søndag den 31. marts 2019

Resultatet af en hjerteoperation

Egon Clausen: 
”Jeg er et træ. Vestjyske danmarksbilleder”,
Attika 2019, 96 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Det er sjældent, at en bogs tilblivelse begrundes så overbevisende som Egon Clausens ”Jeg er et træ”. Han lægger ud med et lille forord, hvori han gør rede for, hvilke tanker og indtryk, der fyldte ham ovenpå en hjerteoperation. Udsigten over København var pludselig blevet mere intens: ”Hver morgen kom en måge og satte sig på rækværket udenfor vinduet som en hilsen ude fra Øresund, der strakte sig som et blankt og nypudset himmelspejl i det fjerne, og jeg genvandt langsomt min gamle jeg” (s. 8). Om aftenen kunne en dør, der stod på klem ind til hospitalsstuen, bringe ham tilbage til sin barndoms Vestjylland, hvor han lå i sin mosters soveværelse og gennem dørsprækken kunne høre velkendte stemmer ude fra køkkenet. Fortid og nutid blev til ét, ligesom tankerne kunne springe fra København til barndomsegnen på et nanosekund. ”Hovedstad og provins udgjorde en enhed som jeg befandt mig i, og denne enhed var Danmark.” I taknemmelighed over at have fået livet på ny skrev Clausen sin lille bog, der består af digte, kortprosa og billeder (primært akvareller).

Egnsbeskrivelser i billeder og ord
Egon Clausen flyttede i sin tid østpå til københavnsområdet. Denne anmelder er en af de relativt få, der er flyttet den modsatte vej. Efter en opvækst i Virum og uddannelse i København flyttede jeg med min nyetablerede familie til Vestjylland, hvorved jeg lærte nogle af de steder, Egon Clausen skriver om og maler, at kende. I akvarellerne genkender jeg Blåvandshuk Fyr og den let skrånede strand, der er jævnet af bølgernes jættekræfter. Jeg genkender de forblæste graner på Kallesmærsk Hede, grøftekanten ved Oksby, gederamsen ved Nørholm Gods og mjødurten ved Varde Å, omend jeg ikke selv havde kunnet sætte navn på den hvide blomst. I teksterne genkender jeg det øde øvelsesterræn ved Grærup og bopladsen ved Myrthue. Til gengæld har jeg ikke lagt mærke til vindmøllerne ved Hemmet; måske fordi det ikke er min barndoms egn, og jeg derfor ikke fyldes af den samme frustration som Clausen over de høje vartegn for moderne, men bæredygtig industri.

Men ét er, hvad jeg genkender, noget andet, hvad bogen vil sige den, der ikke kender Vestjylland. Jeg tror, at Clausens beskrivelser vil vække nysgerrighed og måske endda lokke flere til den smukke og barske del af kongeriget. I tre korte kapitler fortæller han tilmed, hvordan turen derover kan forme sig. Storebælt udgør intet problem, med mindre man fyldes af den samme irritation som Clausen:

Og nu i stillekupé:
Udsigten over bæltet blokeret
af bærbare skærme, folk har travlt
De rejser knap nok i Danmark,
men googler sig gennem alverden
Aldrig her. Altid langt væk
i andre løse forbindelser,
og pludselig lyder en stemme:
”Næste station: Nyborg!” (s 14-15).

Efter en beskrivelse af Fyn følger en orkestrering af Esbjerg, der ”er en symfoni. Hvert hus har sin egen tone, nogle har flere” (s. 18). Sådan begynder Clausen sin beskrivelse af landets femtestørste by. Han bevæger sig ud til havnen, svinger mod øst og når til banegården: ”Fra perronerne rasler og fløjter det med kommen og gåen. På pladsen foran ligger dagbladet Vestkystens hus som et stykke klassisk modernitet. Såvel banegård som bladhus har karakter og spiller fint sammen i en egen bastant hverdagsrytme, men det er ikke et sted for længere ophold, og sådan skal det være, for transportmidler og nyheder er flygtige” (s. 18).
Siden har Clausen bevæget sig lidt nord for Esbjerg, hvor en storm byder enhver form for beplantning op til rastløs dans:

Nu spiller det store orgel.
Nu står himmel og jord i ét.
Nu blæses verden et stykke
Og det yderste turistkontor
står i frydefuld fare for at gå til
i sin egen reklames genstand (s. 31).

