Mikrosuiter fulde af lys

Helene Johanne Christensen har skrevet en fin og fintfølende digtbog. Den har et anslag som improvisationer – men der er mere på spil.

Helene Johanne Christensen

Blå

66 sider, 199,95 kr.

Forlaget Gladiator

Af Jens Carl Sanderhoff

en helt anden tid

lader lyset falde skråt

ind

i et nu

Sådan åbner Helene Johanne Christensen (f. 1989) sin debutdigtsamling, Blå, der udkom februar 2018, og det er som at finde en tilfældig genstand på et tørreloft, en tråd af noget som man følger, for hen ad vejen at opdage og indse, at dette tilsyneladende tilfældige stof, denne spinkle tråd, stammer fra et øjeblik, et nu, som man efterlod, da man åbnede denne lille bog.

Alle digtene er korte sekvenser af en større sammenhæng, en sproglighed, der mest af alt minder om musik, og musik som den skabes i improvisation. Det er små figurer, der næsten ikke syner af noget, men fordi de bliver gentaget og varieret på en fin og registrerende måde, bliver man som læser også opmærksom på noget mere, noget andet, end der faktisk står på siderne.

Minimalisme kunne man kalde det, men i så fald ikke en formel minimalisme, langt mere en tidsminimalisme, fordi man bliver opmærksom på tiden, både den nedskrevet i digtene, men også den tid, det tager at læse. Ordene blander sig så at sige med selve sansningens tid for læseren (hvis man fungerer som mig), og det er en fin og nærmest intrikat effekt.

En gåde pakket ind i lys

HJC bruger faste figurer, der hele tiden går i dialog med hinanden, bytter plads i hierarkiet og danner ny betydning, eller rettere retter lidt på det, der allerede er blevet etableret, og som derfor forvandler sig, forskyder sig og opfører sig som en stribe sollys gennem et rum; hele tiden med samme betydning, men aldrig til at indfange. Lyset er det helt centrale motiv. Og derfor undrer titlen dobbelt.

Men det er godt at undre sig, sundt, og HJC pakker sin gåde ind i lys, og vel at mærke det lys, der findes i sproget. Det opdager man, mens man læser, og når man befinder sig et stykke inde i samlingen, i det fjerde lille afsnit (s. 28), så kastes et spørgsmål ind i mikrouniverset, der afspejler den undersøgelse af sproget, som man som læser er tvunget til, hvis man vil finde mening;

noget mørkegrønt derhenne?

sådan lyder HJC’s spørgsmål, og man bliver som læser spurgt tre gange (af bibelske dimensioner), og der gives ikke svar. Ikke ud over det, man selv kan levere. Der er et gennemgående jeg og et du, og der er andre faste figurer, som kan bære betydning, men det er uden sammenligning jeget, der er vigtigst for betydningens bevægelse mod afslutningens lille motto. Jeget gøres nærmest til kristus i sproget.

Helene Johanne Christensen

Et lys pakket usd af gåder

Jeget kaster rundt med lyset, som var sproget en naturkraft, og lyset bliver hele tiden noget andet, og det får tingene til at forandre betydning i kraft af de skygger, de nu kaster. Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys, hedder det jo (Johs. 9, 12). Det er ikke fordi samlingen som sådan lægger op til en religiøs tolkning. Den er blot helt opslugt af sin egen praksis.

Et andet lille motiv er ordet (og genstanden) opal, som også bærer en vis symbolik i sig. Opalen som smykkesten er kendetegnet ved at glimte i alle regnbuens farver, men har samtidig en historie med at repræsenter uheld og ulykke. En værdi, der vakler mellem lys og mørke. Men mest iøjnefaldende for mig er dog nok spillet op mod Brorsons salmetekst; Op, al den ting, som Gud har gjort. Tilfældigt?

Og det hele ender med at lægge læseren tilbage i sin virkelighed på en næsten tom dobbelt-side badet i lys, som der står. Denne tolkning mod det mere sakrale står for min egen regning. HJC antyder ikke andet, end der står på siderne (som er det, jeg har tolket på), og samlingen er mest af alt en lille, gådefuld, blågrøn bog, der lader sproget tale sin egen sag og betydningen stå åben for tolkninger.

Jeg nød at læse den, selvom den var alt for hurtigt læst. Hvis man skal fremhæve noget negativt ved bogen, må det være, at den sagtens kunne have været dobbelt så lang, for det er som at læse ordenes egenmusik, som at lytte til sprogets improviserende kvaliteter, og det er slet ikke tosset som litterær manøvre. Jeg anbefaler klart en tur, en lille hurtig tur, med Helene ind i sproget.