Med sin digtsamling Drømmetræet er Jakob Brønnum igen i mere stringent form vendt tilbage til arbejdet med sine temaer fra trilogien Øjeblikkets tilstand (2016-18): eksistens, venten, tilstand, ustadighed, kaos, søgen, forandring og kommunikation. Og den handler i høj grad om træer, ikke bare træet som tegn for naturen, men også verdenstræet og drømmetræet.
Jakob Brønnum
Drømmetræet (digte 2021, 154 sider, 150 kr.)
Det poetiske bureaus forlag
Titlen på Jakob Brønnums digtsamling Drømmetræet henviser ikke bare til violinkoncerten af Henri Dutilleux, men også som navnet siger til et træ man hænger drømme i og plukker dem fra. Det bliver i Brønnums tilfælde til et tegn der forener naturen, verden samt vore drømme og erkendelsen af den i fællesskab til en sammenhængende helhed.Drømmetræet undersøger i ni digtkredse, der i moderne eksistenslyriske udtryk undersøger temaer som verden og blikket på verden, tabula rasa, erindringen, verdens og naturens tilstand og bevægende ustabilitet, kaos og kosmos, regnen og det klare lys, den kontante begyndelse, den umulige vej, udkrystalliseringen gennem ophør, den syvende kreds: skærsilden i vores kedsommelige spejlbillede, hvor fortiden bider fremtiden i halen, kærligheden naturligvis, samt endelig friheden, sneens myriader af virkeligheder og tidens hastige forandring af livets og drømmenes former, der kun efterlader ideen om drømmetræet i erindringen uden at huske dets størrelse og form.
De ni digtkredse henviser både til den nordiske mytologis ni verdener og kalder erindringen om Dantes Helvedes 9 kredse og Himmelens 9 sfærer frem. Ligesom der eksplicit refereres til skærsildens 7 kredse i Den guddommelige Kommedie i bogens 8. digtcyklus. Vergils Æneiden dukker også op især i digtet om Den bødende gren. Den plukker han til et alter der forvandles til srgens tone over Thrakiens blodmarker
op mod havets store intet
Op mod himlens tavse mur af evighed
der får Æneas og hans mænd til at forlade det og stå havs igen.
I dette diskontinuerte epos lever disse tidligere eposers kamp med at etablere et brudt men kontinuert forløb til tusindårsriget og evigheden i Drømmetræets skygger. Drømmetræet fortsætter trilogien Øjeblikkets tilstands storslåede forsøg på at udforske en moderne kosmogoni i opgør med postmodernismen og nyudmønte vor søgen efter helhed, mening og ståsted. Den er i højere grad inspirert af epikuræren Lukrets episke læredigt De Rerum Natura (Om verdens natur), hvor atomernes bevægelsesmønstre i tomrummet skaber verden og sansningen/ erkendelsen af den, og forfølger og uddyber verdens og naturens foranderlige former, man selv er midt i og del af, så bevidstheden ikke starter med en subjektivt tom tavle (tabula rasa) som et ubeskrevet blad, der udfyldes ved sansninger og perception alene, men netop som en udvisket eller renset tavle, hvor tidligere fortællinger og verdener netop er visket ud, så ideen om dem lever i øjeblikkets skygge, i erindringen, selvom deres form og indhold til stadighed forandres med tidens hastighed.
I den nordiske mytologis ni verdener finder vi menneskenes verden - Midgård, asernes verden - Asgård, vanernes verden - Vanaheim, jætternes verden - Jotunheim, alfernes verden - Alfheim, dværgenes verden - Svartalfheim - og de dødes verden – Hel og sandsynligvis også Niflheim, hjemland for is og kulde, det nordiske helvede, og Muspelheim, hjemland for ild og varme.
Midt mellem disse verdener står verdenstræet, askmangel på sprog en Yggdrasil, med rødder i både Asgård, Jotunheim og Niflheim. . Ved roden i Asgård findes Urds Brønd, hvor nornerne holder til. De overøser roden med vand fra den, så træet altid holder sig grønt. I Jotunheim findes roden ved Mimers Brønd, digtekunstens og visdommens kilde. I det kolde Niflheim ender roden ved kilden Hvergelmer, hvor dragen Nidhug og massevis af små orme gnaver i roden. Øverst i træet sidder en ørn, som næsten er alvidende. Op og ned af træet stamme løber egernet Ratatosk og bagtaler ørnen og Nidhug for hinanden i håb om de en dag vil erklærer hinanden krig.