I digtet ”Min traktorudsigt” sætter Clausen sig ind i de bekymringer, der kan fylde Udkants- eller smukkere: Vandkantsdanmarks befolkning. Hvor præcist han rammer, ved jeg ikke, men at de små bysamfund skal kæmpe for overlevelse er i hvert fald korrekt.

Så er det en helt anden situation, der udfolder sig i københavnerdigtet ”Nordhavn”, der blandt andet beskriver ”hippe huse til højhastighedsfolket” (s. 72). En beslægtet bybeskrivelse findes i begyndelsen af digtet ”Amager”, hvor metrotoget går under betegnelsen ”den elektriske larve” (s. 73).

Alderdommen tematiseret
Ud over natur- og bybeskrivelser tematiserer ”Jeg er et træ” også alderdommen. I ”Et lille komma” lægger en gammel mand sig i fosterstilling og håber på at kunne sove stille ind i en intethed, der minder om den, han befandt sig i, inden han i sin tid blev til.

Selvom Egon Clausen nærmer sig de 80 år, er han dog stadig god for en aktuel kommentar som i digtet ”Ude og hjemme”. Her advarer han om, at fremmedfrygt kan gøre os fremmede for os selv.
I ”Oktober” ligger muligvis en af nøglerne til bogtitlen ”Jeg er et træ”. Der er efterårsforfald i digtet:

Hvor er den blå sommer?
Vender vi aldrig tilbage?
Findes der kun den hårde vej,
forrådnelsens, saltets,
grundstoffernes vej
tilbage til grenen,
til træet,
til skoven,
til lyset,
til livet? (s. 83).

Er den naturlige forrådnelse af det døde legeme et første led i et genbrug af kroppens bestanddele, så de kan give næring til eksempelvis et træ? Og er det derfor, Clausen identificerer sig med træet i bogens titel? Ligger der tilmed et opstandelseshåb, når han ikke slutter sit digt med ”…til træet”, men med ”…til lyset, til livet?” Det er i hvert fald sikkert, at det ikke kan gå, som det beskrives i digtet ”Hvordan går det?”, hvor den talende bliver yngre dag for dag:

Kiloerne rasler af mig, mens fedt forvandles til muskler.
Snart sidder mit gamle jakkesæt som det skal. (s. 87).

”Jeg er et træ” er en tekst- og billedlig lovprisning af en hovedstad, en provinsegn og et land. Samtidig er bogen en vemodig og smuk tilbageskuen, afbrudt af smågnavne kommentarer om tidens nymodens påfund og kroppens manglende lydhørhed. Den er skrevet til enhver læser, der vil mindes om, hvor værdifuldt livet er.


1 kommentar:

  1. Hej,

    Har du brug for finansiering?
    Forretnings- eller personligt lån?
    Ønsker du at refinansiere din virksomhed?

    Vi er en anset finansiel institution, der kan hjælpe dig med at reducere den månedlige rate, så vores kunder har overkommelige tilbagebetalingsmuligheder samt plads til at trække vejret, når det kommer til slutningen af måneden. Kontakt Mail: Howardfinancialaid@yahoo.com

    Vores lån er godt forsikret for maksimal sikkerhed er vores prioritet. Mister du søvn om natten og bekymrer dig, hvordan du får en legitim långiver? vi kan hjælpe med en lav rente på 4%. Vi er troværdige og detaljerne er strengt fortrolige. Vi tilbyder kun lån til 4% rente.

    Hvis du er interesseret, skal du kontakte os i dag for at få flere oplysninger om, hvordan du kommer i gang med det ønskede lånebeløb.

    Kontakt Mail: Howardfinancialaid@yahoo.com
    Whatsapp: +1 (573) 279-4038
    Firmaets adresse: West Ave, Hawthorne, CA.

    Bedste ønsker.

    SvarSlet