lørdag den 9. november 2024

Tid i varierende længder

Torben Juul Hansen: Scenografiske digte, Forlaget Adi og Lama 2024, 81 sider.

Af Egil Hvid-Olsen


Det begynder langt tilbage i tiden:


Under den sidste istid

stod havniveauet så lavt at en

asiatisk indvandring var mulig.


De nødvendige trædesten lå i 

Aleuternes vulkanske øbue

mellem Sibirien og Alaska.


Folkevandringer krydser kloden, så en befolkning fra det kolde nord kan slå sig ned i det nuværende Sydamerika.

Men nu foretages der et tidsmæssigt spring til…


…huleforsker P.W. Lund

der

fandt dem begravet mellem knogler fra

sabeltigeren Smilodon og Megatherium et

kæmpedovendyr

senere udstillet som monsterskelet

på Zoologisk Museum


Nu er vi nået op i nutiden, hvor tidsspringene ikke tælles i årtusinder; allerhøjst i årtier:


Før Zoologisk Museum flyttede fra adressen i

Krystalgade

København. (s. 7-8).


Erindring og alderdom

Tiden – både de lange spænd og de korte årrækker – spiller en gennemgående rolle i Torben Juul Hansens seneste digtsamling. Forfatteren er godt oppe i årene, og finder stof i erindringer. Samtidig står han ved sin alder. Erindring og alderdom flettes sammen i dette digt:


Jeg søger ind i den tid

hvor det ikke var formålsløst

at følge skovens vandløb til en hemmelig rævegrav.


Jeg søger de faste traditioner

mit halve liv gik med bekæmpe. (s.68).


Det fængslede håb

Juul Hansen lader sig dog ikke gribe af sentimentale tanker om de gode gamle dage. Ligeledes er han ikke sentimental, når det gælder nutiden. Med en kort beskrivelse af de konflikter, der præger verden, finder han det nødvendig at favne…


[…]det naive vers hos Jeppe Aakjær

hvor han skriver

at et hjerte kan:

”skælve af glæde

blot duggen dynker et strå.”


At glæden over det ubetydelige er naiv, understreges i slutningen af digtet:


Som det eneste lå håbet tilbage i 

Pandoras æske

og det ville være en stor hjælp

om jeg vidste hvem der fandt låget frem. (s. 52).


Som i det gamle sagn er låget smækket på æsken igen, så håbet ikke kan komme ud og forfølge de mange ulykker, der blev sluppet fri.

Heldigvis modsiger digteren sig selv, for hvorfor udgive en digtsamling, hvis der intet håb er?


Dog modsiges magt og kold beregning også i Juul Hansens samling:


Længe efter tildragelsen

kunne min beskedne far

underholde med

hvordan en lille uforfærdet rødhals

satte sig på gravearbejdets håndgreb.


Høfligt lagde selskabet en dæmper på de 

børsnoterede samtaler. (s. 49).


Så er der da alligevel håb!


En svanesang?

”Scenografiske digte” er en samling med tilbage- og udblik, om historie på makro- og mikroplan, om barndom og alderdom og derfor også om liv og død. 

En svanesang?

Selvom digteren frygter for klodens fremtid, ved han dog, at hans liv ikke er det sidste, der skal udfolde sig. Det er ikke ham, der lukker og slukker:


Jeg var af den formodning

at jeg skrev dagen et afsluttende digt

hvad det skulle vise sig

at jeg ikke gjorde


Tilfældigt overhørte samtaler

afslørede

at hyacinterne også duftede 

når jeg var et andet sted. (s. 42).


Ingen kommentarer:

Send en kommentar