Torben Juul Hansen: Scenografiske digte, Forlaget Adi og Lama 2024, 81 sider.
Af Egil Hvid-Olsen
Under den sidste istid
stod havniveauet så lavt at en
asiatisk indvandring var mulig.
De nødvendige trædesten lå i
Aleuternes vulkanske øbue
mellem Sibirien og Alaska.
Folkevandringer krydser kloden, så en befolkning fra det kolde nord kan slå sig ned i det nuværende Sydamerika.
Men nu foretages der et tidsmæssigt spring til…
…huleforsker P.W. Lund
der
fandt dem begravet mellem knogler fra
sabeltigeren Smilodon og Megatherium et
kæmpedovendyr
senere udstillet som monsterskelet
på Zoologisk Museum
Nu er vi nået op i nutiden, hvor tidsspringene ikke tælles i årtusinder; allerhøjst i årtier:
Før Zoologisk Museum flyttede fra adressen i
Krystalgade
København. (s. 7-8).
Erindring og alderdom
Tiden – både de lange spænd og de korte årrækker – spiller en gennemgående rolle i Torben Juul Hansens seneste digtsamling. Forfatteren er godt oppe i årene, og finder stof i erindringer. Samtidig står han ved sin alder. Erindring og alderdom flettes sammen i dette digt:
Jeg søger ind i den tid
hvor det ikke var formålsløst
at følge skovens vandløb til en hemmelig rævegrav.
Jeg søger de faste traditioner
mit halve liv gik med bekæmpe. (s.68).
Det fængslede håb
Juul Hansen lader sig dog ikke gribe af sentimentale tanker om de gode gamle dage. Ligeledes er han ikke sentimental, når det gælder nutiden. Med en kort beskrivelse af de konflikter, der præger verden, finder han det nødvendig at favne…
[…]det naive vers hos Jeppe Aakjær
hvor han skriver
at et hjerte kan:
”skælve af glæde
blot duggen dynker et strå.”
At glæden over det ubetydelige er naiv, understreges i slutningen af digtet:
Som det eneste lå håbet tilbage i
Pandoras æske
og det ville være en stor hjælp
om jeg vidste hvem der fandt låget frem. (s. 52).
Som i det gamle sagn er låget smækket på æsken igen, så håbet ikke kan komme ud og forfølge de mange ulykker, der blev sluppet fri.
Heldigvis modsiger digteren sig selv, for hvorfor udgive en digtsamling, hvis der intet håb er?
Dog modsiges magt og kold beregning også i Juul Hansens samling:
Længe efter tildragelsen
kunne min beskedne far
underholde med
hvordan en lille uforfærdet rødhals
satte sig på gravearbejdets håndgreb.
Høfligt lagde selskabet en dæmper på de
børsnoterede samtaler. (s. 49).
Så er der da alligevel håb!
En svanesang?
”Scenografiske digte” er en samling med tilbage- og udblik, om historie på makro- og mikroplan, om barndom og alderdom og derfor også om liv og død.
En svanesang?
Selvom digteren frygter for klodens fremtid, ved han dog, at hans liv ikke er det sidste, der skal udfolde sig. Det er ikke ham, der lukker og slukker:
Jeg var af den formodning
at jeg skrev dagen et afsluttende digt
hvad det skulle vise sig
at jeg ikke gjorde
Tilfældigt overhørte samtaler
afslørede
at hyacinterne også duftede
når jeg var et andet sted. (s. 42).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar