Min hånd 66 - En litterær refleksion

Digteren (jeg anbefaler mig) som ungt menneske på jagt efter identifikationer og uden egentlige pejlinger stod en eftermiddag på Højbjerg Bibliotek i det sydlige Århus og så en smal bogryg med titlen; Min hånd 66. Det var i 1986. Jeg er født i 1966, og derfor lånte jeg bogen. Det blev begyndelsen på en kærlighedshistorie.

En litterær refleksion

Af Jens Carl Sanderhoff

Når man som ung famler efter identiteten, og verden er et galehus af alternativer, kan man sagtens blive svimmel, mildt søsyg så at sige, og gribe ud efter jeg havde nær sagt hvad som helst, og det var i nogen grad også tilfældet i sommerferien 1986, da jeg som tyveårig stod på Højbjerg Bibliotek og ledte efter god litteratur. Det er jo mildest talt en svingdør, for der er meget god litteratur i verden, men når man er tyve, er feltet alligevel ikke så stort. Jeg havde pløjet mig gennem meget af det, der var i høj kurs i firserne, og elskede dadaistiske digtere, surrealisterne og dem, der havde inspireret digtere og kunstnere til at opfinde netop disse bevægelser. Men jeg manglede noget, og det er jo vanskeligt at omgåes det, man ikke ved hvad er, så jeg havde svært ved at få kvalificeret hjælp i min søgen, selvom det skal siges, at mange bibliotekarer har gjort deres yderste for at hjælpe mig. Indimellem er det bare ikke nok, så der skulle tilfældet træde til, før jeg pludselig en dag stod med en rød bog i hånden.

Højholt i 60'erne

Forfatteren (til den røde bog med den for mig så besnærende titel) var ikke ukendt for mig, det var post-Gittes Monologer, og Per Højholt var på det tidspunkt en for danske forhold litterær superstar. Det havde han været siden startfirserne og fremkomsten af Gittes umiskendelige sprogtone, men jeg havde altid været lidt forbeholden overfor den tone af kærlig nedladenhed, der lå i de tekster, der havde gjort ham til en storsælgende og eftertragtet entertainer, så jeg skulle tage mig sammen for at komme min modstand i møde. Ville det være mere af samme skuffe, ville det helt sikkert have skuffet mig, men allerede dér, på biblioteket i Højbjerg, hvor jeg læste samlingens første digt, overgav jeg mig. Blot titlen på digtet afgjorde sagen. Her var noget usædvanligt originalt på spil, og mit endnu noget utrænede øje forstod mere intuitivt, hvad jeg senere indhentede ved læsning af hele forfatterskabet; Højholt havde formået at trække det dadaistiske og surrealistiske ind i et hverdagsunivers, og forstod så også i rigeligt mål at tilsætte humor, dog ikke så meget og så vulgært nærværende som i Gittes Monologer, men præcist doseret, så man, nej, så jeg som tyveårig havde svært ved at overleve en læsning! Jeg hylede af grin - og blev samtidig klogere.

Straks jeg var smittet med kærligheden til denne originale digter, begyndte jeg selv at skrive epigonerier. Meget var søgt og det bedste som snydt ud af næsen på mesteren, men det fik mig til at opleve det at skrive som en leg, et fristed, hvor alt var muligt. Det er det så ikke, men det er en helt anden og meget længere historie. I de dage, fra sommeren ’86 til sommeren det følgende år, læste jeg alt, hvad Højholt hidtil havde skrevet, og selvom Min hånd 66 (og alle de andre fede ting fra digterens genopstandelse som digter med samlingen Poetens hoved fra 1963) var og er fantastisk(e), så var det især Praksis-serien, som var det seneste fra ham, og som i den grad slog benene væk under mig. I 1987 var de seks første bind i serien udkommet, og selvom jeg var fattig, havde jeg ikke bedre ting at bruge mine penge på end at styrte ned til Clausens Boghandel i Ryesgade i Århus (dengang der var bolle-å i byen) og købe hele serien. Jeg fik dem til den pris, Clausen havde skrevet bagest i bogen, da han havde indkøbt dem i udgivelsesåret, og de fine blyanttal står der stadig og minder mig om, hvor fantastisk Henning Clausen var, og hvilket eventyr det var at komme i hans butik, og Clausen glemte mig aldrig for at komme og købe hele striben. At jeg købte striben, det har jeg aldrig fortrudt. Især var de to første Praksis-bøger, begge digtsamlinger, med til at forme mig som menneske og som forfatter.

I de følgende år var det en begivenhed, hver gang der udkom et nyt bind i Praksis-serien. Det var som at følge med i verdens langsomste blomstring, i hvert fald til og med det tiende bind. De sidste praksisser har også klasse, som altid hos Højholt, men de er mere trætte, og det forstår man godt. Det han havde opnået som forfatter, kan kun enhver forfatter drømme om. Han havde etableret sit helt eget univers, og alting derinde fungerer upåklageligt som tandhjul i et schweizerurværk. Jeg har gjort mig skyldig i at forlænge denne serie med nogle vilde tillægsbind, dog med egen benævnelse, for at det ikke skal blive helt usmageligt. I 2011 udgav jeg min første tilføjelse til Praksis-serien under titlen Errata, 1: Praksis, en genealogisk manøvre på det lille aarhusianske forlag Armé. En bog helt i mesterens ånd, hvor jeg, i en blindgydeagtig novelle, gjorde mig selv til søn af ham. Den tykkeste løgn, men samtidig en uforbeholden kærlighedserklæring. I den næste erratabog, jeg skrev, og som endnu ikke er udkommet (men der arbejdes på sagen!), gør jeg Højholt til en evig figur, en slags repræsentant og stamfader til det ’ægte’ danske folk. Den har titlen Errata, 2: Doggerland, et topografisk trip. Jeg håber, at bogen snart ankommer til virkeligheden, for den er, som også den første, en hyldest til min helt og en hjerteren erklæring af kærlighed, nu hvor det for længst er begyndt at sne i hans ene øre - og den hyldest fortjener han! Posthumt også…

Men tilbage til Højholt. Det, jeg oplevede som tyveårig, den chokerende åbenbaring, er blevet en måde at registrere det ægte talent og den høje kvalitet. Alt kan selvfølgelig ikke sammenlignes 1:1 med Højholts metode, men så alligevel! For når man har fordøjet hans digte, så opdager man på afstand, at det i virkeligheden ikke er humoren, der er hans stærkeste træk, hans trumf. Nej, det er den pathos (à la den græske definition, og ikke den moderne forståelse og nærmest allergiske attitude overfor begrebet), der løber gennem samlingerne fra hans gen-debut i 1963. Højholt har virkeligt meget på hjerte, og det siver som stråling fra hans digte, i begyndelsen usynligt og ufarligt, men ad åre deformeres virkeligheden af den ufattelige ballast, han altid udruster sine digte og tekster med. Det er som om, det er et hemmeligt krydderi, der ikke hele tiden har haft hans opmærksomhed. Med tiden blev han klar over, at det var helt vidunderligt galt fat med modernismen, hvis den ikke blev foret med bly, for hvad er det overhovedet for en håbløs romantisk foreteelse at skrive digte, når vi ved, det vi ved. Og så vender jeg tilbage til den samling, som skulle blive min indgang til Højholts suveræne ordverden; Min hånd 66.

Højholt var 38, da Min hånd 66 udkom. Bogen var kvadratisk, praktisk og rød og med indlagt grammofonplade i en lomme i omslaget, hvor han læste udvalgte digte op. Samtidig med Min hånd 66 udkom også en lille, sølvfarvet speedfætter til bogen. Den hedder Show, og denne dobbeltfødsel, dette tvillingeflip, var en rendyrket overskudshandling. Som om det ikke var nok med Min hånd 66! De to bøger er selvfølgelig nært beslægtede, som fætre er, men der er så sandelig også stor forskel på dem. Jeg har altid elsket dualiteten, men hvis jeg, som en anden Sophie, skulle vælge, så går jeg med Min hånd 66, men det er nok fordi identifikationen står i vejen for en objektiv bedømmelse, for hvem har ikke elsket proprietærens sukkerærter og de seks b-æg (hvor det sjette for altid mangler), og som i høj grad indvarsler, hvad Højholt senere barsler med? Jeg har i hvert fald!

En anekdote mangler der i denne fortælling om en bog, og den skal selvfølgelig handle om digteren in the flesh. Jeg mødte Højholt ved flere lejligheder, men af alle møder var det første det mest bevidsthedsudvidende, da det faktisk foregik i hans ensomt beliggende hus på Hørbylundevej lidt udenfor Silkeborg, tæt på det sted hvor digterpræsten Munk blev henrettet af Gestapo under besættelsen, hvilket ikke på nogen måde er relevant for anekdoten, men alligevel nu nævnt. Jeg havde, sammen med en god ven og medsammensvoren digterspire, sendt adskillige små selvgjorte publikationer til Højholt, både fordi vi begge var næsegrus beundrende, og fordi vi i så høj grad, som tilfældet var, mimede mesteren, og da en af vores fælles og lidt ældre Århus-venner med egen bil så skulle til behandling for en stiv og smertefuld ryglidelse hos en heks ved Ilskov nord for Ikast, og derfor uden vores vidende planlagde et uanmeldt besøg hos Højholt på vejen hjem mod Århus, inviterede han os med på sin tur som selskab og ofre for sit stunt. Da vi drejede ind på grusvejen, første vej på venstre hånd efter jernbaneoverskæringen (og nu også den brutalt monumentale motorvejsbro, der skamløst krydser det område, hvor Højholt gik sine faste ture for ikke at møde nyt – hvad ville han ikke tænke!), anede min ven og jeg ikke, hvad vores bilejerkumpan havde af planer, og kun fordi vi godt vidste, hvor Højholt boede, nåede det at gå op for os, at vi var på vej hen til vores store idol. Jeg blev helt varm, og min ven ville vende om – han var sikker på, Højholt ville finde det anmassende, og det havde han nok i virkeligheden ret i, men ikke desto mindre parkerede vi ved den vejvendte gavl, og chaufføren spankulerede hen til hoveddøren for at gyde olie på vandene. Han havde nemlig mødt Højholt før, og tænkte at det så var i orden at komme uanmeldt. Min ven og jeg steg ud af bilen og strakte ben, og mens vi stod der, kom Højholt om hjørnet med en trillebør fuld af kævler og økse, og det var fuldkommen som at læse et digt af ham at møde ham sådan. Vi endte efter nogle lidt kejtede replikker i køkkenet ved den rødternede dug, hvor han bød på letøl og kaffe, og vi røg (pibe til mesteren, som ikke tålte cigaretter mere, som han sagde) mens vi snakkede om lidt af hvert og litteratur især. Jeg har været skæv mange gange i mit liv, men allermest skæv var jeg, da vi kørte derfra en lille eftermiddagstid senere, og det var ikke fordi, der havde været sjove ting i tobakken, men vilde tankerækker til kaffen, den sorte.

Nu ikke mere fan-fiktion. Dette er skrevet først og fremmest for at få dem, der endnu ikke har læst Højholt, til at styrte sig ud i hans vidunderlige bøger, og også lidt til dem, der har, så de får lyst til at genlæse, og et my for dem, der har genlæst til hudløshed, til at gå i gang igen, for så længe, der er nogen, der læser digte, og Højholts digte især, så er der håb! De er så uomtvistelige vidnesbyrd om litteraturens egenværdi, og i den ligger så en endnu større skat – et samfund, der altid kræver lige linjer og sorte tal, er ikke et samfund, der er værd at bevare, men det samfund (det ligger lige rundt om hjørnet, skulle jeg hilse at sige), der har overskud til at frembringe bøger som Min hånd 66, det er værd at leve i og dø for, altså metaforisk forstået, og metaforen i Højholts univers er din og min evne til at indtage virkeligheden i passende doser, så vi ikke bliver dyngvåde og får dobbeltsidet (sic!) overforbrugsbetændelse og natteblindhed ad libitum.