Hanne Meyer:
Oldemor Franziskas kat.
Illustreret af Bent Steffensen. 152 s.
Forlaget Læselyst, 2024.
Af Bente Høegh
Oldemor Franziskas kat, Ibikos, er lige så speciel som sit navn. Eller: faktisk er katten nok som alle mulige andre katte, men Oldemors menneskelige overskud og grænseløse kærlighed til Ibikos gør den til noget særligt, og sådan får forfatteren med uforlignelig humor, godt hjulpet på vej af illustratoren, beskrevet en relation der ligner den mellem en forælder og et barn. Fint og vellykket.
Ibikos laver ulykker så Oldemor bliver vred – men snart fortryder hun sin vrede og bliver god igen, og så får Ibikos sine livretter, rejer og flødeskum. Ligesom vennerne der er inviteret til frokost, skal have deres livretter. Ved supermarkedets kasse bliver der kø bag Franziska.
En mand truer af Oldemor og siger: ”Sig mig, hvad Fanden (ja, han bander) foregår der her? Vi gider ikke høre om Deres venner og lørdagsfrokost og om al den mad, De vil servere!”
Hvorefter Oldemor inviterer ham med til frokosten.
” … Jeg skal bare lige vide, hvad din livret er – ja, og dit navn.” Manden er helt forvirret. ”Jeg hedder Calle og elsker fiskefilet med remoulade!”
Oldemor Franziskas kat er både en overdådigt illustreret højtlæsningsbog og en billedbog med megen tekst.
Sjov og skør, sagde mit 7-årige barnebarn meget præcist. For bogens univers er ikke (hver)dagens. Forfatteren introducerer den med ordene: Denne bog er skrevet med min børn, børnebørn og oldebørn i tankerne. Bogen er fyldt med humor, eventyr, magi og kærlighed.
Det har hun gjort godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar