Klassikerlæsning: Stefan Zweig: ”Verden af i går – En Europæers Erindringer”, oversat fra tysk af Helge Kjærgaard, Jespersen og Pios Forlag 1948, 375 sider.
Af Egil Hvid-Olsen.
Stefan Zweigs erindringer ”Verden af i går” skildrer et åndeligt og kulturelt forfald fra begyndelsen af 1900-tallet til starten af 2. verdenskrig.
Zweig, der anså sig for i højere grad at være en europæer end en østriger, selvom han holdt meget af sit lands kultur og skikke, tog i begyndelsen af 1942 sit eget liv i fortvivlelse over, at han skulle opleve hele to verdenskriges vanvid, og fordi han som jøde var blevet fredløs i sit eget land. Erindringerne var færdigskrevet kort tid inden selvmordet og udkom posthumt.
Selvom de refleksioner, arbejdet med bogen bragte med sig, nok har været med til at føre Zweig hen mod beslutningen om at tage sit eget liv, er bogen ikke kun dyster. Den skildrer blandt andet den kulturelle rigdom, der blomstrede før 1. verdenskrig og i mellemkrigstiden. Zweigs helt store udfordring i begyndelsen af 40erne var, at han ikke længere troede på, at alt kunne blive godt igen. Den samme overbevisning havde hans kone, og derfor besluttede de sig for at slippe bekymringerne og fortvivlelsen og gå i døden sammen.
Verdensborgeren
Selvom Stefan Zweig et sted i erindringsbogen skriver, at han elsker at skære alt overflødigt bort fra sine manuskripter, så den færdige bog ikke synes læseren for lang, er ”Verden af i går” noget af en mundfuld; i hvert fald indtil man falder til rette i Zweigs lange, fyldige sætninger. Han fortæller om sin barndom og ungdom i det bedre borgerskab og morer sig over, hvor let han kom til en doktorgrad i filosofi, fordi han allerede på det tidspunkt var en anerkendt forfatter. Graden brugte han da heller ikke til andet end at gøre sin familie stolt. Studieårene havde han brugt på at rejse Europa tyndt og knytte venskaber i de litterære kredse. Denne mulighed blev ødelagt, da 1. verdenskrig brød ud.
Stefan Zweig
Zweig beskriver usentimentalt attentatet mod den østrig-ungarske ærkehertug Franz Ferdinand og hans gemalinde, der kostede dem begge livet d. 28. juni 1914. Ifølge forfatteren var Franz Ferdinand alt andet end folkekær, så mordene medførte ikke landesorg, snarere en stille taknemmelighed over, at Østrig-Ungarn ikke skulle trækkes med en så stiv og ufolkelig regent, når det blev hans tid til at overtage tronen. Der var derfor heller ingen, der regnede med, at attentatet ville føre til krig, men diplomatiet fejlede, og krisen eskalerede til et punkt, hvor mange ville tabe ansigt, hvis man gav indrømmelser. Derfor foretrak man krigen frem for ydmygelsen.
Ydmygelsen blev dog mangefold større ved freden i Versaille, der efterlod de tabende lande med en uoverkommelig byrde blandt andet i form af krigsskadeserstatning. Tyskland fik hovedansvaret for krigen og måtte i en lang række år leve på et eksistensminimum, hvilket gav grobund for politisk ekstremisme.
Under 1. verdenskrig insisterede Zweig på at beskrive fjenderne som venner. Han kendte jo en masse andre europæere og vidste, at de ikke var værre mennesker end østrigere og tyskere. Han og andre forfattere fra forskellige europæiske lande opmuntrede hinanden ved at skrive avisindlæg, der beskrev det tåbelige i, at mennesker bekriger mennesker. Forfatterne bevægede sig på en knivsæg, fordi censuren ikke tillod egentlig kritik af nationernes krigsførelse, men en del indlæg gik altså igennem og bidrog til, at i hvert fald forfatterne kunne holde humøret nogenlunde oppe i en tro på, at vanviddet ikke kunne holde ved.
Seksualitetsafsøgning med 100 års mellemrum
Mellemkrigstiden beskrives som en periode, hvor ungdommen gjorde op med en forældregeneration, der ikke havde handlet ansvarligt nok. Derfor blev alle normer vendt på hovedet. Dette gjaldt også seksualiteten, så der opstod en kultur, der naturligvis ikke er direkte sammenlignelig, men alligevel på visse punkter minder om 2020erne:
”Der blev af ren og skær Lyst til Revolte revolteret mod enhver gyldig Form, endogså mod selv Naturens Vilje, mod Kønnenes evige Polaritet. De unge piger lod Haaret klippe, til og med saa kort, at man ikke kunde skelne dem med deres ’Drengehaar’ fra de unge Mænd; de unge Mænd paa deres Side barberede Skægget væk for at se mere pigede ud; Homoseksualitet og lesbisk Elskov blev høj Mode ikke i følge en indre Tilskyndelse, men som Protest mod de gammeldags, gængse og legale Former for Kærlighed.” (s. 256). Beskrivelsen vækker mindelser om Christopher Isherwoods klassiker ”Farvel til Berlin” fra 1939, der skildrer Weimarrepublikkens krampetrækninger, inden nazismen tager over med en modkultur så ensrettet, at ”kultur” næppe er den rette betegnelse.
Men tilbage til mellemkrigstiden, hvor ændringer også fandt sted indenfor sproget, litteraturen, malerkunsten, arkitekturen og musikken. Der opstod en ungdomsdyrkelse, der heller ikke er vor tids medieflade helt fremmed: ”Jo yngre et Menneske var, og jo mindre, han havde lært, jo mere velkommen var han, fordi han var uden Tilknytning til nogen Tradition – endelig, nu endelig rasede Ungdommens store Hævn mod vore Forældres Verden ud i Triumf?” (s. 257).
