Krigens afstumpethed

Klassikerlæsning. Erich Maria Remarque: ”Intet nyt fra Vestfronten”, 1929, oversat til dansk af Tom Kristensen.

Af Egil Hvid-Olsen

20 millioner eksemplarer har ”Intet nyt fra Vestfronten” solgt, men hvor ville man have håbet, at den ikke havde været nødvendig at skrive. 1. verdenskrig gjorde det dog uundgåeligt for Erich Maria Remarque at skrive, hvad man med god ret kan kalde den ultimative krigsroman.

Selvom romanen omhandler livet, lidelsen og døden i og omkring skyttegravene i 1914-18, så handler den indirekte om livet, lidelsen og døden i enhver krig. Den dag i dag er der soldater i bl.a. Ukraine, der må stå igennem situationer, som minder om dem, Remarque beskriver. Det er meget begrænset, hvor meget vi har lært af et utal døde soldater.

Netflix har i 2022 produceret en ny filmatisering af den gamle klassiker, og bortset fra en overdrevet grim metallisk baggrundslyd, der erstatter musikken, er det en god film, som punktvis gengiver scener fra romanen, digter videre på dem og føjer nye til. Filmens særlige styrke er, at den rendyrker romanens stemning af opgivelse og bitterhed iblandet en trodsig humor, der forbliver afdæmpet, fordi der absolut intet er at grine af.

Remarque skriver nøgternt på baggrund af egne erfaringer. At han overlevede krigen var et rent tilfælde: ”Fronten er et bur, hvor man nervøst sidder og venter på, hvad der vil ske. Vi ligger under et gitter af susende granater og lever i spændt uvished. Over vort hoved svæver tilfældet. Når et projektil kommer, kan jeg dukke mig, det er alt; hvor det rammer, kan jeg hverken med bestemthed vide eller have nogen indflydelse på.” (s. 69).

Læseren spares ikke for dokumentariske oplysninger: ”Bajonetten har nu imidlertid tabt sin betydning. Under stormangreb er det nu ofte mode kun at rykke frem med håndgranater og spader. Den hvæssede spade er et meget lettere og mere mangesidigt våben, man kan ikke alene støde den ind under hagen, men man kan fremfor alt slå med den, og det har større vægt; især når man rammer skråt mellem skulder og hals, fører man let hugget igennem til brystet. Bajonetten bliver ofte hængende fast ved stikket, og man må så først træde den anden i maven for at hale den ud; og i mellemtiden kan man meget let selv have fået en op i sig. Desuden knækker den oven i købet ofte.” (s. 71).

Hjemløs i hjem og hjemstavn

Det er tydeligt, at den, der har været ved fronten, bærer den med sig. Således skildres hovedpersonen Paul under en orlov, hvor han slet ikke kan falde til ro. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke er blandt vennerne, og den tilværelse, han forlod som 18-årig, er så mentalt fjernt fra ham, at han føler sig som et andet menneske. Han er hjemløs i sit eget hjem og hjemstavn. Derfor er der mange betragtninger i bogen om den måde, hvorpå krigen fremmedgør soldaterne: ”I dag ville vi gå rundt i vor ungdoms landskab som turister. Vi er forbrændt af kendsgerninger, vi kender små nuancer, som om vi var handelsfolk, og nødvendigheder, som om vi var slagtere. Vi er ikke mere ubekymrede – men vi er frygtelig ligegyldige. Vi ville gerne være der; men ville vi leve?”

På lazaretterne lægges kulturen i graven

Soldaterne hører ingen steder hjemme, på nær det sted, det er farligst at være: ved fronten. Og bliver man såret, ender man et mindst lige så farligt sted: lazarettet. Remarque beskriver de beskidte og underbemandede felthospitaler, hvor der skaltes og valtes med de indlagtes liv og førlighed, dels fordi der ikke er medicin og forbindinger nok, dels fordi sundhedspersonalet er blevet afstumpet af at have set for megen død og elendighed. I frustration over egen afmagt, fristes de til at misbruge den smule magt, de trods alt stadig har overfor patienterne. Efter at have beskrevet forskellige patienter og den måde, de bliver behandlet, skriver Paul/Remarque: ”Og så er det kun et enkelt lazaret, kun et enkelt hospital – der gives hundred tusind i Tyskland, hundred tusind i Frankrig, hundred tusind i Rusland. Hvor meningsløst er ikke alt, hvad der nogensinde er skrevet, tænkt og virket, når sådan noget er muligt. Det må alt sammen være løgn og ligegyldighed, når årtusinders kultur ikke engang har kunnet forhindre, at disse strømme af blod blev udgydt, at disse torturkamre eksisterer i hundredtusinder. Først lazarettet viser, hvad krigen er.” (s. 174).

Bogen, enhver diktator må hade

”Intet nyt fra Vestfronten” er grusom læsning, kun blødt op af Remarques fantastiske evne til at beskrive det fæle i lyriske vendinger, hvilket gengives mesterligt i Tom Kristensens oversættelse. Det er på alle måde en bog, som Hitlers naziregime ikke kunne goutere. Derfor endte ”Intet nyt fra Vestfronten” også på Det Tredje Riges bogbål, hvilket er endnu et argument for at læse denne kompromisløse, skræmmende og sobre (anti-)krigsroman. 20 millioner solgte eksemplarer er slet ikke nok!