Brønnums nye digtsamling starter da også med digtsuiten Ask Yggdrasil:
Med rødderne så langt ind i jordens endeløshed
at ingen kosmiske kræfter kan udskilles
Fra selve bevægelsen, selve rystelsen
…
Så langt borte
At ingen principper længere fremgår
Ingen modsætninger mødes, ingen modstand træder i kraft
Der løber vandet uset ind i træets favn
Den fortsætter med at fundere over glemslen efter fældede og udgåede træer og om nane overhovedet findes i fortiden eller fremtiden eller man altid kan se dem som et hul i erindringen, et negativ
et tab, som mangel på sprog, på sted
som intet, hvor der skulle være noget
…
Visse træer kan man se som en let forandring
I selve muldens efterklang
Derefter behandles træet som opfattelsen af det og ideen om det
Træet er mit blik på verden, min verden
Min vej gennem livet, et antal minutter
Og glemte bevægelser
Min idé, Auroras sprog, en bevægelse af lys
Fritstillet, ingen love
…
træets afskygning trænger ind
bebor drømme og tankeløse bevægelser
der udføres til perfektion, en syngende gyngen
…
selv havet kommer til stede som en drøm´
med sit kolossale tempel af mørke
Træets idé omfavner dig og hvisker de glemte navne, og mindet om et øjeblik på dets gren fastnagler den have som er med til at lave billeder af alle haver
træet udsiger navne med den vished
man ønsker man selv besad
Suiten slutter med træet og drømmen der står i midten og udsiger/solfyldte navne, frie grønne navne. Men det er en drøm der endnu ikke er indfanget, den rører sig ikke ud af stedet, men bevæger sig med lyset henover asfalten brostenene og bænkenes spor af angst.
Den første digtkreds slutter med digtet I BEGYNDELSEN VAR BEGYNDELSEN, hvor verden er et ubeskrevet blad og fænomenerne og menneskerne en aftegning af en mulighed, indtil der bliver kroppe ud, der lidt efter lidt fik ben at gå på og smeltede sammen med tanken. De elskende elskede at tale om kroppene og tankerne og verden og dens begyndelse som om de ejede den og ele dens historie lige indtil dens ophør, som de regnede med at være tilskuere til.
Bogen behandler derefter i de resterende 8 digtkredse de øvrige temaer. Først det helt gennemgående: Tabula rasa, den ikke tomme men udviskede tavle, der indgår i titlen på 7 digte i 5 af digtkredsene. Derefter især Verdens stadighed og ustadighed, Kaos og kosmos, Drømmetræet, den syvende kreds: Skærsilden, indtil afslutningen elegisk besynger friheden.
Indimellem videreforarbejder bogen store komponisters, filosoffers, maleres og forfatteres kosmopolitternes synsvinkler på temaerne. Eksempelvis Mahlers, Newtons, Klimts, Kandinskys, Dürers, Vergils og Dantes, ligesom også trilogien Øjeblikkets tilstand gjorde. F.eks.:
Mahler får mig altid til at forstå hvorfor natten
er dybere end dagen
han viser mig jeg er en pilgrim i mit eget liv
Eller om KANDINSKYS DRØM, der viser at noget uventet er på vej, hvor farvens og linjernes uundgåelige kinetik først senere viser sig at være systemisk
midt i billedet kommer nu den sorte
Vej, en motorvej, midt i billedet den sorte bane
den syntes at være kommet til senere
end de andre
men det var den der satte
det hele i gang
I afslutningskredsen, Elegi for friheden, behandles først umuligheden af bare at tænke på at fælde en asp eller myrde uden at sætte en reaktion i gang med Newtonsk forudsigelig celledeling af eksistensen, hvor hændernes uretfærdighed bliver afløst af en kosmisk form for kærtegn og almindelig poesi, hvor der en morgenselve fødslen
står hundreder af skud
i græsset
som en mur
i færd med at skabe en komedie af ægte latter
og uovervindelig grønhed
Vi sad og følte os frie indtil vi opdager at vi har mistet friheden i et øjebliks optagethed af noget
der kan ikke være lidt liv og lidt død
de rummer altid hver især alt
livet er altid hele livet
døden er altid sig selv
Musikken mildner den ikke erkendte smerte, er rytmen i åndedrættet, der er forsvundet og reaktionen
musikken fortsætter uden at kende sin egen hemmelighed
den er sat i gang og nogen har glemy slukke for den
Med reference til Per Højholt ruller ægget ned over bakkerne uden at nogen bemærker det men husker det senere i
en sort/hvid gengivelse
af noget der engang fandtes …
& landskabet som muligvis stadig eksisterer
selvom vished ikke gør
indsigt kan gå
fra hændelse til erindring
men ikke den anden vej
hændelser kan ikke genetableres
kun spejles
indsigt er blindfødt
kun ideen om
Der er kun verden selv og man er selv verden, både den indre, den politiske, den stormfulde, den blinde, den sovende, ja alle verdens ansigter. Den er også fællesskabet af vores hænder der omfavner den og
Midt i verden står et træ
og drømmer
Alting forvinder hele tiden/og tiden selv er midt i det
man lever i et tomrum
mellem magten, livet og døden
tiden selv er både medskyldig og dommer
man griber om det og samtidig er det forsvundet
Alt forvandles, sendt videre på samlebåndet og man går selv en uvis fremtid i møde. Det er
et billede, der langsomt opløses
mens man fastholder det
og det nye billede af opløsning fastholder én
mens man sætter det ind i tidens former
Mens alt opløses og suges ud af proportion hinsides kontrol og håb, kommer man ind imellem forbi et træ og tænker ”der er mit træ” stadigvæk, ”træer varer evigt”. Det er en fortælling man aldrig havde fortalt/sig selv man var midt i. Om sommeren står det og frembyder sin grønne form/ man elsker det med uigengældt kærlighed/om vinteren tegner det labyrinter
senere kommer man der igen og det er forsvundet
kun idéen om det står tilbage i erindringen
og man kan aldrig blive enig med sig selv om hvor stort det var
og nøjagtig hvilken form det havde
Tabula rasa er det gennemgående tema fordi vores bevidsthed for Brønnum netop ikke er stoikernes tomme tavle, det ubeskrevne blad, der udfyldes ved sansninger og perceptions påtryk alene, men netop er en udvisket eller renset tavle, hvor tidligere fortællinger og verdener netop er visket ud, så ideen om dem lever i øjeblikkets skygge. Det bliver alt sammen skrevet ned/med erindringens skrifttegn
om tilværelsen, det usynlige der var der fra fødslen
sammen med den ubrugte hukommelse, det der
så at sige svævede over vandene
Hukommelsen er et organ med sit eget hemmelige liv. Erindringen betjener sig af lysfølsomme sensorer og følelserne er i fuld kontakt med den, der lader dem bryde ud, holder dem tilbage eller antyder hvilken vej der skal gås
som om man skal lære at gå hele tiden
som om man bestandig er til genoptræning
af selvfølelsen. Den er gået af led
som om verden må forklares gennem nye meddelelser
der allierer sig med erindringen
Det er den erkendelsesform, hvori Brønnum forfølger og uddyber verdens og naturens foranderlige former, man selv er midt i og del af fællesskabet med.
I samlingens sidste digt Milennium tabula rasa markeres med kontrasterende reference til konkretisterne og Per Højholt skriften der hele tiden føjer sig til noget, der har været der og på den måde altid er der
& skildpadderne & forstæderne & erindringen
systemet & følelserne
& det der kommer lidt efter lidt
& det der altid har været der
& det der aldrig vender tilbage
Som Lukrets pendler Brønnums digtning mellem detaljerede historier og beskrivelser og poetisk logiske abstrakte udsagn. Sproget er derfor også en blanding af episk fortællende og lyrisk beskrivende med vekslende tæthed. Og sproget er ikke en fuldstændig fri (og derfor tilfældig) skaben af verden, men føjer sig til religiøse, litterære, filosofiske og alle mulige andre aflejringer. Selve strukturen og digtkredsene er intens og stringent i forlængelse af trilogien Øjeblikkets tilstands forsøg på at udvikle en kosmogoni i en eksistensslyrik hvor sproget igen står i forhold til kommunikation, de andre, natur og verden.
Drømmetræet er absolut anbefalelsesværdig læsning og man får meget mere ud af digtsamlingen, hvis man også har læst trilogien Øjeblikkets tilstand.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar