Haydn og den sprøde klang

Haydn: The Complete Piano Trios Vol. 2
Trio Gaspard (Chandos). Udk 7. februar

Af Jakob Brønnum
Den wienerklassiske komponist Franz Joseph Haydn står i skyggen af Mozart og Beethoven, som ligeledes var med til at forme den klassiske musiks centrale nav omkring århundredeskiftet mellem 1700- og 1800-tallet. Alene det, at hans navn ikke har den ikoniske klang i populærkulturen. Man kan ikke forestille sig forvrængede ringetoner af Haydn-melodunter, som man kender det fra Mozart og Beethoven, hvis værker (henholdsvis Eine Kleine Nachtmusik samt Symfoni nr. 40 og 5. og 9. Symfoni) er kendt af alle og enhver, ikke mindst gennem markedets brug af dem som jingles.

Som man kan høre i Trio Gaspards 2. CD med Haydns samlede klavertrioer (altså værker for den elegante instrumentkombination klaver, violin og cello), rummer Haydn imidlertid alle den klassiske musik dyder og glæder: Det elementært smukke, den intense musikalitet, den kreative originalitet og vitalitet, det personlige touch, den overraskende pointe og den høje grad af fagligt musikerskab.

Det er rigtigt som den engelske mesterdirigent Simon Rattle siger det: ”Haydn har alt, hvad Beethoven og Mozart har, han vender der blot ikke udad på samme måde.”

Opdagelsesrejsen

Man kan blive lidt træt af mange af de pæne fortolkninger, som de første årtier af den klassiske musik på plade rummede, men i dag findes der så meget større frihed, at også Haydn er blevet fornyet – og sat fri til genopdagelse.

Og så er det den rene nydelse og opdagelsesrejse at gå ind i hans enormt opfattende værk, særligt i kammermusikken og ganske særligt strygekvartetten og klavertrioen. Haydn har skrevet mere end 40 klavertrioer, fire gange så mange som både Mozart og Beethoven, og i modsætning til den store, store del af samtidens komponister, hvor genren bærer mere end personligheden, har Haydns værker altid en egen idé, noget der kendetegner netop den komposition, og det placerer Haydn solidt i geniklassen, sammen med Beethoven og Mozart.

Man tror, man ved, hvor man har Haydn pga. af hans forholdsvis enkle temaer og lidt mere naivistiske forhold til f. eks. til klang, til tematisk udfoldelse, til kompleksitet i musikkens tekstur, men det gør man ikke. Pludselig bryder Haydn ud i poetiske udforskninger af en melodistump og man bliver revet med som af en mild bølge. Anden sats, den langsomme sats på CD’ens åbningsværk er uforglemmeligt i sin lysfyldte nysgerrighed, sådan en sen vinterdag.

Det første værk er Klavertrio nr. 35. Dernæst følger fire andre, to mere af de sene kompositioner, en fra mellemperioden og en tidlig. Samt endnu et værk, jeg skal komme tilbage til.

Ensemblets klang 

Albummets næste værk, Klavertrio nr. 33, er en lille, rytmisk hårdt pumpet perle. En lille motivstump bliver omdrejningspunktet for en dansende åbningssats, og i den meget kortere mellemsats, fortsætter Haydn med de små motiver, men hakker det nu ligesom op, både rytmisk og tonalt, så han lader melankolske, småsørgmodige toner spille med. Finalesatsen vender tilbage til 1. satsens tætte fraser, men med en tungere rytmik. Det er mesterligt. Og åndeløst velfortolket af Trio Gaspard.

Man kan ikke stå for de tre musikers evne til at placere sig både solidt i traditionen med en umiskendelig kærlighed til wienerklassikken og en ny tids friske tempi, usentimentale tilgang til melodistoffet. Ensemblets klang er forbilledligt sprød, varm og åben og sammenspillet tæt og energisk er decideret inspirerende 

Der er særligt to grunde til at det i meget høj grad er anbefalelsesværdigt at anskaffe sig CD’en, fremfor at streame musikken. Dels er der meget fine noter til værkerne i det medfølgende hæfte. En ny praksis lader kunstnerne komme til orde i albummets hæfte, frem for udelukkende en musikhistoriker, som det normalt har været. Dels har ensemblet, som i den første CD med Haydns Klavertrioer, der udkom i fjor, inviteret en nyere komponist til at bidrage med et nykomponeret stykke på CD'en, inspireret af Haydn.

Denne gang er den den engelsk-russiske komponist Leonid Gorokov (f. 1967), der har bidrag med en kort, to-satset klavertrio, For Gaspard

Gorokov stiller sig et sted mellem Haydns og den moderne rytmiske musiks, så man tydeligt kan høre slægtskabet mellem f. eks. den store rockmusik og den vesteuropæiske klassiske musiks tonesprog kompositionspraksis. Det korte værk er spillevende, fyldt af humor og øjenåbnende musikalske figurer, der afslutningsvis binder alle albummets stykker sammen til en stor, samlet musikoplevelse. Det er ganske enkelt fantastisk godt.