Et uafrysteligt møde i ørkenen

Jakob Brønnum: Fristelsen, 123 sider, 169.95,- kr.
Forlaget Læselyst

Af Annemette Aracama

Man fristes til at sige, Brønnum har gjort det igen! Jakob Brønnum har begået en kort, letfattelig og lettilgængelig bog om et alt andet end simpelt stykke vesterlandsk og skæbnetungt tankegods. Fristelsen er det første bind i Forlaget Læselysts serie Bibel & Kultur og kan, som det er ambitionen, tilgås uden faglige forudsætninger, det være sig både teologiske, litterære og kulturhistoriske. I tre akter gennemgår Brønnum de i alt 11 bibelvers og de tre fristelser, som de fleste af os genkender som “fristelsen i ørkenen”. 

Det er plottet, hvor Satan kort fortalt mesterligt forsøger at forføre Jesus til at opgive sit forehavende som menneskenes frelser i bytte for magt og ubegrænset materialisme. Undervejs i Fristelsen behandler Brønnum bibeltekstens kulturhistoriske, psykologiske og litterærer implikationer, og lige så tekst- og videnstungt det nu end måtte lyde, så gennemføres projektet i Fristelsen både nænsomt og yderst læsevenligt. 

Fristelsen indledes med Dantes billede af Satan:

“Forlang nu ikke, læser, at jeg skildrer den isnen og afmagt, som da greb mig, for alle sprogets ord kommer til kort her.” -  (ved synet af Satan).

Brønnums litterære metafor for den ultimative onde livsmagt er da også superskurkens, præcis som vi kender den fra alle tiders populære fremstillinger, for hvorom alt er, så er Satans forsøg på at friste tekstens helteskikkelse jo intet andet end det ondes forsøg på at knægte livets magt i bytte for verdensherredømmet. Vi kender alle miseren, det tilnærmelsesvis ultimative ondes kamp mod det uendeligt gode. Fremstillingerne af superskurken i kunsten og populærkulturen er noget ved uendelige - det gode synes historisk derimod noget vanskeligere at gengive troværdigt. Det lykkedes dog Brønnum at indfange livs- og kærlighedssejrens sublime og billedefattige substans i en knivskarp sentens ved bogens afslutning: 

“Glimtet er overstået, Djævelen er forsvundet. Der er kun lidt støv, som en varm og doven vind flytter rundt på … At Satan forsvinder skyldes, at Jesus helt har overvundet den modstand, han har stået overfor, og dermed bemægtiget sig den kraft, der som den eneste kan kommandere rundt med Satan, nemlig den eksistentielle sandheds kraft.” Brønnum fremstiller da også vedholdende Jesus i Fristelsen i tråd med Eric Fromm og Frankfurterskolens syn på den kulturhistoriske Kristus, som den universelle repræsentant for væren i en ikke materiel forstand, en eksistens der realiserer sine muligheder i uselviske kærlighedsytringer eller i et genuint kærlighedsfællesskab med medmennesket. Satan er modstykket, modstillingen, den universelle “ikke-væren”, den udnyttende, den evigt markedsorienterede figur, der udelukkende arbejder for egen interesse, egen velfærd. Den første er “den sande” eller “den gode”, den sidste er “den usunde” eller “den onde”. 

Forledelsen

Brønnum samler perspektivet på den bibelske scene i ørkenen under overskriften “Forledelsen” i Fristelsen:

“Vi har en tendens til at leve fra trædesten til trædesten i et liv, hvor vi sjældent beskæftiger os med det fundament, som bærer os ud over øjeblikket, dagen og vejen og den næste runde fødselsdag.”

Dog, et finalt - og litteraturhistorisk - stille hjertesuk. Fristelsen er en bog, der eksponerer et litterært og eksistentielt universelt problem om den ondes forførelse af den gode, men samtidig skaber den måske selv et rum for en, om ikke andet, litterær forførelse. Kun få digtere har skildret personen bag det ondes personificering og peget på den skikkelse som kommer til Jesus i ørkenen som en broder. Brønnum er belæst langt ud over sit fags grænser og bekendt med udlægningen, men afviser den tilsyneladende som “spekulativ”. Brønnum er teolog, først og fremmest, dernæst litterat. En af de få der har forsøgt at se personen inde i djævelen er John Milton, som i sit tidsafstødende renæssancedigt Paradise Lost fremskriver en hjertegribende oplevelse af Satan som en fortvivlet og sårbar eksistens, som “en væren” i afvisningen af kærligheden, en Jesu broder der befinder sig i et ubeskriveligt ordløst mørke. I en teologisk sammenhæng sejrer Jesus, i en litterærhistorisk kontekst, også hos Milton, kræves det af Jesus, at han ser ind bag forførelsens og dæmoniens maske og selv i et uigennemskueligt mørke genkender et andet barn af Gud. Her fejler Jesus og det er en forståelse og litterær erfaring værd at tage med sig ind i en læsning af et absolut læseværdigt bud på en forløsning af forførelsen, som den kommer til udtryk i Fristelsen. Det er vanskeligt at være uenig med Brønnum, dertil er Fristelsen alt for empatisk og velskrevet, men ingen forfatter er ansvarsfri og det skal hermed være op til den enkelte læser at  indskrive diskrepansen mellem litteraturens og teologiens erfaringer i Fristelsen. 

Fristelsen i ørkenen er blot én af Bibelens mange tableaustive scener og har da også inspireret både verdenslitteraturen og en hel stribe afbillendende kunstnere gennem tiderne. Fristelsen suppleres da også med en række suveræne nedslag i tekster af blandt andre Goethe, Kazantzakis, Shakespeare, Joplin og Dostojevski, og afsluttes med en særdeles righoldig litteraturliste, for den der måtte ønske at fordybe sig yderligere i “fristelsens” kunstneriske og kulturelle følgevirkninger, ligesom udgivelsens ydre og indre omslag er beriget med fine gengivelser af nogle af verdenskunstens fremstillinger af hændelsen i ørkenen. 

Fristelsen er en solid og velfunderet begyndelse på en forhåbentlig givende serie fra Forlaget Læselyst om Bibelen og kulturen.