tirsdag den 12. november 2024

Det moralske tomrum Eva Botofte skriver sin imponerende digtsamling i

Eva Botofte:
Redelighed (digte)
Det poetiske bureau 2023, upagineret

Af Jakob Brønnum
Titlen på Eva Botoftes digtsamling Redelighed har en dobbelt betydning. Det siger sig selv. Men jeg skal alligevel nævne det: En værre redelighed er som bekendt en masse rod. Spørgsmålet er om udtrykket i sig selv implicerer rod i almindelighed, eller om der også er en form for moral indlagt i det som en betydningsmæssig understrøm.

Den anden betydning er en moralsk betydning. Redelighed er nemlig et princip bag en form for handlemåde, som desværre er gået alvorligt af mode, i og med den kapitalistiske markedsøkonomi de senere årtier har ladet en mere overfladisk handlemåde dominere i det offentlige rum, hvor de aktioner man foretager sig i forhold til sine muligheder som kunde, klient og borger, ikke længere implicerer en moralsk stillingtagen, men udelukkende en opfyldelse af hvad systemet tilbyder.

Lad mig give et eksempel på, hvordan redeligheden er forsvundet, selvom et kort blik på amerikansk politik let kunne illustrere det. Da Poul Schlüters justitsminster Erik Ninn Hansen havde brudt nogle bestemmelser i udlændingeloven, gik han af som statsminister, fordi han som leder forstod at det eneste redelige var at tage ansvar for sin underordnede ministers handlinger (og for at undgå at Folketinget væltede ham af samme grund). Da Lars Løkke Rasmussens lidt mere underordnede minister Inger Støjberg gentagne gange havde brudt præcis den samme lov og nu skulle stilles for en Rigsret, gik Løkke ikke af. Han forlod senere partiet, så han ikke under rigsretten hele tiden implicit skulle blive udpeget som den der som leder burde have standset ulovlighederne. Redeligheden som princip er fuldstændig væk, Løkke behøver blot opfylde de muligheder, systemet giver ham.

Det moralske tomrum

Jeg tror det er det moralske tomrum, Eva Botofte skriver sin imponerende digtsamling i. Med sproget og bevidstheden som et underforstået omdrejningspunkt, tager hun alle det offentlige rums ansigtsløse platforme op til fornyet fortolkning. Digtet Walk of Fame er bare et af mange eksempler på, hvordan Botofte elegant væver vore forestillinger om fællesskab og menneskelighed og vore fælles idéer om eksistensen sammen med den udtyndede tilværelsestolkning, det moderne menneske er blevet viklet ind i, gennem de ovennævnte kræfter:

I bagtrapperomanens æstetik
af afgrænsede plastiske scener
er den mobile valkyrie
gengivet i slowmotion

Senere i digtet møder vi døden, filmen, beskrivelsen af verden som et tivoli i døgndrift. Store eksistentielle blokke af moderne livstof. De fire linjer, der sætter scenen for digtet og placerer læseren i sit eksistentielle symbolrum, rummer alle de kræfter, vi måtte ønske at mobilisere: Det usete (bagtrapperomanen), det kraftfulde (Valkyrien), det beundrede (det plastiske, dvs. det frit bevægelige, det sceniske), det langsomme, det velovervejede og suveræne (slowmotion). Samtidig fungerer billederne, nøjagtig ligesom titlens dobbeltbetydning, som beskrivelse af alt det, der er konsekvensen af vores tilstand: Det undertrykte liv, fjernt fra offentlighedens søgelys, der, hvor tingene sker (bagtrapperomanen), det uberegnelige sindelag, drevet frem af en verden der ikke er til at stole på, fordi den er uden moralsk fundament (Valkyrien), den genfremstillede virkelighed i kunstigt lys og gestalt (slowmotion) og det aldrig bestandige, men hele tiden foranderlige, som man bliver vanvittig og ensom af at skulle agere i (det plastiske).

Botofte

Botofte fremmaner et monstrøst livsvæsen, vi alle er del af, stræber efter at blive eller flygter fra. Og det er præcist det fangenskab, den markedsideologiske hegemoni vil sætte os i, for det eneste vi dermed kan gøre, er at forbruge. Vi kan ikke flygte, ikke forandre, ikke forvandle.

Med andre digte om kattedamer, himmelfart, 24/7, ørenlyd, ligusterrystelser og meget andet placerer Botofte suverænt digtet og forfatterren og læseren i det lufttomme vacuum mellem redelighedens to betydninger, hvori vi er henvist til at leve vores liv.

To andre værker

Bogen får mig til at tænke på to andre værker. Den er nemlig layoutet på den mest sublime Monty Pythonagtige måde, hvor hvert eneste digt er sat op i en collageform og får sit eget billedlige udtryk. En udgave af Marshall McLuhans tanker, der oprindelig i slutningen af tresserne blev udgivet i bogen The Medium is the Massage, er layoutet på samme måde. Man kunne se flere bøger af denne art i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, hvor der var højt til loftet i den vestlige verden. Den sylespidse svenske samfundskritiker og essayist Sven Lindqvist har også brugt formen med stort udbytte. Men det er ikke altid, den giver så god mening som den her gør, fordi den nogle gange kan forfalde mere til form end indhold, mere til gestus end gestalt. Den grafisk udformning lykkedes, når billedet forløser teksten og ikke står i vejen for den.

Den anden bog, jeg kommer til at tænke på, har overhovedet ikke nogen billeder, men består af genskrivninger af offentlige og private brugsanvisninger og forklaringer og enkle juridiske tekster. Det er den mageløst dygtige skånske lyriker Ida Börjels digtsamling Konsumentköplagen (2008).

En kort omtale som denne yder ikke bogen nogen som helst retfærdighed, særlig ikke, da det meste af teksten er brugt på at skitsere den sammenhæng bogen indgår i. Men lad mig sige at jeg er enig med bibliotekernes lektør i, at man vedvarende vil kunne gå til bogen og finde noget nyt, hvilket som bekendt er et af de bedste bøgers adelsmærker. Lad mig også sige at Eva Botoftes Redelighed er en af de tre bedste, nye bøger jeg nogensinde har anmeldt. De to andre er Hein Heinsens Trinitetsmaskinen og Egon Clausens almanak om billedkunstneren Erik Hagens store billedværk Esbjergevangeliet, begge udkommet på Gyldendal for år tilbage, da vi stadig havde håb.

(Let opdateret 13. nov./jb)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar