Alle har en drøm at befri

Henrik Bodholdt
Tropetanker
Forlaget Brændpunkt

Af Søren Kristoffersen

Tropetanker er en digtsamling, men også en rejse. En eksotisk rejse, det må siges, men på trods af det farverige bagtæppe også meget genkendelig. 

Henrik Bodholdt er digter, forfatter og foredragsholder, men han er også noget så eksotisk som kakaobonde i Costa Rica. Hér har han en farm, og hér har han boet med sin familie i godt 23 år. Det smukke mellemamerikanske land er da også vigtigt for bogen, idet man som læser fornemmer det som en varm vind hen over siderne.

Ét af de vigtigste digte i bogen er at finde på side syv (digtene har ikke titler). Selv ser jeg det som et slags titeldigt for bogen, men også mere end det, det virker samtidig som en beskrivelse af den livsrejse, Bodholdt har været på. Lad mig citere fra digtet:

”min elskede
hvad siger du til
at vi gør det

er vi ikke selv herrer
nu og her

vi er blevet skubbet af vognen
skrabet af bladet
kastet ud
sendt til en ussel udkant

denne ørken er ikke vores
sumpen er bundløs
uden næring
for andre end krybdyr og igler”

I disse første strofer kan man tydeligt mærke digteren, kan man mærke Bodholdts fine fornemmelse for sprog og nyde den måde, han strukturerer sine sætninger på. Digtene virker alt i alt lette, korte sætninger med forholdsvis korte ord, men man skal ikke lade sig snyde – efter endt læsning står du tilbage med en oplevelse af noget, der ikke lige sådan lader sig forklare. Ikke fordi, de er abstrakte eller mystifistiske på nogen måde, men som med alle gode digte er læsningen lagdelt.

Det omtalte digts sidste strofe er i særdeleshed grunden til, jeg læser det som beskrivelse af en ’livsrejse’:

”gennem storm og sol
regn og rusk
til vi omsider strander
på glohedt sand
en jord vi ikke kender
hvor vi ikke ender

vi begynder forfra”

Digtene er ofte korte, en til to sider, det nævnte er dog noget længere, det strækker sig over tre. Den subtile brug af indskudte rim i dette digt samt mange andre virker overraskende befriende, normalt ville det irritere mig. Det er ikke særlig stilrent, da vi taler om frivers, men Bodholdts intuitive tilgang får det til at fungere. Bogen er også uden tegnsætning, hvilket virker helt logisk, i kraft af at den i overvældende grad handler om befrielse eller forandring, om flugt og forsagelse. Den handler dog også om at finde hjem, enten gennem kærligheden eller dét at tage chancer her i livet.

Der er samtidig en underfundig civilisationskritik i værket:

”håb om hvad
hovedstole og halshug
krummer fra kreditter
belånte paladser og skurvogne” (s. 8)

Den fletter sig løbende sammen med bogens andre tematikker: først og fremmest kærlighed og begær, den tropiske livsstil, men især livets eksistentielle prøvelser har en fremtrædende plads. Man fornemmer en vis desperation i mange af digtene. Den er ikke altid tydelig, men den er der som en understrøm, kredser om mørke, om misbrug og selvmord:

”mens du drømmer om mio min mio
kæmper jeg mod malstrøm og misbrug

……………

jeg klynger mig til den kolde skulder
kynisme og kanyler
red mig
min søn
red mig” (s. 65) 

Håb og desperation kunne være en undertitel på bogen, de to tilstande har det med at komplementere hinanden. Dog er håbet det stærkeste i sidste ende, - livet, ungdommen, begæret, kærligheden, alle er de med til at holde desperationen på afstand. Bodholdt maler med en farverig palet, og værket, der står tilbage, skinner som en sol en skyfri morgen.   

De fleste digte er henvendt til en navnløs elsker, en kvinde, der synes at flyde ud og blive en arketype, Kvinden med stort k. Der er kærlighed og begær, et overflødighedshorn, men det går ikke altid så nemt selv i de sensuelle troper: 

”hun sagde
dine øjne er fulde af løgn
de lover for meget

hun sagde
dine fingre er tykke
af al den lykke
du har lokket ud af livet

……………………

så hvorfor stod hun så tæt
hvorfor klemte hun mig om livet
hvorfor kyssede hun min hals
trykkede sig hårdt mod min hofte

hvorfor er hun her endnu”

På en måde er bogen lidt ligesom kakao – i sin rå form bitter, men omformet til chokolade er den sød og forførende. Jeg vil anbefale værket til elskere af lyrik – alle aldre, alle tilbøjeligheder -  for alle kan i sidste ende få noget ud af det. Om ikke andet så en eksotisk indre rejse til troperne.