berthelsens digte har både noget klassisk modernistisk over sig og noget helt andet. Titlen på den nye bog, den sjette digtsamling, udgivet i forbindelse med digterens 70-års dag, Huds tektoniske plader, rummer også sådan et sammenstød mellem erkendelse-områder, der samtidig udvider vores oplevelse af dem.

Hvis huden har lag, og det har den jo, skønt det nok ikke er en biologiske, men den sjælelige hud, der tænkes på, - og hvis disse lag opfattes som tektoniske, altså som kontinentalplader, så bliver disse sjæle, der måtte støde sammen eller flyde fra hinanden, for det er jo det kontinentalplader gør, karakteriseret på en meget fintfølende måde. Og samtidig med et naturvidenskabeligt billedsprog, fremfor for eksempel et mere romantiserende naturbillede.

Sådanne sammenstød – altså stilmæssige som omslagene og erkendelsesmæssige som titlen - er digtene i bogen fulde af.

Bogen er bygget op som udvalg af Thorvald Berthelsens digtsamlinger, udgivet over knapt 10 år og bogen er illustereret med adskillige fine farvetryk af forfatterens collager. Desuden er der kommet nye digte til.

Uddragene af den første samling, Utidig i tide, viser en lidt mere begrænset sproglig frihed end vi senere ser, men det er spændende at følge de politiske digte og rejsedigtene som har den samme interesse for sammenstødene mellem naturen, den naturvidenskabelige iagttagelse og det moderne menneske midt i det hele, som vi senere skal se overbevisende udformet i haikuformen.

Det er denne form, der overtager og langsomt forfines, samtidig med at men gennem de senere samlinger også lejlighedsvis ser en kortdigtform, der er inspireret af haikuets stramhed. som i digtet venten, midt i bogen:

Isfuglen går i spin

mens åkanderne vender

deres blinde ansigt

bort

I morgen

er et sandskorn indlejret

i fatamorgana

Sneens hårde dråbe

er mit kalejdoskop (s. 103)

Digtet søger at fange det lille som udtryk for det store, øjeblikket og det tidløse. Den første strofe beskriver årets gang og anden strofe rummer en minimalistisk beskrevet længsel efter at varmen må vende tilbage – gennem billeder, der forbindes med sommer og lys, og den pr. definition vinterløse ørken og stranden, for den sags skyld. Mens tredje strofe resigneret accepterer nuet.

Der er en fin poetisk samklang mellem de to sidste strofer, fordi de begge bevæger sig inden for synets sfære. Fatamorganaet bliver til et kalejdoskop og sandskornets minimale gestalt står overfor det smeltede og derefter frosne snefnug.

Haikuerne er også grænseoverskridende. Thorvald Berthelsen synes at have fundet sig selv som digter i haikuformen og er dybt involveret i forskellige haikugruppers antologier.

De nyproducerede haikuer, man støder på i den vestlige kulturkreds har ofte mere end almindeligt vanskeligt ved at leve op til den japanske zenbuddhistiske digtforms formkrav om meget forskellige niveauer af den poetiske verdensopfattelse, der befrugter hinanden organisk. Det bliver til små ordspil. Men ikke i Thorvald Berthelsens udgaver:

Frostmorgen

Transformatoren

trækker rimtåger på tværs

af forventningen (s. 53)

Et andet haiku bliver i ”det skærende” som er en overordnet metafor, vi nu har set ni flere udformninger, dels som kontinentalplader, dels som det, der skærer gennem et billede eller en forventning om, hvordan et ordbillede skal se ud. Men nu er det skærende konkret:

Kræftkirurgi

Nuet skærer sig ind

i uendeligheden der

vokser og vokser

Skalpellen som metafor for nuets ubønhørlighed er ligeså overbevisende som ssammenstød, rent metaforisk som da digteren gjorde menneskene til kontinentalplader og vores relationelle fællesskab til et univers gennem en metafor med huden. Billedet virker i begge retninger: dels som beskrivelse af frygten for og udviklingen af den frygtede sygdom, dels som en eksistentiel iagttagelse af, hvordan nuet altid former fremtiden, men også fortiden, og derved uendeligheden. Det er meget dygtigt udført af Thorvald Berthelsen.

Bogen fortjener at få samme skæbne som de forrige – hvad forfatteren et sted har angivet som en af begrundelserne for denne udgivelse: At den bliver udsolgt

Den forrige samling Mørkeleg er anmeldt af Anne Rye Andersson i Den smalle bog

Romanen er bestemt ikke lystlæsning

"Virkeligheden er svær og pinefuld at forholde sig til, når blikket sløres. Sådan forholder det sig i særlig grad, når det er Billies far, der blændes. Den konstante påvirkning af alkohol og skam gør solskinnet endnu mere ubehageligt"

Liv Nimand Duvå: 

”Vi er vel helte”, Kronstork 2017,

168 sider, 195 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Solskin giver varme og farve til den vinterblege hud. Solskin lyser op og skaber overblik. Solskin giver energi og gør det lettere at stå op om morgenen. Men solskin blænder også, så nuancerne ikke kan ses og hele synsfeltet bliver til utydelige konturer. Virkeligheden er svær og pinefuld at forholde sig til, når blikket sløres. Sådan forholder det sig i særlig grad, når det er Billies far, der blændes. Den konstante påvirkning af alkohol og skam gør solskinnet endnu mere ubehageligt. Det er nok derfor, at omslaget på Liv Nimand Duvås debutroman ”Vi er vel helte” er solgult med titel, navn, genre og forlag stående i en lidt lysere nuance, som bogstaverne har tilfælles med den runde sol, der skinner ud fra både for- og bagside.

Ubønhørlig oplysning

Når solen skinner ud fra begge sider af bogen, må den også skinne inde i den. ”Vi er vel helte” er da også en roman, som ikke lægger skjul på noget. Alt bliver ubønhørligt oplyst, nøgternt og usentimentalt, men også fuldt af sorg og bevidsthed om svigt.

Fortælleren er den unge kvinde, Billie, der taler til sin afdøde far, som har drukket sig ihjel. Hun refererer, hvad de har oplevet sammen, og hvor meget han fyldte, når hun

prøvede at frigøre sig fra ham. Utrygheden ved ikke at vide, hvornår hans misbrug bragte ham i livsfare, lurede konstant i hendes bevidsthed.

Idet Billie bringer sig selv tilbage i erindringen, føres læseren med til steder, man ikke har lyst til at være. Men Billie havde intet valg. Her er hun med sin far på psykiatrisk skadestue:

Nogle er tydeligt påvirkede af stoffer eller af alkohol, af medicin eller af mangel på medicin. De vandrer frem og tilbage med slæbende skridt mellem toilettet og saftevandsbordet og taler ud i luften eller de taler til os andre, der sidder og venter, men mest af alt taler de til nogen, som kun de kan se, som hænger over de lave bygninger og forsøger at holde sammen på alt det, samfundet ikke kan have i sig, men fordi det ikke er noget, vi andre ser, fordi vi ikke kan høre hvad de siger, tænker vi, at det er dem selv, de taler til. (s. 65).

Her er galskaben åbenbar. Ingen gør et forsøg på at skjule den, for den er patienternes virkelighed. Det er den, de lever i, men samtidig den de er fanget i og gerne vil bort fra. Her på stedet venter der et langt, angstfuldt behandlingsforløb, som nogle gennemfører, mens andre må opgive og vende hjem til det, de kom fra.

Den sødlige lugt af gæret alkohol

Hvad Billies far kommer fra inden hver ny indlæggelse udgør ikke et brugbart alternativ til sygehuset: I indkørslen bryder tidsler og mælkebøtter op fra perlegruset. Jeg går hen over stenene op til hoveddøren. Døren åbner indad, og huset åbner sig som en vifte, der har ligget sammenfoldet inde i brystkassen. Der er en sødlig lugt af gæret alkohol. Ikke engang skammen får dig til at lufte ud længere. Og langs panelerne blomstrer flasker op og danner stier af cigaretskodder og gulddåser, og gulddåserne glinser i dagslyset, og dagslyset hænger fra vinduerne, og på gulvet ligger støvet og klumper i den indtørrede alkohol. (s. 121).

Den mentale flygtning

Billie prøver at engagere sig i andet end sin far. Hun flytter til Berlin og kæmper som demonstrant for bedre vilkår for flygtninge. Men hun er selv en mental flygtning, der er mindst lige så rodløs som de andre aktivister, når de efter en demonstration, hvor de er blevet angrebet med vandkanoner, forsøger at finde ro: Der er mange af os, der pludselig bryder ud i grin, eller i gråd. Endorfinen lægger sig, afmagten i stemmerne dirrer imellem det vrede og det opgivende. Vi er mange, der hårdt presser vores hoveder ned i puder, i en andens sovende favn. Vi er nogle, der ikke kan falde i søvn, der natten igennem vender og drejer os. Vi er nogle, der står op og går rundt i tomme lejligheder eller i kollektiver, hvor de andre endelig er faldet i søvn eller de ligger og stirrer op i loftet. (s. 107f.).

Den velkomne død

Fortællingerne om faderens drukture, hans tudende løfter om, at han ikke vil drikke mere, hans afrusningsforsøg og indlæggelser er så mangfoldige, at man forstår Billie, når hun erklærer, at faderens død vil komme som et chok, men også som en lettelse. Selv på lang afstand er hun bundet til ham. Bekymringen snor sig gennem landskabet mellem datter og far. Den går kun én vej, for faderen bekymrer sig kun om sig selv. Dette beskriver Billie ikke med nogen som helst form for had. Hun ved jo, at det ikke er hendes fars ønske, men alkoholens magt over ham, der gør ham for svag til at løfte blikket fra sin egen navle. Men denne kendsgerning gør det ikke lettere at være hans datter. Derfor indrømmer hun, at døden ikke kun vil være uvelkommen:

En dag skal savnet træde i stedet for de her nerver, der hele tiden pumper blodet hurtigere og hurtigere og langt forbi sommeren. Der kommer en dag, og døden skal blive en lettelse.

”Vi er vel helte” er kras og ærlig socialrealisme. Romanen er bestemt ikke lystlæsning, men en nødvendig bog, der låner ord til de mange familiemedlemmer, der står magtesløse overfor deres nærmestes misbrug, og alligevel følger dem i tykt og tyndt. Det er ikke uden grund, at Liv Nimand Duvå vandt Munch-Christensens debutantpris i 2017.

Forslag til en tekst på forældrenes gravsten

"Han er dement i et stadie, hvor han nogle gange godt kan kende sin søn, Peter, ofte ikke. Der er stadig glimt af klarsyn. ”Hvornår blev jeg egentlig så selvhøjtidelig?” spørger han"

Michael Pedersen: ”Næsvisheder frabedes”, kortroman,

Brændpunkt 2018, 72 sider, 199 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

”Næsvisheder frabedes er en humoristisk kortroman, som handler om forholdet mellem en søn og hans demente far, som bor på plejehjem”. Så kort er bagsideteksten til denne kortroman, som består af korte sætninger. Der står ikke ret meget på hver af de 72 sider, og lix-tallet er heller ikke særlig højt. Så man kan godt læse bogen i en fart. Det ville bare være synd. For det er slet ikke så lidt, der bliver fortalt, og slet ikke så få aktuelle problemstillinger, der bliver berørt: skilsmisser, begrebet ”Udkantsdanmark”, ensomhed, forspildt liv, og hvordan behandler vi vores gamle? For jo altså ikke at tale om selve det at blive dement og at være pårørende til en dement. Og så om relationer sådan i al almindelighed. Emnerne bliver kun antydningsvist berørt, ikke uddybet og netop derved ansporer de til eftertanke. Hvis altså man giver sig tiden til at se, hvad der ligger i de korte sætninger. Det meste af det står mellem linjerne. Det er dygtigt gjort.

Faderen er som sagt på plejehjemmet. Han er dement i et stadie, hvor han nogle gange godt kan kende sin søn, Peter, ofte ikke. Der er stadig glimt af klarsyn. ”Hvornår blev jeg egentlig så selvhøjtidelig?” spørger han (s. 26). Men Peter gør ikke noget forsøg på at få en egentlig samtale ud af sådan en åbning, og snart er vi tilbage i 1958, hvor pave Pius d. 12. døde, og Pasternak fik Nobelprisen i litteratur. ””Kan der være nogen direkte sammenhæng?” vrøvler han og forsvinder i tågen.” (s. 27) Faderen taler meget, men mest leksikalsk om bl.a. sportslige og storpolitiske begivenheder i slutningen af 50’erne og begyndelsen af ’60’erne. Det lader til at være glansperioden i hans liv. Han citerer også, hvad damerne har sagt til ham mellem år og dag og en del vittigheder (synes han i hvert fald selv) og sangtekster. Man fornemmer, at det er en måde, han altid har brugt til at holde sig mennesker lidt fra livet med. Og at det er en metode, sønnen overtager. Samtalerne er ofte god-dag-mand-økseskaft, som det jo kan være det mellem nogle, som lever i ikke helt kongruente verdener. Nogen fremdrift er der ikke.

Sønnens fødsel i 1965 hører åbenbart ikke til de betydningsfulde begivenheder i faderens liv. Det tyder hans efterladte dagbog heller ikke på. Så det er en sorgmunter fortælling. Jeg-fortælleren er sønnen. Han er midaldrende og fraskilt. Enebarn, barnløs og snart også forældreløs. Det er ikke så godt. Og det bliver ikke bedre af, at både spejlet, eftertanken og den uforskammede unge SOSU-assistent fortæller, at han er en gentagelse af sin far. Godt, at hun i det mindste har udseendet med sig!

Fortællingen begynder med hundedagene. ”Min far er til rotterne, og jeg er på vej i hundene. Begge dele er noget lort.” (s. 14). Faderen dør med hundedagenes udgang, men vi følger sønnen en måneds tid endnu. Hans tanker kredser om det, som er blevet for sent, det, der aldrig blev, og det som gik i stykker. Der er resignation og sorg i de tanker. Hverken præst eller psykolog er til nogen særlig hjælp. Men så er der jo altid alkohol. Faderens liv kan opsummeres til to kvinder, et barn, en hund – ikke den store forskel på de tre slags væsener i hans optik. Da hunden døde, var det tid til at komme på plejehjem.

Men det er ikke kun faderens liv, vi får indsigt i. Det er også Peters eget. 52 år, og var det virkelig, hvad det var blevet til? Faderens plejehjemsophold får ham tilbage til hjemstavnen. Han husker godt dem, der stadig er tilbage fra dengang. Men ingen genkender ham. Altså ikke engang hans egen far. Den tomhed kan man godt sætte sig ind i. Man mærker den trætte stemning af et lille samfund mellem stilstand og afvikling.

Kort og godt. Sådan kan man karakterisere Michael Pedersens kortroman. Jeg er i hvert fald blevet nysgerrig på de øvrige titler af ham. ”Næsvisheder frabedes” er hans fjerde. De ord burde stå på hans forældres gravsten, siger fortælleren til slut. Og også på hans egen. Det står ikke helt klart, hvorfor. Måske er det en af de måder, han som barn har følt sig afvist på, pendulerende som han var mellem sine fraskilte forældre i polarkulde. Men det er først til sidst, at ordene introduceres.

Der er også en kort og god anbefaling fra Jens Blendstrup på bogens bagside: ”Må jeg på det kraftigste anbefale Michael Pedersens bog Næsvisheder frabedes”. Og ja, det må Jens Blendstrup da gerne. Det er også fuldt forståeligt. Man kan godt komme til at tænke på hans ”Gud taler ud” undervejs. Jeg vil også gerne anbefale. Måske kun på det næstkraftigste, men til gengæld knap så kort.