tirsdag den 16. februar 2016

Indridsninger i Europakort



Sixten Austerlitz: Remise. Revir. – Totenkopf Express.
77 sider (upagineret). 150 kr.
Den Brændende Hund

Af Erik Kock
Denne bog gemmer sig. Med sine 150x100x5 mm kan den overses. Men den er også gul, så på et tidspunkt vil den nå frem til øjenkrogen. Der skal ikke være nogen weit hergeholt farvesymbolik her; derimod: Man kunne for år tilbage i teoribøger på køreskolerne finde dette udtryk om signalet fra den gule farve i en lyskurv: ”Krydset rømmes.” Bogens kryds ligger et sted i et skamskudt Europa, og det er så godt som rømmet. Vi er i den tyske sprogremise i det tyske revir. Bogen udsondrer atmosfæren, lugten og lyden fra en belastet, men evig lokalitet.

Remise/Revir 
Bogen er delt to blokke – for nu at bruge en passende bastant betegnelse. Den første blok er ”Remise. Revir.”
Anslaget: ”Rotterne overlever muserne.” Så er vi i gang. Det er dét der er på spil. Forfaldets og det anløbnes sejrsmarch hen over det som kunne føde kunst. Sætningen står alene på siden, ligesom udsagnene og enkeltordene gør det stort set hele blokken igennem. Mod slutningen føjer andre udsagn sig til i op til tre linier pr. side, men siderne er gabende tomme under dem. De er bygget oven på et fravær. Sprogets fravær. Og dermed oven på en tavshed.
En metode kommer hurtigt til syne undervejs i læsningen. Ordspillets og konnotationens metode: Gasmaskerade/afdansningsbål og blindgyde æg eller skalpelsalmer. Den ovenfor nævnte udsondring af atmosfære forhindrer at der bliver tale om blot en ordleg. Dette er alvor.
Gennem begge bogens blokke strammer de korte udtryk på de korte linier udsigelsen til bristepunktet. Man aner en kvælning.

Et andet sted står: 

Kemisk susen
hybenhals
sitrende hudråbstegn.

Er det skriften der siver ud af det hallucinerede intet henover forvreden menneskelig unatur for at ende som tatoveringsblæk i nålen mod den bævende hud? Skriftens, og således sprogets, lavmælte attentat på den evige europæer og dennes martring af sit eget kontinent og sin egen krop, samfundskroppen. I så fald er disse tre linier emblematiske for bogens første blok. Da linierne står på dens sidste side, kan de uden besvær læses som efterskrift.

Totenkopf Express 
Den anden blok er ”Totenkopf Express.” Læserens øjne føres hen over sorte liniers jernbanesveller med opremsninger som 

blanketindsamling
kriterier for valg af diagramtype
selvregistreringsanalysens princip
stopursteknikken
frekvensstudiets princip.

Symptomatisk står et sted: Lokomotivets Europa/collagen i bevægelse. Og der er ingen vej ud og ingen vej tilbage. Konnotationens metode er den samme som i bogens første blok, men tonen synes skærpet: 

kronragning
hudfrielse
kraniekorrektur.

Dette, in casu tysksprogede, Europa undslipper ikke sin selvpåførte og sprogliggjorte skæbne.
Op mod bogens udsagn kan man reelt set kun spørge, men må dog alligevel forsøge at gribe om nældens rod, selv om man hurtigt opdager at det er ondets rod, og endnu senere opdager at det blot er ondet selv; roden fortaber sig dernede i det kontinentale mørke, man fornemmer at den vil komme stærkt tilbage. Når som helst.
Ondet selv ligger i transporten fra teksten til læserens blik og retur. Det er her bevidstheden kommer i øjenhøjde med udsagnene og deres ensomme rester af civilisation: et skilt hér, et krater dér, et skrog, en blindgyde, en losseplads, en wire og rotter, rotter…
Vi kan i og for sig kun tale om det umistelige Europa – for var det mistet, ville smerten ikke kunne fortsætte inden i kontinentet. Og det gør den. Ewig.
Vi kommer ikke af med selve ondet som det er beskrevet ovenfor. Sproget ligger altid tilbage med endnu et udsagn gemt i pistolhylsteret. Af ord er du kommet, til ord skal du blive, af ordet skal du igen opstå.
Selvfølgelig er der patos, en del, det bliver der uvægerlig i en håndtering af Europa i frit fald i slowmotion; og over for den villethed der huserer i nogle af ordkonstellationerne, er denne anmelder villig til at trække følehornene til sig. Det ligner en rimelig omkostning ved bogens metode. Og man skal ikke overse pletskud som dette:

i rygsøjlens haller ruger
stablede æg/natten ud.

Man kommer uvægerligt til at udnævne de og de sider til at være første side, sidste side, etc. Men det upaginerede kan indebære en undsigelse af en prioriteret rækkefølge, så enten må læseren opgive sin vanetænkning mht. rækkefølger, eller også må han/hun vove at bladre tilbage i blinde og tage stikprøver på en ny læsning. Tro mig, det giver pote.

Det er stærke sager, og der er ingen pardon. Jeg vil lade bogen få de sidste ord:

blodbøg er
mørket mellem bogstaverne
Sonnenuntergang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar