Sjælenes kontinentalplader

Thorvald Berthelsen

Huds tektoniske plader

Nye og udvalgte digte

Forlaget Ravnerock 2018, 182 sider

Af Jakob Brønnum

De af Thorvald Berthelsens digtomslag, jeg har set, minder om hinanden og har samtidig et meget distinkt stilmæssigt udtryk. Det er collager, der minder om noget fra 1960’erne, man lavet med den nyeste og bedste computerteknik. Og det kosmiske skal tages bogstaveligt, det er som om de udspiller sig over landskaber, hvor lyset nogen gang synes at være som man forestiller sig, det er på en anden planet.

Digtene i bøgerne passer godt ind bag disse omslag. Thorvald Berthelsens digte har både noget klassisk modernistisk over sig og noget helt andet. Titlen på den nye bog, den sjette digtsamling, udgivet i forbindelse med digterens 70-års dag, Huds tektoniske plader, rummer også sådan et sammenstød mellem erkendelse-områder, der samtidig udvider vores oplevelse af dem.

Hvis huden har lag, og det har den jo, skønt det nok ikke er en biologiske, men den sjælelige hud, der tænkes på, - og hvis disse lag opfattes som tektoniske, altså som kontinentalplader, så bliver disse sjæle, der måtte støde sammen eller flyde fra hinanden, for det er jo det kontinentalplader gør, karakteriseret på en meget fintfølende måde. Og samtidig med et naturvidenskabeligt billedsprog, fremfor for eksempel et mere romantiserende naturbillede.

Sådanne sammenstød – altså stilmæssige som omslagene og erkendelsesmæssige som titlen - er digtene i bogen fulde af.

Bogen er bygget op som udvalg af Thorvald Berthelsens digtsamlinger, udgivet over knapt 10 år og bogen er illustereret med adskillige fine farvetryk af forfatterens collager. Desuden er der kommet nye digte til.

Uddragene af den første samling, Utidig i tide, viser en lidt mere begrænset sproglig frihed end vi senere ser, men det er spændende at følge de politiske digte og rejsedigtene som har den samme interesse for sammenstødene mellem naturen, den naturvidenskabelige iagttagelse og det moderne menneske midt i det hele, som vi senere skal se overbevisende udformet i haikuformen.

Det er denne form, der overtager og langsomt forfines, samtidig med at men gennem de senere samlinger også lejlighedsvis ser en kortdigtform, der er inspireret af haikuets stramhed. som i digtet venten, midt i bogen:

Isfuglen går i spin

mens åkanderne vender

deres blinde ansigt

bort

I morgen

er et sandskorn indlejret

i fatamorgana

Sneens hårde dråbe

er mit kalejdoskop (s. 103)

Digtet søger at fange det lille som udtryk for det store, øjeblikket og det tidløse. Den første strofe beskriver årets gang og anden strofe rummer en minimalistisk beskrevet længsel efter at varmen må vende tilbage – gennem billeder, der forbindes med sommer og lys, og den pr. definition vinterløse ørken og stranden, for den sags skyld. Mens tredje strofe resigneret accepterer nuet.

Der er en fin poetisk samklang mellem de to sidste strofer, fordi de begge bevæger sig inden for synets sfære. Fatamorganaet bliver til et kalejdoskop og sandskornets minimale gestalt står overfor det smeltede og derefter frosne snefnug.

Haikuerne er også grænseoverskridende. Thorvald Berthelsen synes at have fundet sig selv som digter i haikuformen og er dybt involveret i forskellige haikugruppers antologier.

De nyproducerede haikuer, man støder på i den vestlige kulturkreds har ofte mere end almindeligt vanskeligt ved at leve op til den japanske zenbuddhistiske digtforms formkrav om meget forskellige niveauer af den poetiske verdensopfattelse, der befrugter hinanden organisk. Det bliver til små ordspil. Men ikke i Thorvald Berthelsens udgaver:

Frostmorgen

Transformatoren

trækker rimtåger på tværs

af forventningen (s. 53)

Et andet haiku bliver i ”det skærende” som er en overordnet metafor, vi nu har set ni flere udformninger, dels som kontinentalplader, dels som det, der skærer gennem et billede eller en forventning om, hvordan et ordbillede skal se ud. Men nu er det skærende konkret:

Kræftkirurgi

Nuet skærer sig ind

i uendeligheden der

vokser og vokser

Skalpellen som metafor for nuets ubønhørlighed er ligeså overbevisende som ssammenstød, rent metaforisk som da digteren gjorde menneskene til kontinentalplader og vores relationelle fællesskab til et univers gennem en metafor med huden. Billedet virker i begge retninger: dels som beskrivelse af frygten for og udviklingen af den frygtede sygdom, dels som en eksistentiel iagttagelse af, hvordan nuet altid former fremtiden, men også fortiden, og derved uendeligheden. Det er meget dygtigt udført af Thorvald Berthelsen.

Bogen fortjener at få samme skæbne som de forrige – hvad forfatteren et sted har angivet som en af begrundelserne for denne udgivelse: At den bliver udsolgt

Den forrige samling Mørkeleg er anmeldt af Anne Rye Andersson i Den smalle bog