Der bliver skrevet en del samfundskritisk poesi, som detaljeret udpensler senkapitalismens reduktion af menneskets eksistens til laveste materielle behov. Til gengæld bliver der skrevet meget få digtsamlinger, som kigger efter de dybere filosofiske rødder til denne tilstand eller anbefaler en åndelig transcendental flugtrute fra dette morads. Én af disse er Torben Dalhofs Snetiger.
Torben Dalhof: ”Snetiger”
Det Poetiske Bureaus Forlag
2019, digtsamling, 107 sider, 100 kr.
Anmeldt af Simon Hesselager Johansen
Denne anmelder hører tit folk brokke sig over, der ikke bliver skrevet nok samfundskritisk poesi. Der udkommer faktisk masser af slagsen, især på mikroforlag, men spørgsmålet er så hvor meget bliver læst af andre end forfatternes ligesindede? Det bliver Torben Dalhof. Han er ikke en digter de store avisers anmeldere eller de litterære pris-komiteer lægger mærke til, men ifølge digterkollegaen Gordon Flinks forord til Dalhofs digtsamling Snetiger fra 2019 er Dalhofs mere politiske digte populære i ”almen modstand”-grupper på Facebook. Lad os tage et kig på Snetiger for at se hvorfor.
Verden bliver sort
Snetiger er opdelt i 5 kapitler med hver sit tema:
”Politisk Set”, ”Digte fra Tasiilaq”, ”Smertehelvede”, ”Modkultur” og
”Automatskrift”. Hvert kapitel har en intro-side med et virkelig flot abstrakt
psykedelisk maleri af Christian Finne og indledende citat. Disse citater kommer
fra varierede kilder der spænder fra George Orwell til det hinduistiske hellige
skrift Ashtavakra Gita. Det er tydeligt, Dalhof har sigtet efter at gøre Snetiger
til én helstøbt læseoplevelse fra begyndelse til ende. Snetiger er også
skrevet under Dalhofs kamp med livstruende sygdomme, både kræft såvel som
hjernehindebetændelse, hvad kapitlet ”Smertehelvede” udforsker i detaljer.
Læseren kan mærke, Dalhof har lagt alle sine kreative anstrengelser ind i
digtsamlingen fordi han vidste at han måske ikke havde nok tid på jorden til at
skrive flere. (heldigvis lever Dalhof endnu, og udgav i år en ny digtsamling
med titlen Månesyge)
”Lytter til Grateful Deads Terrapin Station
i en stor gammel villa i Nimtofte
sammen med min nye ven Albert
i moderens bibliotek fyldt med bøger
fra gulv til loft i tusindvis side om side”
Og som han slutter med...
”mit første møde med dansk overklasse
for mere end 40 år siden
hvor punken kom til DK
et halvt år efter og verden bliver sort
og vi gik fra vindere til fortabte sjæle
som troede verden ville gå under.”
Denne dommedags-stemning hænger over meget af Snetiger som en mørk sky, især kapitlet ”Politisk Set” som ”Gode Minder” er placeret i – hvor Dalhof tordner imod den moderne vestlige industrielle kapitalisme og alle dens uretfærdigheder.
Det indre lys på standby
Dalhof nævner godt nok Karl Marx som en allieret i ”Ulighed”
på s. 20, men selv er han ingen ateistisk materialist. Selvom Snetiger
tager udgangspunkt i skrue-og-møtrik samfundskritik, ender Dalhof i løbet af
bogen med at finde sine forklaringer i den vestlige civilisations metafysiske
grundlag på et mere abstrakt filosofisk plan: Individet som adskilt fra resten
af menneskeheden og universet; penge, stater og andre kunstige idékomplekser
som mere virkelige end vi mennesker gør dem til; den materialistiske videnskab
som et nøjagtigt billede af verden. Den pointe står skarpest i
”Selvdestruktion” på s. 23, hvor Dalhof skriver:
”Vi er alle nogle vantro sataner.
Jøder, kristne, muslimer og ateister.
Vi er alle på vej væk fra os selv.
Vores største fjende
er ikke mørket i os selv
men at vor eget indre lys
i hjerterummet
er sat på standby.”
Det er en usædvanlig sjælden hændelse, denne anmelder støder på en sådan betragtning i et digt som starter med at sørge både over menneskehedens ødelæggelse af Moder Jord og selvforgiftelse med fabrikeret mad, mobilstråler og stress.
Hinsides dødens tærskel
”Digte fra Tasiilaq” er det kapitel i Snetiger, som
står stærkest frem. Her sætter Dalhof skarpt fokus på at løsrive sine læsere
fra deres opfattelse af det moderne Danmark som menneskelig kulturs
standard-tilstand ved at give et indblik i den grønlandske kulturs meget
anderledes verdensbillede. Hvilket ikke er noget nemt arbejde efter Hans Egede
fratog grønlænderne deres shamanistiske åndetro, som Dalhof nævner blandt de
mange uretfærdigheder Danmark har udsat Grønland for, i ”Undskyld Grønland” på
s. 60.
Allerede 10 sider tidligere, i ”Tupilak” på s. 50, observerer Dalhof at ”den moderne grønlænder uden rødder har glemt tupilak og oprindelig kultur i en hyperkompleks verden” for at befale ”find dog tilbage til jeres eget særpræg”, da ”den sande identitet er tusinde gange mere værd”. Løsningen, Dalhof foreslår, bliver ”en sammensmeltning af det oprindelige og moderniteten”. Et konkret eksempel giver Dalhof i sit digt om den lokale hiphop-scene i Tasiilaq på s. 57 hvor ”syv seje drenge står på den store scene” for at rappe om livet som grønlænder i dag. Da showet starter, finder Dalhof at ”begejstringen er stigende hos publikum forløst fra livets kvaler”.
Afsnittet med digtene fra Grønland indeholder også undertegnedes yndlingsdigt i Snetiger, der krystalliserer hele Dalhofs filosofi til én enkelt side: ”Månemanden” på s. 51:
”Vi rejser alle
mod det store ukendte
med og uden sjæl
hinsides dødens tærskel
findes alt og ingenting.
Onde som gode.
Du kan være ateist
eller gudfrygtig
ingen garantier her
hvor tid og rum forsvinder.
Ny kritisk stemme
hos fordærvet menneske
slipper hylsteret.
Ufejlbarlig logik
møder Månemandens ånd.”
Her har vi bevidstheden om egen dødelighed som styrket af Dalhofs egen kamp mod uhelbredelig kræft, afmaskeringen af de kunstige samfundsstrukturer og trossystemer der fragmenterer menneskeheden i utallige modstridende sekter, samt håbet om genforeningen med det udelte urkosmos som vi alle stammer fra – kogt ned til tre vers, strikket sammen i én fortælling med den grønlandske shamanismes symbolsprog som rød tråd. Netop budskabet om håbet, lyset for enden af tunnellen uanset hvor overvældende oddsene ser ud lige nu, er sandsynligvis den sidste men vigtige nøgle til at forstå hvorfor Dalhof har opnået en kult-status som er sjælden blandt erklærede samfundskritiske digtere i 2010'ernes Danmark. Den allersidste tekst i Snetiger, ”Automatskrift” på s. 107, ender jo med linjerne:
”Efter regn kommer sol. Observation, hypotese og konklusion.”
Skal undertegnede vælge et enkelt kritikpunkt, så er det at mange af digtene gentager stort set samme pointer om og om igen – pointer som de fleste læsere sandsynligvis har hørt før. Snetiger kunne godt have været en noget kortere bog uden at nogle af de centrale temaer ville have lidt derunder. Ikke desto mindre gør det faktum, at Snetiger også indeholder så mange pointer, som ikke kan findes i særlig mange andre digtsamlinger i hvert fald ikke i samme værk, netop digtsamlingen værd at læse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar