Jakob Brønnums Virkeligheden 2.0 er som titlen siger en nyudmøntning af virkeligheden bag ved virkeligheden. Kort sagt et forsøg på helhed, mening og ståsted i en verden, der bevæger sig flygtigt forbi og igennem os. Thorvald Berthelsen skriver et essay om bogen, der tidligere er anmeldt af Anne Rye Andersson her
Jakob Brønnum:
Virkeligheden 2.0
Det poetiske bureaus forlag
digte 2019, 267 sider, 200 kr.
Jakob Brønnums Virkeligheden 2.0 er som titlen siger en nyudmøntning af virkeligheden bag ved virkeligheden. Kort sagt et forsøg på helhed, mening og ståsted i en verden, der bevæger sig flygtigt forbi og igennem os. Den lille versionsbetegning dementerer dog samtidig denne progression, da den i vor digitale cyberverden lægger op til et uendeligt antal nyversioneringer, der retter den senestes fejl samtidig med at de laver nye fejl, så man igen kan blive i tvivl om hvad der er den virkelige virkelighed. Det er ikke så meget et struktureret epos med eksistenslyrik og en kosmogoni, som Øjeblikkets tilstand, der udkom 2016-2018 på Det Poetiske Bureaus Forlag: ” Et digterværk, der simpelthen må læses, fordi det i et opgør med postmodernismen kaster sig ud i en moderne eksistenslyrik der nyudmønter vor søgen efter helhed, mening og ståsted i verden”, som jeg skrev om trilogien. VIRKELIGHEDEN 2.0 er mere en samling digtessay, der gennemfører denne søgen efter en sandere virkelighed bag den forandringsparate postmoderne pseudovirkelighed i udsnit af denne virkelighed, f.eks. forladte steder og forladte tanker, algoritmer, hjemløshed, stilladsarbejdere bestyrelseslokaler, skyformationer, stille dage og larmende dage. Dåselatter, drømme, smerte, Tjernobyl, overgreb, bivirkninger, Stalin, neoliberalismen, økonomi, raserianfald, molekyler, musikaliteter, politik og måger i luften. Det er også denne søgen der er det nærmeste bogen og vi kommer til virkeligheden. Som det hedder i afslutningsdigtet BAG TÅGEN:
Verlaine drømmer om en kvinde
der ser på ham som en statue
jeg drømmer om at komme for sent til bussen
Nogle mennesker drømmer sig bag om tågen
for at finde hjem
nogle mennesker husker ingen drømme
de husker tågen
Tågen bevæger sig henover landskabet
på en smuk
men helt ligegyldig måde
bag tågen ligger virkeligheden
Vi ser mod bundlinjen, de forskræmte skæver til den
de modige dækker den til med et smil
…
bundlinjen er blevet skæv, den er forvredet
lad ingen se det, bundlinjen er trods alt
det det hele handler om
nedenunder er mørke
og ren fysik
Her er vi også faretruende tæt på en ren prosatekst. Digtsuiterne er straks fra starten en blanding af den sansede virkelighed, associationer til alle sider og tankerne om den. Mange af digtsuiterne slutter med et afsnit om græsset, den organiske, naturlige virkelighed med nærvær og medmenneskelighed, den levede og levende virkelighed. Dermed bliver det gennemgående tema også en kritisk modstilling af denne ’natur’ virkelighed og den konstruerede markedsførte virkelighed. Digtsamlingen får sin økokritiske karakter f.eks. i digtsuiterne FORLADTE STEDER, I BAGGRUNDEN, USIKKERHEDEN VED DEN OFFENTLIGE TRANSPORT;VIRKELIGHEDENS SPEJL, POLITIK og FORTEGNELSE OVER KENDTE LABYRINTER, alfabetets stedernes, bevægelsernes og bogstavernes labyrinter, der forsøger at komme til fornuft og samtidig formerer sig:
Som hos Strindberg i Drömspelet
Hvordan vi end bevæger os
kommer vi altid tilbage til det samme sted
…
I det tomme rum hvor ordenes labyrinter
er en rent åndelig beskæftigelse
må man bruge sin fornuft
4 – Græsset
Græssets labyrint er ikke den man bliver vanvittig af
vanviddet har man med i forvejen
man opgiver sine fortegnelser over højre og venstre
græsset har sine egne retningsangivelser
der er mange flere end de mest almindelige, de banale
dem, der viser den vej og den vej
Digtsamlingen afsøger disse udsnit af virkeligheden med sprogets forvandlinger til poetisk logiske sandheder og virkelighed. ”Sproget fanger de forvandlinger der sker/mens man sover/først har man ikke ord for det/men lidt efter lidt/kommer ord flydende/ned ad floden”. Ord man fanger ind med den ordkrog alle er født med. Men ”alle mennesker har glemt sin ordkrog/på et eller andet tidspunkt”. Trods de forskellige virkelighedsudsnit dementerer digtsamlingen en forfladiget postmodernistisk begrænsning af erkendelsen og virkeligheden til den enkeltes subjektive oplevelse af virkeligheden i et øjeblik. Som det rammende beskrives i SELFIE:
Verden er vokset ind i billedet af sig selv
nogen tog engang mens den var ved at blive til
den er stadig ved at blive til
…
verden er vokset ind i glemsel, øjeblikkets glemsel
flygtighedens digitale fortrængning
…
hun er blevet billedet af sig selv
livet har foldet sig ud mens hun har taget selfies
nøjagtig som hun håbede og hun er krøbet ind i dem
…
I den her sang gør hun det i ni minutter
højlydt svedende, med rytmer som en guitarsolo
i ni minutter lader hun som om
Så ved man hvad klokken er slået og hvor det bærer hen
til sidst har det varet så længe at grænsen
mellem at lade som om og gøre helt er opløst
Overfor det stilles så Græssets organiske naturnære medmenneskelige virkelighed:
Græsset lader aldrig som om, og pelikanerne
og morgenerne, de ved bedre
de lever et sted hvor løfter altid indfries…
Flagene i haven lader aldrig som om
kun tankerne om flagene
og skadernes reder, og alle mælkebøtternes frø
der lader som om de kommer fra himlen
Og denne virkelighed kan så kun foldes ud i den poetiske logiks sandhed. Græsset er ikke helt heldigt integreret i alle de digtsuiter eller spor, hvor det i kontrast til pseudovirkeligheden udgør det civilisationskritiske levende fællesskab også med naturen. Nogle steder bliver det en for udvendig kontrast, og den kontinuerlige baksen med virkeligheden i et sprog med få variationer kommer faretruende tæt på det ligegyldigt banale. F.eks. i MORGENDIGT, hvor kontrasten bliver så fersk og uproblematisk, at den også p.g.a. den gentagne påkaldelse kammer over og bliver et for demonstrativt postulat og dermed uvedkommende:
Jeg forlanger morgener
det er det mindste forlangende
mit eneste krav
jeg har krav på på morgener
jeg stiller krav om morgener
med gule blomster og frisk vind
vrisne solsorte, og nogen der trækker orme
op af græsplænen eller for den sags skyld bare
en lille græstue
ved siden af stoppestedet
Selvfølgelig er gennemspilningen af græstemaet i stor udstrækning en lyrisk understregning af at det virkelige liv er banalt. Det fordrer imidlertid at det banale ikke bliver så påklistret eller demonstrativt at man ikke tror på det, som det sker her for denne læser. Men i det store hele er dette græstema imidlertid et forfriskende økopoetisk islæt, der lever op til sit formål.
Jakob Brønnum behandler selvfølgelig også som i tidligere samlinger filosofiens tilgang til virkeligheden i denne digtsamling. I SPØRGSMÅLET OM LOGIKKENS OPHØR behandler netop logikken på den eneste måde det kan gøres i et digt, med poetisk logik:
der hvor sporvognene vendte og kørte den anden vej igen
det er logikkens endestation
det fører ikke videre
ligesom når vi drøfter politik
politik burde være det mest logiske vi har
men det er der ingen der regner med…
Logikken forsvinder hver gang nogen
begynder at tale om penge…
Moralfilosofferne bygger logikken op af brudstykker
men den braser sammen igen som sten i vinden
den mangler virkeligheden, omgivelsernes
uforudsigelighed
Og herfra er der ingen vej udenom. Jakob Brønnum må igen beskæftig med det absolutte og relative i bevægelsen. Denne gang ikke med Wittgenstein men med Leibniz som vejviser i stedet for Dantes Vergil. Om end på meget lang afstand som det fremgår med typisk selvmodsigende pleonasmer:
Hvad end ikke Leibniz aldrig fik endegyldigt på plads
er bevægelsens mysterium
et transcendent vidunder som beror på mødet
med essensen i tingene
under tåleligere forhold end disse…
findes der frisat bevægelse, ren bevægelse
bevægelse som er helt løsrevet
fra enhver indflydelse og blot giver sig tilkende
med et let dansende minespil
som bevægelse
slet og ret bevægelse…
eller findes der kun bevægelse
som står i forhold til noget andet…
Og som mange andre steder i digtsamlingen vender Jakob Brønnum sig mod det musikalske når poesiens logiske svar skal udformes:
Overalt i universet disse stigende og faldende toner
man kender dem, man ved det
men de kan ikke høres, og man kan ikke høre dem
som de andre der måske kan høre dem
kun i forhold til en selv giver de sig til kende
det er transcendens der står og hopper på stedet
det er visheden om fællesskabets indre forudsætninger
det er helt enkelt og ligetil
Efter logikken og absolut og relativ bevægelse behandler Brønnum med de klassiske filosoffer Pythagoras, Aristoteles og Pascal ved hånden logisk nok BEGREBET NUL (Hvis begrebet nul findes er der overhængende/fare for at gud også findes):
Det er et matematisk-filosofisk problem
at nul rummer uendeligheden
og at denne uendelighed er allstedsnærværende
og at allestedsnærværende uendelighed
rummer både alt og intet på én gang…
Pascal kigger ned i begrebet nuls
endeløse tomhed
og undrede sig over om denne tomhed
også rummer et vacuum
Noget der på en gang er åbent til alle sider
og samtidig holder os fast…
han opdagede mulighedens teori:
der sker muligvis noget
når jeg bevæger mig i dette vacuum…
der findes muligvis kærtegn
og kroppe der nærmer sig hinanden med hovedet fuld af uendelighed
Man kunne også kalde det kærlighed. Men moderne mennesker forstår ikke begrebet nul på den måde. For aktieanalytikere er det en vittighed og ”politikerne fortrænger det/ som en unødig centrifugalkraft”, der skal tales henover ”som sus og knitren i en dårlig mikrofon” . Men Græsset elsker begrebet nul. Det dufter af evig ungdom, lange somre:
sene aftener hvor lyset og skyggerne
antager hver sin blå
mens ansigterne vender sig indad
mod det faldende mørke
og opdager at det er det samme sted
lyset kommer fra om lidt
Græsset går ikke til, det opstår og strømmer gennem alting som et løfte. Det ved midt i tabuer, hittegods, overgreb, virksomhedsoverdragelser, bestyrelsesreferater, begravelser og dåselatter af forskellig slags, så meget regulær udryddelseskrig, at VIRKELIGHEDEN FINDES i digtet af samme navn:
Alligevel mister det ingen af sine egenskaber
græsset optræder i menneskets bevidsthed
som et uventet smil, et håndtryk
fra en fremmed på gaden, en tilfældig trækning
der fik en til at tænke på lænst glemte fællesskaber
Afslutningsvis kommer musikken igen ind i digtet, som den for det meste gør når Brønnum skal formulere det uudsigelige, håbet og visheden om forandring:
Der er et sted i Beethovens 8. Symfoni
hvor spændingen er så stor at alting er ved at briste…
Man spørger ikke, hvad det er der vil briste
man tror på påstanden om at det er alting
alting er på bristepunktet
man tror på musikkens påstand
Nogle vil mene at Brønnums digtsamlinger er alt for ordrige og bør strammes op. Men det er ikke hans ærinde med sproget. Det er sprogets kontinuerlige baksen med at få greb om alle aspekter af den nye virkelighed der skyder op, som fascinerer. Virkeligheden 2.0 er ikke som trilogien Øjeblikkets tilstand en vældig episk mytisk kraftanstrengelse for at få greb om en ny helhed, mening og et ståsted i verden. Sproget er heller ikke med ligeså mange variationer. Bogen er en samling digteriske essay eller essay-digte, der rækker ud mod forskellige kerneområder og udkanter af et nyt univers. Det nye er forsøget på at integrere den økokritiske og –poetiske dimension. Personligt trækker mit temperament og min grådighed mere i retning af at anbefale læsere at gå lige til den mere omfattende digteriske indsats, trilogien Øjeblikkets tilstand, med det samme. Men mindre kan også gøre det, man kan jo også blive mæt på en grillbar. Det er ikke altid man kan overkomme en tre retters menu. Det her er hverken en grillbar eller en tre retters menu. Men mæt bliver man af Virkeligheden, også i version 2.0.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar