Ejnar Nielsens ikoniske råhed

Portrætter, socialrealisme og naturskildringer flettes sammen i Vejen Kunstmuseums fornemme særudstilling med værker af Ejnar Nielsen. 28. januar-6 august 2023

Af Egil Hvid-Olsen

Nogle af Ejnar Nielsens (1872-1956) malerier en nærmest blevet ikoniske. Det gælder f.eks. ”Den blinde, Gjern” (1896-98), der gengiver en ung kvindelig organist, som Nielsen lærte at kende under sine ophold i landsbyen Gjern. Der er noget udsat over kvinden, som tydeligvis ikke kan se, men som selv bliver beskuet, først af maleren og siden af maleriets beskuere. 

"Og i hans Øjne saa jeg Døden", detalje

I Vejens Kunstmuseums udstilling er der tilmed udstillet en farvetegning af organistens udsigt fra orgelbænken – en udsigt, der jo selvsagt aldrig i virkeligheden kunne blive hendes, fordi hun var blind. Det er tydeligt, at det for maleren Nielsen, der jo i høj grad benyttedesynssansen, var et mysterium, hvordan kvinden formåede at sanse, men i portrættet af hende giver han selv et svar. I hånden holder hun en blomst, som hun forsigtigt berør med en tommelfinger. Fingrene er kvindens øjne. Hun sanser i kraft af berøringen. Derfor lader Nielsen også et smukt landskab folde sig ud bag hende med får, træer, marker og en gård, men først og fremmest med en gylden himmel, der spejles i den gennem maleriet løbende å. Man fornemmer, at verden er anderledes, men bestemt ikke grimmere, når den sanses af den blinde. 

"Og i hans Øjne saa jeg Døden"

To syge og et gennembrud

Mere rå er Nielsen i to andre ikoniske værker: ”Den syge Pige” fra 1896 samt ”Og i hans Øjne saa jeg Døden” fra 1897. Sidstnævntes titel var oprindelig ”Syg”, og det var den unge Jørgen Jensen, som Ejnar Nielsen malede, da også. Som så mange andre på det tidspunkt led han af tuberkulose. Han sidder i et hvidkalket rum med krakeleringer i murværket. Hans store hænder viser, at han har været vant til at tage fat, men det tomme blik i de smukke, mørke øjne afslører en opgivelse. Døden synes allerede at have vundet over den unge mand, og den simple dragkiste, der står ved siden af ham, kan lige så godt være hans ligkiste.

"Den syge Pige"

Heller ikke den syge pige har lang vej igen. Også hun lider af brystsyge. Hun er tynd og kraftesløs, fryser sandsynligvis også, for hun er placeret tæt på smedejernsovnen. Hendes blodårer står tydeligt frem ved tindingen og hun ser frem for sig med næsten lukkede øjenlåg. Også hun befinder sig i et hvidkalket rum, men det er ikke så slidt som det, Jørgen Jensen befinder sig i. Den syge piges navn var Ane Dorothea Kristensen. Hun var 20 år, da Nielsen malede hende, og hun døde året efter. Maleriet blev malerens gennembrud. Måske malede han i 1899 et selvportræt med Jørgen og Ane Dorothea på hver sin side for at vise dem sin ærbødighed. Deres sygdom og død havde banet vej for hans anerkendelse.

Selvportrættet med de to syge på hver side af maleren

Opgivelse, blomster og Stærekassens mosaikker

Den meget fornemme udstilling indeholder flere store værker af Ejnar Nielsen, bl.a. et nærmest skræmmende værk med titlen ”Mand og kvinde” fra 1917-19. Det nøgne, unge par synes fremmedgjorte for hinanden. De står med ryggen til og med god afstand til hinanden, adskilt af et sort gardin. Der er intet erotisk over gengivelsen. Dertil er deres ansigtsudtryk af opgivelse for tydelig. Ja, det lader til, at de kun har opgivelsen til fælles.

De to prøvemosaikker i Vejen

Det er dog ikke kun triste motiver, der er udstillet. Ejnar Nielsen malede også mere opmuntrende portrætter, ligesom han var fascineret at blomster, som han både malede og brugte som motiver i udsmykninger. Stærekassen i København skulle ifølge planen have rummet Statsradiofonien, og Nielsen fik til opgave i samarbejde med Elof Risebye at lave en udendørs mosaikudsmykning, der endte med at blive Nordens største. To prøvemosaikker er permanent indmuret i en af Vejen Kunstmuseums ydervægge, og på udstillingen kan man se skitser til udsmykningen, blandt andet et portræt af Niels Bohr.

Landskabsmalerierne

Ejnar Nielsen malede ikke kun landskaber som baggrund i portrætmalerier. I udstillingen ses et udvalg af landskabsmalerier, blandt andet ”Landskab fra Gjern med firlænget gård” (1894), der skildrer et hurtigt og voldsomt vejrskift. En truende skygge frembragt af sorte uvejrsskyer lægger sig hen over maleriets nederste del, mens en stor bindingsværksgård ligger i strålende sommersol. Dette er ganske betegnende for Nielsens værker, der bevægede sig i bølger fra det dybt tragiske, til det lyse og lette og tilbage igen.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere version i Kunstavisen.