Af ord er du kommet

Knud Steffen Nielsen har længe indfanget tankens natur i sine digte. Det seneste skud på stammen er suverænt.

Knud Steffen Nielsen
Min tidebog
68 sider, 200 kr. (nummereret og signeret førsteoplag)
Forlaget Herman & Frudit

Af Jens Carl Sanderhoff

Jeg kom til at sparke til kassen med glaskugler,

        både de røde og de blå sprøjtede ud over gulvet.

I et hug dannede der sig

              et billede af en Browning (7.65).

Eller måske var det alligevel

        En sommerfugl, den takvingede. Nej, det var

en sprængt milt, en baldret

rød ballon.

Ja, det var det vist.

Skæbnen er totalt

uberegnelig

og ubrugelig.

(Henne ved trappen ligger

en sammenkrøllet kludedukke,

umotiveret bare smidt.)

(p. 5)

Sådan møder vi Knud Steffen Nielsens stemme i det seneste viltre og vildt suveræne skud på stammen, eller skulle jeg skrive skred i rammen eller vrid på vrangen, for billedet vil ikke hænge lige, og mennesket bag ordene vil ikke være slave af sin egen fylde. Der rives i tømmeret, og banaliteter tømmes for deres pladrende selvtilfredshed, så eksistensens sande natur kan træde frem og generobre det upræcise sted, det udspringer af, og som det mest af alt er, når vi læser det, der er skrevet med småt nederst på kontrakten.

Vi har i disse nye digte med en af de sejeste og mest enestående stemmer i dansk lyrik at gøre, for når man betænker ruten gennem de efterhånden talrige digtsamlinger (tretten, vist nok med den nærværende nye, og dertil en mindst lige så poetisk skæv og skrævende brev og notesamling), så træder en finurligt flosset og over al måde konsistent og fænomenal søgen efter mening i og udenfor sproget frem, men samtidig og helt ubesværet tillige en kålhøgen og lattermild kaglende super humorist, der ikke er ræd for hverken at underminere eller overbyde virkeligheden med sin spraglede diskrepans.

Og denne digteriske dobbeltposition bliver stærkere i den nye samling, fordi der underneden løber en strøm af kærlighed til det kaos, livet er, og især når det rammes af sygdom (alvorlig sygdom), for selvom det især var et tema i den forrige digtsamling (og tvilling) Min kontrabog, og også i denne indlysende spiller en slags førsteviolin, så er der sket noget med tonen i de nye digte, der på en forunderlig måde gør flere passager nærmest vægtløse i deres tunge alvor. Jeg er vild med disse lakoniske og under¬spillede snit, som Knud Steffen Nielsen på ganske lidt plads kan vende i luften og lande på benene uden besvær – se blot her:

*

Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens.

Og derfor anklager jeg

en virkelighed,

der ikke kan realiseres.

Selvom jeg står med sekunder til alle

sider og langt ned ad ryggen.

Nu tænker jeg kun på at gøre kroppen smuk.

Glemmer, at tiden ikke er der.

Af savnet formes labyrinter

af ler i halv størrelse.

Hold dog op. Det

kan ikke gå galt, tilføjede jeg.

Jeg får tildelt en stor labyrint hver dag.

Men labyrinten genkender mig aldrig.

Leret gør mig blind, endnu mere blind.

Krøller sig sammen.

(p. 10)

Vi møder stort set alle slags patos i dette digt: Skaberen, tvivlen, den menneskelige stræben, tiden, døden, skønheden og hvad har vi, men samtidig føler man sig hensat til en scene; et lettere mislykket guddommeligt aftenskolekursus i keramik (bogstavrimer på kemo), hvor jeget leger med mennesket i sin vorden. Leg med Ler, kunne kurset hedde. Vi skal alle passes ned i hver vores labyrint, som vi selv konstruerer. Vi ved derfor, der findes et centrum, og vi ved, at dette er singulært – ikke to labyrinter er ens. Det kan ikke gå galt, skriver Knud Steffen Nielsen. Han vrænger, og jeg ler. En omfavnende latter, for det er fra en hård position, denne glasklare pointe peges ud. Men hold nu kæft, hvor er det godt!

Min tidebog træder ind i sin egen familie med den allerfineste tyngde, for Knud Steffen Nielsen har temaer, der har fulgt ham fra debuten for snart en menneskealder siden. Vi arbejder alle med virkelighedsstrategier (mere eller mindre bevidste om det, er vi), men uanset hvilken strategi, man vælger, så indhentes alle af meningsløshedens overvældende og grusomme skønhed – det ved jeg, om nogen – og det er derfor, Knud Steffen Nielsen i sine nye digte taler så direkte til mig, og, vil jeg påstå, til alle, hvis de et øjeblik vil hæve sig op over forskelle og uenigheder. Min tidebog træder derfor også ind i menneskehedens familie, for uanset om vi vælger at tage ansvaret for tilværelsens fortumlede meningsløshed på os, eller kaster det over på en guddommelig orden, så har vi alle brug for sproget til at bygge vores labyrinter, og om vi har mange eller få gange (og blindgyder) i disse planløsninger, så kan vi være sikre på, at vi alle skal ind og ud af labyrinten på samme måde. Fødsel og Død, står der over indgangen og udgangen henholdsvis.

Nu kan det lyde, som om digtene virkelig basker med alvor (og det gør de!), men det er mangestemmig-heden og humoren især, der gør dem til så elegante rum at være i. Fra strofe til strofe, ja, indimellem fra vers til vers skifter Knud Steffen Nielsen fra død og mørke til lys og latter, fra krig og nyhedsstrømmens vilkårlige fokus til udstoppede dyr og beklædningsgenstande en bloc. Her fra side 28 i Min tidebog leger Knud Steffen Nielsen igen med bibelreferencer - og lidt med den nye miljø- og klimabevidsthed i moderne digtning. Naturen bliver med ét noget, vi kan trække i, som var det et par overalls eller en kedeldragt fra Kansas:

*

Æbletræerne er udviskede

uden for os.

Jeg er trukket i fjord og sand.

Ingen distance mellem

os…

(p. 28)

Det er jo morsomt, men dybt alvorligt på samme tid, og vidner om en horisontfuld digterstemme med indsigt, og sådan har det været siden de første ord for mere end fyrre år siden. Knud Steffen Nielsen har læst sig ind på mangt og meget, men har formået at bevare sin egenstemme, og han er også svær at sammenligne med andre gode digtere, men tilhører en særlig slægt, som også Ørnsbo og Højholt gjorde, og det er lidt (meget) uretfærdigt, at Knud Steffen Nielsen ikke altid nævnes som en af de store, for det er han!

Især også for den omsorg og nænsomhed, han udviser overfor andre skrivende folk, bør han anerkendes. Jeg har selv været heldig at blive skubbet kærligt af ham, og jeg ved, at mange har lange givende samtaler med ham om ordenes og tankernes, tingenes orden. På side 51 i Min tidebog skriver han en gravskrift til én af dem, han var i særlig tæt kontakt med, og som vi urimeligt mistede i 2021.

*

Gravskrift til lars bo:

Det var ikke Lasse, der tog livet af sig, men det Andet,

der tog ham.

Døden, som kørte på.

Døden  tilsiger det, hvis den vil. Den vil.

Hælder sand og grus på ham.

Det

er dødens ejendom,

for den krævede et legeme.

Blyroserne står i vaserne.

Jeg har ikke

mit mod, denne nats søvn,

Kun når jeg skriver i fejlsikret tilstand, er der plads til

illusioner, åh, alle disse

taskenspillertricks, ingenting der, ingenting her

Fri vilje. Intet af den slags. Måske

en hvid tøj-

bjørn, der deler kager rundt.

Men kun 3

af hver.

Alting fandtes. Påfuglefjer i forklædning

Ord. Der

pegede på fortvivlelsen.

Det ku være en granitsten, som så hellere

ville være snurretop, en politibil. Jeg sagde igen,

du findes ikke.

Du er en pote, et næb, en enkelt

fjer. En model af et bur.

Et indlæg i bogen her.

Og ikke andet.

Og så er vi tilbage,

hvor netop intet findes. Måske

dansen om hjørner. Dér

Åh, som det da klistrer.

Mine øjne

Flydende

som æter, fløde, navnet er et andet...

Blandt myceliet er jeg ikke talt med.

Står her med to arme, plus to

sammenpakkede biceps og en blodprøve i lommen

tænker igen på landingen

asfalt mod klo

(dette indtil-videre hængende

i parenteser.)

(p. 51)

Sådan konkretiseret på den ulykkeligste baggrund tænkelig peger digtet på ordenes styrke og svaghed, ordenes skaberkraft og deres kropsløshed, og digtet til Lars Bo lægger sig ind mod et af de tunge emner, som Min tidebog behandler (som eksistensen i en scanner). Det er til tider barske digte, men fordi Knud Steffen Nielsens stemme altid dirrende veksler mellem det ene og det Andet (som altid tager os), og også giver plads til både smilet og latteren, tankens rastløshed (som ofte mimes eminent i digtene) og kroppens uundgåelige svigt, så er det nogle fine rum at træde ind i, og som rummer mildt og objektivt det kaos, livet pludselig kan forvandle sig til. Hvad danner et menneske? Hvordan bliver vi til dem, vi er? Kan man orientere sig i en virkelighed, hvor tilfældet råder? Associationerne løber undertiden amok i digtene, men på den fineste måde kredser disse skred noget ind, der for en sand digter er eksistensens motor: Af ord er du kommet. Vi giver ikke stjerner her på Den smalle bog, men efter endt læsning af Min tidebog er min nattehimmel bugnende fuld!