Alen Causevic: ”Det egentlige liv i livet”, Forlaget Silkefyret 2021, 106 sider, 199 kr.
Af Egil Hvid-Olsen.
”Og alt er som det plejer at være og for dem begge, bedstefar som barnebarn, mere end rigeligt; rigeligt at stå ved siden af hinanden og bare se og lytte, omringet af det skrå betonværn, floden og løvhanget som i hjertet af naturens egen velodrom.” (s. 92).
Måske ligger nøglen til Alen Causevics ”Det egentlige liv i livet” i denne sætning, hvor livets essens beskrives som den stille tilfredshed i hverdagen; den hverdag som mange andre kan blive trætte af, fordi den former sig som en jævn strøm af døgn, der til forveksling ligner hinanden. I bogen får hverdagen sin værdi i lyset af det, som bedstefaderen og barnebarnet siden oplever. Krigen atomiserer hverdagen i en højfrekvent rædsel, der sender civilbefolkningen ned i kælderrum for ikke at blive taget til fange og skudt af de patruljerende soldater. Fra da af er længslen efter hverdagen tyngende, fordi den synes så fjern.
Den utrygge hverdag
Alen Causevic bygger sin lille roman på oplevelser, han selv havde som barn. Han og hans forældre kom til Danmark som bosniske flygtninge, hvilket har givet ham erfaringer nok til at kunne skrive sin kortroman om livet i skiftende asylcentre. Her indfinder der sig også en slags hverdag, men den mangler den tryghed, som var kendetegnende ved hverdagen i hjemlandet. De familier, der befinder sig på centrene, er revet op med rode. Nogle af mændene søger panisk at slå rod igen ved at tage et hvilket som helst arbejde. De vil kunne forsørge hver deres familie og opretholde deres stolthed som familiefædre. Men når de slides ned eller af andre grunde mister deres arbejde, transformeres deres skam til en aggression, som går ud over ægtefælle og børn.
Også kvinderne forsøger at skabe sammenhæng i en tilværelse, hvor hverdagen er utryg og fremtiden uvis, men de traumatiserende oplevelserne, der gjorde flugten uundgåelig, har sat sig sine spor. Forældrenes frygt og mistrivsel smitter af på børnene.
Den fragmenterede tilværelse
”Det egentlige liv i livet” består af glimt, der samles i et stormasket net, hvor visse oplysninger forbliver usagt. Tilværelsen som flygtning er fragmenteret. Alene det at møde op i et fremmed land med en så begrænset mængde ejendele, at de kan være i en pose, gør alt uoverskueligt. Selvom der tages venligt og professionelt imod flygtningene, er situationen så utryg, at det kan være svært at tage imod alle beskederne og gøre det rigtige.
Indsigtsfuldt bidrag
Krigen i Balkan ophørte for tyve år siden. Mange af flygtningene er rejst tilbage, mens andre er blevet integreret i Danmark. Men ”Det egentlige liv i livet” er ikke blot en roman om følgerne af en overstået krig. Hvad bogens karakterer oplever minder om de erfaringer, som mennesker fra krigs- og uroplagede områder gør sig den dag i dag, når de søger asyl i Danmark. De traumatiserende oplevelser, længslen efter det, der var, uvisheden om fremtiden og den frustrerende rodløshed er den samme. Og dog er det lige en tand værre i dag, fordi det er blevet meget sværere at opnå permanent opholdstilladelse og dansk statsborgerskab, og fordi kravet om bedst mulig integration modsiges af, at flygtninge helst skal vende tilbage til deres hjemlande, så snart myndighederne anser det for at være sikkert nok. Flygtningenes tilstedeværelse er kun tålt. Der er bestemt et ønske om, at man følger lokal skik og brug, men ikke om, at man slår rod. Sådan var det ikke, da Alen Causevic kom til Danmark. Han har slået rod, og det er godt, for med ”Det egentlige liv i livet” har han skabt et indsigtsfuldt og vigtigt bidrag til dansk litteratur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar