Den ligefremme skønhed

Mendelssohn
Songs Without Words, Volume 2
Peter Donohue (Chandos)

Af Jakob Brønnum

Det er både udfordrende og interessant at anmelde Mendelssohn klavermusik. Det udfordrende består ikke mindst i, at musikken er enklere end næsten noget andet klavermusik fra romantikken, der almindeligvis høres, og det er interessante er, at man alligevel oplever det som kunstmusik på højeste niveau.

Det er jo sådan, at musikhistorien, som så mange andre kunstneriske felter, består af en lille kanonisk gruppe af de kunstnere, som stadig høres, og en meget stor gruppe af mere eller mindre ukendte komponister som kun specialister eller tilfældigt forbipasserende beskæftiger sig med.

Felix Mendelssohn-Bartholdy levede i midten af 1800 tallet, det vil sige lige mellem wienerklassikken, hvor Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert grundlægger det, vi forstår som klassisk musik, og så slutningen af århundredet, hvor Tjajkovskij, Brahms, Cesar Franck, Dvorak og Mahler i større eller mindre udstrækning bærer musikken frem mod et mere indholdstungt følelses- og stemningsregister, i lyset af de demokratiske bevægelser og en ny tids individuelle selvforståelse.

Og midt i det hele står så en komponist som Mendelssohn. I slægten indgår en af de største jødiske filosoffer overhovedet, Moses Mendelssohn, men ligesom Mahler optræder Felix som protestant, og hvad end begrundelsen så er, er karrierevejene dog enklere i det tilfælde i det tysk-østrigske kulturliv.

Mendelssohn hører altså til den gruppe, der overlevede tidens udvælgelse. Han har skrevet et stykke musik, som alle mennesker i den vestlige verden kender, nemlig Bryllupsmarchen, der indgår i en komposition med brugsmusik til et skuespil af Shakespeare. På den anden side bliver han ikke opfattet som et gudsbenådet geni på samme måde som nogle af de komponister, der opererede i samtiden og som han er kollega med, for eksempel Robert Schumann. Men alle forstår, at han er mere talentfuld og succesfuld, end for eksempel hans gode bekendt og kollega Niels W. Gade, der efterfulgte ham som chefdirigent i Leipzig (men måtte tage hjem, da Tyskland og Danmark kom i krig).

Alle disse indledende bemærkninger har naturligvis til formål at gengive min ambivalens over for Mendelssohn. I mange år har jeg følt at hans musik i det store og hele var for tynd. Det skyldes muligvis en form for umodenhed, at jeg har lyttet til hans værker inden for de genrer hvor de største genier opererer, symfonierne, kompositionerne for soloinstrumenter og orkester og kammermusikken i de forskellige genrer som for eksempel strygekvartet. Og der sammenlignet.

Men hvorfor ikke sammenligne med de værker, hvor Mendelssohn er dybt original. Dels har han en gruppe korte symfonier, såkaldte strygersymfonier, hvor han arbejder på en helt anden måde end samtidens symfonikere. Dels har han nogle kompositioner som han kalder "Lieder ohne Worte", Sange uden ord. Og det er dem, denne anmeldelse skal forsøge at indkredse 

Den ligefremme skønhed

Peter Donohues fortolkninger i den helt nyudkomne indspilning, er friske og levende, spændstige og fulde af humor og undren, måske kan man endda spore egentlig livsglæde nogle steder. Og det er jo ikke så galt i vor tid. Det er en CD, man vender tilbage til mange gange. De små "sange uden ord" har det med at lukke sig op på nye måder ved genhør.

Jeg tror, Donohue har lige netop de pianistiske egenskaber, der yder Mendelssohn størst retfærdighed, temperament uden voldsomhed, følsomhed uden veghed.

Donohue

Kun enkelte steder bliver man kompositorisk mindet om, at der samtidig med Mendelssohns karriere, netop i århundredets midterste årtier var en bevægelse i retning af en tom virtuositet, som særlig pianister excellerede i, og som får klaverkomponister som Chopin og Liszt til at dele vandene den dag i dag.

På CD'en opfører Donohue ikke klaverstykkerne i den rækkefølge, komponisten har valgt dem, men sætter selv et sæt sammen. De omkranses af to større klaverstykker. 

Det første er ”17 Variations sérieuses, Op. 54” (1841), et af de længste klaverstykker Mendelssohn har skrevet, selv om det kun lige sniger sig over de 10 minutter. Her viser Mendelssohns sig som en dybt reflekterende komponist, subtilt og elegant skriver han sig ind den næsten filosofiske genre, hvor komponisterne varierer en melodi og derigennem udforsker en række menneskelige og musikalske problemstillinger.

Vil man videre herfra, må jeg anbefale den egentligt relativt sjældent hørte Mendelssohns Symfoni Nr. 5, som jeg anser for et af de allerbedste symfoniske værker overhovedet, og de seks strygekvartetter, særligt indspilningen med Cherubini Quartet. Og så naturligvis Mendelssohns mesterlige Strygeroktet. I mange år var et af de mest hørte Mendelssohnværker, ved siden af den 4. symfoni (det er den, hvis indledningen lyder som en gammeldags ambulance) Mendelssohns Violinkoncert i d-mol, som på pladeudgivelser blev parret sammen med Bruchs Violinkoncert nr. 1. Det er aldrig lykkedes mig at falde til ro i Mendelssohns violinkoncert, men derimod må jeg skarpt advare mod Bruchs, den er decideret vanedannende.