Klassikerlæsning. Fjodor Dostojevskij: ”Kældermennesket. Optegnelser fra en undergrund” 1864, Lindhardt og Ringhof 2021, oversat af Ole Husted Jensen, forord af Villy Sørensen, tidligere udkommet på Nansensgade Antikvariat & Forlag.
Af Egil Hvid-Olsen
Dostojevskij insisterer på, at idealmennesket ikke findes. Selvom det betyder, at mennesker kommer på afveje, betyder det ikke, at man undgår dette, hvis man lader fornuften i Tjernysjevskijs iklædning være retningsgivende. Tværtimod vil man i ideologiens hellige navn overse, hvad en virkelighedsfjern menneskeforståelse som Tjernysjevskijs kan bringe med sig. Det er i lyset heraf, at Dostojevskij lader fortælleren beskrive som en antihelt, der viser dybderne i det menneskelige sind på godt og ondt. Her er ideologien pakket ned, så man får sandheden om mennesket råt for usødet, men det er også langt bedre end at lade sig lulle ind i en utopisk forestilling, der bærer kimen til totalitarismen i sig.
Fortælleren er ikke som folk er flest. Han har haft en kærlighedsløs opvækst, er blevet mobbet i skolen, og har svært ved at omgås folk, fordi han hele tiden reflekterer over, hvad han ser, hører og tænker. Enhver glæde kan han lynhurtigt tale ned til sin modsætning. Intet er fredet, heller ikke hans egne tanker og synspunkter, som han angriber med samme styrke, som han svinger krabasken over andres udtalelser og væremåder.
Fortællerens manifest
Første del af den korte roman er et slags manifest om fortællerens livs- og menneskesyn. Det er ikke stringent, for fortælleren ironiserer både over sig selv og andre, som her, hvor han lægger ordene i munden på en mand, der begynder at værdsætte smerten, idet han bilder sig ind, at den giver ham ret til at blive ynket: "Jeg forstyrrer jeres sindsro, flænser i jeres hjerter, ødelægger søvnen for alle i hjemmet. Så lad dog være med at sove, I skal også hvert minut mærke at jeg har tandpine. jeg er ikke længere den helt jeg førhen gerne ville fremstå som, men blot et sølle udueligt menneske. Så lad det være sådan! Jeg er glad for at I har gennemskuet mig. Væmmes I ved at høre min uværdige stønnen? Værsgo at væmmes; jeg skal straks skabe mig på en endnu hæsligere måde ..." (s. 35). Dette er langt fra en rationel reaktion på smerte, men et eksempel på, at fornuften ikke kan fastholdes som et overordnet princip, der formår at styre mennesker i en fælles retning til alles bedste. Mennesket vil nemlig ikke underordne sig fornuften konsekvent, for det er drevet at så meget andet og mere end fornuft, bl.a. følelser, ønsker og drifter. ”Til den tid, hævder De, vil videnskaben have belært mennesket (selv om det, efter min mening, næsten er for meget af det gode) om at det faktisk hverken besidder vilje eller luner, ja, aldrig har gjort det, og at det selv ikke er andet end en slags klaviatur eller en stift i et mekanisk spilleværk; at verden desuden styres af naturlove, således at alt hvad mennesket foretager sig slet ikke sker efter dets eget ønske, men af sig selv, ifølge naturlovene.” (s. 47).
Hvis fornuften kan underlægge sig mennesket, har det ingen fri vilje, og så er alt, hvad det foretager sig, forudbestemt. Men sådan er det ikke, fastholder fortælleren. Mennesket er et irrationelt væsen, hvilket fortælleren i høj grad lever op til i bogens anden del.
Det kaotiske menneske
Noget af det mest fascinerende ved Dostojevskijs forfatterskab er, at man langt hen ad vejen ikke kan forudse, hvad hans karakterer vil sige og foretage sig. De afspejler den virkelighed, vi lever i, hvor vi indimellem kan blive forbløffede over, hvad andre siger og gør. Ja, til tider hvad vi selv siger og gør. Mange af dem er drevet af deres følelser, mens andre er drevet af konventioner, der bestemt heller ikke altid virker særlig gennemtænkte.
I romanens anden del handler hverken fortælleren eller de øvrige karakterer særlig fornuftigt, selvom de fleste andre end fortælleren sikkert ville være overbevist om, at det var tilfældet. Fortælleren forsøger at underkaste sig konventionerne i et forsøg på at komme andre nær, men gang på gang væmmes han ved det og skaber pinagtige optrin. Og dog er han ikke mindre pinagtig end de andre, der behandler ham med afsky, fordi han ikke underkaster sig den fornuft og de normer, som de abonnerer på.
Hen mod slutningen ender fortælleren i sengen hos en prostitueret, som han giver et håb om at hjælpe til en bedre tilværelse. Han ved godt, at det er en fantasi, men han bliver fanget af den, indtil han kommer hjem. Da håber han, at kvinden ikke vil opsøge ham for at få, hvad han har stillet i udsigt. Ikke desto mindre dukker hun op med et beskedent håb om udfrielse fra sin usle tilværelse. Han ser ingen anden udvej end at afvise hende, og det gør han på sin egen usympatiske måde. Det får hende dog ikke til at forlade ham. I hvert fald ikke lige med det samme. Bag hans voldsomme afvisning ser hun et ulykkeligt menneske og hun tilbyder ham sin omsorg:
” – Jeg får ikke lov til … Jeg kan ikke være … god! fik jeg med nød og næppe frem, derpå gik jeg hen til sofaen, kastede mig fladt ned på den og lå og hulkede et kvarter i ægte hysteri. Hun sank ind til mig, omfavnede mig og blev liggende ubevægelig med armene om min hals.” (s. 183).
Magtfordelingen er vendt på hovedet, for hvad mennesker foretager sig og gør ved hinanden er ikke let at forudse. Hverken fortælleren eller kvinden er i fornuftens, men i deres følelsers vold, og det er de på godt og ondt; men endnu ondere ville det være, hvis de lod sig programmere af en udstukket fornuft, som måske viste sig slet ikke at være så fornuftig endda. En sådan fornuft udstak Lenin, og den viste sig ikke at føre noget godt med sig. Således bliver ”Kældermennnesket” et slags kampskrift mod totalitarisme og for mennesket som et kaotisk indre rod af følelser, drifter og vilje. Det sidste er måske ikke videre hensigtsmæssigt, men det er bedre end blot at være en viljeløs brik i et system, der er bestemt af andre.
At føle sig hjemme i sølet
Forholdet mellem fortælleren og den prostituerede kvinde er et tema, som Dostojevskij gentager i ”Forbrydelse og straf” fra 1866, men forholdene udvikler sig forskelligt i de to bøger. Fortælleren insisterer på at være et ”kældermenneske”. Han synes at have gjort det til en vane at trække offerkortet, når han befinder sig i situationer, som han ikke kan overskue. Han føler sig tryg nede i det velkendte søle. Derfor kan han ikke tage imod kvindens omsorg. Det er alt andet end rationelt, men samtidig særdeles menneskeligt. En lige så ufornuftig som udbredt nutidig parallel findes hos de kvinder, der, efter at være sluppet ud af et parforhold med en voldelig mand, finder en ny mand, der også terroriserer dem fysisk og/eller psykisk. Deres valg er ufornuftigt, men velkendt.
En underlig roman
”Kældermennesket” er en underlig roman. Den var aldrig blevet antaget af et forlag i vore dage. Selvom det er moderne at sammenblande genrer, ville det indledende manifest og den efterfølgende beretning være for stor en mundfuld. Man sidder desuden med en fornemmelse af at mangle nogle oplysninger om den debat, romanen udgør et indlæg i. Og dog er det givende at læse en intelligent, men totalt følelsesstyret mands (fiktive) overvejelser, for den slags findes i virkeligheden. Ja, vi har alle et gran af kældermennesket i os, selvom vi bilder os ind, at vi i høj grad handler fornuftsbetinget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar