Det altomfavnende og det flygtige i livet

Thorvald Berthelsen
Sensommer remix
Forlaget Ravnerock  2022, 101 sider

Af Jakob Brønnum

Der er en særlig og ofte beundringsværdige intensitet i Thorvald Berthelsens digtsamlinger. Han har gjort kortformen til sit speciale. I den nye bog Sensommer remix forenes digtene tematisk af to passiviserende hændelser af eksistentiel art.

Dels oplevede Bertelsen at have mistet sin livsledsager efter en tids svær sygdom. Dels sad han under coronaen og var alene med præcis disse indtryk.

Han havde ikke den samme mulighed for at finde et udløb for sin sorgproces som man ville have haft hvis han kunne gå omkring frit i verden. Det giver digtene en særlig spændt kerne. Her digtet Frostånde:

Frostsprængt fundament
sangenes hårde kerne
åndedrags skyer

Når man læser digte og tekster i det hele taget, må man vælge mellem to fundamentalt modstridende måder at opfatte dem på. Den ene er at forsøge at forstå dem, sådan som forfatteren har villet udtrykke dem, og se den situation, der har skabt dem. Den anden er at læse, hvad der rent faktisk står, uafhængigt af hvad forfatteren måtte have ment eller følt ellert tænkt.

Som læser kan jeg udmærket se, at digteren har betragtet sin egen ånde en vintermorgen, og hvilke sange, han tænker på, kommer jeg aldrig til at finde ud af. Og det frostsprængte fundament kan være et blik på noget fysisk og konkret, ude på en mur, som han med sin poetiske sensitivitet har fanget op. Når jeg trækker den forforståelse ind, at digtsamlingen handler om det forbigangne og om den tilværelse, der var, set ensomt og i bakspejlet, står der endog rigtig meget i de tre små metaforiske udsagn.

Frostens karakter

Så ser jeg en tidløs og meget stærk måde at fange et stort eksistentielt kosmos: En erkendelse af, det fundament, der har været under hans tilværelse nu har frostens karakter, det er fuldstændig stivnet. Men det har været stivnet så længe, at det også er begyndt at gå i stykker, fordi alting jo bevæger sig i tiden og med tiden. Om lidt vil hans fundament være smuldret eller opdelt i flader, der er spredt ud, der hvor han bevæger sig.

Når han tænker tilbage på tiden, så er de klange og lyde og stemmer, der var mellem de to mennesker, hvoraf han var den ene, de er også stivnet. Sangen som metafor for samklangen mellem to mennesker er meget stærk.

Og til sidst bliver åndedragets skyer, så fundamentalt dybdegående sproglig sansning af det samtidig altomfattende og flygtige i livet.

Thorvald Berthelsen

Åndedraget er det enkelte menneskes livstegn og skyerne har samme karakter som åndedrættet om vinteren, men de forbinder livet i det store perspektiv, de er alle menneskers, ikke blot den enkeltes som åndedrættet. Og som åndedrættet er de der altid, selvom de snart er væk igen.

Så meget kan der stå i et digt af Thorvald Berthelsen. Og det gør der i rigtig mange af bogens digte. Her fortæller han tabets historie med andre farver og billeder:

Snoreværk

Mellem støv og kys
bindes de røde bånd
helt uudholdeligt løst

En og anden ville sige, at billederne kan være lidt vel poppede ("kys" og "røde bånd"), men jeg er ikke enig. Det er sådan det var: Kyssene er blevet til støv. Tidligere talte man om ”støvets år”. Støvet er en udmærket metafor for kroppens optagelse i altet efter døden. Digterjeget mærker kyssene fordi erindringen er så stærk, men de er der ikke længere, og båndene mellem de to mennesker er uudholdelige – og uigenkaldeligt – brudt. Eller også er de ikke, fordi disse digteriske fastholdelser i en tid af emotionelt og fysisk fangenskab hjælper til at fæstne, ikke blot dem i erindringen, men også de øjeblikke, da de blev erindring. Og så kan de siden genbesøges.

Ligesom læseren uvægerligt vil gøre med Thorvald Berthelsens digtsamling med den prægnante titel, man langsomt forstår. 

Thorvald Berthelsen er tidligere anmeldt i Den smalle bog, bl.a. her