Verdens stilhed efter Lars Gustafsson

Verdens stilhed før Bach

• Fra digtsamlingen af samme navn (1982), her oversat af Jakob Brønnum efter 2. bind af de samlede digte, ”Där alfabetet har tvåhundra bogstäver”, Natur och kultur 1992, paperback 1994, e-bog april 2016. Ved Lars Gustafssons død april 2016

Der må have været en verden før

Triosonaten i D, en verden før a-mol-partitaen,

men hvordan var den verden?

Et Europa af store tomme rum uden genklang

overalt uvidende instrumenter

hvor Musikalisches Opfer og Wohltemperiertes Klavier

aldrig var gået over et klaviatur.

Ødselt udsmykkede kirker

hvor Påskepassionens sopranstemme aldrig

i hjælpeløs kærlighed havde svunget sig omkring fløjtens

mildere bevægelser,

store milde landskaber

hvor man kun hører gamle skovhuggere og deres økser

den friske lyd af stærke hunde om vinteren

og – som en klokke – skøjter som bider i den spejlblanke is;

svalerne som svirrer i sommerluften

konkylien som barnet lytter til

og ingen Bach nogen steder, ingen steder Bach

verdens skøjtende stilhed før Bach

Den usammenhængende sammenhæng

Forfatter: Maiken Abildgaard
De Overvågede (2.udgave 2015 - 1. udg 2013)
ISBN 978-87-93334-02-1
74 sider, Pris: 175,00 kr.
Fotos af Lars Engelgaard

Af: Morten Ranum

Kronologi

DE OVERVÅGEDE er udformet som en sagsmappe med retsakter. Hvert aktstykke er nummereret, og de er sat i næsten kronologisk orden – men ikke helt. De kun to brud på den kronologiske orden er omgærdet med mystik. Der synes ingen hverken indholdsmæssig eller æstetisk begrundelse at være for dette valg.

 

Typografi

Som skrifttype er brugt den grimme courier. Det finder ingen jo på at gøre. Langt de fleste vil end ikke vove at bruge courier som kladde. Her har netop denne skrifttype imidlertid en klar pointe. Den understreger den tørre og monotone tone og stil i bogen.

Indbinding og omslag

Bogen er indbundet i tyndt og anonymt olivengrønt pap, hvis det da ikke havde været for det mærke efter et vådt vinglas. Ringen fra glasset synes så ægte, at jeg i lang tid tror, at det er fejl på kun mit eksemplar af bogen. Jeg måtte ind på forlagets hjemmeside for at forvisse mig om, at det rent faktisk er sådan bogen ser ud og skal være.

Indhold

Aktstykkerne er usammenhængende og utydelige i deres indhold, men de handler om menneskers hverdagsliv. Om de bliver overvåget er et spørgsmål om definition. De overvåger nærmere sig selv og hinanden. Der er en slags pointe i det fragmentariske og diffuse, fordi det handler om angst og forvirring. Det er beskrivelse af liv, som bærer præg af tilfældighed og slørede identiteter.

På bogens bagside får forlagets måske smurt for tykt på, når de skriver, at bogen ”handler om skyggesiderne ved det senmoderne menneskes tilværelse” … og de slutter med at konstaterer, at den sproglige form i bogen ”skærer maskerne af, så alt det sårbare og grimme træder frem...”.

Derimod synes jeg, at bogen hele vejen skjuler, hvad der foregår. Der er ikke rigtig noget, som træder frem og bliver afsløret. Men det er faktisk også det elegante ved bogen. Den efterlader ikke læserne med nogen klarhed, men man får overført en følelse af ingenting og tomhed. Jeg føler mig fortabt i en verden, hvor intet hænger samme. Det giver ubehag, stress og uro.

Der spørges, hvordan man administrerer friheden

MAXIMUM BONJOUR: Den udøvende krop. Stenograferet af Jon Eirik Lundberg. Det Poetiske Bureaus Forlag 2016, 37 sider.
Pris: 100 kr.

Af Knud Munck

I 
Jon Eirik Lundberg blev født i Oslo 1974, men flyttede som 24-årig til København for at skrive digte og læse filosofi på universitetet. I 2006 flyttede han til Læsø for at komme i mesterlære hos filosoffen Hans Kolstad og boede her i tre et halvt år. I 2013 blev Lundberg kandidat i filosofi. Han bor i dag med sin familie i København, men er stadig tilknyttet Læsø, hvor han siden 2012 har etableret Læsø Kunsthal og Læsø Litteraturfestival. Også som musiker har Lundberg markeret sig, idet han har udgivet to albums og en single på eget pladeselskab, og siden 2011 har han turneret rundt i Norge sammen med kontrabassisten Joachim Thönen.

Lundberg debuterede som digter på dansk i 2013 med “Maximum Bonjour”, som blev betegnet som “symbolistisk”. Tidligere havde Lundberg på eget forlag udgivet “Digte for analfabet”, der udelukkende består af tegninger, den surrealistiske prosabog “Sverige”og digtsamlingen “Skybrudd i regnskapet”, begge skrevet på norsk og udgivet i Norge.

Efter eget udsagn er han inspireret af digtere som Lean Nielsen, Kafka og Charles Bukowski, Søren Ulrik Thomsen, Thomas Boberg, Henrik Nordbrandt, Ulrik Asmussen (upubliceret), Peter Nør (upubliceret), Jonathan Hedegaard og Signe Gjessing. Og af og til optræder han på de åbne scener i København (La Fontaine, Cafe Flisen, Cafe Tranquebar, Poesiens Hus, Gallery Bohemia og Literaturhaus).

Lundberg anvender forskellige metoder, når han skriver. Én metode er at opløse grammatikken i enkeltdele. Digtene bliver til drypvis, en frase hér, et underligt navn dér. Ordene trækkes sammen, eller der ændres på dem med bare et enkelt bogstav. Derved opstår der nye og overraskende betydninger. Disse småbidder er Lundberg meget påpasselige med at få noteret ned, og når han først har fået samlet forskellige orddele og sætninger i sine notater, flytter han vilkårligt om på dem.

En anden metode er at lade sig omslutte af værtshusfolkets snak. Han hører ikke efter, hvad der siges, men opsnapper dele af samtaler, som i digtene bliver til overraskende sætninger og udtryk. En tredje metode består i at skrive så utydeligt i notesbogen, at han senere må fortolke sig selv, hvorved der opstår nye betydninger, som han ikke havde tænkt på, da han skrev ordene ned.

Resultatet er stærkt sansede digte, der ikke rummer refleksion og intellektuel kritik. Ord og sætninger står abrupte i forhold til hinanden, og indholdet er fragmenter af virkeligheden, små hentydninger til verdenshistorien, storbyerne, moderniteten og litteraturen. Digtene bygger først og fremmest på følelsesmæssige erfaringer - også fra det religiøse område. Der er lige meget kirke og værtshus i dem.

II
“Den udøvende krop” er ifølge titelbladet konciperet af Maximum Bonjour, men stenograferet af Lundberg. Samlingen består ud over forordet af 16 digte. Maximum er den “stemme”, der dikterer digtene til Lundberg. Arbejdet med bogen startede allerede i april 2011, da Lundberg over fire dage hørte “stemmen” diktere bogen “Maximum Bonjour” for sig. “Stemmen” fortsatte med at konstruere nye ord og sprogdele i lange kæder, der blev til grundstrukturen i “Den udøvende krop”. Det blev til en række hele og halve sprogbilleder, der “landede” i lange ord-kæder som f.eks. “judo-moskito-barbarossa-estragoni”.

Digtene består af sådanne billedlige harmonika-sammenstød, der fra Lundbergs side ikke er helt tilfældige, men som for læseren er svære at finde mening i. Den logik, med hvilken ordstykkerne kædes sammen, er ikke i sig selv sammenhængende og rationelt begribelige, men skal ifølge Lundberg kunne forstås på det følelsesmæssige plan.

I bogens digteriske forord fortæller Lundberg om nogle samtaler med Maximum. En af dem (s.8) er foregået i New York med Manhattans rygende skyskraber som baggrund. Tribeca-kvarteret bliver til en synkende Titanic, og Battery Park er begravet i printere og brudte kontrakter. Det er dømt 11. september 2001, og der angribes ved børsernes katedral med et menneske som projektil. Vi ser et rygende skelet på balkonen, stadig iført sit “fasten seat belt”.

En anden samtale (s.10) handler om “Den tredje vej”. Mennesket har tre øjne, tre ører, tre tunger og tre samvittigheder, tre liv, tre venner, tre adresser, tre par sko, tre hjernehalvdele, alle tal i rouletten slutter på tre, der er tre skibe, det tredje rige, den tredje verden,  tri-umvirat, tri-stesse og den hellige treenighed.