De assimilerede jøder
Mellemkrigstiden havde – som alle andre perioder – sine fordele og ulemper, men fordelene var klart i overtal, når den sammenlignes med den periode, der fulgte. Hitler og hans tilhængere bragte mad på bordet, men prisen var et rædselsregime, der gjorde jøderne til syndebukke og lokkede den tyske befolkning ind i en hjerteløshed, man først for sent erkendte konsekvenserne af. Den, der fratager sit medmenneske hans eller hendes menneskelighed, mister selv en stor del af den. Som jøde var Zweig blandt dem, der ikke længere havde ret til at leve indenfor det tredje riges grænser.
Netop det, at Zweig og mange andre af hans samtids jøder ikke var praktiserende, men havde gjort alt for at assimilere sig, gør det endnu sværere at acceptere den forfølgelse, de nu blev udsat for: ”Men det mest tragiske i denne jødiske Tragedie i det tyvende Aarhundrede var, at de, som led alt dette, ikke mere kunde finde nogen mening deri og ingen Skyldfølelse havde. Alle de forfulgte og fordrevne i Middelalderens Tidehverv, deres Aner og Stamfædre, de havde dog i det mindste vidst, hvorfor de led. De led for Troen, for Loven. De besad endnu som en Sjælens Talisman det, som Nytidens Jøder forlængst havde mistet: den ubrødelige Tillid til deres Gud. De levede og led i den stolte Illusion, at de som det udvalgte Folk af Verdens og Menneskenes Skaber var udset til en særlig Skæbne og en særlig Mission, og Bibelens forjættende Ord var for dem Bud og Lov […] Men det tyvende Aarhundredes Jøder havde for længst ophørt at være et Samfund. De havde ingen fælles Tro, de var sig intet Kald bevidst, og de følte det, at de var Jøder, snarere som en Byrde end noget at være stolte over. De levede fjernt fra deres fordum hellige Bøgers Bud, og de ønskede ikke mere at benytte det gamle, fælles Sprog. Deres mere og mere utaalmodige Stræben gik ud paa at leve sig ind i og blive indlemmet i Folkeslagene rundt om dem og at gaa op i Folkeenheden bare for at faa Fred for alle Forfølgelserne og Hvile paa den evige Flugt. Indbyrdes forstod de ikke hinanden mere, sammensmeltede, som de nu var, med de andre Nationer; de var for længst langt mere Franskmænd, Tyskere, Englændere og Russere end Jøder.” (s. 361).
Skønt det nok ikke var alle Zweigs samtidige jøder, der ville kunne skrive under på denne beskrivelse af deres tro eller mangel på samme, afslører den noget af det mest gennemført vanvittige ved jødeforfølgelserne, der nåede sit tragiske højdepunkt i holocaust, nemlig at man på mere eller mindre bestialske måder skaffede sig af med en ofte særdeles velintegreret befolkningsgruppe, og dermed smed barnet – nogle af rigets bedste hjerner – ud med badevandet. Zweig selv var en af disse hjerner, der havde gavnet Østrig, idet han var en anerkendt litterær verdensstjerne. Nu måtte han genopfinde sig selv i kraft af sin nye status som flygtning: ”Mit østrigske pas havde jeg haft Ret til; en hvilken som helst østrigsk Konsulatembedsmand eller Politiofficer havde været forpligtet til øjeblikkelig at udstede det til mig i min Egenskab af fuldt berettiget Borger. Den engelske Opholdstilladelse, som jeg fik, maatte jeg derimod bede om. Den var en udbedt Elskværdighed og til og med en Venlighed, man hvert Øjeblik kunde unddrage mig. Fra den ene Dag til den anden var jeg igen sunket et Trin lavere. Dagen forud havde jeg endnu været udenlandsk Gæst og paa en vis Maade Gentleman, som her gav sin internationale Indtægt ud og betalte sine Skatter; jeg var nu blevet Emigrant, en ’Refugee’.” (s. 345f.)
Selvom Zweigs situation bestemt ikke er misundelsesværdig, er det tankevækkende, at han lader til at være blevet mere venligt og respektfuldt behandlet, end man bliver, når flygtninge i disse år søger beskyttelse i Danmark. Usikkerheden fik dog ægteparret Zweig til at søge videre, og de bosatte sig i Brasilien, så langt væk fra verdenskrigens rasen som muligt, men også alt for langt væk fra det Europa, som Zweig anså for at være sit egentlige fædreland. Det havde de måttet forlade, fordi det havde mistet sin medmenneskelighed og vilje til at løfte i flok, opdelt som det var i lande, der dyrkede nationalismen i en så ekstrem grad, at alle andre blev fjender.
Knust af mangel på menneskelighed
Mens Zweig beskriver mellemkrigsårene citerer han en tidligere italiensk minister, der er faldet i unåde hos Mussolini, for at sige: ”Intet skader et intellektuelt Menneske mere end Mangel paa Modstand.” (s. 292). Herover reflekterer Zweig: ”Men der maatte først hengaa nogle Aar, inden ogsaa jeg forstod, at Prøvelser udfordrer, Forfølgelser styrker og Isolering gør mere energisk, saafremt de da ikke helt knuser En.” (s. 292). I Stefan Zweigs tilfælde endte det sidste desværre med at være tilfældet. Han blev knust af udsigten til nazismens sejr i de første krigsår og kunne ikke holde ud at leve i overbevisning om, at det kulturelle niveau, han var vokset op under og havde taget del i som voksen, ikke ville se dagens lys igen. Humaniteten var afgået ved døden og han og hans kone ønskede ikke at leve i en verden, hvor mennesket havde kastet sin menneskelighed af sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar