De store symfonikere i samlede udgaver

Der er udkommet en usædvanlig store mængde udgivelser med samlede symfonier eller samlede orkesterværker af komponisterne. Særligt et par baltiske dirigenter med store internationale karrierer har haft rigtig travlt, Anders Nelsons og Paarvo Järvi

Bruckner: Complete Symphonies
Andris Nelsons, Boston Symphony Orchestra (DG)

Bruckner: 10 Symphonies
Paavo Järvi, Frankfurts Radiosymfoniorkester (RCA)

Franz Schmidt: Complete Symphonies
Paavo Järvi, Frankfurts Radiosymfoniorkester (DG)

Tchaikovsky: Symphonies 1-6
Tonhalle-Orchester Zurich/Paavo Järvi (Alpha Classics)

Ralph Vaughan-Williams: The Complete Symphonies
Richard Hickox, London Symphony Orchestra
Andrew Davis, Bergen Philharmonic Orchestra (Symfoni nr. 7, 9) (Chandos)

Andris Nelsons har indspillet en af de mest bemærkelsesværdige udgaver af Beethovens samlede symfonier, sammen med Wiener Philharmonikerne op til Beethoven jubilæet for et par år siden. Han har i nogle år, ligeledes på Deutsche Grammofon, arbejdet på en udgave af Shostakovitj 15,  samlede symfonier, sammen med det ene af de to orkestre, han er chefdirigent for, Boston Symphony Orchestra. Der mangler i skrivende stund de to symfonier nr. 2 og 3 som komponisten selv frasagde sig, fordi han opfattede dem som sovjetiske bestillingsværker under sit niveau.

Nelsons

Denne udgave af de samlede symfonier, er så blevet overhalet indenom af Andris Nelsons udgave af Bruckners samlede symfonier, indspillet med det andet af de orkestre, han er chefdirigent for, nemlig Gewandhaus i Leipzig.

Nelsons står for mindst to genistreger i formidlingen af Bruckners monumentale katedralagtige symfoniske værker fra de sidste årtier af 1800-tallet. Til trods for at Bruckner var et grundlæggende religiøst orienteret menneske, fuldstændigt omsluttet af den katolske kirkes verdensbillede, beundrede han næsegrus den ugudelige opera komponist Richard Wagner. I indspilningen lader Andris Nelsons de enkelte symfonier indhegne af orkesterværker af Wagner. Det er mig bekendt den første gang nogen har vist, rent håndgribeligt, hvordan sammenhængen mellem Bruckner og Wagner er. Det giver også de enkelte cd’er og dobbelt cd’er en usædvanlig spændvidde.

Den anden genistreg er at han er begyndt med de forholdsvis mest kendte og lettest tilgængelige af Bruckners symfonier. Det er symfonierne nummer 4, 7, 9, 6 og 3 – i den rækkefølge, hvad angår de kendteste og mest indspillede. Disse indspilninger udkom inden pandemien.

Hvor jeg personligt sætter Bruckners symfonier højere end stort set alle andre, bortset fra Beethovens, der jo er udenfor nummer, og hvor jeg er af den afgjorte overbevisning, at Andris Nelsons er den største nulevende dirigent, efter at Bernhard Haitink og Mariss Janssons er bortrykket for at dirigere i andre sfærer, så har jeg også måttet konstatere at de første fem symfonier ikke er svage på nogen måde i fortolkningen og udførelsen, men heller ikke på det niveau, jeg havde forventet af Andreas Nelsons. De er alle sammen med en anelse tungere en de bedste fortolkninger, for eksempel Karjans fortolkninger af den 7., Böhms af den 3. og Haitinks sene fortolkning af den 6. med Bayerns Radiosymfonikere og af den 4. ved en mindreværdige 90-års koncert med London Symphony Orchestra. Eugen Jochums sene tv-indspilning af den 9. med München Philharmonikerne har også den lethed midt i tyngden Nelsons famler efter.

Med den 8. Symfoni, som jeg hørte i en radiokoncert fra The BBC Proms inden studieindspilningen udkom, anede man, at vi ville kunne se frem til noget mere med de to sidste dobbelt cd’er, der så også er kommet for nylig. De to mindste og mest ukendte af Bruckners symfonier, dvs. nr. 1 og 2, er koblet med de to store symfonier, nr. 5 og nr. 8, værker som brucknerianere, som undertegnede ikke tøver med at kalde de dybeste og største, rene orkesterværker, der overhovedet er skrevet. Det er den anden genistreg – det største og det mindste sammen. I disse fire værker, som der alt i alt findes færre indspilninger af end de øvrige, og som i deres mystik og egensindige spiritualitet står som lidt mere utilgængelige end de fem førnævnte, opnår Andris Nelsons alt det, man kunne ønske.

Symfoni nr. 1, som Bruckner selv kaldte, ”den lille frækkert” (das kecke Besserl), er et groft undervurderet værk af stor charme og eksperimenterelyst, og det fanger Nelsons bedre end nogen anden, jeg har hørt. Både Symfoni nr. 5 og 8, der begge varer et godt stykke over en time, får denne aura af storhed og mystik i Nelsons fortolkning, som gør, at man umuligt kan blive færdig med dem.

Tre samlede indspilninger

Paarvo Järvi har i nogle år været chefdirigent i Bremens Kammerphilharmonie, ikke et af Tysklands allerstørste orkestre, og med det har han indspillet en cyklus med Beethovens ni symfonier. Pludselig er en hel masse ting åbenbart faldet i hak og vi har fået tre samlede indspilninger af meget store værker.

Der er to symfonikere som normalt sammenlignes med Anton Bruckner, og den ene er Cesar Frank som har skrevet en enkelt symfoni. Den anden er den østrigske, og langt mindre kendte komponist Franz Schmidt, som har skrevet fire symfonier der kan siges at minde om Bruckners ved ligheder i deres storstruktur.

Paarvo Järvis indspilninger af Franz Schmidt symfonier er de bedste og mest sammenholdte, jeg har hørt. Det er senromantisk musik når det er allerbedst. Lige fra den 1. Symfoni som man tydeligt kan høre, er et værk, der ikke er skrevet af en moden komponist, fordi den betjener sig af en gestik som er alt for påfaldende og alt for flagrende, til den fantastiske 4. Symfoni, fuld af mystiske temaer og en dunkel og melankolsk helhed som er typisk fin de Siecle.

Det andet sæt samlede indspilninger er intet mindre end et sær Bruckner-symfonier, der er udkommet på RCA. Det er ikke – som almindeligvis i disse år – ikke noget, symfoniorkestret på 80 mand og dirigenten er gået i studiet for at spille, men indspilningerne er foretaget fra 2006 til i dag. 

Paavo Järvi dirigerer Frankfurts Radiosymfoniorkester, som bemærkelsesværdigt nok omkring 20 år inden indspillede Bruckners samlede symfonier med Eliau Inbal – men i andre manuskriptversioner fra den righoldige Bruckner-skat af versioner og gennemarbejdninger. Det nye sæt er som helhed stærkere. Som kuriosum rummer det også Bruckner såkaldte Symfoni nr. 0, et værk, komponeret mellem 1. og 2. symfoni, men forkastet og ikke helt færdigt

Blandt de store dirigenter er Paavo Järvi den eneste jeg kender, der afbilder sig selv i badebukser med sin gamle far på stranden på Instagram eller på en hotelbalkon i Shanghai med en tallerken fast food. (Hans far er mesterdirigenten Neemi Järvi). Alle andre holder sig til koncertsalene og de officielle scener. Den lethed og ligefremhed i sindet hos Paavo Järvi genfinder man i hans musikalske univers, og det er både et plus og et minus, når man skal indspille de mest alvorlige symfonier, der findes.

Selvfølgelig når Andris Nelsons Bruckner større spirituelle dybder med sin Brucknerindspilning, end Paavo Järvi gør, musikken får under hans dirigentstok et nærvær der er åndeløst, menneskeligt søgende, som åbner dybder ned i historiens dunkle mørke, hvor Bruckner som østrigsk senromantiker er dybt forandret i kirkens middelalderlige verdensbillede. Til gengæld kan man lytte til Järvis Bruckner i køkkenet og i bussen.

Orkesterklangen er slank og indsatserne tindrende skarpe, de store buer i værkerne er enkle, synlige og klare. Absolut det første sæt, jeg ville anbefale nye lyttere af Bruckners samlede symfonier at vælge. Det tredje sæt af nye, samlede indspilninger fra Järvi er hans Tjajkovskij-symfonier med Zürichs Tonhalle-Orchester, hvor han har været chefdirigent siden 2019. Dem og Andris Nelsons nye, spektakulære indspilninger af Richard Strauss samlede orkestervæker på DG med begge hans orkestre, må vente med anmeldelse til en anden god gang. Men de er meget høreværdige.

Vaughan-Williams 150 år

Som flødeskum på det hele ja er der nu kommet en meget anbefalelsesværdige samlede indspilning af den engelske komponist Ralph Vaughan-Williams ni symfonier. Komponisten bliver 150 til oktober. Der er tale om en sammensat boks med to forskellige dirigenter og orkestre, men de står ualmindeligt godt sammen i deres lette, slanke tilgang til værkerne.

De fleste danske lyttere kendte før i tiden Vaughan-Williams fra hovedmotivet i 6. Symfoni, der var anvendt i en berømte tv-serie (The Ashton Family), men han spilles desværre ikke meget udenfor England i disse år, og det er en stor skam. De ni symfonier har så mange kvaliteter og kan høres og genhøres så meget pga. deres uophørlige undersøgende, nysgerrige kvaliteter. Den første symfoni, A Sea Symphony, er et af de fineste korværker i orkesterlitteraturen, en 70 minutter lang kantateagtig symfoni og den 7. Symfoni, med titlen Antarctica, er vitterlig det mest kuldefremkaldende værk, jeg kender. Fuldt bevidst fra komponisten. Symfoni nr. 5 har melodiske kvaliteter, man kan dvæle i. Og sådan kan man blive ved. Chandos-boksen er stærkt anbefalelsesværdig, både for den nye lytter og den, der kender værkerne i forvejen. De har karakter og står alligevel anskueligt som pålidelige rejseførere ind i Vaughan-Williams engelske, folkemelodi-prægede univers.