Derefter følger de 16 digte, alle dikteret af Maximum. Det er alle svært tilgængelige digte, men særlig “Gamble sig op ad ordfloden” (s.21) volder mig besvær. Det handler om en samtale, hvor den “ømme” Sayonara (“farvel” på japansk) og Maximum taler sammen. Sayonara stiller spørgsmålet: “Hører du om den knuste tand under fortovets klage?” Maximun svarer: “Min rytmiske rubrik min sarkofaglige/ synkretiskumbrellanske/ gåsehudleverpostej:/ kan hørelsen ikke danse/ på perforeret vinyl/ i vor seng du nord? // Skulle ikke judo-moskito-barvarissa-estragoni overophede-fuldbyrde fontænisk/ liderlighed med små klinker/ af sølvkarabineri?”

For at få en forklaring på digtet mailede jeg Lundberg. Hans forklaring lyder sådan: “Okay, dette er en lille byge med slap-sticks i maximumsk ånd. “Sarko-faglig”, sarkofag og faglighed. “Synkretisk-umbrelliansk”, en ren lyd med et massivt fortolkningsindhold. Sammensmeltende-altomfattende. En stor størrelse. Gud? “Gåsehudleverpostej”: gåsepostej, gåsehud, leverpostej. Slapsticks. “Hørelsen danser på perforeret vinyl”: følelse af at lytte til musik. “Seng du nord”: Gare du nord, Hotel du Nord, D´Angleterre, luksushotel. Resten af stykket er sprogspil og sanseobjekter i én salve, en reference til bogen Maximum Bonjour”.

Sidst i digtet hedder det: “Jeg hører din utrøstelige nat/ ride gennem heste/ ind i birken/ og skrifte for prædikanterne”.

Lundberg forklarer, at det er “en bogstavforskydning som at tale, når man er snottet. “At ride gennem heste” er en sproglig salto. Det er lige før, jeg kunne have skrevet “landskabet rider gennem heste”, eller “vi tapper køer fra mælken”. Men det gjorde jeg ikke, for det var alligevel ikke helt det samme. At ride gennem en hest: at omstyrte ordenes hierarki. Hesten er det, man rider med. Men denne gang er det det, man rider med, der bliver gennemredet. “Vi kører gennem biler”. “Vi taler gennem mennesker”. Igen er det den suveræne ånd, der leger med materien. Og i legen dukker der følelser og erfaringer op, som jeg ikke var klar over eksisterede. Sådan forholder jeg mig selv til teksten i hvert fald”.

III
Titeldigtet “Den udøvende krop” (s.23-25) er måske samlingens bedste og udmærker sig ved at have et norsk omkvæd: “Alla njuter livet/ inga betalar skatt”. Digtet handler om frihed. Der spørges, hvordan man administrerer friheden, og svaret lyder, at man skal gå ud i skoven med træer og bark. I digtet indgår naturbeslægtede størrelser som Kopernikus, potentiel godhed, hund og Crocodile Dundee.

Digtet “Adrenalinsorbet” (s.26-27) handler om en udøvende krop, der “fremviser sit kød/ som en ged på gademarkedet”. Kroppen eller personen er deprimeret og vil bare gerne forsvinde “som en sulten hund på nervegas”. Han “sidder for det meste/ udenfor kroppen” og “pisser på sin fortid mens han drikker/ og drikker på sin fremtid som en ven”. Han er “bitter som en havtaske/ kold om tæerne/ og brændt af som en mark lyng”. En vis håbløshed mærkes. Udvejen er formet som et spørgsmål: “Har du nogensinde set en kat/ adle en blodappelsin/ i det her gigantiske mini-bar-skaber-værk?”

“Interview med Maximum” (s.30-31) er et visionært digt. En unavngiven person stiller Maximum tre spørgsmål. Det første lyder: “Hvad ser du når du ser et papir?”. Han svarer, at han ser “en larves hus” og “himlen, der flyder over”, “fuglene, der elsker sne” og “Nordpolens creme og Sydpolens kefir”. - “Hvad ser du når du ser er et tankskib?” lyder næste spørgsmål. Han svarer, han ser “Stalingrads hvide blomster” og “kanonernes sorte skyer”, “statskirkens værkende samba”, “kontinenter løsrive sig,/ elefanter mutere,/ civilisationer spadsere forbi”. Han ser “solen massere klippefast længsel”, “Konstantinopel brystføde Adriaterhavet”, “Argentina/ kulminere/ i The Great Basins/ kulminer”, og endelig ser han “Anden og Tredje Verdenskrig bryde/ som to glinsende sorte/ biller/ på et bord/ i solen”. - Tredje og sidste spørgsmål lyder: “Hvad tænker du når du hører ordet “ideologi”? Han svarer, at han ser “glasøjet længes efter synet/ ligesom træet længes efter lyn”.
  
“Kraniesarkofag” (s.32-33) er et hverdagsdigt, der er inspireret af et besøg i byens butikker, hvor der sælges kantklippere og plantegift. I byen er der også papir og bøger om fortidens historie. Bøger, der beretter om hjernestammen, foråret, krattet, den giftige brønd og den nye åbenbaring. Digtet slutter med, at tanken eksploderer, og i røret lyder en skælvende elektrisk stemme “på toppen af en regnsky”.

“Sydpolen er sjælens mælk” (s.35-36) er et digt om døden. Der “vågnes i nogens harpunerede barndom”, og der spørges, om man måske “lever længe nok til at dø stående”. Svaret er nej. Døden er på spil i udtryk som “gamle muldvarpe” og “kjolehæpatit”. “Carpe diem” og “Bornholmeruret” hentyder begge til tidens gang og det korte liv, som bør gribes i nu´et.

Lundbergs digte kan sammenlignes med anden surrealistisk digtning, og tager man Michael Strunges automatdigte fra “Væbnet med vinger” fra 1984 som eksempel, så opstår hans digte tilsvarende som tankens diktat, uden kontrol fra fornuftens side, og uden æstetisk eller moralsk interesse. Der er hele syv automatdigte i digtsamlingen og ingen svært tilgængelige. Det er mit indtryk, at disse digte er langt mere bearbejdede og tolkede, end det er tilfældet med Lundbergs.

Et andet eksempel på surrealistisk digtning er Gustaf Munch-Petersens digt “det underste land”. Munch-Petersen fik digtet trykt i det første nummer af det surrealistiske kunsttidsskrift Linien i 1934, og siden er det ofte blevet betragtet som et surrealismes programdigt. Digtet handler om landet, hvor drømmen og fantasien kan bringe mennesket nærmere sig selv og i større samhørighed med andre. Det indledes med de berømte linjer: ”o stor lykke / stor lykke har de faaet, / som er født i det underste land - ”. Landet beskrives som stort og herligt. Stemningen er  besværgende, næsten religiøs, og rytmen fremmaner en trancelignende stemning. Når vi er ved vejs ende af digtet, har vi som læsere allerede besøgt “det underste land”. Vi er blevet lokket af det lyriske jeg´s messende opfordring til at begive os ind i dette underfulde land. Vi lever aner det og lever os ind i det.

Det surrealistiske er klart nok i digtet, forståelsen af hvad det drejser sig om fremgår.  Det handler om noget højere og transcendent, men det er ikke uforståeligt som sådan.

Måske skulle Lundberg have lyttet lidt mindre til Maximuns “stemme” for at hjælpe sine læsere til at findes deres egne drømme i digtene. Han burde føre læseren mere med hånden og blive mere digter end stenograf. Næste gang burde han gøre digtene mere forståelige, skønt han måske skildrer en anderledes og herligere verden, tilsagt af stemmer og højere væsener.

Nogle gange er det rigtig smukt. Tre helt specielle bøger

Af Troels Laursen

Det lille forlag Asterisk er uhyre produktivt. Udgivelserne kommer i en lind strøm. Men det er altid uden at slække på kvaliteten og oplevelsen. Lige før nytåret kom der hele tre, som er flade udgivelser, men de er kun flade i den forstand at de er små og tynde. Dybden i dem alle tre er skræmmende stor, i deres behandling og leg med sproget og det visuelle. Der er stor format iklædt lille format.


Gitte Broeng:
Lima India Foxtrot Echo - My transcription
Sprog: engelsk
Håndsyet, 16 s. 65,00kr

Bogen er en række fonetiske tekster, der er fulde af visdom og ordsprogsagtige sentenser, som læseren må stave sig igennem. Gitte Broeng gør brug af og leger med NATO's fonetiske alfabet, som er et specielt alfabet, der anvendes inden for radiokommunikation til angivelse af de almindelige, latinske bogstaver. Hvert bogstav har et "navn", som siges i stedet for bogstavet selv. Dette gøres for at udelukke enhver form for misforståelse om, hvilket bogstav, der menes. Navnene er valgt efter, at de skal være lette at sige og udtales ens på ethvert sprog.

Tag nu digtet :
Hotel Echo Lima Lima
India Sierra
Oscar Tango Hotel Echo Romeo
Papa Echo Oscar Papa Lima Echo

- der bliver til: Hell is other people, og et dermed også et Sartre citat og med ham også et citat fra Strindberg. Brydes koden, dukker der hele tiden nye spørgsmål op, som hvorfor sagde Sartre nu det? Sproget udvider sig og oplevelsen foldes ud.

Lima India Foxtrot Echo - eller kort sagt: LIFE, bærer et sprog, og gør brug af en særlig kode eller indforståethed, og som derfor er uforståeligt for uindviede og det skærper læseoplevelsen, for man kan ikke læse hen over noget. Ordene og dermed meningen skabes undervejs. Det er en nulstillet læseoplevelse af de sjældne, med lyd på.


Lasse Krog Møller:
Black Square
Hæftet 16 s. 65,00kr

Denne udgivelse er næsten en vittighed, men også kun næsten, for der er vid og bid og en masse kunsthistorie i de seksten sider med berømte sorte firkanter. Fra Robert Fludd til Tanja Ostojić over Laurence Sterne og Kasimir Malevich. Det er linoleumstryk, der følger proportionerne i de mere eller mindre berømte firkantede forlæg.

Sidste år for 100 år siden, udførte Kazimir Malevich det ikoniske værk ””Sort Firkant” og det blev symbolet og det helt grundlæggende element i suprematismen, der var en ren udforskning af det visuelle sprog, hvor man  ønskede at befri kunsten for den genstandsmæssige ballast. Værket regnes blandt de mest indflydelsesrige værker i det tyvende århundredes kunst og blev et vendepunkt i udviklingen af den russiske avantgarde. Malevich forsvinder helt fra den internationale kunstscene i 1930erne og 40erne, og han bliver mere eller mindre glemt som kunstner. Men i midten af 1950erne genopdager en række unge kunstnere ham. Han fik især indflydelse på en række fremtrædende amerikanske kunstnere, som Barnett Newman, Mark Rothko, David Smith, Ellsworth Kelly, Robert Ryman, Donald Judd, Carl Andre og Richard Serra.
Udgivelsen er en lille tryksag om sorte firkanter med kant. Den stiller mange flere spørgsmål til kunsten og kunsthistorien end der kan svares på. Det er en snurrig leg med en af kunsthistoriens store livgivende gennembrud.

Lasse Krog Møller:
Leporello, 305 cm. 
42 ill. s/h. fotografi, 150,- kroner

Med inspiration i Ed Ruschas ikoniske artist book Every Building on the Sunset Strip (udgivet i 1966) har Lasse Krog Møller vandret ad Amagers 3,4 km lange hovedstrøg og fotograferet samtlige frisørsaloner. Fra Directors Cut til den alleryderste Frisør Hende & Ham. Over De 4 Hårtider og Salon Aïda blandt andre. Bogen er en lang foldeudbog, hvor fotos af de mange frisørsaloner er klippet sammen, så de fylder hele gaden foran en. Man ser kulturhistorie i hvad frisørsaloner kan hedde alt efter tiden og ikke mindst hvilke typografier, skiltene er holdt i. Hver tid sin kode og fortælling.

Og ligesom Ed Ruschas fotografier, der var en del af pop-arten og beatgenerationen, er disse fotografier registreringer af det helt almindelige og arketypiske bylandskab, hvor populærkulturen og typografiske koder, er ligeså tilgængelige som de er dybe. Det er fotokunst, der både taler komplekst og direkte om vores spinkle og forbigående tilstedeværelse i verden.

At opdage sig selv som seksuelt væsen

"Bogens temaer har en særlig tyngde: Familiedrama, identitet og kultursammenstød. Men dens styrke er også forfatterens evne til at formidle enkelt, billeddannende og smukt." 

Abdellah Taïa

Englene fra Frelsens Hær

Forlaget Arvids 2015, 124 sider, 188 kr.

Af Carina Wøhlk

”Englene fra Frelsens Hær” er en lille bog – og dog så stor. Forfatteren bag er marokkaneren Abdellah Taïa, der skriver på fransk. ”Englene fra Frelsens Hær” er den første af hans bøger, der er oversat til dansk - forlaget har en mere på vej.  

Bogen emmer af sensualitet. De mættede skildringer står mejslet i marokkansk sanselighed. Læseren hyller sig i eksotiske dufte og flimrende sol. Det kan varmt anbefales at åbne for bogen i den kolde danske vinter,  

Hovedpersonen er unge Abdellah. Han er ikke bare forfatterens navnebror, men identisk med samme. I hvert fald kaldes han ved efternavnet Taïa et enkelt sted i bogen (s. 95). Der må være tale om en selvbiografisk udviklingshistorie.   

Bogen tager sin begyndelse i Abdellahs fødeby Salé i Marokko. Vi møder et farverigt persongalleri i det lille hjem – bogstaveligt talt i familiens skød.  Lidenskaben imellem forældrene har sin kilde i et urgammelt jalousidrama, som blusser op efter behov.

Kønsrollemønsteret er traditionelt, men moderen M´Barka styrer alligevel for vildt – med sit underliv, med sin alt andet end underspillede fornærmelse over faderens anklage om utroskab.  

Abdellah er meget betaget af sin storebror Abdelkébir, der som den førstefødte dreng nyder en særlig status i familien. Som den eneste af de i alt 9 børn har han eget værelse. 

Den ublu fascination af broderens krop får Abdellahs øjne op for, at han også selv er et seksuelt væsen. Under en rejse med storebroren og en mindre bror til Tanger vækkes Abdellahs sanser for alvor. I et rystende erkendelsesskred forstår han, at han er til mænd. 

Han drømmer om det forjættede kontinent Europa, om en karriere i litteraturens verden og om den universelle frihed til at være den, han er. Da den velbeslåede litteraturforsker Jean fra Genève dukker op i horisonten, ser drømmene ud til at blive virkelighed. Det springende punkt er, om Abdellah i Jean møder kærligheden eller en skæbne som boy toy.

Abdellah får et stipendiat på universitetet i Genève. Han flyver til Schweiz, men lander med et klask. I det rige land venter en følelsesmæssig fattigdom. Svigt og skuffelser står i kø. Og her kommer englene fra Frelsens Hær ind i billedet. En taxachauffør lurer hans situation og sender ham hen til Frelsens Hærs herberg, hvor han bliver modtaget med åbne arme. 

Bag skranken på herberget sidder en læsende og lysende ærkeengel. Han ligner den franske filosof Michel Foucault på en prik, og den slående lighed skaber tryghed i Abdellahs sind. Hvad der videre hænder, skal ikke røbes. 

Bogens temaer har en særlig tyngde: Familiedrama, identitet og kultursammenstød. Men dens styrke er også forfatterens evne til at formidle enkelt, billeddannende og smukt. For eksempel skriver han om forholdet til elskeren Jean: ”I ti dage i træk var Quarzazate vores lykkelige kærlighedsroman” (s. 108).  

Alt i alt er ”Englenes fra Frelsens Hær” en intens og velskrevet bog, der kalder på mere fra samme forfatter. Anmelderens eneste anke er, at bogen er FOR kort. Læseren sidder en anelse uforløst tilbage. Mere vil have mere!     

At tælle til én er knapt nok nok

Knud Steffen Nielsen

Derfor står jeg frem nu

(Werkstatt 2015, 78 sider)

Af Jakob Brønnum

Knud Steffen Nielsen har udgivet adskillige digtsamlinger. Det meste af hans udtryk ligger et sted mellem den form for sproglighed, der bearbejder faste vendinger, som man kender fra især Ursula Ankjær Olsen og en mere billedrig digtning – ind i mellem kan det være i retning af det surrealistiske. Humoren er der altid et sted som et element

                      Hvor rationalet hos f. eks Viggo Madsen i almindelighed er, at der netop ikke er noget rationale, altså ikke ligger noget semantisk tegnsystem bagved, som de sproglige koncentrationer kan referere til, men betydningsdannelsen netop sættes i gang af dette faktum, er det ikke sådan hos Knud Steffen Nielsen. Der kan findes metaforiske sammenhænge, der gør digtene yderst almenmenneskelige:

"Løbende under himle af stuk og

vildelse. Det hører os til, der lever

under drejelofter famlende

efter blødende hænder …"

(Digtet Bevise, Farven Godot s. 23, After Hand 1993)

Måske sådan: Himle, som billedet på noget overordnet i tilværelsen, forsynet med prædikaterne stuk (noget kunstigt forsiret, om end til tider smukt), vildelse (noget indefrakommende utilregneligt) og drejelofter (noget i omverdenen, der bestandigt bevæger sig, dog fortrinsvis efter faste mønstre). Og det hele flytter sig i høj fart. Sådan en indledning til et digt kan man være længe i. Det er jo sådan man har det.

Fremtrædelsen

Uden at jeg kan hele forfatterskabet udenad, vil jeg sige, at det forekommer mig, at de to seneste bøger bruger alt det bedste, der er i det til at skabe endnu dybere metaforiske konstellationer, som man kan være endnu længere i. Den forrige bog var den første prosabog, ”Kaptajn Kugeln og min brev og notesamling I – Om håndtering af og Lærestykker i det enkle liv (Forlaget Armé 2014), et mærkværdigt værk (et mesterværk, if you ask me), hvor Knud Steffen Nielsen tegner et mageløst detaljeret og morsomt, satirisk portræt af samtiden, særligt den i provinsen. Jeg har skrevet en læsning af den på bibliotek.dk.

                      I den seneste bog, ”Derfor står jeg frem nu”, møder vi gang på gang nogle af de eksistentielle grundbilleder, ”Det ukendte", ”støv” – oven i købet sammen med, hvad der må være støvets absolutte eksistentielle og metaforiske modsætning, "linealen" – ”Skæbnens tal”, ”tiden”, ”rationelle tanker”.

                      Knud Steffen Nielsen undersøger virkelighedens beskaffenhed med begreber, der har været kendt tilbage fra antikken, billeder på skæbne og uvished:

”Kunne skrive op og ned ad dørstolper

om enhver form for hasard

ikke så meget alt det med pengene, hvis det er det du tænker på.

Algoritmen baserede sig på: Det er ikke kun spil.

De giver for lidt tilbage på en halvtredser DERUDE

Og i den anden ende er der altid én der hænger fast i

den rette fortælling om det religiøse

Det er et andet spil.” (s. 42)

Der er den igen, bare større end den med himlen, som ellers var stor nok: Algoritmen overfor hasard, op og ned ad dørstolper som det kedsommelige, (måske også med et anstrøg af en gammeltestamentlig dørstolpe, og den er ikke sjov), den anden ende som tilværelsesbillede og det religiøse. Altså billeder på det beregnelige, det ukendte, på det kendte (det kedsommelige) og på at tage en hasarderet chance. Jeg vil ikke forsøge at vride en mening ud af disse billeder, men blot gøre opmærksom på, at de er mulige hegnspæle i en digterisk tilværelsestydning, som man kan være længe i. Mærkater, der drejer sig om at afkræve tilværelsen en måske flygtig mening eller være i dens utydelighed.

                       Problemet er, at bogen består af 71 sådanne sammenstillinger af nøje udvalgte (intuitivt udvalgt, helt sikkert) metaforer. Hvordan i alverden skal man kunne blive færdig med den? Det er det, poesi er. Jeg har interesseret mig for digte, siden jeg læste Knud Vad og Vagn Steen som knapt teenager og Synets flod af Robert Corydon, for at have sådanne bøger i hånden:

"Jeg har glemt det hele, og

det hele er rigtigt, og det hele er

vanvittigt.

Vanviddet er reglerne. Dér

Og alle de pæne lister indeholder regler for begge hænder.

Af de nok hundrede træer kan jeg højst nå at tælle

de fjorten. Skovene tager altid munden for fuld.

Om jeg har læst alle træerne ….?

”Så referer noget af handlingen

for forsamlingen”, siger du.

Jeg kan ikke styre

det.

At tælle til én er knapt nok nok" (s. 30-31)

Indridsninger i Europakort

Sixten Austerlitz: Remise. Revir. – Totenkopf Express.

77 sider (upagineret). 150 kr.

Den Brændende Hund

Af Erik Kock

Denne bog gemmer sig. Med sine 150x100x5 mm kan den overses. Men den er også gul, så på et tidspunkt vil den nå frem til øjenkrogen. Der skal ikke være nogen weit hergeholt farvesymbolik her; derimod: Man kunne for år tilbage i teoribøger på køreskolerne finde dette udtryk om signalet fra den gule farve i en lyskurv: ”Krydset rømmes.” Bogens kryds ligger et sted i et skamskudt Europa, og det er så godt som rømmet. Vi er i den tyske sprogremise i det tyske revir. Bogen udsondrer atmosfæren, lugten og lyden fra en belastet, men evig lokalitet.

Remise/Revir 

Bogen er delt to blokke – for nu at bruge en passende bastant betegnelse. Den første blok er ”Remise. Revir.”

Anslaget: ”Rotterne overlever muserne.” Så er vi i gang. Det er dét der er på spil. Forfaldets og det anløbnes sejrsmarch hen over det som kunne føde kunst. Sætningen står alene på siden, ligesom udsagnene og enkeltordene gør det stort set hele blokken igennem. Mod slutningen føjer andre udsagn sig til i op til tre linier pr. side, men siderne er gabende tomme under dem. De er bygget oven på et fravær. Sprogets fravær. Og dermed oven på en tavshed.

En metode kommer hurtigt til syne undervejs i læsningen. Ordspillets og konnotationens metode: Gasmaskerade/afdansningsbål og blindgyde æg eller skalpelsalmer. Den ovenfor nævnte udsondring af atmosfære forhindrer at der bliver tale om blot en ordleg. Dette er alvor.

Gennem begge bogens blokke strammer de korte udtryk på de korte linier udsigelsen til bristepunktet. Man aner en kvælning.

Et andet sted står: 

Kemisk susen

hybenhals

sitrende hudråbstegn.

Er det skriften der siver ud af det hallucinerede intet henover forvreden menneskelig unatur for at ende som tatoveringsblæk i nålen mod den bævende hud? Skriftens, og således sprogets, lavmælte attentat på den evige europæer og dennes martring af sit eget kontinent og sin egen krop, samfundskroppen. I så fald er disse tre linier emblematiske for bogens første blok. Da linierne står på dens sidste side, kan de uden besvær læses som efterskrift.

Totenkopf Express 

Den anden blok er ”Totenkopf Express.” Læserens øjne føres hen over sorte liniers jernbanesveller med opremsninger som 

blanketindsamling

kriterier for valg af diagramtype

selvregistreringsanalysens princip

stopursteknikken

frekvensstudiets princip.

Symptomatisk står et sted: Lokomotivets Europa/collagen i bevægelse. Og der er ingen vej ud og ingen vej tilbage. Konnotationens metode er den samme som i bogens første blok, men tonen synes skærpet: 

kronragning

hudfrielse

kraniekorrektur.

Dette, in casu tysksprogede, Europa undslipper ikke sin selvpåførte og sprogliggjorte skæbne.

Op mod bogens udsagn kan man reelt set kun spørge, men må dog alligevel forsøge at gribe om nældens rod, selv om man hurtigt opdager at det er ondets rod, og endnu senere opdager at det blot er ondet selv; roden fortaber sig dernede i det kontinentale mørke, man fornemmer at den vil komme stærkt tilbage. Når som helst.

Ondet selv ligger i transporten fra teksten til læserens blik og retur. Det er her bevidstheden kommer i øjenhøjde med udsagnene og deres ensomme rester af civilisation: et skilt hér, et krater dér, et skrog, en blindgyde, en losseplads, en wire og rotter, rotter…

Vi kan i og for sig kun tale om det umistelige Europa – for var det mistet, ville smerten ikke kunne fortsætte inden i kontinentet. Og det gør den. Ewig.

Vi kommer ikke af med selve ondet som det er beskrevet ovenfor. Sproget ligger altid tilbage med endnu et udsagn gemt i pistolhylsteret. Af ord er du kommet, til ord skal du blive, af ordet skal du igen opstå.

Selvfølgelig er der patos, en del, det bliver der uvægerlig i en håndtering af Europa i frit fald i slowmotion; og over for den villethed der huserer i nogle af ordkonstellationerne, er denne anmelder villig til at trække følehornene til sig. Det ligner en rimelig omkostning ved bogens metode. Og man skal ikke overse pletskud som dette:

i rygsøjlens haller ruger

stablede æg/natten ud.

Man kommer uvægerligt til at udnævne de og de sider til at være første side, sidste side, etc. Men det upaginerede kan indebære en undsigelse af en prioriteret rækkefølge, så enten må læseren opgive sin vanetænkning mht. rækkefølger, eller også må han/hun vove at bladre tilbage i blinde og tage stikprøver på en ny læsning. Tro mig, det giver pote.

Det er stærke sager, og der er ingen pardon. Jeg vil lade bogen få de sidste ord:

blodbøg er

mørket mellem bogstaverne

Sonnenuntergang.