Fra stjernestøv til almindeligt støv

"Yutaka er ellers på toppen af sin karriere. Fans og autografjægere slår ring om ham fra morgen til aften. Han nyder kunstnerisk anerkendelse og materiel velstand." Carina Wøhlk har læst Mishima

Yukio Mishima
Star
Forlaget Korridor 2022
Oversat af David M. Larsson  

Af Carina Wøhlk
Japansk litteratur er mere end Kenzaburo Oe, Yasunari Kawabata og Haruki Murakami. Det har det lille forlag Korridor sat sig for at åbne danske læseres øjne for. Med udgivelsen af Yukio Mishimas kortroman Star, som oprindeligt udkom i 1960, bringer forlaget en af Japans største forfattere til ære og værdighed. 

I David M. Larssons flydende oversættelse og novella-seriens indbydende layout sætter Star spotlight på berømmelsens omkostninger. Læseren følger den unge mandlige skuespiller Mizuno Yutaka, der under indspilningerne til endnu en spillefilm, mister mere og mere føling med sig selv, sin virkelighed og sin lyst til at leve.  

En stjerne i opløsning

Yutaka er ellers på toppen af sin karriere. Fans og autografjægere slår ring om ham fra morgen til aften. Han nyder kunstnerisk anerkendelse og materiel velstand. Men det er, som om berømmelsen udhuler ham, som om hans empati og sans for det egentlige liv eroderer. Han er fuld af hånlige tanker om de ”fugleskræmsler” (se side 7), der tilbeder ham. Og han har hede fantasier om at ”binde alle disse kvinder sammen til en bedekrans og slynge dem ind i et krematorium” (se side 23).  

Som sin trofaste oppasser har Yutaka den – ifølge ham – grimme kvinde Kayo, der også er hans elskerinde og fortrolige. Deres indbyrdes forhold er på mange måder omdrejningspunktet for fortællingen. Beskrivelsen af hendes sølvtænder (sic!) og foragtende attitude overfor alt og alle er ætsende. Efterhånden som Yutakas verden går i opløsning, bliver spørgsmålet om, hvorvidt Kayo egentlig er til, en trussel imod hans forstand.   

Kampen imod hverdagskronologien

Undervejs fortaber Yutaka sig i filmens univers. Måske for at glemme sit eget tomme liv. Måske for at gøre oprør imod den kedelige form for kronologi, som vi kalder for hverdag. På et filmset suspenderes den ordinære tid, og de medvirkende kan spole frem og tilbage i handlingen efter forgodtbefindende.  Sådan er det bare ikke i et almindeligt menneskeliv. Vi kan ikke springe fra scene til scene, som vi lyster.

Yutaka rendyrker nuet og kropsligheden for at undfly den fremadskridende tids banalitet. Men tidens tand kan ingen flygte fra. Den bliver ved med at gnave. Det går i al sin gru op for Yutaka, da han på filmsettets barbersalon støder ind i den bedagede stumfilmstjerne og førsteelsker Aijiro Kokura, som er tydeligt ældet: ”Den eneste maske, han havde, som lige nøjagtig passede, var det smukke ansigt, han havde mistet” (se side 85). Forfald er uundgåeligt. Skønhed vil falme med tiden. Når instruktørens allersidste ”CUT!” lyder, har Yutaka kun Kayo og hendes tilbagevendende forsikring at læne sig op ad: ”Selv når du fylder tres, vil jeg stadig kalde dig min smukke, lille prins” (se side 86).  

Den fascinerende kortroman er givetvis inspireret af forfatterens egen skuespilkarriere. Skildringen af hovedpersonens momentant svigtende livsmod er interessant, især når man som læser ved, at Yukio Mishima selv begik ritualiseret selvmord efter japansk tradition i 1970 – på den mest dramatiske og selviscenesættende facon. 

Bogen afspejler forfatterens talent for at provokere. Mest tankevækkende er nok det psykologiske indblik i en usympatisk og afstumpet hovedperson, der, som handlingen skrider frem, forstår, at hans eksistens ikke hvirvler af stjernestøv, men af det støv, som vi alle er rundet af - og som vi alle vender tilbage til.