Propaganda og nordens første samtidigt nedskrevne digt

God digtning kan også på det tidspunkt have indebåret en sproglig modstand mod overfladiske undertrykkende floskler og ideer om at magtforholdene er almindeligt gældende og naturgivne. Thorvald Berthelsen skriver om Nordens første nedskrevne digt

Af Thorvald Berthelsen

I påsken, som jo er genoplivelsens fest, tog jeg op for at besøge min familie i Småland. På vejen derop så jeg adskillige store skilte på markene langs motorvejen, der i Ukaraines blå-gule farver, der heldigt for progandaen også er Sveriges farver, hamrede budskabet ud i det gule felt: Nato nu!

Billede og tekst udgjorde det perfekte lukkede uimodsigelige entydige budskab., der helt selvmodsigende fremhævede at Sveriges nationalisme er og i endnu højere grad bør være lige så tapper som Ukraines.  Og at det bør bekæmpe den ene stormagts undertrykkelse ved at ophæve 200 år neutralitetspolitik og melde sig ind i en forsvarsalliance, der deponerer landets selvbestemmelse over krig eller fred i en forsvarsalliance, der spænder fra Tyrkiet over det tidligere portugisiske Salazar diktatur, Polen, Ungarn og Norge, under ledelse af verden største nuværende stormagt, USA. Glemt er løgnene, der hev os med i Irak krigen, og den forsmædelige afmarch efter nederlaget i den udsigts- og formålsløse Afganistan krig. Det fik selvfølgelig tankerne til at falde på kriges første offer, nemlig sprogets nuancer og adgangen til i fællesskab at nå frem til den sandhed, det nu er muligt at nå.

Karlevistenen

Mens jeg var i Småland, måtte jeg derfor hen og se og røre ved Karlevistenen på Öland. På Öland har jeg været flere gange før, bl.a. for at se hvor Linné begyndte sin klassificering af botanikken. Men jeg havde aldrig bemærket runestenen før. Turisme maskinen på stedet lægger ikke meget vægt på den. Karlevi runestenen er imidlertid det første samtidigt nedskrevne hele digt, vi har bevaret i Norden. Den er lavet og sat på det vestlige Öland ud mod Kalmarsund efter en dansk høvding, Sibbe, der er død på vej hjem fra et togt lige omkring år 1000. Og runemesteren er sandsynligvis nordmand.  Vi har da brakteater med allittererede fyndord eller ordsprog helt tilbage fra 400 tallet. Men dette er det første hele skjaldekvad der er mejslet ned samtidig med det blev til. Så jeg måtte selvfølgelig hen og give hånd til digteren hen over de 1000 år.

Dróttkvætt

Det runemejslede digt er et dróttkvætt, det specielle versemål, skjaldene brugte til at fremføre lovprisninger for hirden dvs.  livvagten ved kongens eller stormandens langbord. Den bestod overvejende af afhængige stormænds sønner af samme æt. ”De litterære genrer i oldnordisk tid kan siges at være præget af ’ættesamfundet’ i to forskellige henseender.  For det første er de ofte blevet formidlet i en mundtlig familietradition. For det andet behandler de problemer, der vedrører slægtens liv, forholdet mellem rivaliserende ætter osv.

Særligt tydeligt er det i en genre som den islandske ættesaga, hvor man får udførlige redegørelser for slægternes historie. Men også Edda digtene og skjaldekvad udtrykker en slægtscentreret bevidsthed; tematiserer ættesamfundets konflikter.” (Lars Lönnroth i Den Svenska Litteraturen (Lars Lönnroth og Sven Delblanc),  Bind 1, 1997)

Skjaldekvadet på Karlevi stenen er samtidig bevis på, at en lang række oldnordiske digte, der senere er nedskrevet i de islandske sagaer er en korrekt gengivelse af en langt ældre mundlig digttradition, bygget op af et forrådskammer af brudstykker til beskrivelse af alt muligt fra sørejser til vikingeslag. Disse bygger på flere rimtyper, allitterationer dvs. bogstavrim eller stavrim, indrim og slutrim, samt klang effekterne, hendinger, som ligner rim men spiller på næsten lignende klange i ord. De enderim der bliver dominerende i løbet af middelalderen, ser ud til først at vinde indpas i skjaldekvadene efter kristendommens indførelse i Norden. Og så bygger brudstykkerne på kenninger og associationer. Kenninger er et billedsprog, hvor guder, helte o.a. fra den nordiske mytologi kombineres med den virkelige verdens ting og sager til en anden hemmelighedsfuld mening. Hvordan disse brudstykker har set ud får vi allerede indtryk af i vores ældste allittererede runeindskrift  på Tjurköbrakteaten fra Blekinge, der ovenikøbet også indeholder en kenning:

Wurte runor an walhakurne heldar  kunimundiu

Ristede runer på vælsk korn Hjald for Kunimund

Allitterationen bygger på w og kenningen ”vælsk korn” betyder udenlandsk korn, som igen ifølge Reginsmål med Lokes guldjagt som tema betyder guld. Brudstykket ’Ristede runer på guldet’ kan derfor indsættes i en lang række sammenhænge, hvor nogen præger ord på guld.

Dróttkvætt versemålets metrik er bygget op af linjepar. Hver strofe i et dróttkvætt består af 4 linjepar. Hvert linjepar var forbundet med allitterationer eller stavrim, der dannedes af to til tre rimbogstaver, en eller to i den første linje og en i den sidste linje (henholdsvis stuðlar, 'støttestave', og höfuðstafr, 'hovedstav'). Derudover skulle hver eneste linje have to klangrim (hendinger), der enten dannede halvrim eller helrim med hinanden. Folginn – hinn er helrim. Flestr – mestar er både og, men dáðir – þruðar er halvrim. Halvrim findes oftest i de ulige, helrim i de lige linjer. Hvis man bryder linjerne op i halvlinjer finder man to betonede stavelser i hver halvlinje, mens antallet af ubetonede stavelser kan variere. Vi ved det ikke, men rytmen i visse versemål, der bruges i kvad, tyder på man også har danset eller trampet til dem, som man f.eks. gør til traditionelle viser på Færøerne.

Overklassedigtning

Der er ingen tvivl om at skjalden havde en høj status og at skjaldekvadene var udformet til overklassen i ættesamfundet.

Karlevi stenens digt lyder sådan:

Folginn liggr hinn's fylgðu
(flestr vissi þat) mestar
dáðir dolga þruðar
draugr í þeimsi haugi.
Mun-at reið-Viðurr ráða
rógostarkr í Danmǫrku
Endils jǫrmungrundar
ørgrandari landi.

Hvilket kan oversættes til moderne dansk på denne vis: "Skjult i denne høj ligger den som fremviste de største bedrifter, det vidste de fleste, 'kampenes Truds træer'. Ikke skal en mere retskaffen, kampstærk 'Vogn-Vidur' på havkongens vældige mark, herske over land i Danmark."

Eller sagt på en anden måde:

Her i denne høj gemmes en høvding, der har udført de største bedrifter - det ved de fleste vikingekrigere.

(Kenningen Truds træer står for krigsguden Truds  [Tors og Sifs datter] krigere dvs. vikingekrigere)

En mere retskaffen og gennemslagskraftig anfører for søkrigere

(kenningen vogn-vidur – Odins vogn, anførerskibet, Vidur er et af Odins tilnavne på havet)

kommer ikke til at herske over noget landområde i Danmark.

Kvadet indeholder også tvetydigheder eller dobbelttydigheder, der skal få tilhøreren eller læseren til at tænke over efterlivet. Ordet draugr i fjerde linje betyder ikke bare Trud kenningens trær (for vikingekrigere) men også spøgelser. Disse er de fortvivlende udstødte som ikke efter død i kamp er indbudt til Valhallas uendelige grisefest med sang og bægerklang.

Vi kan fristes til at tro at skjaldekvadenes afhængighed af brudstykker, der er lette at huske pga. kenninger og stavrim, fik dem til at virke størknede og konservative. Der var mange tusinde af disse puslespilsbrikker til nye kvad. Der var fire  tusinde kenninge  alene for våbentyper og kamp. Så det ser ud til at de havde en tendens til at blive til floskler, der entydigt var sprogligt undertrykkende og magtkonserverende i ættesamfundet.

Men vi ved ikke nok om tilhørernes gehør, og hvordan det virkede, når kenninger blev sat ind i nye sammenhænge eller sat sammen til nye konstruerede flerledede kenninger. Og vi ved fra afsnittet Skáldskaparmál (= Skjaldskabslære) i Snorres Edda og flere sagaer at skjalde som nordmændene Torbjørn Hornkløve, Eyvind Skaldaspillir og islændingen Egil Skallagrimsson skabte nye kenninger og nye sammensætninger af dem med tilhørende nye associationer og dobbelttydigheder. Den længste, overleverede kenning består af otte led: nausta blakks hlémána gífrs drifu gimslöngvir, og findes i Dråpa om Toralv Skolmsson (Þórálfs drápa Skólmssonar), gengivet i Håkon den godes saga, hvor Toralv Skolmsson er blandt deltagerne i slaget ved Fitjar på Stord omkring 961. Kenningen lyder omskrevet til  dansk sådan "kasteren af ilden fra jættekonens storm fra den beskyttende måne hos bådhusenes hest". Den betyder simpelthen "krigeren”, hvilket er en entydig, forenklet og lukket fortolkning, der udelukker enhver tilhører-dialog med digtets sproglige indhold. Vi kan jo kun ane den storm af associationer, dobbelttydigheder og tvetydigheder denne kenning har vakt i tilhørerne.

Vi ved også at historiske skjalde som de førnævnte i skjaldekvadenes forløb udmøntede dele af fortællingen som personlige udsagn om deres egen situation og skæbne i brud med den sejrende æt eller tradition eller i modstand mod den sejrende nye kristendom. Så god digtning kan også på det tidspunkt have indebåret en sproglig modstand mod overfladiske undertrykkende floskler og ideer om at magtforholdene er almindeligt gældende og naturgivne.

Selvom Karlevi stenens kvad – hvis man kunne se bort fra kenningernes mystik, associationerne og den kunstfærdige opbygning af versemål og rim – egentlig blot er en banal lovprisning, der giver skjalden det daglige ben at tygge på, så kommer poesiens vingesus alligevel. Ikke mindst fordi digtet vækker hele vor forhistoriske mundtlige digttradition til live igen.