Den grimme (fort)ælling

Anders Vægter Nielsen har skrevet en samling fortællinger, hvor bevægelsen basker i fremmedgørelsens element

Anders Vægter Nielsen
Hvid dromedar – Fortællinger og bevægelser
158 sider, 248 kr.
Jensen & Dalgaard

Af Jens Carl Sanderhoff

Regn

Min onkel, der var værkfører, ejede en ældgammel Ford som han havde stående bag laden ved den nedlagte mødding. (s. 11)

I Anders Vægter Nielsens (AVN) seneste bog, Hvid dromedar, åbnes ballet med de ovenstående ord fra en kort skitse, et rids til noget, der langsomt over de følgende sider foldes ud. Det er ikke spor behageligt og samtidig nødvendigt, men hvorfor det er det, kommer jeg tilbage til.

Der findes vel en slags hierarki i de korte, prosaiske teksters land. Novellen, som den udfoldes moderne, har nok den gule trøje, men følges skarpt i sit hjul af kortprosaens lille, rebelske bjergged. Nede i hovedfeltet hænger de mere klassiske ’fortællingen’ sammen med ’historien’ og alle de andre kortformsvarianter og ser de moderne opkomlinge løbe med al opmærksomheden og priserne. AVN har i denne samling af forskellige årsager valgt at slå følge med især fortællingen, og det er der gode grunde til, for flere af disse korte tekster bærer præg af noget eventyrligt og mytologisk, og det er jo dét, vi i udtalt grad husker fra litteraturens klasseværelse; H.C. Andersens fortællinger især som i dansk sammenhæng fornemste og ofte af moraler og læringstunge pointer overlæssede, korte glimt af en sammenhæng, for det er jo dét, den korte form er og kan; vise noget frem som pars pro toto. Men samtidig med at bogen trækker på fortællingens lidt støvede perspektiver, eksperimenterer AVN med alle kortformer under dække af fortællingens formelle og historiske autoritet. Det er både og, det her.

Bogen er delt i to omtrent lige store dele. Første del består af 12 og anden del af 13 fortællinger og bevægelser. Fra begyndelsen slår AVN det mytologisk og infantilt hermetiske an (og i stykker) i sine raids ned i noget, der kunne være alment, men som snarere er mystiske anelser om eller af en specifik fortælling. Man fornemmer i begyndelsen af bogen en sammenhæng mellem de lettere kryptiske optegnelser, men den pindes ikke ud, forbliver et mysterium, som rugende slæbes med mod anden dels mere formative mytologier og afsluttende, i de eksplicit bagudskuende voksenfortællinger, vokser følelsen af en sammenhæng, som man ikke umiddelbart inviteres ind i eller gives en forklaring på.

Ved siden af disse forholdsvis logiske (dog ikke udfoldede) snit og sammenhænge er fortællingerne også svangre med en virkelighed helt forvreden af meta- og teorikomplekser, så man snart aner, at ikke kun de specifikke fortællingers del for helhed også gælder bogen som sådan. Måske er omslaget nøglen til dette; bogen er hvid, titlen jonglerer med ordet hvid og centralt er et turkis æg placeret. Vi skal ruge noget ud af det hvide, den (h)vide verden, det sted, som skriften ejer. Og det forholder sig da også sådan, at æggetemaet allerede i anden fortælling slås an og samles op i den afsluttende tekst, Å.

Et andet tema, der på lignende måde flettes ind i den skjulte sammenhæng, er fortællinger om hunde. Også her løber der en tråd gennem det hele, der måske/måske ikke samler noget, binder de tilsyneladende statiske, ubevægelige situationer under læsningen sammen i en helhed. Det er lagt over til læseren at få øje på, og derfor opfatter jeg denne fortælleteknik som det måske mest afslørende lag.

Hvid dromedar er slet ikke Fortællinger og bevægelser, nej, det er simpelthen en slags genopfundet romanform, der som en gådefabrik fremstiller delelementer, halvfabrikata, der kan sættes sammen til noget, der ligner skitsen til en enorm og omfangsrig roman, måske lidt a là Jorge Luis Borges’ idé; korte tekster i stedet for lange romaner. Der er vel ingen grund til at skrive en roman, hvis selve idéen kan udfoldes inden for en kortere form. Det er dét, der spøger i AVNs lille bog, hvis nogen spørger mig.

Når helhedsfragmenterne er bedst, er det en knitrende fornøjelse at læse dem, men der er også dele, hvor gåden er for hård, for utilnærmelig, og det har to effekter på denne læser: Jeg bliver ukoncentreret og i vildrede, nogle gange på den fede måde, hvor pilen peger på min uformåen, men nogle gange peger pilen på AVN, som indimellem er forelsket, især i noget der for mig bliver for privat eller slapt. 

Eksperimenterne med fortællingen som udtryk er dog mest en fornøjelse at læse, for AVN skriver skarpt, smukt og på sin helt egen måde om livet, både i det store og i detaljen.

Anders Vægter Nielsen

Det, jeg savner allermest ved bogen, nu vi har med prosa at gøre, er dog en form for stillads, en rød tråd, et argument for disse sprængte helheder, og jeg var under læsningen ikke helt tilfreds med selv at skulle asfaltere, mens jeg kørte afsted. Det er, som om bogen hellere vil være noget andet, og det forstår jeg godt, for AVN har en evne til at skrive billeder frem, der på en sær måde er omfavnende og frastødende i samme hug. Hvis det fx havde været kortprosa, tror jeg, bogen ville blomstre mere vildt, og hvis det havde været noveller, kunne man måske bedre forlade teksterne, når de var læst. I stedet ledte jeg med lys og lygte efter tegn, der kunne hjælpe mig i afkodningen – det kan såmænd være godt nok, men det kræver et særligt humør, og jeg kunne således mærke stor forskel fra gang til gang på min læsning. Det er selvfølgelig også en kvalitet.

Som jeg skrev indledningsvist, fornemmer man en dobbelthed bogen igennem. Fortællingerne (og bevægelserne (og måske burde genrebetegnelsen for andet led være besværgelserne i stedet) har det med at skildre (især i de første barndoms-bevægelser) noget ubehageligt og almindeligt, som var det det samme, og dette hyggelige ubehag lægger lag på lag til fortællestemmen, så man i de sidste fortællinger slet ikke er overrasket over, hvor mærkeligt livet kan foldes ud. Det er Hvid dromedars mest vellykkede greb. Disse stemningsmættede og drømmeagtigt upræcise manifestationer, som langsomt gennem bogen bliver et voksent menneskes stemme, er efter min opfattelse den mest vellykkede del af bogen, for her boltrer AVN sig sprogligt, og disse unøjagtige rids af noget står knivskarpt indfanget. En ydmyg opfordring herfra er; skriv en hel samling et-eller-andet-tekster, som ikke partout skal føres fremad. Bliv i mosen!

Min overskrift til denne anmeldelse (l)ægger op til en fortolkning af bogen – det er klart – og jeg lyder måske, som om jeg ikke bryder mig om bogen, men det passer ikke! Det er en original bog med sprogligt overskud, og den evner at skabe de vildeste skred fra side til side. På mange måder forvandler samlingen sig under læsningen til en svane (måske en sort af slagsen), men det ubehagelige (i  fortællingerne) kan også tage sig smukt ud. Jeg vil uden tøven opfordre alle til at læse den, for måske er det bare mig, der forlanger noget af et værk, det aldrig har haft en ambition om at indfri. Så læs! 

Afgør selv, om du føler det turkisblå æg klækkes!